Samfundssind handler om at støtte op om civilsamfundet, og forskere har en speciel forpligtelse i forhold til at kommunikere om deres viden til samfundet. Og hvor er der mange, som gør det i øjeblikket.
Lige fra den sundhedsfaglige forsker, der forklarer om smittekilder, inkubationstid og håndvask, over psykologiprofessoren, der laver selvhjælpslister til dem, som er plaget af angst i denne usikre situation, til kommunikationsforskeren, der giver tips til onlineundervisning, flipped classroom og virtuelle møder, og medieforskeren, som samarbejder med it-kyndige om at forbedre home schooling for alle Danmarks skolebørn.
Klar og besindig kommunikation
Mens de fleste af os sidder på hjemmekontoret, ser vi eksempelvis på TV igen og igen direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, eller professor fra RUC Lone Simonsen tone frem på skærmen.
Her kommunikerer de klart, præcist og myndigt til danskerne om COVID-19. Begge er de fra mange sider
blevet rost for at ramme balancen mellem at kommunikere klart, så befolkningen forstår situationens alvor – og agerer herefter – og samtidig undgå at skabe unødig panik.
De betragter det tydeligvis som en meget vigtig opgave at levere viden og fakta til danskerne om COVID-19 og dermed imødegå alle former for misinformation, som særligt fylder på sociale medier og internettet generelt. Rækken af eksperter og forskere, der stiller deres viden til rådighed og indgår i den offentlige samtale i disse uger er lang. Meget lang.
Lone Simonsen, RUC, er professor i Folkesundhedsvidenskab. Hun har spillet en fremtrædende rolle i medierne i de første uger af COVID-19-krisen, både via egne og andres SoMe-kanaler og via traditionelle medier. Foto: Lone Simonsens Facebookprofil.
Eksperten er nødvendig i det moderne samfund
Det er ikke nyt at tale om, at videnskabsmænd og -kvinders viden bør gøres tilgængelig for mennesker uden for den videnskabelige verden. Det er en tanke, som har været fremtrædende siden Oplysningstiden. Ræsonnementet er, at den videnskabelige, faktuelle viden kan danne grundlag for rationelle beslutninger og dermed være til gavn for samfundet.
Det er ikke muligt for det enkelte menneske at have viden nok på alle områder til at kunne forstå, endsige tage stilling til, de udfordringer og dilemmaer, som karakteriserer vores samfund.
I en stadig mere kompleks verden er ekspert- og forskningskommunikation vigtigere end nogensinde – både for samfundet og for forskerne. Viden, forskning og uddannelse
udgør i høj grad fundamentet i videnssamfundet, og den forskningsbaserede ekspertviden
er en vigtig ressource i forhold til at facilitere refleksion og diskussion – og på den baggrund træffe kvalificerede beslutninger.
Flere sociologer beskriver, hvordan det senmoderne samfund er baseret på stærkt specialiserede videnssystemer. Når vidensmængden i samfundet er enorm og konstant øges, er der brug for professionelle specialister og eksperter.
Det er ikke muligt for det enkelte menneske at have viden nok på alle områder til at kunne forstå, endsige tage stilling til, de udfordringer og dilemmaer, som karakteriserer vores samfund. Derfor er eksperterne nødvendige.
Forskernes ekspertudsagn kan således både videregive viden og reducere usikkerhed, og forskerne kan tilbyde forståelsesrammer og forklaringer på komplicerede fænomener og problemstillinger i samfundet. Dette forhold gør forskningskommunikation fundamentalt vigtig.
Professor Allan Randrup Thomsen besvarer spørgsmål stillet af læserne af Dagbladet Politiken. Foto: Facebook.
Forskere er troværdige og uafhængige eksperter
Det særegne ved forskere og universitetet er den høje troværdighed, man som udgangspunkt tillægges – og som ret beset er både forskerens og universitetets eksistensberettigelse. Forskerne er troværdige, fordi de forventes at være uafhængige af politiske, økonomiske og institutionelle interesser og åbne og transparente om eget udgangspunkt, forforståelse og undersøgelsesmetoder.
