Forsvarsforbeholdet til afstemning
Ordlyden er principiel, pinlig og irriterende

Skrevet af

Christian Kock
Professor

51 artikler

0 indlæg

Den 1. juni skal vi stemme om at bevare eller afskaffe forsvarsforbeholdet. Mere specifikt er ordlyden “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?”. Ordlyden er problematisk af flere årsager: Det forvirrer, udvasker og lægger op til misforståelser hos vælgerne. Christian Kock belyser problematikkerne.
I sagen om ordlyden af afstemningstemaet den 1. juni har regeringen fjumret sig ind i tre problemer; vi kan kalde dem det principielle, det pinlige og det p….irriterende.
 
Vi tager det mindste først: det principielle.
To venner har en dialog:
- Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?
– Ja, det gør jeg.
– Nej, jeg spørger, om du stemmer ja eller nej.
– Jaja!
– Hvad siger du ”jaja!” til?
– At jeg forstår, hvad du spørger om.
– Hvad spørger jeg da om?
– Det er da meget klart. Du spørger, om jeg stemmer ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar.
– Jamen, stemmer du så ja eller nej til det?
– Ja, det gør jeg da.
– Ja, men kan Danmark så deltage i det samarbejde?
– Ja, det tror jeg da.
– Hvad mener du med ”tror”? Hvad synes du? Stemmer du ja eller nej?
– Der er vel ikke andre muligheder?
 
Her starter dialogen forfra. Efter et par omgange skilles de to, som nu ikke længere er venner.
 
Det illustrerer det principielle problem med formuleringen. Som flere har påpeget, kan ordlyden af temaet forstås som et spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet vil stemme til den folkeafstemning – hvor man jo så kan stemme ja eller nej.
 
Hertil kan siges, at hvis folk er gået hen for at stemme, så er det vel, fordi de faktisk vil stemme. Og de fleste vil nok stemme enten ja eller nej. Nogle vil nok også stemme blankt. Man må så håbe, at ikke ret mange bliver hjemme, fordi de er forvirrede over temaets ordlyd.
 

Tvetydighedens kunst

Lad os så sige, at det illustrerede tvetydighedsproblem især er af principiel art. Men der må ikke i et afstemningstema være nogen tvetydighed, som kan undgås. Og det er der. Man kunne let have undgået denne tvetydighed ved i stedet at skrive: ”Stemmer du ja til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar? Eller stemmer du nej?” En minimal ændring. Problem løst.
 
Men bemærk, at holdningen hos regeringen og støttepartierne i denne sag hidtil har været blank affejning af selv den mindste kritik. Ordlyden er perfekt og kan på ingen måde forbedres. Alt er klart. Alle kritikpunkter er forkerte, ja, nærmest latterlige.
 
Den attitude kommer vi tilbage til.
 
Selv med den foreslåede minimale ændring er det principielle tvetydighedsproblem dog ikke fjernet. I dialogen ovenfor siger den tungnemme part, at han/hun tror, Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar. Det er udtryk for, at vedkommende betragter spørgsmålet, om hvorvidt Danmark kan deltage, som et faktuelt spørgsmål. Altså: Kan vi faktisk, som det er nu, deltage i det europæiske samarbejde osv. (Det svarer til, at man spørger: Kan jeg lade mine børn gå i privatskole? Dertil er svaret ja.)
Men med hensyn til, om Danmark rent faktuelt kan deltage i det der europæiske samarbejde osv., så kommer svaret an på, hvad man mener med ”det europæiske samarbejde” osv. Et sætningsled i bestemt form, som her, kræver, at afsender og modtager har en fælles, entydig forståelse af, hvad der refereres til.
 

EU eller Europa

Men det er ikke givet. Som bl.a. Enhedslisten har påpeget, foregår der faktisk en vis mængde europæisk samarbejde om sikkerhed og forsvar, som Danmark er med i. F.eks. sagde daværende statsminister Løkke Rasmussen i 2018 til Frankrigs præsident Macron. ”Vi ønsker at bidrage så meget som muligt, inden for rammerne af vores forsvarsforbehold. Derfor har vi også besluttet at styrke vores samarbejde på bilateral basis.” Og Danmark lovede at stille med en fregat, der i samarbejde med Frankrig skulle bekæmpe Islamisk Stat. Men dét var jo et europæisk samarbejde – blandt flere andre.
 
Så derfor: Mener man med ”det europæiske samarbejde” noget bredt i retning af ”alt det samarbejde, der foregår i Europa om sikkerhed og forsvar”? ”Europæisk forsvarssamarbejde er mere end EU”, sagde daværende forsvarsminister Trine Bramsen for to år siden på et samråd om forsvarsforbeholdet – det peger på en bred fortolkning. Eller mener man nu noget snævert og specifikt, nemlig ”samarbejdet i EU om sikkerhed og forsvar”? Igen en tvetydighed.
 
