The Tessa Takeover
Tessa har forført hele DK med sine kilometerlange akrylnegle og boss bitch-attitude, men mest af alt med sin ægthed og elskværdige personlighed. Alle er blevet forelsket i boss-bitchen, inklusiv skribent Julie Kolbeck.
Det er på mode at dele vandene. Det virker i politik. Det er logikken i SoMe-algoritmernes filterbobler. Og der er penge i de polariserende marketingtendenser, vi blandt andet ser eksekveret af markedsgiganter som Nike og Starbucks.
Verden er efterhånden så fragmenteret, at hvis man som brand – uagtet om vi taler Trump, Tessa eller Tesla – forsøger at appellere bredt og neutralt, så risikerer man at blive usynlig.
”If everybody likes you, you are not doing it right”.
Ordene er skuespillerinde Bette Davis’ og forklarer meget godt udgangspunktet for den 22-årige rapper fra Hundiges stormende succes. Tessa tør nemlig, hvor andre hidtil har tøvet, og skider på sine haters imens.
Det er imidlertid også en af grundene til, at Tessa som brand er blevet positioneret i krydsfeltet mellem dem, der har udråbt hende som et feministisk ikon, og dem, der udskammer hende af samme grund. Men i virkeligheden er mennesket Tessa langt mere sammensat end det.
Divarappernes feminisme er banebrydende og ’so last season’
Musikfænomenet Tessa lægger sig i slipstrømmen på den bølge af stærke, amerikanske kvindelige divarappere som Nicki Minaj, Cardi B og Megan Thee Stallion.
De kommer heller ikke fra middelklassens parcelhuskvarterer, og giver nul fucks for janteloven og ladylike opførsel, når de rapper ucensureret om deres tissekoner, ex-stripperkarrierer og new money-bankkonti.
Den feministiske dagsorden ligger mere eller mindre latent i alt fra deres tekster og personaer til Instagram-posts – en branding af dem selv, der tiltrækker lige så mange fans som haters.
Beyoncé var blandt de første til at blive anklaget for femiwashing, altså en lukrativ kommercialisering af den feministiske zeitgeist, der de senest år har bevæget sig fra protestkultur til popkultur – en beskyldning, der kulminerede, da hun samplede dele af den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies virale TED Talk “We Should All Be Feminists” ind i sangen Flawless.
Feminist og forfatter Chimamanda Ngozi Adichie, der blandt andet skulle have gæstet Heartland Festival i forrige weekend, blev for alvor verdenskendt efter sin TED Talk “We Should All Be Feminists”, der siden er blevet kommercialiseret af både modehuset Dior i form af en 600 $ dyr T-shirt og sangerinden Beyoncé i sangen Flawless.
Anklagerne gik mere konkret på, at Beyoncés feminisme ikke var i overensstemmelse med Ngozis, idet hun snarere skrev sig ind i en outdated radikal andenbølgefeminisme, der måske på overfladen havde til hensigt at smadre patriarkatet, men mest af alt bare vender det på hovedet, så man står tilbage med et matriarkat, der gør sig skyldig i præcis de samme problemstillinger – blot med omvendt fortegn.
Man kan kritisere Tessa for det samme. Hun synger det endda selv: ”Rollerne er vendt rundt / Barbie rykker Ken rundt” og omtaler gennemgående sine sexpartnere som noget, der skal kneppes, demaskuliniseres og sendes retur i en taxa.
”Jeg kalder det ligestilling.”
Ikke rigtig, vel?
Tessa smadrer hiphoppens glasloft og feministiske diskurser
Alt i alt er det nemt at kritisere Tessas feminisme – hvis man overhovedet bør kalde det dét.
Hvis man spurgte de franske feminister Hélène Cixous og Luce Irigaray, ville de nok mene, at Tessas sprog er patriarkalsk og tager afsæt i mandlige rappers jargon og stilistik, når hun synger om hævn, vold og sex.
Og læser man poststrukturalist Jacques Lacan, får man måske lyst til at tolke Tessas liderlighed som en spejling af det mandlige begær og dermed en implicit indikation af, at Tessas begær ikke er hendes eget, eftersom hun synger om blowjobs og falske orgasmer, der booster mandens ego.
