#Verbiergate – de kongelige har også ret til et privatliv
I disse uger ruller DR's glimrende dramadokumentariske serie om Frederik IX's liv over skærmen.
Et meget væsentligt tema i serien er fastlæggelsen af den arbejdsdeling mellem de demokratisk valgte politikere og kongehuset, som fandt sin endelige form i løbet af Christian X's og Frederik IX's regeringstid.
Monarken er i dag forfatningens vogter og den, der giver lovene kraft, men udfylder derudover først og fremmest rollen som nationalt samlingspunkt og personificering af vores fælles historie og kultur uden store egentlige magtbeføjelser.
Man skal passe på ikke at tørre sommerfuglestøvet af sommerfuglen, når man vil betragte den. Det er en skrøbelig rolle i et moderne indrettet samfund, som stiller store krav til de kongeliges evne til at holde balancen, respektere demokratiet og nedtone dem selv og deres personlige synspunkter.
Vigtigt at holde fast i celebrity-kulturen
Dronningen og hendes familie udfører deres samfundsopgaver til punkt og prikke, og den altovervejende del af danskerne bakker op om monarkiet. Der er samtidig en kolossal og stigende interesse for de kongeliges gøren og laden, som ikke mindst de yngre kongelige, kronprinsparrets familie, dagligt må leve med.
Den store risiko for kongehuset i dag er ikke bedaget og studentikos republikanisme eller falske påstande om, at monarki og demokrati er hinandens modsætninger, men derimod det enorme pres fra en medie- og celebrity-kultur, som vil helt ind i de kongeliges inderste hjertekamre og dokumentere hvert et skridt de tager.
På en måde er opmærksomheden flatterende, men den er også iltfattigt altopslugende og indebærer en stadig risiko for, at det bliver svært at skelne dækningen af kongehusets medlemmer fra den måde, velhavere, sportsstjerner og skuespillere bliver portrætteret på. Det truer den distance og respekt, som er en uundværlig del af et monarki. Man skal passe på ikke at tørre sommerfuglestøvet af sommerfuglen, når man vil betragte den.
De danske kongelige er gennemgående gode til at holde balancen og ikke falde for fristelsen til at blive frit svævende superstjerner, men hvor galt det kan gå, har vi set i Storbritannien.
Her har Prins Charles’ yngste søns ægteskab med en amerikansk skuespillerinde ført til en usund sammensmeltning mellem kongefamilien og en glat, overfladisk, international celebrity-kultur, symboliseret ved Meghan Markle, som har udvist en mildt sagt begrænset forståelse for, at det ikke skal være hende selv og hendes ego, der er i centrum, og at hun må underordne sig monarkiet som samlingspunkt for et fædreland og den pligtkultur, som det repræsenterer.
Skal man som menneske og som familie kunne fungere i rollen som kongelig i 2020 samtidig med, at man værner om respekten for kongehuset som institution, skal der være et frirum.
Tilmed har hun – og hendes mand – haft en kun alt for tidstypisk trang til at indtage semipolitiske venstresnoede synspunkter, som er aldeles uforenelige med kongehusets upolitiske natur. Det er endt med en forudsigelig katastrofe, som foreløbig er afbødet nogenlunde ved, at såvel prins Harry som Meghan Markle har frasagt sig såvel titler som offentlige midler.
Et skrækeksempel for alle andre kongelige, der naturligvis er stærkt accelereret af den ualmindeligt modbydelige og altfortærende britiske tabloidpresse, som de to både har afskyet og levet i en usund symbiose med, og som får Ekstra Bladet til at ligne en avis drevet efter sunde, publicistiske principper.
.png)
Kronprinsparrets private forhold vedkommer ikke offentligheden
Skal man som menneske og som familie kunne fungere i rollen som kongelig i 2020 samtidig med, at man værner om respekten for kongehuset som institution, skal der imidlertid være et frirum i form af en mulighed for, at man kan være sig selv og pleje sin familie, herunder navnlig opfostre sine børn uden konstant at have et rullende tv-kamera eller en telelinse helt oppe i ansigtet.
Det har været skik i mange år, at de kongelige havde private ejendomme, hvor de kunne trække sig tilbage fra offentlighedens søgelys, og der adskiller kronprinsparrets påstået “hemmelige” skihytte i Verbier sig ikke fra, hvad der tidligere har været kendt.
Og hvorfor skulle den danske offentlighed have en særlig ret til at kende til kongehusets private indkøb af skihytter, biler, ladcykler eller sofaborde, som ikke gælder for andre mennesker? Det er meget svært at se.
At respekten for de kongeliges privatliv i dele af pressen er begrænset, har den senere tids polemik om skihytten vist med al ønskelig tydelighed. At det tilmed skulle være et problem, at kronprinsparret har lejet hytten ud, er også meget vanskeligt at forstå.
Man må nødvendigvis skelne mellem de kongeliges statsopgaver og deres privatliv og privatøkonomi. Kongefamilien får apanage og slotte stillet til rådighed, som de anvender til at udføre statsopgaverne – og i øvrigt aflægger detaljerede regnskaber for.
Derudover har de private ejendomme, lommepenge og formue, som er deres egen private sag, og som er med til at sikre, at de også kan være mennesker og have et privatliv uden konstant at skulle være i pressens søgelys. At nægte dem det er umenneskelige vilkår at byde en familie, der udfører en fantastisk betydningsfuld og uegennyttig opgave for Danmark.
De kongelige skal også kunne være mennesker
At respekten for de kongeliges privatliv i dele af pressen er begrænset, har den senere tids polemik om skihytten vist med al ønskelig tydelighed.
At det tilmed skulle være et problem, at kronprinsparret har lejet hytten ud, og at den dermed ikke normalt står tom måske 350 dage om året, men derimod selv tjener sine udgifter ind, er også meget vanskeligt at forstå – og kunne formentlig også være kritiseret, hvis det var det, man ville.
Under de helt uigennemtænkte og bizarre krav om, at de kongelige f.eks. ikke må tjene penge på deres private ejendom, ligger også en manglende forståelse af, at kronprinsfamilien altså er statsoverhovedets – dronning Margrethes – nærmeste familie, ikke en form for indsatte i et gyldent bur eller offentligt forsørgede, der snyder med deres rådighedsforpligtelse.
Skulle prins Henrik blot have foræret sin vin væk – og skal der lovgives om, at dronningens private formue skal anbringes, så den ikke kan forrentes? Det er jo et håbløst synspunkt, at de kongelige aldrig må tjene penge.
De kongelige har krav på vores respekt, fordi de er nøglepersoner i en enestående vigtig samfundsinstitution, som aldrig ville kunne erstattes, hvis vi mistede den.
Tilbage til Storbritannien: Vel er det tydeligt, at prins Harry og Meghan Markle udviser en betydelig mangel på forståelse for rollen som kongelige, men deres historie siger også noget om det enorme pres, som vore dages kongelige er udsat for.
Vi skal bestemt ikke ønske os britiske tilstande i vores medier, som i sidste ende gør det utroligt vanskeligt for de kongelige at overleve som mennesker.
De kongelige har krav på vores respekt, fordi de er nøglepersoner i en enestående vigtig samfundsinstitution, som aldrig ville kunne erstattes, hvis vi mistede den. Men de har ligeledes krav på vores forståelse for, at de også skal kunne være mennesker med alt, hvad det indebærer.
Denne artikel er viderebragt efter aftale med Pov.International, hvor den blev publiceret under samme titel den 20. januar 2020.