I DR den 6. april forsvarede Sofie Carsten Nielsen ordlyden med, at det selvfølgelig er det sidste, der menes, og det fremgår også længere nede i den tekst, som folketingsflertallet har vedtaget. Men den afklaring indgår ikke i afstemningstemaet. Ud fra den brede fortolkning må man svare ja til, at Danmark kan deltage – hvis man forstår ordet ”kan” som en reference til det faktiske forhold.
 

Kan eller skal kunne?

Faktisk har vi nu opdaget ikke én, men to yderligere tvetydigheder, ud over den, vi startede med: Dels er nominalleddet ”det europæiske samarbejde” tvetydigt, dels er ordet ”kan” tvetydigt med hensyn til, om de betyder ”har faktisk lov til” eller ”skal fremover have lov til”. Den første af disse tvetydigheder kunne man have undgået ved at skrive noget om ”EU-samarbejdet”, den anden ved at erstatte ”kan” med ”skal kunne”.
 
Alle, der har arbejde med juridiske aftaler af enhver art, véd, at den slags kan være afgørende for, hvordan en sag falder ud. Men også om disse problemer har flertalsrepræsentanterne kun haft affejning og latterliggørelse til overs. Sofie Carsten Nielsen forsvarede sig i DR med, at enhver ordlyd jo ville give anledning til kritik og debat. Så derfor behøver man ikke tage sig af den aktuelle kritik? Det argument minder om slutreplikken i filmen Some Like It Hot, hvor en desperat Jack Lemmon har fortalt sin smaskforelskede bejler, Joe E. Brown, at han ikke er en kvinde, men en forklædt mand – og svaret lyder: ”Well – nobody's perfect!”
 
Modsat Jack Lemmons problem kan nogle problemer faktisk ordnes, Sofie Carsten Nielsen – hvis man ikke er for hovskisnovski til at indrømme en fejl (endda en, som er begået af andre).
 
Alt det ovenstående har handlet om det (eller de) principielle problem(er) ved afstemningstemaet – dem, som man med god vilje kan anse for at være små, fordi folk jo nok finder ud af det.


Vi glemmer status quo

Så er der det pinlige problem. Det består i kritikken om, at man snyder på vægten. I teksten på stemmesedlen er det usynligt, at man med et ja stemmer for at ændre status quo. Og det kan få en betydning, fordi mange af os, når vi står over for et valg, vil hælde til at bevare status quo – hvis alt andet er lige. Vi tænker med rette, at der følger omkostninger og uforudsete virkninger med at vælge forandring. Vi ønsker derfor, at der skal særlige grunde til at ændre status quo – vi vil vide, om det nye er så meget bedre end det gamle, at det opvejer omkostningerne.
 
Man kunne have ordnet det problem ved at beskrive konteksten: At Danmark siden 1993 har haft et forbehold, når det gælder forsvarsanliggender i EU – og at et flertal i Folketinget nu mener, at det forbehold skal slettes. Men konteksten er skjult. Uinformerede vælgere (og de findes) vil kunne tro, at det man skal stemme ja til, indføres på et sted, hvor der ingenting er – altså, at der ikke allerede er et konkret status quo, som man nu vil afskaffe. Disse vælgere kunne tænke, at det da lyder meget fornuftigt, at vi er med i et sikkerheds- og forsvarssamarbejde – og med stemmesedlen i hånden ender de så med at stemme ja. ”Hvis det her rent faktisk er fifty-fifty, så vil jeg ikke udelukke, at det kan betyde en eller to procent”, siger politologen Derek Beach, Aarhus Universitet. En måling lavet af Tænketanken Europa fra februar 2021 tyder på, at det faktisk kan have væsentlig betydning for et ja eller nej om status quo ( = forsvarsforbeholdet) nævnes: Mens 54 procent af de adspurgte var tilhængere af, at Danmark gik med i ”et tættere og forpligtende europæisk forsvarssamarbejde”, ville kun 31 procent afskaffe forsvarsforbeholdet.
 
Det var det pinlige problem, som altså er, at folketingsflertallet kan mistænkes for manipulation ved ikke at nævne status quo, forsvarsforbeholdet og EU, men kun ”det europæiske samarbejde”. Argumentationen fra folketingsflertallets repræsentanter har mest været, at man har villet finde en formulering, der var så klar som mulig, og det har man bestræbt sig på at gøre, så godt man kunne, uden listige bagtanker. Ja, måske. Vi behøver ikke at kaste os ud i motivspekulation. Hensigten er ligegyldig. Derfor er argumenter om flertallets ærlige hensigter også ugyldige. Det vigtige er effekten.
 