Den amerikanske psykoanalytiker E. Ann Kaplan ville sandsynligvis argumentere for, at Tessa – med tekster som ”Smutter når han sover tidligt om morgen / Lægger en tyver på kommoden og går ned og ta'r en vogn” – løber ind i feminismens store paradoks, hvormed kvinder forsøger at indtage den dominerende magtposition ved at indtage den maskuline position ved at adoptere stereotype maskuline karaktertræk og handlemønstre.
"Hun er benhård i sin lyrik, og hun er fucking vred"
”Spørg' mig hvad jeg leder efter i en partner. En der ikk' er ligesom mig og dater fire andre” og ”Jeg brugte ham, han troede han kunne bruge mig” synger Tessa i et ekko af de fuckboys – eller ’sjakaler’, som hun kalder dem. Man må konstatere, at hun selv har haft dårlige erfaringer med dem, når hun fortsætter: ”Payback er en bitch ligesom kviklån”.
Udover, at den hævnfulde retorik ikke opnår så meget andet end status quo, ville Kaplan nok også fremhæve, at Tessa indirekte hengiver sig til netop dét, hun forsøger at gøre sig fri fra, hvormed hun per default mister sig selv.
Som sagt: Det ville være nemt at kritisere Tessas feminisme. Men det ville også være for nemt. For der er mere på spil hos Tessa end det, som feministisk teori kan afsløre.
For det første er det teori, og hvis Tessa er noget, så er det praktik. Hun har levet hver eneste sætning, hun rapper. Hun er ægte på et niveau, der ikke er set siden Prinsesserne fra Blokken. Og hver eneste gang, man forsøger at sætte hende ind i en teoretisk ramme, sætter hun ild til den.
Tessa fortæller i DR-dokumentaren Tessas Hævn, hvordan hun som 12-årig bliver afpresset af to skolekammerater, der vil have 200 kr. imod ikke at dele nogle nøgenbilleder af hende. Da hun går til sin mor, kalder hun Tessa for en luder. (Allan Hansen, DR pressebilleder)
Hendes feminisme er ikke akademisk – den er autentisk og hentet fra gaden, den virkelige verden, hvor det handler om overlevelse, erfaringer og følelser, og i det perspektiv blegner enhver snak om bølger og écriture féminine hen i ligegyldig sofisme, der ikke har noget med virkelige kvinders virkelige liv at gøre.
I DR-dokumentaren Tessas hævn møder man en kun 21-årig Tessa, der – som hun selv siger – allerede har levet et langt liv, som på ingen måde minder om den gennemsnitlige leverpostejdanskers. I dokumentaren beskrives en turbulent og rodløs fortid med mobning, voldtægt og misbrug.
Hun fortæller blandt andet, hvordan hun som 12-årig bliver afpresset af to skolekammerater, der vil have 200 kr. imod ikke at dele nogle nøgenbilleder af hende. Da hun går til sin mor, kalder hun Tessa for en luder.
Som 13-årig bliver hun presset til at have sex med to fyre i et solcenter: ”Det var min første trekant,” konstaterer hun. Og som 15-årig bliver hun taget i at stjæle og tør ikke tage hjem. Det resulterer i, at hun bor på gaden som hjemløs.
Men trods en hård opvækst er Tessa stadig godhjertet, velovervejet og umiddelbar. Hun er benhård i sin lyrik, og hun er fucking vred, men i DR-dokumentaren møder vi også en ung kvinde, der er nervøs, følsom og har let til tårer – en kompromisløs sårbarhed, hun er lige så lidt undskyldende og skamfuld over, som hun er over sin egen seksualitet og ”beskidte mund”.
Hermed dekonstruerer hun den gængse gangsterrapper-persona ved at udvide den, nuancere den og vise flere facetter end dem, vi måske er vant til at se hos hendes mandlige kollegaer.
Screendump fra DR-dokumentar. (Anja Pil Overby, DR pressebilleder).
Tessa reclaimer sig selv
I dokumentarens andet afsnit er Tessa på vej på location, hvor hun skal skyde sin musikvideo til sangen “Okay”.
Da de ankommer, udbryder hun: ”Ej, jeg har jo gjort rent her! Jeg stod og ventede en time på min makker,” hvortil én fra hendes entourage svarer: ”Nu er der folk, der venter på dig.” Og en anden supplerer:
”Nu tager du den tilbage.”
Tessa nikker:
”Yes. Nu reclaimer jeg den.”
Udover, at situationen tydeliggør, hvor hurtigt tingene er eskaleret for Tessa, der er gået fra rengøringsdame til landskendt soloartist på fire måneder, understreger situationen også, hvordan Tessa – igen og igen – udfordrer og dekonstruerer sit eget brand, sin historie og sine budskaber.
