Christiania som brand
Christiania opfylder næsten alle de grundbetingelser, der i den teoretiske litteratur knytter sig til corporate branding. Image, vision, kultur, værdier – det passer alt sammen på Christiania, dog med den væsentlige forskel, at der ikke er tale om en stramt styret proces, som sikrer en entydig opfattelse af Fristaden. Lad os derfor jonglere med begrebet spontanbranding.
af Jacob Ludvigsen
Christiania har jo aldrig brugt en krone på styret markedsføring, og kun lejlighedsvis er der set eksempler på koordineret pressearbejde. Derimod er der udfoldet en vis lobbyisme, når velformulerede christianitter har søgt at bearbejde politikere.
.jpg)
Mandag den 26. september kan Christiania fejre sin 45 års fødselsdag, og det sker på en dramatisk baggrund, nemlig rydningen af boderne i Pusher Street efter den tragiske skudepisode. For en gangs skyld virkede det fællesmødedemokrati, som ellers har hæmmet den fælles enighed og gjort det vanskeligt at træffe beslutninger. Christiania har aldrig haft en borgmester eller en nøgleperson, der kunne udtale sig på alles vegne; der dukker hele tiden nye pressetalsmænd op, som er ukendte i offentligheden.
Mange christianitter vil opfatte denne mangel på en stærk stemme som et sundhedstegn; her er alle lige, og ingen skal føre sig frem i medierne.
Fristadens far og artiklens forfatter, Jacob Ludvigsen, om Christiania som brand.
Den første brandingaktivitet
Offentligheden hører for første gang om Christiania, da Hovedbladet den 1. oktober 1971 sendte en spiseseddel rundt til kioskerne:
Hovedbladets gadeplakat var den første brandingaktivitet.
Hovedbladet var en landsdækkende weekendavis med ca. 50.000 læsere. Jeg var grundlægger og chefredaktør, og de opsigtsvækkende artikler på forside, midterside og bagside var reelt den første branding.
Nogle dage forinden, søndag den 26. september 1971, havde jeg sammen med min kæreste Elizabeth organiseret en guerilla-agtig erobring af den 32 hektar store Bådsmandsstræde Kaserne, som militæret havde rømmet tidligere på året. Hæren bestod af seks personer, der skaffede sig adgang gennem et såkaldt ”mandehul” i plankeværket, som fortidens rekrutter havde benyttet sig af, når de havde været lidt for længe ude i byen og gerne ville undgå disciplinære følger.
Folketingsvalget tirsdag den 23. september førte til den borgerlige VKR-regerings fald, og Danmark var således uden regering, da hundredevis af unge fulgte opfordringen i Hovedbladet til at ”emigrere med linje 8”. Man kan ikke udelukke, at en handlekraftig forsvarsminister sammen med justitsministeren ville have sat området under fornyet militær bevogtning, men det skete ikke, så aktivisterne havde frit slag til at rykke ind i de forladte bygninger og male PRIVAT på dørene.
Corporate statement
Brandingkravet til mission og vision opfyldes af denne formulering, som jeg nedskrev i tingbogen i november 1971:
”Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.”
Mission og vision november 1971.
Et halvt hundrede ord, der stadig står ved magt. Andre kunne have skrevet en fyldigere forfatning, og man vil også kunne diskutere, om christianitterne til fulde efterlever formålsparagraffens ideelle sigte.
Alle danskere ved, hvad Christiania er, og de fleste har en holdning, positiv eller negativ. Stednavnet er også kendt viden om i udlandet, og Fristaden har status som turistmagnet. Mange vil gerne opleve hippiernes frilandsmuseum, og flere christianitter ernærer sig ved at optræde som turguides.
For den overordnede branding af Denmark and Copenhagen er det faktum, at det aldrig er lykkedes for regering, folketing eller højesteret at føre trusler om lukning igennem, et udtryk for dansk tolerance; de færreste landes magthavere ville have tilladt en anarkistisk by i den størrelsesorden.
Hvis folk så endda får at vide, at Venstres finansminister Claus Hjort Frederiksen i 2011 solgte området til christianitterne for 85 mill. kr., hvilket svarer til to-tre gedigne strandvejsvillaer, vil de næppe tro deres egne øren. Staten afskrev sin ejendomsret for en slik.
