Det Krasnik og Knudsen glemmer er...
Er medierne de rette til at redde vores demokrati?

I lederen "Mette, magt og medierne" slår Martin Krasnik et vigtigt slag for demokratiet. Lisbeth Knudsen gør det samme i artiklen "Regering og medier er havnet i krigszonen", men der hører mere til historien, mener Pia Lauritzen, filosof og stifter af Qvest.io. Kilde: Mette Fredriksen Instragram

Skrevet af
Det er smukt at se, hvordan to af landets stærkeste og mest troværdige medieprofiler i denne weekend har nægtet at gå i “den fælde, som Trump lokkede amerikanske medier i.”

I lederen Mette, magt og medierne slår Martin Krasnik et vigtigt slag for demokratiet, og Lisbeth Knudsen gør det samme i artiklen Regering og medier er havnet i krigszonen

 

Deres vigtigste pointer tåler mange gentagelser, så dem får I lige først – og så har jeg et par spørgsmål, som jeg håber, vi kan tænke over sammen.

 

Magt, demokrati og sociale medier
Nøgleordene hos Krasnik & Knudsen – hov, det var måske en idé til endnu et af de programmer, hvor journalister interviewer journalister, som Knudsen forudser, at der kommer flere af, når regeringen ikke stiller op og svarer selv? – er statsminister Mette Frederiksens forhold til #magt, #demokrati og #socialemedier.

 

Krasnik

  • “Hun undgår rigtige interview og reagerer fornærmet og vredt på kritiske spørgsmål.”

  • “På Facebook og Instagram kommunikerer hun og hendes ministre simpelt og uimodsagt til deres vælgere. Og her signaleres, at de, der ikke er med regeringen, faktisk er modstandere af det nationale projekt, der er godt for alle.”

  • “Det er en illusion, at politikerne nogensinde har stillet op til kritiske interview, fordi de var gode demokrater. De har haft brug for at få budskabet ud. Nu kan de i stedet bruge sociale medier, som endda konkurrerer med danske medier på urimelige vilkår.” 

  • “Opgaven er at undgå den fælde, som Trump lokkede amerikanske medier i: at blive et tilsvarende fornærmet og vredt hylekor, der opfatter statsministeren som en direkte fjende. Det forplumrer opgaven: at vise offentligheden, når hun misbruger sin magt eller forsøger at skjule konsekvenserne af den. Køligt og objektivt. Der er ikke andre end den frie presse, der kan gøre det.”

 

Knudsen

  • “Men bruger hun de sociale platforme til at præsentere de største nyheder, så skal hun nok ikke regne med, at de professionelle medier vil agere mikrofonholdere på pressemøder bagefter.”

  • “Nu bruger statsministeren netop de sociale platforme – navnlig Facebook og Instagram – ikke kun til at give folk et smugkig til hendes mere private sider, (…) Hun bruger også disse platforme i høj grad til politiske udmeldinger af større betydning med statsministerboligen på Marienborg som kulisse og uden om de professionelle medier og de kritiske spørgsmål. Envejskommunikation med stærk iscenesættelse af en blanding af handlekraft og empati.”

  • “Hvad politikerne til gengæld ikke har taget helt så alvorligt ved de sociale platforme er, at her forventes der interaktivitet. Og det er de færreste – statsministeren inklusiv – som rent faktisk går i dialog med vælgerne, når de kommenterer, kritiserer eller spørger politikerne om noget. Så at kalde det en demokratisk debat halter en hel del. Det handler mere om politisk markedsføring.”

 

Jeg siger det lige igen: Vi skal være glade for, at vi har journalister som Krasnik & Knudsen i Danmark. Meget glade. 

 

Spørgsmål, vi skal tænke over sammen
Men. Der er et men. 

Det demokratiske problem, vi og resten af verden slås med lige nu, handler ikke kun om politikernes magt versus mediernes. Det handler også om det spørgsmål, som hverken politikerne eller medierne har en interesse i at stille, nemlig: 

 

Hvad nu hvis det brud på kontrakten mellem den udøvende (regeringens) og den kritiske (mediernes) statsmagt, som vi ser i øjeblikket, er udtryk for, at BÅDE magthavernes OG mediernes magt er svækket? Og hvad nu, hvis denne svækkelse ikke kun gør noget skidt for demokratiet, men har et kæmpe potentiale til at gøre noget godt? 

 

Når Krasnik skriver, at der ikke er andre end den frie presse, der køligt og objektivt kan vise offentligheden, når statsministeren og andre magthavere misbruger deres magt eller forsøger at skjule konsekvenserne af den, kan jeg ikke lade være med at studse over ordet 'offentligheden'. Hvem er det, Krasnik har i tankerne?

 

Er det mig? Dig? De journalister, der har et andet "køligt og objektivt" blik på magthaverne, end Krasnik har? Eller er medierne hævet over offentligheden?

