Sådan laver du infografik, der virker

En infografik kan være et særdeles stærkt kommunikationsmiddel, hvad enten det er til sociale medier, præsentationer eller årsrapporter. Og mange virksomheder gør i dag flittigt brug af dem – desværre også uden større omtanke og fokus. Overvej derfor altid, hvor, hvorfor og hvordan I vil gøre brug af dem. Læs med her, og bliv forhåbentligt en smule klogere på infografik.
Ligesom med alt andet i din kommunikation, så skal der være omtanke og fokus bag din infografik. Lær af infografikguru, Birger Morgenstjerne, hvordan du gør.
Ligesom med alt andet i din kommunikation, så skal der være omtanke og fokus bag din infografik. Lær af infografikguru, Birger Morgenstjerne, hvordan du gør.
En infografik vil altid bestå af information, som kan være alt fra en undersøgelse, fact(s), en proces, et større datasæt eller noget helt femte. Med andre ord, hvad man ønsker at kommunikere. Der kan være tale om både kvalitativ og kvantitativ information. Disse informationer omsættes til en række grafiske elementer, som typisk tæller alt fra datavisualisering, ikoner, illustrationer, layout og tekster. Altså, hvordan informationen skal visualiseres.
 
 
Endelig er det vigtigt at påpege, at en infografik kan antage mange former og ikke begrænser sig til ét bestemt format eller en bestemt type. Grundlæggende kan man inddele infografikker i tre typer: statiske, interaktive og animerede.
 
 
Hvorfor infografik?
Infografik som begreb er muligvis nyt, men ikke som udtryksform. Vi har altid benyttet os af visuelle virkemidler til formidling af information. Alligevel ser vi en klar tendens i, at vores kommunikation, personligt såvel som i business, bliver mere og mere visuel, herunder infografikker.#REKLAMEPLADS#
 
Der kan være en lang række årsager til og argumenter for, hvorfor det virker. Vi vil alligevel fremhæve to faktorer, som i den grad har været medvirkende til vores stigende brug af visuel kommunikation. For det første handler det om, at man som virksomhed har mere og mere information og data at formidle. Faktisk er 90 % af hele verdens data i dag genereret de seneste to år  og denne udvikling ser ud til blot at fortsætte. Samtidig bliver det sværere og sværere at trænge igennem til målgruppen, som bombarderes med information svarende til 174 aviser hver eneste dag.
 
Man har med andre ord mindre tid og opmærksomhed til at konsumere denne enorme mængde indhold. Infografik løser selvfølgelig ikke denne udfordring alene, men kan være ét af midlerne.
 
Hvad kan infografik bruges til?
Det kan lyde logisk, men ikke desto mindre en typisk fejl ved brug af infografik: En infografik er et middel og aldrig et mål i sig selv. Det er derfor vigtigt at gøre sig klar, hvad netop formålet med infografikken er. Formålet kan være vidt forskelligt, hvad enten det handler om at oplyse om en stor undersøgelse, skabe overblik over en forretningsproces, tiltrække nye kunder, skabe trafik til et website eller noget helt femte.
 
Men uden et mål er det umuligt at vurdere, om det er en god eller dårlig infografik.
 
Hvor kan infografik bruges?
Som tidligere nævnt begrænser infografik sig på ingen måde til et bestemt formål, format eller type. Infografikker findes derfor i mange udgaver og formater, som skal tilpasses til konteksten i forhold til indhold, målgruppe, medie, mv. Ofte bruges infografikker på tværs af medier og kanaler. Desværre bliver de sjældent tilpasset og publiceres mange gange efter ‘one-fits-all’-princippet. Ærgerligt, når man med få kneb kan optimere infografikken, så den både fungerer til sociale medier, præsentationer, etc.
 
 
Hvad er best-practice?
Vi har som bureau arbejdet med flere tusinde infografikker de sidste fem år og gjort os mange erfaringer. Det gælder både om proces, indholdsbearbejdelse og design. Faktisk har vi startet vores eget lille projekt, The Information Designer’s Notebook, hvor vi løbende samler alle råd og erfaringer til alle, som beskæftiger sig med disciplinen. Følgende er et lille udpluk af de væsentligste.
 
Test, test, test
Det lyder måske indlysende at teste, men det bliver alligevel underprioriteret. Der sker ofte dét, at man bliver “blind” på sit eget indhold. Hvad der synes logisk for dig, gør sig måske ikke gældende for din målgruppe. Test derfor om din formidling virker efter hensigten, og vær klar til at skulle rette til.
 
Skitsér altid
At skitsere og konkretisere sine visuelle idéer som kruseduller i processen mellem indhold og design kan ganske enkelt ikke undervurderes. På den måde holder du fokus på én ting ad gangen og sparer en masse dobbeltarbejde ved at prøve ting af, inden du designer. Faktisk ender vi mange gange med at bruge mere tid på indhold og skitser end selve designet.
 
 
Find infografikkens sweetspot
Mange forventer grafisk magi, hvor dårligt indhold bliver tryllet om til fantastiske infografikker. Men uden en god historie og stærk visuel idé bliver det bare grafisk forfejlet kosmetik. En god infografik skal derfor have både en stærk historie og et visuelt potentiale, inden du sætter i gang. Her er et godt eksempel, som både indeholder en stærk historie og et visuelt virkemiddel og forstærker historien.
 
“Hvis du ikke kan forklare det simpelt, har du ikke forstået det godt nok”
Det kan godt være, at dette citat stammer fra Albert Einstein, men ikke desto mindre gør det sig i den grad gældende for arbejdet med infografik. Uden forståelse og viden om indholdet er det umuligt at udfordre historien og formidle den kreativt og visuelt.
 
 
Design og tekst er uadskillelige
Af en eller anden grund ser mange infografik som en udelukkende grafisk disciplin, hvilket gør, at tekst ofte bliver underprioriteret og efterladt hos designeren. Det er ærgerligt, da det drejer sig om at skabe sammenhæng og synergi mellem tekst og grafik. I bedste fald arbejder tekstforfatter og designer tæt sammen i hele processen. Tekstforfatteren skal derfor tænke mere visuelt, og designeren skal tænke mere tekstuelt.
 
 
Vi håber, du kunne bruge den korte gennemgang af, hvad du skal være opmærksom på, når du arbejder med infografik.
Læs flere gode råd om infografik på ferdio.com/notebook
 
 
Find inspiration til datavisualisering på datavizproject.com
 
 
Find nogle af de bedste internationale projekter på www.informationisbeautifulawards.com/showcase
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også