Forholdet mellem magt og medier
Der er ikke noget at komme efter

Ved topmødet i Hanoi mellem præsident Donald Trump og Nordkoreas Kim Jong-un var pressen massivt til stede. Der var dog ikke særligt meget at rapportere om, da aftalen ikke blev landet. Og sådan går det faktisk oftest, når store mediebegivenheder skal dækkes. Foto: Saul Loeb/RitzauScanpix.

Skrevet af
Journalister rejste til Vietnam fra hele verden for at få en bid af topmødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un. Uden at der dog nødvendigvis ville komme en vigtig historie ud af det. I et tæt koordineret forløb mellem magten og medierne kan det være svært at være kritisk, siger en dansk medieforsker. Er medierne tvunget til at deltage – for troværdighedens skyld?
Luften er tung i den store lagerhal. Udenfor klæber tøjet til kroppen, uden man sveder, og bøger begynder at bøje sig under fugtens totale omslutning. Vietnams klima sætter sig i hele kroppen, og man kan ikke gøre så meget for at undslippe det. Journalisterne i det enorme internationale pressecenter må blot skræve over deres bærbare computere i det dårligt ventilerede lokale og arbejde.
 
Men uden varsel eksploderer de noget nær tusind mennesker op fra stolene, synkront drejer alles hoveder sig mod storskærmen for enden af rummet. Kim Jong-un og Donald Trump, lederne af henholdsvis Nordkorea og USA, toner pludselig frem. De står ved siden af hinanden og giver hånd. Efter kort tid går de hvert til sit, og forbindelsen afbrydes endnu engang. Journalisterne springer tilbage til computerne for at vride de seneste nyheder ud af godt otte minutters tv.
 
”Alles øjne var limet fast til den store skærm bag mig. Der var ikke lige så mange billeder, som vi havde håbet, men det virkede til, at deres forhold var bedre end før,” siger Christine Hee-jun fra den koreanske tv-station Arirang ind i et kamera, der lynhurtigt blev gjort klar.
 

Christine Hee-jun måtte som mange andre fremmødte journalister stille sig tilfreds med kun at rapportere overfladisk om mødet. Foto: Morten Søndergaard Larsen. 
 
”Som en skødehund”
Topmødet mellem de to ledere er officielt gået i gang. Måske vil Eremitriget snart blive lukket ind i varmen af det internationale samfund, måske vil det hele ende i ingenting. Det vides ikke endnu, men tre tusind journalister, fotografer, kloge hoveder og andet mediegodtfolk er kommet til fra hele verden for at finde ud af det. Medierne er nødt til at være med, fordi mødet er historisk. Mødet er historisk, fordi medierne gør det historisk.
 
”Der er en samhørighed. Hvis hele verden kigger på Hanoi, så vil journalisterne med,” siger Hanne Jørndrup. ”Og når medierne rydder sendefladen, giver de begivenheden vægt, så giver de begivenheden betydning: ’I dag er det her, I skal se med, når to af verdens mest bemærkelsesværdige præsidenter mødes.’ Så er det med til at legitimere, at det her er en vigtig begivenhed.”
 

Kim Jong-un og Donald Trump udrettede som sådan ikke noget ved topmødet i Hanoi i februar, hvorfor medierne mest agerede ceremonimestre, der ikke havde noget reelt at berette om. Foto: Leah Millis/RitzauScanpix. 
 
Hanne er lektor i journalistik på RUC og har speciale i blandt andet fænomenet ’media events’ eller mediebegivenheder. Det er en teori udarbejdet af to israelske medieforskere, Daniel Dayan og Elihu Katz. De udviklede den, da de så, hvordan medierne behandlede et statsbesøg fra Egyptens daværende præsident Anwar al-Sadat i Israel, mens de to lande formelt stadig var i krig. Det var helt ukritisk, syntes de.
 
Teorien blotlægger, hvordan mediers måde at behandle store begivenheder på følger bestemte drejebøger. De opstår i et samarbejde mellem magthaverne og medierne, og når det sker, så mister journalisterne ofte deres kritiske sans, fortæller Hanne Jørndrup.
 