Tre gule prikker på rød bund
Logoet er afgørende for branding. Hvis der er foretaget målinger af genkendelighed for Christianias flag med tre gule sole på rød bund, vil det score højt. Som så meget andet i Christiania er symbolet blevet til ved et tilfælde.
To hollandske indbyggere, Paul og Herman, fandt en gammel dør og to bøtter maling ude ved området Mælkebøtten og malede et navneskilt med tre store gule prikker over de tre i’er i stednavnet. Christianias fælleskasse har vistnok forsøgt at håndhæve copyright på dette stærke symbol med mulighed for royaltyindtægter.
Tusindvis af t-shirts med tre gule prikker er omvandrende reklamesøjler, og folk har endda betalt for at få lov. Man tager kun en sådan trøje på, hvis man også identificerer sig med ”produktet”, og gad vidst, om der ikke – især efter slaget om Pusher Street – fortsat er et flertal i befolkningen, der sympatiserer. Sandsynligvis med store geografiske udsving.
Branding gennem kultur
Christiania blev synlig på byens plankeværker i de første år, da plakatkunsten udfoldede sig i et andet omfang end nu, og hvis man interesserer sig for visualisering, er plakatbogen med 140 eksempler til glæde for øjet.
Kulturen lever stadig, Christiania har flere gode kunstmalere, og der er koncerter, udstillinger og teater. Men ikke i samme omfang, som da Fristaden var befolket med unge rebeller, der i forlængelse af Thylejren 1970, en forløber for Christiania, kunne finde på at køre ned gennem Langgaden i bar røv på en longjohn-cykel. De måbende turister kunne opleve mere dengang end nu, hvor en mere adstadig kolonihavekultur med stakitter og låger har bredt sig i sølv- og snart også guldbryllupssegmentet.
Christianias interne kommunikation foregår gennem Ugespejlet med meddelelser fra fælleskassen og indkaldelse til et væld af møder om alt fra kloakproblemer (som løses af frivillige) til spørgsmålet om sanktioner overfor Rolf, der generer Indkøberens kunder.
Hvis almindelige mennesker ude i den almindelige verden skulle rende til så mange diskussioner, ville de snart blive trætte af selvorganiseringstanken. Bladet er ikke en del af Christianias vildtvoksende eksterne imagepleje.
Egen mønt og julemarked
Christiania blev aldrig en fri stat, således som proklamationen lød i starten, men der kører stadig et forsøg med en særlig møntfod, 1 Løn = 50 kr., hvilket for år tilbage var mindstelønnen på Fristadens arbejdsmarked. Nogen større udbredelse har parallelvalutaen ikke opnået, skønt netop mønter har stærk symbolværdi og er en oplagt souvenir.
For mere viden om Christianias betalingsmidler se denne blog.
Af sympatiskabende foranstaltninger må nævnes det årlige julemarked i Den Grå Hal, der tiltrækker flere tusinde gæster. Kun et fåtal af de handlende er reelt christianitter, og varerne er i vidt omfang importeret tingel-tangel, men atmosfæren er varm, selv om det ikke længere sælges pot-chai. Tanken om, at overskuddet går til fejring af de juleløses fest med steg og sovs, vidner om den næstekærlighed, der gerne skulle være et af stadens adelsmærker.
Ønskes: generationsskifte
Naturligvis har Christiania en fremtid, men det kræver et vitamintilskud af unge nybyggere, der gider bruge en del af deres tid på møder og selvorganisering. Da boligerne ikke er til salg, og da beboerne ofte har ofret kræfter og penge på modernisering, blandt andet med genbrugsmaterialer fra Den Grønne Hal, er mobiliteten begrænset, og der hersker en slags nepotisme med hensyn til tildeling af lejligheder.
Et endnu ikke erkendt problem bliver tilstrømningen af subsistensløse unge mænd fra flere kontinenter, der naturligt nok hellere vil slå deres lejre op her end i Ørstedsparken. Hvordan vil Christianias rummelige fælleskab klare et vildtvoksende kontingent flaskesamlere og klunsere? Det har vi til gode at se.
