"Vi vil forske - ikke spille klovn i medierne!"
Vi er godt på vej, og kommunikation sniger sig da også hele tiden tættere ind på forskerne. Men der er stadig langt mellem de forskere, som gør sig kommunikationsopgaven bevidst og knokler på med den. Undervejs kløjs forskerne nemlig i kommunikationsopgavens mange facetter, og de finder opgaven uoverskuelig og en smule svær. De har derfor brug for en hjælpende kommunikationshånd, hvis de skal blive fortrolige med opgaven. Jette Skrædderdal, kommunikationsansvarlig leder i Koncern Kvalitet, Region Midtjylland, fortæller hvordan.
Bogen Forsk og fortæl - en guide til din forskningskommunikation skrev jeg på arbejdsrefugiet Ørslev Kloster. En aften under madlavningen faldt jeg i snak med et par af husets øvrige beboere. Vi talte om stort og småt, og hvilken opgave vi hver især arbejdede med.
Det var en forsker i arkæologi, en ph.d.er i medicin, en krimiforfatter, en psykolog – og så var der mig. Mig, som skrev en bog til forskere om kommunikation, hvorfor det er vigtigt at kommunikere forskning, og hvordan de som forskere så konkret kommer omkring det. Den unge ph.d.er brød ud i en blanding af latter og sarkasme, hvorefter han vendte sig mod mig og sagde:
“Ved du hvad, det dér kommunikation gider seriøse forskere ikke at bruge tid på. De vil forske, og ikke spille klovn i medierne”.
Et halvt års tid efter episoden i køkkenet på Ørslev Kloster, blev jeg kontaktet af en ung ph.d.er. Han havde behov for lidt komunikationshjælp til et oplæg, han skulle fremlægge på en videnskabelig konference. Vi blev enige om, at han startede op med sit oplæg, hvorefter vi kunne mødes og gennemgå præsentationen. Og pludselig stod han der. Den unge ph.d.er fra Ørslev Kloster, som bestemt ikke havde behov for at bruge tid på kommunikation.
Han indledte med en undskyldning, og derefter måtte han erkende, at jeg havde ret, når jeg slog så kraftigt et slag for vigtigheden af at kommunikere sin forskning. Når jeg der i køkkenet blev ved med at påstå, at forskningskommunikation rummer mange facetter og er andet end blot kommunikation til medierne. Og så havde den unge ph.d.er også fundet frem til, at det her med at kommunikere ikke altid er en smal sag, og det derfor kan være en god idé at spørge efter lidt hjælp.
Et udvidet netværk, debattering af forskningsresultater samt likes, deling og omtale på diverse sociale medier er blot et par eksempler på, hvorfor god formidling og kommunikation af forskningsresultater er værd at sigte efter for forskerne. Foto: Sam Edwards / Caiaimage
Something in it
Og jeg holder mig ikke tilbage for at sige, at der er et utal af årsager til, det er en god idé at kommunikere forskning. Når jeg står så skarpt på den, så er det, fordi jeg ofte bliver stillet spørgsmålet, om jeg har noget 'evidens' eller statistik for, om det virker at kommunikere sin forskning.
Ofte fornemmer jeg også sådan en bagvedliggende ‘What's in it for me?’ Men rolig, der er something in it. Kommunikation er en åbenlys finte, når forskningen skal brandes. Og nej, der bliver ikke udarbejdet statistik på den slags, men jeg har endnu aldrig hørt en kommunikerende forsker sige, at deres kommunikationsindsats har været spildte kræfter.
Kommunikationen har enten fået dem i kontakt med andre forskere rundt omkring i verden, sat dem i et godt lys til en konference, fået deres forskning til debat i befolkningen, eller også er forskningen blevet delt, liket og omtalt på de sociale medier. Så der er en belønning, og den sættes direkte ind på forskerens konto.
Når forskermunden åbnes, er det forskningskommunikation
Og hvad er så forskningskommunikation? De fleste forskere, der får det spørgsmål, svarer, at det må være publiceringen – altså den videnskabelige publicering, og måske er de også blevet kontaktet af en journalist eller en medarbejder fra den lokale kommunikationsafdeling, som vil skabe omtale i medierne. Men så rækker ideerne ofte heller ikke længere.
Jeg siger, at kommunikationsopgaven som forsker starter den dag, hvor de beslutter sig for at gå forskningsvejen. Allerede i den indledende forskningsfase må de gøre sig nogle tanker om, hvem deres forskning er interessant for. Først derefter kan de begynde at spekulere på, hvordan de får kommunikeret deres forskningsbudskab ud til dem, som skal finansiere deres forskning, og de skal forstå, at argumenterne skal være i top – deres ‘impact’ skal være i top. Der er nemlig mange om buddet, og den forsker, der har det bedste projekt og er i stand til at sælge varen, løber med gevinsten.
Det er også vigtigt, at forskerne husker på, at fra de får en forskningsidé, til resultaterne ligger på bordet, fortæller de vidt og bredt om deres forskning, og det er alt sammen forskningskommunikation. Den kommunikation syner nødvendigvis ikke af meget, men den er løbende med til at styrke fortællingen om både forskeren og forskningsprojektet.
Og når vi nu taler om forskningskommunikationens mange facetter, er der da også et lille opråb til alle os kommunikationskyndige. Vi har nemlig en opgave med både at informere forskerne om deres forskellige kommunikationsopgaver, men også at hjælpe dem til at komme godt (strategisk) fra start. Alt for mange forskere møder først sin kommunikationsmedarbejder, når pressemeddelelsen skal skrives, men min erfaring siger mig, at der er brug for os langt tidligere i processen. For eksempel når der skal skrives fondansøgninger, eller når den mundtlige præsentation skal ind under huden, og de unge forskere skal være fortrolige med det at stå på scenen.
Gu' er det svært
At kommunikere er dog ikke en nem opgave, og de fleste forskere bliver da også en smule overraskede, når det går op for dem, hvor meget kommunikationsopgaven fylder i forskning. At lave god kommunikation og have de rette refleksioner er nemlig både tidskrævende og ja – svært. Der skal arbejdes for det.
Heldigvis er vi kommunikationskyndige klar med en udstrakt hånd. Med lidt hjælp – ja, måske bare et par enkelte reflekterende spørgsmål – bliver forskerne simpelthen mere fortrolig med at kommunikere, og jo mere fortrolighed, jo dygtigere bliver de også til at tænke i og kommunikere deres forskning.
Jeg har da også ofte lovet forskere, at når først de kommer dertil, vil de ikke være foruden at kunne kommunikere. Ved at bruge deres kommunikation aktivt er det nemlig dem som forskere (og måske også lidt os som kommunikationskyndige), der kan skrue op og ned for forskningens synlighed.
Forsk og fortæl - en guide til din forskningskommunikation hedder Jette Skrædderdals bog.
Jette Skrædderdal er forfatter til bogen Forsk og fortæl - en guide til din forskningskommunikation. Bogen er en hjælp til forskere, der er lidt usikre på alt det her med kommunikation og gerne vil have et skub til at komme helt ud over rampen.
Jette Skrædderdal er kommunikationsansvarlig leder i Koncern Kvalitet, Region Midtjylland. Jette Skrædderdal er uddannet cand.scient.pol. og p.t. master-studerende – Master i Professionel Kommunikation på Roskilde Universitet. Forsk og fortæl - en guide til din forskningskommunikation er Jette Skrædderdals første bogudgivelse.