Som beskrevet indledningsvist deler Tessa vandene, delvis fordi hun enten castes i rollen som en længe ventet hiphopdronning, der vender op og ned på kønsrollerne, eller som et ”talentløst pigebarn”, der dog alligevel ”går lige i dilleren”.
Man kunne i den forbindelse argumentere for, at Tessa placeres i et luder/madonna-kompleks; en trope, der for alvor blev alment kendt, da Freud i sin tid konstaterede, at vi ikke kan elske dem, vi begærer, og ikke begærer dem, vi elsker.
Det er for nemt at kritisere Tessas feminisme, men der er mere på spil hos Tessa end det, som feministisk teori kan afsløre. (Anja Pil Overby, DR pressebilleder).
Den feministiske filmteoretiker Laura Mulvey har sidenhen udforsket teorien yderligere og mener, at kvinder, der bliver castet i rollen som luder, typisk udsættes for sadistisk devaluering, imens kvinden som madonna reduceres til ren fantasi igennem fetichistisk idealisering.
Scroller man igennem kommentarerne på Tessas Instagram eller lytter til hendes egne tekster, kunne man godt foranlediges til at tro, at hun sidder i netop den saks.
Men også her er hun på forkant, når hun synger: ”Jeg ka’ æde dig op eller være din lille killing” og ”Jeg er ikke nogen engel, mine vinger sidder foran” (med reference til englevingertatoveringen på hendes kraveben).
Med de ord pendulerer hun frit mellem de to yderpositioner, hvormed man kun kan konstatere, at hun i virkeligheden er hverken-eller eller måske nærmere: både-og – og mere til.
Følger man den logik, er det interessant at vende tilbage til anklagen om, at Tessa adopterer et patriarkalsk sprog, for også her kan man finde eksempler på, at hun i stedet dekonstruerer det – indefra og ud.
Vi ser det både på et stilistisk niveau, når hun bruger humor og/eller italesætter ting, ingen kvindelig kunstner har italesat så ufiltreret og frygtløst før – og vi ser det på sprog- og tekstniveau, som da hun i DR-dokumentaren konstaterer: ”Jeg har været offer for et overgreb, men jeg er ikke et offer,” og distancerer i mellem at være situationelt offer og essentialistisk offer.
Hun gør det også i sine tekster, når hun eksempelvis dekonstruerer machoforestillingen om den seksuelle akt og den dertilhørende pralesætning ”Jeg kneppede hende” med sætningen: ”Hvis han er kommet, og jeg ikke er, så er det mig, der har kneppet ham.”
Hun synger også ”Siger brr, men det er ikke skud / Forestil dig min tunge gjorde det på dit pikhoved”. ’Brr’-lyden hører man ofte på tracks af andre mandlige Vestegnsrappere, som Gilli og Branco, hvor det blandt andet skal tolkes som pistolskud.
Tessa feminiserer imidlertid udtrykket ved at lade lyden med en ny betydning, der ikke er voldelig, men derimod kærlig.
Her tapper hun ind i den logik, som den franske filosof Jean Baudrillard fremstiller i Kønnets forsvinden, hvori han forklarer, hvordan ”kvindelighedens magt består i forførelsens magt”.
Med det ræsonnement går han uden om det paradoks, som blev præsenteret gennem E. Ann Kaplan ovenfor, eftersom forførelse er det modsatte af magt, og man derved undgår at spille ind i den patriarkalske dagsorden.
Tessa på scenen, da hun varmer op for Machine Gun Kelly i Store Vega. (Anja Pil Overby, DR pressebilleder).
Forførelsen søger nemlig at afvæbne og udfordre den anden til at lade sig overgive – ikke gennem voldelig tvang, men igennem affektion – og forførelsen har derfor en opløsende effekt på magt, der hverken besiddes af den forførte eller forføreren, i og med begge parter må opgive kontrollen, for at forførelsen skal lykkes.
I virkeligheden er det vel humlen i det hele, for selvom man måske kan finde et utal af grunde til at tage afstand til Tessas tekstunivers, så har hun forført hele DK med sine kilometerlange akrylnegle og boss bitch-attitude, men mest af alt med sin ægthed og elskværdige personlighed.
Her må de teoretiske ræsonnementer og franske filosoffer give fortabt. De snakker alligevel for meget og knepper for lidt.
