Hvis Britney var en mand?
Det er et af de spørgsmål, der har fyldt debatten, siden popikonet Britney Spears leverede en gruopvækkende tale i retten i Los Angeles. En debat, der handler om en kynisk underholdningsindustri og et system, der er fyldt med fejl, og som undertrykker særligt kvinders basale menneskerettigheder.
af Katrine K. Pedersen
I over et årti har verden fulgt en popstjerne, der syntes lidt off både på scenen og på sociale medier. Det var en anden udgave end den Britney, der har snurret i bizar dans på Instagram de seneste år, der tonede frem i sidste uge. Via en Zoom-forbindelse til retten i Los Angeles beskrev hun sit liv de seneste 13 år under værgemål. Hun sammenlignede det med “sex trafficking” og understregede tydeligvis vred og indigneret: “At tvinge nogen til at arbejde mod deres vilje, fratage dem alle ejendele – kreditkort, kontanter, telefon, pas – og placere dem i et hjem, hvor de bor med de mennesker, de arbejder med. (...). De så mig skifte tøj hver dag – nøgen – morgen, middag og aften. Min krop. Jeg havde ingen privat dør til mit værelse.”
Hashtagget, der befriede Britney
Da hun sidst besøgte Danmark, blev koncerten kaldt “skandaløst ringe” og ”århundredets dårligste koncert”, og Britney fik stemplet “fæl” af de danske medier. Men der var en tragisk årsag til, at Britney sprællede så mærkværdigt robotagtigt under bøgetræerne i udkanten af Skanderborg dengang i 2018. Det er næsten ubærligt at gense klip fra Smukfest 2018 i lyset af, hvad vi nu ved, at Piece Of Me-touren ifølge sangerinden selv skete under tvang.
Som hun selv udtrykte det til dommer Brenda Penny i sidste uge:
“Ma’am, I’m not here to be anyone's slave, I can say no to dance moves.”
På det tidspunkt var #FreeBritney stadig en slumrende konspirationsteori, men tog kort tid efter fart som en global bevægelse. I april 2019 blev de to værter Tess Barker og Barbara Gray i podcasten Britney's Gram kontaktet af en anonym kilde, der påstod, at Spears siden januar var holdt fanget på et behandlingshjem. Et par dage senere samledes en gruppe fans foran City Hall i West Hollywood, mens de råbte “Hands off, Britney” og “Justice for Britney.”
Hvordan kunne sangerinden knokle, som hun har gjort – udgive det ene album efter det andet, være dommer i X Factor og tjene millioner på at performe i Las Vegas – og samtidig være under værgemål? Det var særligt, da underskriftsindsamlingen med formålet at give Britney Spears sine rettigheder tilbage gik i gang, at det gik op for verden, at sangerinden ikke engang havde ret til at ytre eller forsvare sig eller til at få en advokat.
Slutshaming
Det er ikke første gang, at Britney forsøger at råbe op om sin situation, men det er første gang, at hun bliver lyttet til som et voksent menneske. Alle har vi været vidner til umyndiggørelsen af en kvinde, der i 2007 kronragede sig og gik amok foran snurrende kameraer. Det blev kaldt en nedsmeltning, men det var også, måske uintenderet, et opgør. Hun smed den spændetrøje, som hun allerede som barnestjerne og senere bedårende og uskyldig teenager blev sat i.
I 2013 beskrev hun, hvordan hun følte sig presset til at opretholde et bestemt salgbart image i en mediedækning, der var konstant fikseret på hendes krop, sexliv og mentale helbred. Hun feeder et dominerende clickbait-narrativ: Slutshaming – der opstår i skismaet mellem hendes popstjerneimage som sexsymbol og det label, hun har fået som white trash. Hun er aldrig sluppet fri fra denne gabestok – hun er altid, ligegyldigt hvad hun foretager sig, genstand for offentlige ydmygelser. Som kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen beskriver det i Genstart, var det ekstra skamfuldt, da hun heller ikke klarede at blive mor: “Ét er at miste sin jomfruelige uskyld, noget andet er at være en dårlig mor.”
Umuligt at være menneske i og mon ikke de fleste ville være bukket under længe før, Britney gjorde? Ville den være gået i dag post-#metoo? Alt det, som Britney igennem tiden har skullet stå model til af sexistisk og grænseoverskridende udskamning? Tænk engang, hvis Britney havde været en mand? Havde hun fået lov til at træde ved siden af? Være ung og ude af kontrol? At være i krise? At være psykisk syg uden at blive umyndiggjort?
Vi kender ikke de præcise detaljer i sagen om Britneys værgemål, men det er trods alt dybt problematisk at tvinge et menneske med en psykisk lidelse til at arbejde og samtidig fratage det retten til og kontrol over alt lige fra indtjening til krop. Det handler måske ikke så meget om en popstjerne, som det handler om et system, der er fyldt med fejl, og som undertrykker særligt kvinders basale menneskerettigheder. Ifølge Human Rights Watch, så er Britneys fortælling langt fra enestående. “Vi kender ikke det præcise tal, men millionvis af mennesker med intellektuelle og psykosociale handicap er frataget deres retsevne og sat under en form for formynderskab. Præcis som Spears har det ført til en række overgreb, som fx tvangsmedicinering, -prævention og abort, indespærring, tvang i hjemmet og begrænsning af friheden til at kunne bevæge sig frit.”
Hvem er skurken?
Britneys familie har den seneste uge mødt massiv kritik i medierne og på sociale medier. Jamie Lynn Spears, Britneys søster, delte en video på sin Instagramprofil, efter hun blev hængt ud for at profitere af værgemålet, bl.a. i en kampagne, der ønsker at få hende fjernet fra Netflix-serien Sweet Magnolias. Hun understregede, at hun altid har og vil være der for sin søster, men ikke ville udtale sig offentligt, før Britney havde talt sin egen sag: “I can assure you that I've supported my sister – long before there was a hashtag – and I'll support her long after.”
Spørgsmålet om skyld er ikke sort-hvidt, og som skuespillerinden Amber Tamblyn skriver i sit åbne brev til Britney, så er det ikke så meget, hvem der er de onde, men snarere de menneskelige konsekvenser, der er forbundet med at være barnestjerne og en attraktiv vare i underholdningsindustrien: “At have mine forældre på lønningslisten var ødelæggende for vores forhold, ligegyldigt om vi forstod det eller ej.(...) Jeg var [familiens] A.T.M.: En bank, der godt nok var elsket ubetinget, men alligevel blev det, i takt med jeg blev ældre, svært for mig at stole på årsagen til kærlighed”.
