Frank har ret – bare ikke om sig selv
Hvorfor fejlede Franks Jensens krisehåndtering? Igennem de sidste 30 år har Frank krænket og befamlet kvinder – uden at lære af sine fejl, uden at mærke nogen form for konsekvenser. Den holdt ikke længere. Magtmisbrug og sexisme bliver i dag straffet, og derfor måtte han gå af. Men Franks forsvar var fuldstændigt korrekt – hvis vi lader fortidens fejl fylde alt, bliver vi et koldt samfund uden tilgivelse. Problemet for Frank var bare, at han ikke lever op til sine egne kriterier for tilgivelse.
Frank Jensens overlevelse afhang af, hvorvidt han, i offentlighedens øjne, kunne være en del løsningen på problemet med sexisme. For at mene dét skulle man se bort fra fortidens fejltagelser. Man skulle tilgive ham for de mange årtier med krænkelser og den knap så stejle læringskurve.
Tilgivelse er et personligt spørgsmål – og det må være op til de enkelte kvinder, om de vil tilgive Frank Jensen, for hvad han har gjort mod dem.
Hvorvidt Frank Jensen kunne være en del af løsningen på problemet med sexisme, og dermed om han kunne fortsætte på overborgmesterposten, er derimod et samfundsmæssigt spørgsmål.
Men alt det, Frank har gjort eller sagt i de sidste to uger, har indikeret én ting: At han fortsat intet har lært.
Det første skridt mod tilgivelse er en dybfølt undskyldning. Frank Jensen har i 30 år konsekvent givet halve non-apologies i form af: ‘Jeg er ked af, at DU opfattede det forkert’.
Det andet skridt mod tilgivelse er at lære af sine fejl. Og det kan man under ingen omstændigheder påstå, at Frank Jensen har. Han er blevet ved med at begå de samme fejl igen og igen.
I 2004 måtte han undskylde over for en praktikant efter en julefrokost. “Jeg tror, at man kan sige, at jeg lod munden løbe og gav hende nogle komplimenter, som hun så bare ikke opfattede i den ånd, de var fremsagt,” lød den efterfølgende non-apology.
I 2011 måtte han undskylde til flere kvindelige kollegaer på Københavns Rådhus efter en julefrokost. “Jeg er et åbent og positivt menneske, og jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at min glade dans på dansegulvet udviklede sig på en måde, hvor nogle har følt sig provokeret,” lød den efterfølgende non-apology.
I 2012 krænkede han et medlem af Socialdemokratiet; noget han måtte undskylde offentligt i sidste uge, da Jyllands-Posten beskrev episoden. “Jeg skriver til jer for at sige, at jeg er forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel. Det vil jeg først og fremmest sige undskyld for,” lød den efterfølgende non-apology.
Sagerne er mange og strækker sig langt tilbage. De halve undskyldninger er mange – og strækker sig langt tilbage.
Franks forsvar
Forargelse over Franks fald har givet genlyd på de sociale medier. Folkedomstol. Heksejagt. Forfølgelse. “Hvis vi kommer frem til, at de eneste, der kan være med, er dem, der ikke har begået fejl, så får vi et samfund uden tilgivelse,” forsvarede Frank sig selv.
Og det kan han have ret i. Ingen er perfekt. Alle begår fejl. Alle fortjener en chance til.
Men Frank Jensen har ikke bare begået en lille fejl, man burde se bort fra. Han har været indbegrebet af en rådden kultur af krænkelser mod kvinder. En kultur, hvor den ‘sande’ krænkelse ikke var befamlingen eller den upassende adfærd, men derimod den ‘forkerte fortolkning’ af den ‘glade dans’.
Frank Jensen har en pointe i, at vi skal være varsomme med for evigt at stemple folk for fortidens fejl. Men pointen har en forkert budbringer. For ja, han har ret – men ikke om sig selv.
Ja, selvfølgelig skal man kunne være en del af løsningen på et problem, man selv har været med til at skabe. Men kun hvis man ikke stadig er en del af problemet! Kun hvis man har lært! Kun hvis man med oprejst pande har taget konsekvenserne for sine handlinger, og ikke undgået dem i 30 år!
Det nytter ikke noget at erklære sig som en del af løsningen den ene dag og pege fingre ad dem, man har såret, den anden dag. Man kan ikke sige undskyld til en kvinde den ene dag og dele et opslag på Facebook, hvor hun bliver svinet til, den anden dag.
Ikke nok med, at Frank ikke har lært noget i de sidste 30 år – han har ikke lært noget i de sidste to uger.
Læs hele Cecille Sværke Priess tweet gennem linket her
Franks forsvar handlede ikke kun om tilgivelse. Da han meldte sin afgang som Københavns overborgmester, sagde han, tydeligt frustreret over processen og med en løftet pegefinger over for pressen: “Det her er ikke en retsstat værdig.”
Og det kan han også have en pointe i. For nej, ingen burde blive stemplet af den offentlige mening. Ingen burde blive fældet af anonyme anklager i Jyllands-Posten. Men også denne pointe har en forkert budbringer.
For ja, det er latterligt, at sager som denne tages i pressen og i offentligheden – men hvis de virkelig kunne blive taget internt og i professionelle rum, havde Frank allerede mærket konsekvenserne efter julefrokosten i 2004 eller efter julefrokosten i 2011 eller efter alle de andre sager.
Tro det eller ej – ingen har ikke lyst til at komme i medierne som personen, der blev krænket. Men hvis det er den eneste måde, hvorpå krænkeren kan blive stillet til ansvar, så er det også den eneste udvej.
Hvornår stopper det?
Både Morten Østergaard og Frank Jensen har nu bukket under for MeToo-bevægelsens umådelige pres. Det stod meget tidligt meget klart i begge forløb, at hverken Frank eller Morten kunne være frontfigurer i kampen mod sexisme.
De har begge været for grænseoverskridende i for lang tid – uden at lære noget som helst, uden at mærke nogen form for konsekvenser. Det var på tide og helt rigtigt, at de ikke længere skulle besidde så markante poster i dansk politik.
Man skal kunne se op til de folkevalgte – de skal appellere til vores bedre engle. De folkevalgte skal ikke bare repræsentere vores værdier – de skal så vidt muligt personificere dem.
Morten og Frank er fortid. De er færdige. De var aldrig, og kunne aldrig blive, en del af løsningen på det problem, de selv har været meget med til at skabe.
Men hvornår kan man være en del af løsningen? Hvornår kan man blive?
Hvis Morten Østergaard skulle gå, hvad så med alle dem i ledelsen, der har dækket over og mandsopdækket ham i flere år?
Det stod meget tidligt meget klart, at hverken Frank eller Morten kunne være frontfigurer i kampen mod sexisme Kilde: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.
Hvis Frank Jensen skulle gå, hvad så med Jeppe Kofod? Er krænkeres vogter værre end krænkeren selv? I så fald, hvad med vores statsminister? Hvis Kofod trækker sig, skal det så have konsekvenser for Mette, der udpegede ham?
Vi er i begyndelsen på et paradigmeskifte i dansk politik og kultur – på godt og ondt.
På et tidspunkt vil MeToo-bevægelsen bremse op – finde et naturligt leje med definerede normer og konsekvenser. På et tidspunkt får vi svaret på, hvem der kan, hvad hverken Frank eller Morten kunne, være en del af løsningen.
Efter overborgmesterens afgang er det store spørgsmål derfor: Hvem er den første til at blive? Hvem er den første til at overleve?