 

Det er på høje tid, vi stiller de spørgsmål, som de kritiske journalister aldrig kommer til at stille. Som fx, om journalisterne er de rette til at stille de kritiske spørgsmål? Eller mere præcist: Om medierne bør være de eneste, der stiller spørgsmål?

 

For nej, det bør de selvfølgelig ikke. 

 

Og så længe, de tror, at de både er de eneste og de bedste til at stille spørgsmål, er de en lige så stor del af problemet som de politikere, der nægter at svare på deres spørgsmål.

 

Problemet med envejskommunikation går begge veje
Knudsen slår hovedet på sømmet, når hun betegner den måde, statsministeren bruger sociale medier på, som envejskommunikation, der handler om politisk markedsføring. Og både Knudsen og Krasnik understreger, at det ikke er den demokratiske debat, der trækker magthaverne over på de sociale medier (og væk fra de kritiske interview), da det eneste, magthavere er og altid har været optagede af, er "at få budskabet ud".

 

Men ingen af dem forholder sig til den rolle, medierne spiller i det demokratiske problem, som envejskommunikation unægteligt er. Og her tænker jeg både på de traditionelle og de sociale medier. Ingen af dem er nemlig gode nok til at skabe det rum, hvor ”argumenter og meninger brydes”, som Knudsen skriver, at demokrati handler om.

 

Hvor mange af de kommentarer og kritiske spørgsmål, som offentligheden stiller til journalister som Krasnik & Knudsen, får offentligheden for eksempel svar på? 

 

Hvor stor er sandsynligheden for, at det ikke kun er Mette, der undlader at reagere og kommentere på denne artikel, men også Martin og Lisbeth?

 

Forstå mig ret, jeg mener som sagt, at vi skal være meget taknemmelige for de journalister, vi har i Danmark. Men lad os nu være ærlige: 

 

Statsministeren er ikke den eneste magthaver, der bruger sociale medier til envejskommunikation, der mere end noget andet handler om (politisk) markedsføring.

 

Det gør den fjerde statsmagt også.

 

Sociale medier er designet til envejskommunikation
Og nu nærmer vi os problemets kerne. Ligesom Krasnik skriver, at det er en illusion, at politikerne nogensinde har stillet op til kritiske interview, fordi de var gode demokrater, så er det en illusion, at journalisterne møder op til pressemøder, fordi de er gode demokrater. 

 

Man skal ikke læse særlig meget mellem linjerne hos Krasnik & Knudsen for at konstatere, at det herskende journalistiske rationale er, at når statsministeren ikke vil give dem de gode historier – fordi hun får mere ud af at 'breake' dem selv på sociale medier – så bliver journalisterne nødt til at skabe historierne selv – ved at være ekstra kritiske og dermed fremprovokere reaktioner, som de kan være de første til at dække.

 

Problemets kerne er, at når BÅDE magthavernes OG mediernes magt er svækket, har HVERKEN magthaverne ELLER medierne en interesse i det demokratiske potentiale, der ligger i denne svækkelse. Derfor har ingen af dem opdaget, at ALLE bruger sociale medier til envejskommunikation, der mere end noget andet handler om markedsføring. 

 

Det er for pokker dét, sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter er designet til: at gøre det nemt for flere at skabe mere envejskommunikation.

 

Sociale medier er ikke designet til at få os til at tale sammen, tænke os om og nysgerrigt udforske og udfordre det, der går på tværs af vores forskelle. Hvis de var, ville det ikke være antallet af visninger og hurtige likes, der afgør, hvor stor udbredelse vores opslag får, men kvaliteten og diversiteten i den dialog, vores opslag afføder. 

 

Det er sværere for en maskine at vurdere kvalitet end kvantitet, og virksomheder som Facebook og Instagram er sat i verden for at gøre livet let – for deres brugere såvel som deres investorer. Det er en besnærende tanke, at man kan udvikle maskiner, der gør det let for mennesker at blive forstået og udvikle sig sammen med andre mennesker. Men det kan man ikke. Envejskommunikation er nemt. Demokratisk dialog er svært. 

 

Men det er ikke umuligt. Og hvis de traditionelle medier virkelig værner så meget om demokratiet, som Krasnik & Knudsen foregiver, så kan de ikke nøjes med at kritisere magthavernes envejskommunikation. De må også være kritiske over for den envejskommunikation, der er indbygget i de metoder, de selv bruger. 

 

Kun offentligheden kan redde vores demokrati
Det demokratiske potentiale, som hverken magthavere eller medier interesserer sig for, ligger i erkendelsen af, at der er et alternativ til den envejskommunikation, som alle magthavere til alle tider har benyttet sig af. 

 

Uanset om den 1., 2. eller 3. statsmagt bruger radio, tv eller SoMe-opslag til "at få budskabet ud", eller om den 4. statsmagt bruger kritiske spørgsmål, interviews eller meningsmålinger til "køligt og objektivt" at vise offentligheden, hvordan verden hænger sammen, så er der tale om rendyrket envejskommunikation og en forsvindende lille interesse i at gå i dialog med og udvikle demokratiet sammen med ’offentligheden’.

