PFAS handler ikke (kun) om de økologiske æg!
Hvad blev der af producenterne af regntøj, tandtråd, maling og stegepander og politikerne? Hvorfor er det økologerne, der som de første er ude at skulle forklare sig i medierne, når nyheden om fund af PFAS i økologiske æg breakes? Nyhedsmediernes indledende snævre fokus på kilder og årsagsforklaring er symptomdækning. Hvordan tjener det den nødvendige bæredygtige forandring, og hvad er mediernes public service-ansvar som ligeværdige aktører i værdikæden, spørger Marie Sainabou Jeng?
af Marie Sainabou Jeng
Madens skandaler får os altid op af stolen, fordi det rammer os på identitet, kultur, smag, økonomi og i værste fald sundhed, både hvad angår miljøets og vores egen. Det gælder også ugens altoverskyggende nyhed om DTU og Fødevarestyrelsens fund af PFAS i økologiske æg.
Det er forfærdeligt.
Jeg er ikke PFAS-ekspert, men problemet ridset kortfattet op er, at flourstofferne fra produkter som regntøj, tandtråd, maling, sko, stegepander, kosmetik og alt for meget andet ender i havene og vores vandløb. Herfra finder de vej ind i vores madsystem bl.a gennem de fisk, som indgår som fiskemel i en del af foderet til de økologiske høns. Endnu kortere formuleret, så er vi på røven.
Problemet starter et helt andet sted end ved de økologiske æg: Det er resultatet af, at vi har et større og mere uoverskueligt system, der påvirker vores madsystem
Flourstofferne er døbt evighedskemikalier, fordi de ikke forsvinder ud af vores økosystem, men hober sig op, i takt med at vi fortsat bruger dem i produkter, hvor vand- og smudsafvisende egenskaber ønskes. Det var derfor også på grænsen til grotesk at opleve nyhedsmediestrømmen oven på det triste fund, for problemet starter et helt andet sted end ved de økologiske æg: Det er resultatet af, at vi har et større og mere uoverskueligt system, der påvirker vores madsystem.
Tro det eller lad være, årsagen er oftest mere kompleks
Det var mandagens Radioavisen kl. 12, der fik mig ud af fatning. Her handlede det kun om de økologiske æg, og at årsagen til fundet af PFAS skyldtes fiskemelet i hønsenes foder.
Der er ikke meget tid at give af til at formidle komplekse sager i Radioavisen, men alligevel undrer det mig, at vinklingen er så skarp på, at økologerne har et problem.
Forperson for Økologisk Landsforening, Louise Køster, blev inviteret ind til at kommentere og dermed understøtte vinklingen, og i en rask voxpop på gaden i Aarhus var to tilfældige danskere "heller ikke særligt glade" for at høre om nyheden om de økologiske æg.
Svarene er pudsigt nok "det havde jeg ikke forventet" og "årsagen til, at jeg vælger at købe økologi, forsvinder lidt". Det er kun, hvis du var virkelig standhaftig og blev hængende på kanalen til de to efterfølgende timers debat på P1, at du fik præsenteret den virkelige årsag
Som man spørger, får man svar.
Meget anderledes så det ikke ud i de andre medietyper. Dagbladene førte overskrifter som "Fiskemel forurener økologiske æg med PFAS", og tv-fladen gik i samme praksis med symptomdækning.
Onsdag fyldte nyheden stadig fladen i Radioavisen, nu med hvor hurtigt økologerne havde handlet og fået fjernet fiskemelet fra foderet. Stadig fik lytterne at vide, at årsagen var fiskemelet, som en slags cirkulært nyhedsoplæg genbrugt fra i mandags. Det er kun, hvis du var virkelig standhaftig og blev hængende på kanalen til de to efterfølgende timers debat på P1, at du fik præsenteret den virkelige årsag og indblik i, at problemet er langt mere omfattende end de økologiske æg.
Er symptomdækning public service?
Metoden i mediemøllen er velkendt. Nyheden præsenteres som en enkeltsag. Kilder, der ved noget om sagen, lines op, nyheden kører i loop for så at ebbe ud. For vi skal videre. Videre til næste nyhed. Skal vi som mediebrugere i dybden og bagom og søge at forstå det komplekse, så skal vi finde de længere formater i lyd og tekst. Det kræver mere af os og af oplæggene i nyhederne.
For hvordan i alverden bliver vi kritiske på egne og andres vegne, hvis nyhederne serveres som hurtige kulhydrater. Du ved let fortærede, let fordøjede.
Jeg håber, at nyhedsmedierne vil bruge deres evne til skarpvinkling konstruktivt i det komplekse. Symptomdækning efterlader lyttere, seere og læsere fortabte i at stille sig kritisk til systemet
Jeg borger for, at vi får en luns af kompleksiteten. Det skal bare serveres på modtagerens præmisser.
Den netop publicerede Medieudviklingen 2022, der tager pulsen på danskernes mediebrug, fortæller, at der er et brugerbehov for både letoptagelige og -tilgængelige nyheder.
Min erfaring med at arbejde med kommunikation, formidling og medieproduktion, der handler om madens komplekse emner, er, at folk gerne vil høre om og engagere sig i sammenhængen og kompleksiteten. Det er ikke længere forbeholdt en sluttet skare af madnørder og madprofessionelle.
Det vidner mit seneste systemkritiske opslag om PFAS på LinkedIn om. Det gik viralt med mere end 167.000 personer, der har set opslaget, 2.700, der har liket, og 113, der har videredelt. En gennemgang af de folk, der har kommenteret og liket, viser, at vi på tværs af demografi og arbejdsfelt er mange, der er interesserede i at høre og tale om kompleksiteten.
PFAS-sagen bliver ikke en enlig svale. Jeg tror, at vi kommer til at have et hav af samtaler om samfundsansvar. Jeg håber, at nyhedsmedierne vil bruge deres evne til skarpvinkling konstruktivt i det komplekse. Symptomdækning efterlader lyttere, seere og læsere fortabte i at stille sig kritisk til systemet bag, hvilket er absolut nødvendigt i den bæredygtige forandring. Og medierne er umiskendeligt en del af systemet og værdikæden i den bæredygtige forandring. De er ligesom andre aktører forpligtede til at granske deres aftryk, gøre deres indflydelse gældende og være deres ansvar bevidst.
Her bliver spørgsmål som, hvem der skal betale prisen for den miljøforurening, klimaoprettelse og andre belastende omkostninger, der følger med produktion uden omtanke for det fælles bedste, vigtige. Spørgsmål, som vores medier skal være med til at stille.
Så kære nyhedsmedier, hvad siger I til at gentænke jeres public service-ansvar?