Dertil kommer, at de forventes at gå i dialog med tidligere forskning og desuden er underlagt strenge kvalitetskrav og fagfællekontrol af validitet og reliabilitet.
I en moderne tid, hvor tilliden generelt er faldende, såvel til institutioner som organisationer, brands, medier og politikere, har forskerne altså virkelig noget vigtigt at byde på. De akademiske dyder knyttet til ærlighed, åbenhed og transparens i såvel forskningsprocessen som forskningskommunikationen giver forskerne en unik mulighed for at bevare tilliden og troværdigheden.
ForskerZonen og videnskab.dk arrangerer livechat med to sundhedsvidenskabelige professorer fra Københavns Universitet.
Befolkningen har stor tillid til videnskaben og forskerne
I 2017 gennemførte Uddannelses- og Forskningsministeriet sammen med YouGov en rundspørge i Danmark, som viser, at 60 % af danskerne ‘i høj grad’ eller ‘i meget høj grad’ har tillid til de informationer, som kommer fra forskere på universiteterne – og kun 4 % og 1 % har henholdsvis ‘i mindre grad’ eller ‘slet ikke’ tillid til forskerne.
Den europæiske survey Edelman Trust Barometer viser også i 2020, at forskere som akademiske eksperter er blandt de grupper, som mennesker på tværs af Europa generelt vurderer som ‘extremely credible’ eller ‘very credible’. I alt 66 % vælger en af disse svarmuligheder, når spørgsmålet går på, hvem man finder troværdig.
Edelman Trust Barometer 2020: Forskere regnes i særklasse for dem, som man kan forvente, handler i samfundets interesse og gør ’the right thing’.
I en netop offentliggjort undersøgelse fra GlobeScan Radar ser vi den samme tendens: Tilliden til forskere er høj – og stigende i øjeblikket.
GlobeScan har i april og maj 2019 spurgt mennesker i 25 lande, hvad de tænker om videnskabens rolle i relation til at skabe en bedre fremtid. Undersøgelsen er offentliggjort 10. marts i år, netop før verden forandrede sig så pludseligt og voldsomt.
Alle adspurgte i de 25 lande er enige: Videnskaben spiller en vigtig rolle, når det gælder skabelsen af en bedre fremtid. Specifikt ser vi, at den unge generation (18-24 år) svarer mere optimistisk på spørgsmålet end de ældre generationer.
Overordnet viser denne nye undersøgelse, hvordan tilliden til, at såvel videnskaben som de videnskabelige institutioner arbejder for samfundet og i samfundets bedste interesse, er stigende over de sidste tre år. Dette sker samtidig med, at Edelmans Trust Barometer, som blev omtalt ovenfor, kan vise en faldende tillid til de fleste andre institutioner i samfundet, inklusive erhvervslivet, politikere og medier.
GlobeScan 2020: Tilliden til forskere og videnskaben er stigende – i en verden, hvor tilliden til næsten alle andre institutioner er faldende.
Et værn mod fake news, alternative fakta og synsninger
Parallelt med offentliggørelsen af ovenstående resultater diskuteres imidlertid også samfundsmæssige tendenser. Særligt det postfaktuelle samfund og temaet om, hvordan forskningsbaseret ekspertviden i nogle tilfælde kan tilsidesættes til fordel for personlige erfaringer og synsninger.
Hendricks og Vestergaard beskriver i deres bog 'Reality Lost – Markets of Attention, Misinformation and Manipulation', hvordan denne udvikling er forårsaget af, at mennesker har mistet troen på autoriteterne, og at fortællinger, følelser og myter derfor i nogle tilfælde kan tillægges lige så stor gyldighed som forskningsbaseret viden og fakta.
Eksempelvis, når det gælder bivirkningerne af HPV-vaccinen, for at tage et helt aktuelt eksempel, som tidligere omtalte Brostrøm var involveret i. På den måde ser man, ifølge de to forskere, tendenser til, at grænsen mellem holdninger og fakta udviskes, og at de to ting kan blive betragtet som lige gyldige.
