#FreeBritney freed Britney

@britneyspears på Twitter.

I begyndelsen blev #Free-Britney affejet som en flok hysteriske fans, men bevægelsen, der også har råbt vagt i gevær i lignende sager som fx Star Trek-stjernen Nichelle Nichols, har vist sig at være et ud af mange ungdomsoprør, der problematiserer strukturel ulighed. Det handler måske ikke så meget om en popstjerne, som det handler om et system, der er fyldt med fejl, og som undertrykker særligt kvinders basale menneskerettigheder.

Ifølge Human Rights Watch er Britneys fortælling langt fra enestående. “Vi kender ikke det præcise tal, men millionvis af mennesker med intellektuelle og psykosociale handicap er frataget deres retsevne og sat under en form for formynderskab. Præcis som Spears har det ført til en række overgreb, som fx tvangsmedicinering, -prævention og abort, indespærring, tvang i hjemmet og begrænsning af friheden til at kunne bevæge sig frit.”

#FreeBritney-bevægelsen er blot ét eksempel på et opgør anført af en ungdomsgeneration, verdens største generation p.t, der har noget på hjerte. En global bevægelse med politisk udsyn, der vil høre sandheden, konfrontere dilemmaerne og udfordre stereotyperne. Er vi på vej mod et kulturskifte og en fremtid, hvor woke er et vilkår og ikke et valg?

Generation Z er vokset op på internettet med adgang til den globale samtale 24/7 og ser verden i mangefacetterede perspektiver. En generationskliché? Måske, men også en tidsånd, der udtrykkes i samtidskunsten, medier, serier, popkulturen i modkulturelle strømninger og globale bevægelser. Et årti med fælles front mod ulighed og magtmisbrug – Occupy Wall Street, #metoo, Black Lives Matter, Skolstrejk för klimatet osv. har været drivkræfter i skubbet mod det næste kulturskifte. Et opgør i gaderne IRL og URL og kendetegnet ved ikke nødvendigvis at være for eller imod et bestemt emne, en ideologi eller politik, men et kollektivt sigte mod at udfordre positioner og den måde, vi tænker forandring på.

I samtidskunsten fylder presserende, politiske spørgsmål, og Billie Eilish synger om klimaforandring og understreger: “Jeg er ikke en genre, jeg gør, hvad jeg vil. Hvis nogen vil kategorisere mig, så vær klar til at ændre det.”

Det samme gør Babak Vakili, der begynder sit poetiske opråb i P3’s Generationen med: “Jeg ved egentlig ikke helt, hvilken genre det her er, eller hvad temaet præcist er. Det handler om hiphop, om politik, men mest af alt nok om identitet”. Det handler om identitetsdannelse som for tidligere ungdomsgenerationer, men ikke uden for det kollektive ansvar, ikke uden at ville gøre en forskel, at ville ændre på status quo.

Den identitetspolitiske krise er klimakrise

Hvor ungdommen ser klimakrise, social uretfærdighed og racisme som tydeligt forbundne, risikerer de, der overser sammenhængen, at fremstå i bedste fald ignorante og i værste fald ubehageligt egocentriske. Planeten bløder; det er en tragedie. Forsøg på at trylle klimakrisen væk med aflad eller en bæredygtig app rimer på unwoke. I Danmark er klimakrisen på convenient afstand, men i Agbogbloshie bor man midt i den vestlige verdens dårlige samvittighed: digitaliseringens giftige affald. Klimakrisen handler om social uretfærdighed, om sympati for medmennesker i andre dele af verden såvel som andre arter.

Det handler basalt set om at forstå sin egen position, tjekke den og vide, at hvis man ikke gør, så gambler man med en shitstorm. Et pragteksempel er Pepsi-reklamen fra 2017, der er kaldt verdens dårligste. De to superkapitalistiske brands Pepsi og Kardashian-Jenner forsøgte det umulige: at være woke uden at være woke. I et Pepsi-farvekoordineret univers, hvor castet af lookalike-minoriteter, Black Lives Matter og Women March-demonstranter, LGBTQ+-personer og politimænd samles i et happy go lucky Pepsi-sippende halleluja. Internettet er anarkistisk, og indignation er en kraft, der kan slagte, hvis nettet gør fælles front. Woke er ikke en trend, det er en dybtfølt frygt for fremtiden.

Woke-trenden

Allerede i 1962 blev ordet “woke” anvendt som politisk slang i forbindelse med politiske og sociale emner. The New York Times Magazine bragte artikelen If You're Woke, You Dig It om kulturel appropriation. I dag har ”woke” fået et utal af nye udtryk i internet- og politisk slang. I højreorienterede miljøer anvendes “woke” som ordet “cancel culture” til at gøre grin med, nedværdige og dæmonisere modstandere. Kongresmedlem og en af Trumps mest ivrige supportere Matt Gaetz talte på Republikanernes nationale kongres om “woketopians”, “der vil afvæbne dig, tømme fængslerne, isolere dig i dit hjem og invitere banden MS-13 til at flytte ind ved siden af. Og politiet, der er skåret ned, vil ikke være på vej.”

Woke-trenden, der peakede i 2020, har fået skyld for at få racisme og sexisme til at se ud, som om det er et individuelt valg. Som Sylvia Arthur, grundlægger af The Library of Africa & The African Diaspora, påpeger:

“I think the problem with [Social Media, red.] is that it reduces Black Lives Matter to a trend and a hashtag. And you know, for some of us, this is something that is a question of life or death on a lot of occasions; it is something that we live with every day.”

Hvor social medier har fungeret som vigtige redskaber til at give mikrofonen til nye stemmer og vinkler, så har de også vist sig at være katalysator for polarisering af debatten. Hashtags og memes kan være med til at mobilisere opmærksomhed, men de kan også være med til at fjerne fokus fra de reelle problemer, der er den racisme og sexisme, der er indgroet i systemer.

Gen Z hæver sig over brølende egoer på SoMe

Der er dem, der flokkes som brølende egoer og gøder polariseringens dem og os-retorik, og så er der dem, der hæver sig over den. For Gen Z handler det ikke om at vinde opmærksomhed eller en kamp på Twitter. De vil forandre verden og nægter at simplificere eller ignorere alvoren. Alt sammen i kampen for en mere retfærdig verden og bedre fremtid med plads til det enkelte menneske som individ uden stigmatiseringer og kategoriseringer, som undertrykker.

Denne analyse er skrevet i forbindelse med dette års THIS-festival d. 27.-29. oktober i Aarhus. Festivalen sætter fokus på fremtidens historiefortælling og på, hvordan både samfundstendenser og kulturelle strømninger påvirker de historier, vi skal fortælle for at forblive relevante – både nu og i fremtiden. Festivalen håber på at kunne give de afgørende ingredienser, man som brand, historiefortæller og kreativ virksomhed må kende for at bevare sin aktualitet og relation med sit publikum.