Stonewall Frederiksen

Dermed kommer vi til det tredje problem: det p….irriterende. Vi kunne også sige smadderprovokerende. Partierne bag afstemningstemaet har, som det fremgår, valgt en stonewall-strategi. Her er Mette Frederiksen gået foran. Hendes attitude har været en nærmest fornærmet affejning og afvisning af at ændre noget. Hendes seneste melding 5. april viger ikke en millimeter, men hvad angår hendes egen involvering, er den et mesterstykke af utydelighed: ”Det er altid sådan, at jeg selvfølgelig er involveret, når der laves lovforslag. Jeg har ikke været meget involveret i det her direkte. Men selvfølgelig har den været forbi mig. Det står jeg meget gerne på mål for”, siger hun til Berlingske. Altså ikke meget og ikke direkte? Hvad betyder denne dobbelte negative styrkemarkør? Og det har været forbi? Vil det sige, at hun har godkendt ordlyden, eller at den bare er passeret forbi hende som et skib i natten? Hvilken af delene ”står hun på mål for”? I øvrigt leverer hun til Berlingske en fortolkning af afstemningstemaet, og den er sådan set klar og god – men det er jo bare ikke den, vælgerne skal møde i stemmeboksen. Så at man kan levere en klar fortolkning af det kritisable, tæller ikke som argument.
 
”Der er jo ingen forvirring om det her. Undskyld mig. Alle danskere ved da godt, at det, som vi tager stilling til den 1. juni, er, om Danmark skal være med i det europæiske arbejde på forsvars- og sikkerhedsområdet.”
 
Denne del af statsministerens svar er provokerende, eftersom hun dermed bare gentager næsten ord til andet, hvad den kritiserede formulering siger. Temaet siger jo – her er det endnu en gang: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” Ren gentagelse er selvfølgelig intet argument for, at afstemningstemaet er klart og i orden – men det er et typisk politikersvar.
 
Det minder mig om, hvordan jeg i min gymnasietids matematiktimer skulle redegøre for et bevis oppe ved tavlen. I min nød prøvede jeg at sige dette om et bestemt trin i beviset: ”Det ses umiddelbart.” Lærerinden, frk. Lindballe, var der straks: ”Hvad mener du med, at det ses umiddelbart?” Hér var jeg trods alt ikke så fræk, at jeg svarede: ”Der er jo ingen forvirring om det her. Jeg mener, at det ses umiddelbart.” Men det ville Mette Frederiksen nok have gjort.
 
Det svarer også til, at jeg siger sådan til min familie, som svar på et spørgsmål om, hvad vi nu skal gøre: ”Jeg foreslår, at vi gør det, vi er bedst til.” Og de siger så: ”Hvad i alverden mener du med, at vi skal gøre det, vi er bedst til?” Og så svarer jeg: ”Der er jo ingen forvirring om det her. Undskyld mig. I ved jo godt, at det handler om, at vi skal gøre det, vi er bedst til.”
 
Økseskaft.
Og Mette Frederiksen fortsætter ifølge Ritzau sit ikke-svar:
”Og når vi beder folk om at forholde sig til, om Danmark skal være med, kræver det, at vi afskaffer det forbehold.”
 
Ja, det er, hvad det kræver. Men der kan sagtens være nogle, der ikke véd, at den deltagelse kræver dét. Det er ikke nævnt i afstemningstemaet – hvilket er noget af det, kritikken går på. Mette F.s svar er uden relevans som argument, da det ikke forholder sig til kritikken.
 
Og så videre. Regeringen og folketingsflertallet opfører sig i denne for dem så irriterende sag på en måde, som er perfekt egnet til at irritere en masse vælgere. De som mener, at ja-siden har en god sag i denne folkeafstemning, må ærgre sig over, at flertalspolitikerne skyder sig selv og hinanden i fødderne og skader deres sag ved at optræde med utidig arrogance. Det kunne de ordne med lidt rettidig ydmyghed og selverkendelse. Men det har de hidtil ikke villet. Dét er deres største problem i denne sag.

Relaterede artikler

Krig er alt. Alt er krig. - Interdependens mellem stater skulle mindske risikoen for krig. Sådan lød parolen engang. I dag er stater mere forbundne ...
V-aktivisme - Konflikten mellem Rusland og Ukraine har vækket den indre aktivist hos virksomhederne. Men problemerne viser sig, når ma...
Z for fred eller fascisme? - Z for fred eller Z for imperialistisk blodbad? I Rusland er Z symbolet på en retfærdig “særlig militær operation” mod et...
Ja, tja-siden argumenterer for et nej - Unibet giver pengene mere end fire gange igen, hvis det bliver et nej til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Det ...
Små revolutioner i den franske valgkamp - Den franske valgkamp er ovre, og Emmanuel Macron har forlænget sit præsidentembede med 5 år. Dette skete efter en usædva...

Giv din stemme

12 stemmer
21,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

69 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Kommunikationsmåling: Kend effekten af din kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.