Udover en generel ros fra mange på de sociale medier er dette opslag om Brostrøm især blevet delt. Budskabet er klart: Lad være med at kloge dig på noget fagligt, du ikke ved noget om. Lad eksperten tale, og ret dig efter det.
Peter Lauritsen, professor i informationsvidenskab, beretter meget konkret i et interview til
Politiken 13. november 2016, hvordan han oplever en stigende mistro til eksperter og foragt for de intellektuelle, og at “ekspertise er blevet noget, man kan være uenig i, også selv om man ikke aner noget om sagen”.
Han benævner denne tendens “antiintellektualisme”, som dækker over, at “det at være vidende og kunnende betragtes med skepsis”. I en
kronik fra 2019 beskriver Lauritsen med udgangspunkt i Latour, hvordan det er en trend i tiden, at det er blevet legitimt for enhver at se bort fra viden og forskning, hvis det føles bekvemt.
Traditionelle nyhedsmedier forsøger at bekæmpe alternative fakta på de sociale medier, her DR.dk
Professor David Budtz fremhæver i en
kronik på Altinget.dk, hvordan videnskaben ikke længere kan tage sin position i samfundet for givet. Med udgangspunkt i Gluckman beskriver Budtz, hvordan den tillid, videnskaben traditionelt har nydt i de vestlige demokratier, ikke længere blindt kan forudsættes, men må fortjenes og vindes.
Ikke ved at gøre krav på den, men via meningsfulde interaktioner og kommunikation i relation til omverdenen. Samme Budtz fremhæver i en
kronik i Politiken for nyeligt, hvordan den nuværende krisesituation kræver, at alle husker på, hvor afhængige vi er af den ekspertise, som er delegeret til forskere og myndigheder. Budskabet er klart: ’Stop dig selv. Du er ikke ekspert’.
Og som beskrevet ovenfor viser de nyeste tillidsundersøgelser, at denne tillid er stigende – på trods af, at tilliden i samfundet generelt er vigende.
Også satire-sitet RokokoPosten har blandet sig i koret af dem, som siger: Lyt nu til eksperterne og forskerne. De ved, hvad de taler om. Foto: Facebook.
Forskerne vil gerne kommunikere om deres forskning
Der er mange forskere, fagfolk og eksperter i medierne i disse uger. Og med god grund. Den aktuelle samfundssituation og nuværende krise nødvendiggør, at forskningsbaseret viden fylder meget – både i medierne og i befolkningen. På den måde kan denne vigtige viden komme i spil i samfundet og komme os alle til gode.
I den aktuelle situation er forskningskommunikation via traditionelle og sociale medier blevet meget fremtrædende og vigtig, mens andre former for forskningskommunikation er blevet umulige at praktisere.
En helt
ny svensk undersøgelse viser, at forskere generelt (90 % af de adspurgte) gerne vil kommunikere om deres viden til omverdenen, og at de gerne (51 %) vil bruge mere tid på det, end de gør i dag. Andre undersøgelser viser, at forskerne kan være usikre på, hvordan de agerer bedst, når det handler om kommunikation til og med den brede offentlighed.
Denne usikkerhed gælder typisk både den kommunikation, som kan ske via traditionelle medier med journalister som mellemmænd og gatekeepere, og kommunikationen via sociale medier, hvor man som forsker kan være sit eget medie.
Man kan eksempelvis være usikker på, hvordan man samarbejder mest hensigtsmæssigt med journalister – både når de henvender sig, og når man gerne vil have en historie i medierne. Eller man kan være usikker på, hvordan man mest optimalt bruger de sociale medier til at kommunikere om sin forskning.
I den aktuelle situation er forskningskommunikation via traditionelle og sociale medier blevet meget fremtrædende og vigtig, mens andre former for forskningskommunikation er blevet umulige at praktisere. Det stiller øgede krav både til forskere og universiteter om at kaste sig ud i forskningskommunikationen via både traditionelle og sociale medier og prøve kræfter med det.
Kun på den måde kan den forskningsbaserede viden fungere som et værn mod fake news, alternative fakta og synsninger – til gavn for hele samfundet.
Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff har netop udgivet bogen Forskningskommunikation på forlaget Samfundslitteratur.