Kun Jensen kan dømme Jensen

Har Christian Jensens kritikere i ”Syv år for PET”-gate mon tænkt deres egen forargelse til ende? Ytringsfrihed er ikke kun fraværet af reel censur - det er fraværet af alle former for forebyggende forhåndsregler - inklusive læsepauser. Sagen må aldrig skygge for principperne. Kun Jensen kan dømme Jensen. For det handler om integritet oplevet og levet individuelt.
Ingen skal forhåndsgodkende Christian Jensens gravskrift. Kilde/Polfoto.
Ingen skal forhåndsgodkende Christian Jensens gravskrift. Kilde/Polfoto.
af Ole Nørskov
Lisbeth Knudsen gjorde det. Uffe Gardel gjorde det. Lasse Jensen og Jonas Christoffersen gjorde det. Ingen gjorde det måske mere flabet end Kforums egen Timme Bisgaard Munk.
 
Det er højsæson for Christian Jensen-bashing, efter han trodsede et fogedforbud og udsendte Morten Skjoldagers bog om Jacob Scharfs tid som PET-chef - ”Syv år for PET” - som et tillæg til Politiken.
 
Reaktionerne minder på mange måder om Muhammed-sagen med den forskel, at Carsten Juste og Flemming Rose dengang havde mange veltalende støtter, mens Christian Jensen nu tilsyneladende står helt alene tilbage på ytringsfrihedens galgebakke (Radio24syv og Jakob Kvist tæller ikke så meget i denne sammenhæng).
 
Der skal han ikke stå alene og flagre længere.
 
Ingensinde - aldrig - never
Lad os starte med Grundloven. Den er så aldeles entydig, at det kan være svært at forstå, at en diskussion som den her overhovedet er relevant. Censur bandlyses uden forbehold i paragraf 77:
 
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."
 
Grundloven tager ingen forbehold, når det gælder forebyggende forholdsregler. Jovist kan en ytring være ulovlig, og hvis man ytrer sig, kan man blive slæbt i retten og ende i kachotten. Men det kan kun ske på efterbevilling.
 
Grundloven åbner ingen kattelemme. Der står intet om, at PET, Kongehuset eller Folketinget kan forbeholde sig ret til en læsepause, hvis der er begrundet mistanke om, at statshemmeligheder er på vej til at blive afsløret - ja, Grundloven går for så vidt videre, for den sikrer, at enhver - som skulle ligge inde med den slags - har ‘ret’ til at afsløre statshemmeligheder i den forstand, at ytringen først er ulovlig i det øjeblik den er - nå ja, ytret.
 
Det er kun Christian Jensen, der skal dømme, om det var rigtigt eller forkert at udgive Scharfs bog. Kilde/Polfoto.
 
Hvis man tager Grundlovens ord for pålydende - og ikke roder sig ud i juristeri - kan Christian Jensen kun straffes for offentliggørelsen af bogen, hvis bogens indhold faktisk viser sig at være strafbart. Ikke fordi han har overtrådt fogedforbuddet, som med andre ord er meningsløst.
 
Personlig vurdering - personligt ansvar
Hvis det er strafbart at overtræde fogedforbuddet - uanset om ytringen i sig selv er lovlig - har vi en situation, hvor det ikke længere er den personlige vurdering - fulgt op af det personlige ansvar - som alene ligger til grund for en beslutning om at ytre sig eller lade være.
 
Vi har en situation, hvor vi har indført forebyggende forholdsregler: “Hvis ikke vi på forhånd får lov at læse din tekst og godkende den, bliver du straffet - uanset om teksten er lovlig eller ej.”
 
Det er derfor, Christian Jensens selvtægts-stunt (eller principrytteri) giver mening. Han har - personligt - vurderet, at bogen ikke indeholder strafbare ytringer. Og han vælger personligt - under ansvar for domstolene - at udgive den uden at afvente en forhåndsgodkendelse. Alt sammen i tråd med Grundlovens ånd og bogstav.
 
Christian Jensens kritikere hæfter sig ved de specifikke omstændigheder. At bogen muligvis kunne indeholde afsløringer af PETs metoder. At den kunne skade PETs samarbejde med andre efterretningstjenester. At den kunne skade statens sikkerhed.
 
Politiken bragte "Syv år for PET'", fordi Christian Jensen personligt ikke mente, at den indeholder strafbare ytringer. Kilde/Polfoto. 
 
Sagen kommer til at skygge for principperne. Men ytringsfriheden er retten til som individ at følge sin egen samvittighed. De specifikke omstændigheder er i den sammenhæng helt ligegyldige. Ingensinde betyder aldrig.
 
Principper versus Knudsen
Lisbeth Knudsen og kompagni plæderer indirekte for, at der er situationer, hvor ytringsfrihedens principper må vige. Hvor forebyggende forholdsregler er ok. Hvor det ikke længere er Christian Jensen og kun Christian Jensen, som afgør, hvad Politiken må og kan trykke - under ansvar for domstolene. Hvor ytringer kan forsinkes, indtil domstolene har godkendt dem.
 
Men ytringsfrihedens kerne er netop, at det er den enkelte og kun den enkelte, som kan, bør og skal vurdere, hvornår specifikke omstændigheder skal trumfe de generelle principper.
 
Når det er så vigtigt at holde den principielle fane højt, er det blandt andet, fordi man ikke skal lede længe for at finde opbakning til en indskrænkning af ytringsfriheden. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er et juridisk patchwork - det muliges kunst i en verden med indbyggede uretfærdigheder. Og i artikel 10 stk. 2 går der i den grad politik og pragmatisme i den:

 
“Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.”

 
Kort sagt: Du har ytringsfrihed i den udstrækning, lovgiverne finder det fornuftigt. Det er ikke og må aldrig blive den publicistiske vision for ytringsfriheden. Magthavere verden over elsker læsepauser. Derfor kan vi ikke placere ansvaret for at vurdere, hvornår en konkret sag skal trumfe ytringsfriheden, hos dem. Ansvaret kan kun placeres hos den enkelte borger.
 
 
Findes der situationer, hvor ytringsfrihedens principper må vige? Det er chefredaktøren fra Mandag Morgen vs. chefredaktøren fra Politiken. Kilde/Polfoto.
 
Nu er det også magthaverne, der vedtager lovene og - for ofte - påvirker udmøntningen direkte. Derfor en sidste væsentlig pointe:
 
Ytringsfriheden har lovgivningsmæssige grænser. Men en ægte journalist er ikke engang bundet af dem. Som journalist - ja, som samfundsborger sgu - har man en indre domstol, som man står til regnskab for, og som overtrumfer alle regler og bestemmelser. Nogle kalder det integritet.
 
Det er den domstol, Christian Jensen først og fremmest skal prøves ved. Han skal frikendes. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job