 

Journalisterne taler om Mette, og Mette taler om journalisterne. Men de taler ikke med hinanden. Og de har ikke opdaget, at offentligheden har forladt festen. Vi gider hverken at høre om politikernes eller mediernes magt. Vi er optaget af vores egen. 

 

Og i modsætning til Mette og medierne, så er vi så småt begyndt at indse, at vi får mere ud af hinanden, hvis vi taler med og ikke om hinanden. Vi vil gerne have den dialog, som medierne siger, de arbejder for, men som de langt fra selv praktiserer.

 

Vi er klar til at gøre gør det, som Krasnik hævder, at den frie presse er den eneste, der kan: stille kritiske spørgsmål, tænke, debattere, udfordre og udvikle vores demokrati. Sammen. 

 

Vi – offentligheden – ved, at hverken magthaverne eller medierne kan redde vores demokrati, og vi er derfor begyndt at stille de spørgsmål, som journalisterne aldrig kommer til at stille. Spørgsmålet er, om medierne er klar til ikke altid at være afsendere, men også kan være modtagere af kritiske spørgsmål? Og om de dermed er klar til at udforske det alternativ til envejskommunikation, som demokratisk dialog er og bør være?

 

P.S. Hvis du tænker "pyha, godt jeg ikke arbejder som politiker eller journalist, men bare har et helt almindeligt lederjob eller arbejder som uskyldig kommunikations-, HR- eller ledelseskonsulent", så vil jeg bede dig om at læse artiklen igen. Den indbyggede envejskommunikation i de metoder, I bruger i din virksomhed, forhindrer nemlig også jer i at udvikle en kultur, hvor I tager stilling til og ansvar for virksomhedens udvikling. Sammen.

Relaterede artikler

Likebarometer: Det fantastiske Facebook-fald - Hvilken politiker er mest indflydelsesrig på de sociale medier? Hvem taler til det største publikum? Og hvem er den beds...
Din Facebook styres af tre mand og en dukke - Netflix-dokumentaren "The Social Dilemma" er techlash for fuld udblæsning. Båret frem af frafaldne disciple fra Instagra...
Like lige min baby - Like lige min baby. Forældrekærligheden er i den grad gået online. Det kan blive for meget, og når det er for meget, kal...
Offentlig leder: Sådan kommunikerer du på some - Der bliver større og større krav til kommunikation fra offentlige myndigheder. De skal lave borgernær kommunikation, opl...
Mette F. <3 Nordjylland - Corona har gjort Mette F. til landets politiske Insta Queen med alvorlige ord, et lille drys patos og seriøs cross-posti...
Magtmennesket Mette - I et forsøg på at springe over, hvor gærdet er lavest, satte Mette Frederiksen sig i Aftenshowets varme sofa for at fors...
Vermund vælter Facebook - Pernille Vermund stormer frem på Facebook. Hun er ikke bare lykkedes med at øge sin følgerskare – hun er lykkedes med at...
10 ting, du (måske) ikke vidste om influencere - Med coronakrisen og samfundsbevægelser som Black Lives Matter og #MeToo har influencere fået en ny rolle i medielandskab...
Pas på, hvad du ønsker dig! - De netværk, som binder os sammen i forskellige former for fællesskaber, er grundstenen i det, vi kalder kultur. Og vi ha...
Danmarks vredeste læsere - Vreden breder sig i Danmark. Medierne bliver beskyldt for at piske en stemning op. Om det er mink, instrukskommissioner ...
Lidt om dillermænd, leg og Ole Lund Kirkegaard - Det ligner efterhånden lidt en tabersag at anklage DR Ramasjangs nye animationsserie ”John Dillermand” for at være skade...
Twitters tilståelsessag - Twitter & co. har sparket Trump ud. Det er godt, fordi de sociale medieplatforme endelig tager ansvar. Ondt, fordi det l...
”Er der nogle frække piger på linjen?” - Hvem husker 80’ernes 0059 eller Træfpunkt, som det også hed? I bund og grund en simpel mulighed for anonymt at tale samm...
Rød love – blå vrede - Hvilke politikere er danskerne vildest med? Hvem spreder mest kærlighed? Og hvem gør os mest vrede? Vi har analyseret sa...
Løsningen er ikke problemet - Den australske regering og Joy Mogensen har blæst til kamp mod tech-giganterne. Nu skal det være slut med at nasse på in...
Mediernes dans med djævlen - I sidste uge satte Fox News og Google sig i enerum og aftalte, hvordan nyhedsstrømmen i markante dele af vores fælles, n...
Hollywood er Hollywhite only - McKinsey-rapport viser, at den amerikanske film- og tv-industri, der omsætter for 148 milliarder dollars årligt, taber 1...

Giv din stemme

32 stemmer
2,9/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

60 JOB

Programkoordinator

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.