Hvad lærte vi af al det hjemmeskole?

Vi ved fra en række forskningsrapporter, at det ikke gik så godt med undervisningen i foråret 2020 under den første coronanedlukning. Det gælder fra grundskole over gymnasier til universiteter. Imidlertid vil de på alle uddannelsestrin formodentligt beholde en del af undervisningen virtuelt, og derfor er det vigtigt at se på erfaringerne fra nedlukningen.

I grundskolen lavede de mest bare lektier alene foran skærmen, hvor de på gymnasiet og på universitetet i stor udstrækning brugte konferencesystemer som Zoom. Undervisningen var bare ret kedelig, der var for lidt dialog og fællesskab og for mange afleveringer og monotoni.

Underviserne havde svært ved at hjælpe og vejlede, og de mødte en mur af lukkede mikrofoner og kameraer. Mange studerende manglede motivation, følte ensomhed, stress og angst. De fagligt svage og dem med en ikke så god socioøkonomisk baggrund havde flere vanskeligheder end normalt.

Mangelfuld virtuel undervisning for gymnasieelever

Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden, men inden for undervisning hersker en instrumentel, funktionalistisk og endda rationalistisk indstilling. Pengene er brugt på hardware og software. Inden for gymnasieområdet er det opgjort, at kun 25 procent af underviserne selv havde fået undervisning i at undervise virtuelt – hvortil kommer en dårligt organiseret eller helt fraværende videndeling mellem undervisningerne. Selvom kollegerne og jeg gennem blandt andet aktionsforskning har udviklet mange gode og almendannende digitalt understøttede undervisningsmetoder, virker det ikke til, at de rigtigt er blevet absorberet.

Den sociale dimension blev glemt

Eleverne måtte enten via Aula eller andre systemer finde opgaver, som de så sad alene med. Eller få gennemgået teori og opgaver over et videolink, hvilke de kunne arbejde med bagefter.

Den sociale dimension af skolens ansvar ser ud til helt at være blevet glemt. Det har især været svært for de nystartede, der hverken kender hinanden eller ved, hvordan man taler og opfører sig på det nye uddannelsesniveau. At socialt velbefindende og faglig motivation korrelerer, burde vel egentligt ikke komme bag på nogen. Men i stedet for at skabe uformelle sociale aktiviteter mv. har logikken i systemet været i stedet at sende flere opgaver.

Det digitale undervisningsrum har sin egen ontologi

Cyberspace kan beskrives som et rum parallelt til det geografiske rum. Det har sin egen ontologi, hvor objekter og afstande optræder på en grundlæggende anden måde end i det geografiske rum. I stedet for selv at flytte dig rundt trækker du verden til dig. For eksempel går du ikke på biblioteket, men trækker det til dig ved at skrive en URL, bruge søgemaskine eller trykke på et hyperlink. Distancerne er ikke geografiske, men semantiske.

Håndteringsegenskaberne er anderledes, og din identitet symboliseres gennem profiler og netværk. Derudover har Facebook punkteret distinktionen mellem online- og offlineidentitet. Det betyder, at du må stå på mål for offline, hvad du gør online – og omvendt.

Det er kombinationen, der er genial

Det rum giver i sagens natur en lang række fordele, når det gælder undervisning, men det var ikke lige ideen bag vores aktionsforskningsprojekter, at undervisningen skulle foregå udelukkende online. Nej, det er kombinationen, der er genial: Du kan have en parallel skriftlig interaktion med elever og studerende samtidig med den mundtlige. Du kan indhente al den information, alle de gæster, alle de steder, grupper, synspunkter, venskabsklasser, kilder og eksperter ind i klassen, som du vil. Du kan også nyde godt af muligheden for at være forskellige steder i det geografiske rum, mens du er sammen i cyberspace.

Hvis ikke digitale medier og den virtuelle undervisning blot skal anvendes instrumentelt, skal der være en didaktisk eller social begrundelse for det. Der skal altså – når der ikke er en nødvendig fysisk nedlukning af samfundet – være noget, du ellers ikke kan, ellers er det bare en instrumentalistisk rationalisering (besparelse) eller rent galimatias.

Fænomenologisk set betyder forskellen mellem cyberspace og det geografiske rum en hel del. I den klassisk definerede interaktion kan du se, høre, lugte, og hvis det er passende, røre hinanden, vise og dele objekter og måske dyrisk mærke og fornemme hinanden. Derfor virker cyberspace også, udover at være geocentrisk og at have andre håndteringsegenskaber, anderledes rent fænomenologisk end det geografiske rum.

Flere slukker kameraet

Eksempelvis beskriver den danske forsker Anders Hougaards fænomenologiske begreb hyperembodiment det tilfælde, hvor vi visuelt kommer helt tæt på den andens ansigt – meget tættere, end vi normalt kommer på personer uden for den allernærmeste omgangskreds. Det er altså ikke så meget teknologiske sammenbrud som sociale sammenbrud, der er problemet.