Pusher Street. Foto: Scanpix/Jan Jørgensen.
Et slidstærkt brand
Christianias spontanbrand er slidstærkt og har klaret mange kriser; denne gang lykkedes det beboerne at bringe sig i offensiven og høste goodwill, på lidt længere sigt må det vise sig, om den kriminelle underverden vil prøve at generobre pusherterritoriet. Omsætningen anslås til en milliard kroner, og det beløb vil gangsterne ikke give afkald på. De har jo nydt godt af brandingparaplyen.
Da Pusher Street blev stormet i 2003, sørgede filminstruktør Nils Vest, en af de mest klarhjernede christianitter, for at få placeret en bod på Nationalmuseet. Et folkeminde.
Christiania-boden på Nationalmuseet.
Under de seneste bataljer fik hans kone, Britta Lillesøe, fragtet en anden bod til Christiansborg Slotsplads, hvor den i glade farver minder politikerne om, at de nuværende forbudstilstande har lighed med spiritusforbudstiden i USA, der gav næring til Al Capone og andre raske drenge.
Tillid og troværdighed
Hvad skal Christiania gøre for at holde sig i offensiven og leve op til parolen om, at folk venligst bedes købe deres hash et andet sted? Troværdighed i gerning såvel som i ord er en grundlæggende forudsætning. Samarbejde med politi og politikere er kun mulig, hvis parterne stoler på hinanden, det ubevæbnede Christiania har hverken lyst eller ildkraft til at sætte sig op mod syndikaterne og må trods mange års opsparet vrede over politiet og dets patruljering betragte ordensmagten som samarbejdspartner. Tilliden må nødvendigvis være gensidig, men vi skal nok ikke se betjente med rød-gule flag som rygmærker.
Brandet Christiania er konstant, men den bagvedliggende fortælling er under stadig forandring med risiko for en bredere erkendt diskrepans mellem idealer og virkelighed. Relancering i kommerciel stil (”nu med ny smag”) kan ikke gennemføres som i en virksomhed. Kun holdninger, der manifesterer sig i handlinger, kan styrke det let vaklende image. Rydningen af Pusher Street gav god street credit.
I bakspejlet
Storm P. lader den ene mand spørge den anden:
- Gik det så, som du havde ventet?
- Nej, men det havde jeg heller ikke ventet.
Hvad forestillede vi os? Artiklerne i Hovedbladet taler om et universitet, genbrugsmarked, trykkeri og små virksomheder, og måske kan man betragte selve Christiania som et fakultet på Livets Læreanstalt.
Vi tænkte ikke på, hvordan det alternative samfund ville udfolde sig i 2016, eller om det overhovedet ville holde vinteren over. Vi var ikke en studiekreds, men en spontan aktionsgruppe, der gennemførte folkeovertagelsen i løbet af mindre end 24 timer. Vi fortryder ikke, at vi dermed hindrede et sjælløst byggeri på den store grund, og at der blev plads til udfoldelse af opfindsomhed, baseret på andre værdier end i det omkringliggende samfund.
At vi selv forlod Christiania i løbet af tre måneder af utålmodig irritation over et dødssygt fællesmødevælde og manglende muligheder for at etablere lov og orden, er en anden sag.
I hjertet vil vi altid være christianitter.
-
Artiklens forfatter udråbte Christiania til fristad i 1971 og begyndte et par år efter at arbejde med reklame sammen med legenderne Morten Jersild og Peter Hiort. I 25 år var han tæt knyttet til Wibroe, Duckert & Partners som tekstforfatter og idégenerator, samtidig med at han var lederskribent og redaktionschef på Ekstra Bladet. I 2003 udgav han ”Christiania – fristad i fare” på Ekstra Bladets Forlag, og i 2013 beskrev han de første 50 år af sit liv i ”Hobbit i habit” (Gyldendal). Han er redaktør af Københavneravisen, Magasinet Bornholm, Mad & Mennesker Bornholm – og Korsbæk Tidende.
Jacob Ludvigsen fortæller om sit venskab med Dan Turèll og om skabelsen af ideerne om Thylejeren og Christania på Golden Days' Festival om 70' erne