Elever og studerende oplever hyperembodiment som fremmedgørende. Mange elever og studerende finder observationssituationen på videokonferencer skræmmende eller i det mindste så ubehagelige, at de vælger at slukke for kameraet. Elever og studerende, der ikke kender hinanden, er ikke sikre på hverken hinanden, situationen (hyperembodiment) eller sammenhængen (undervisningssituation).

Hvis du ikke er vant til den uddannelsesmæssige diskurs, er det ikke let at vide, hvordan du taler og opfører dig. Det skaber en negativ spiral, hvor det at slukke smitter, hvilket betyder, at den cyberspacetilstedeværelse og det cyberspacesamvær, der er muligt med hyperembodiment, ikke forekommer.

Når det lykkes os at følge det intentionelle objekt i cyberspace, fungerer mediet, f.eks. Zoom, som når Heidegger beskriver, at et værktøj er vedhåndenværende. Du er i processen, optaget af projektet, følger det intentionelle undervisningsobjekt; skærmen forsvinder, og du er for eksempel sammen i diskussionen uden andet for øje end den fælles samtale.

I klasseværelset kan du gemme dig, og du har din fysiske krop med dig. I en situation, hvor du ikke har din krop med som pladsholder, som en, der har bestemt tøj på, der kan give selvtillid, kan det være en svær situation at begynde i en ny social sammenhæng. Når kroppen er med, kan den studerende fx nikke og sætte sig i siden af undervisningslokalet med nedslået blik og inkluderes socialt i inkorporationen med både rum- og kropssprog. Det er som inkorporerede i deres krop, at de unge helt fra børnehaven har mødt nye institutionelle sammenhænge, og vores semantikker, normer og praksisser for at socialisere os sammen med andre i organisatoriske og institutionelle sammenhænge er udviklet med kroppene ved hånden.

Fremtidens undervisning

Skulle det frygtelige ske, at der skal lukkes ned igen, og klasser, hvor eleverne ikke kender hinanden, skal kastes ud i videokonferencer, er det vigtigt, vi lærer af det, vi har været igennem.

Der må sættes ind med uformelle aktiviteter, hvor vi kan lære hinanden, teknologien, undervisningsdiskursen og de nye situationer at kende. Vi kan supplere med at skabe bobler, både fysiske og virtuelle, hvor vi kan lære hinanden at kende, hvilke så kan sættes sammen til større og større enheder, til hele klassen kan være samlet uden angst. Hertil viser det sig også, at asynkrone elevindlæg fungerer mindre angstfremkaldende, og de kan fint bruges i en synkron kontekst. Underviserne må eksperimentere med at have et større eller mindre antal mikrofoner åbne, da det at kunne høre hinanden også er vigtigt. Ofte lige så vigtigt, som det læreren siger.

Den virtuelle undervisning vil formentlig køre videre, selvom landet ikke længere er lukket ned. Jeg mener, det må være et krav, at den kun finder sted, fordi den kan noget, der rækker ud over det, den kombinerede undervisning kan. Altså den undervisning, der samtidig er online og fysisk i lokalet.

Her viser et eksperiment udført af Anne Lise Bennedsen, lektor i spansk og samfundsfag på Rødkilde Gymnasium, at eleverne kunne lave spansk mad derhjemme i deres respektive køkkener. Da gymnasieskoler ikke har skolekøkkener, udvider du her undervisningsmulighederne med virtuel undervisning. I Bennedsens version lavede eleverne primært optagelser af sig selv, mens de fortalte, hvad ingredienserne hed på spansk, og hvad de gjorde, når de tilberedte. Nedlukningsaktiviteten blev udvidet med, at eleverne satte sedler med navne på alt i deres hjem og optog den spanske udtale på video. At arbejde asynkront giver også mulighed for at optage om, til du som elev selv er tilfreds.

En anden underviser, der gjorde eksperimentet efter, havde held med at afvikle det som videokonference, hvilket er muligt, hvis eleverne kender hinanden godt og er trygge ved hinanden.

Hvis vi skal generalisere – her til sidst – så skal en virtuel aktivitet give noget, du ikke kan opnå sammen i klasseværelset, og eleverne skal være trygge ved hinanden og situationen – såvel fagligt som, socialt og fænomenologisk.

Du skal kunne drage fordel af at være forskudt i enten tid eller rum – eller begge dele på en gang. I rum kan vi være sammen i cyberspace, mens vi cykler til hvert sit sted, er ved forskellige strande for at lave gymnastik eller er på forskellige ekskursioner i eksempelvis biologi. Når forskydelsen kun eksisterer i tid, kan det have fordele ift. selvfremstilling. Det, at du optager dig selv og din spanske udtale, til du er tilfreds. Du kan lave film og audiooptagelser inden for alle fag, som du så senere kan se og kommentere i fællesskab.

Tjek her for referencer og uddybelser.