Men spørgsmålet er, om mødet i Hanoi reelt bliver en begivenhed, hvor journalisterne står i historiens centrum og sender direkte ind i historiebøgerne. Eller bliver det et tomt rituelt media event, hvor de blot bekræfter og legitimerer, at Trump og USA er de store internationale magthavere, som kan bestemme, hvornår et land skal være underlagt sanktioner eller ej.

 
”Journalister bliver ceremonimestre, der guider os igennem begivenheden. Et af de mest tydelige eksempler var prins Henriks begravelse. Der er kameraer hele vejen langs ruten, journalisterne forklarer os, hvem folk er, hvad traditionerne er, og hvorfor vi gør det, de historiske rødder og alt det der. Og det er med til at legitimere kongehusets magt,” siger Hanne Jørndrup.
 
Royale begivenheder dækkes stort set altid som media events. Her bliver de største og mest velkendte journalister hevet ind i studiet i deres fineste puds og dirigerer seerne igennem showet med troværdighed og autoritet. Men der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved traditionerne, ved magtens årsag og konsekvenser. Der er ikke en eneste republikaner, der kommer til orde.
”Det viser, hvad pressens rolle i virkeligheden er – den er instrumentel i forhold til magten. Man skal jo ikke bide hånden, der fodrer,” siger hun. ”Som en skødehund.”
 
Topmødet i Hanoi er bestemt en vigtig begivenhed, der skal dækkes. Her er der potentiale for at afslutte USA's længstvarende krig, Koreakrigen, som blot er sat på pause med en våbenhvile, fordi ingen fredsaftale er underskrevet.
 
Men spørgsmålet er, om mødet i Hanoi reelt bliver en begivenhed, hvor journalisterne står i historiens centrum og sender direkte ind i historiebøgerne. Eller bliver det et tomt rituelt media event, hvor de blot bekræfter og legitimerer, at Trump og USA er de store internationale magthavere, som kan bestemme, hvornår et land skal være underlagt sanktioner eller ej.
 
Vi skal være klar
Jeroen Vissen er en høj mand, selv for en hollænder at være. Han stikker op i den koreanske afdeling af pressecenteret; en afskærmet fløj, hvor godt 400 koreanere skriver på computere eller stirrer ind i kameraer. Jeroen er også journalist, til daglig arbejder han i Seoul som Korea- og Japankorrespondent for avisen de Volkskrant, der er ejet af samme belgiske mediehus, der sidder på Berlingske Media i Danmark.
 
Den hollandske journalist Jeroen Vissen var også til stede i Hanoi. Han mener, at det er nødvendigt, at journalisterne er til stede, hvis der skulle ske noget, der kræver en hurtig reaktion  og kritiske spørgsmål. Foto: Morten Søndergaard Larsen. 
 
”Medierne elsker at have nogen tilstede,” siger han. ”Hvis noget uventet skulle ske, som en pressekonference med Trump, hvor vi kan få adgang, eller Kim Jong-un kommer med en udmelding eller går en tur, ja, så ændrer det alt. Så det er ikke kun for at give detaljer om atmosfæren; det handler om at være her i tilfælde af noget uventet.”
 

"Men som jeg sagde, hvis noget stort skulle ske eller noget uventet, og du ikke er her,” siger Jeroen efterfulgt af en kort tænkepause. ”Så er du fucked.”

 
24 timer efter Jeroens interview aflyser Trump en planlagt frokost med Kim Jong-un, og den efterfølgende ceremoni, hvor de to ledere skulle underskrive en aftale, bliver udskudt på ubestemt tid. Kort tid efter er topmødet kørt i sænk; ingen aftale er nået. De tilrejsende journalister må endnu engang stille sig op foran kameraerne og levere et nyhedskoncentrat af meget begrænset materiale.
 
“Så det er jo lidt et dilemma; altså, vi bruger mange penge, og, du ved, CO2 for at være her. Men som jeg sagde, hvis noget stort skulle ske eller noget uventet, og du ikke er her,” siger Jeroen efterfulgt af en kort tænkepause. ”Så er du fucked.”
 
Han mener ikke, at journalister til topmøder er ukritiske. Ved det tidligere topmøde i Singapore holdt Trump et halvanden time langt pressemøde, hvor han svarede på spørgsmål fra pressen. Kritiske spørgsmål, som Jeroen selv havde tænkt sig at stille. Og da Trump klokken lidt over to om eftermiddagen i Hanoi stiller sig op bag podiet til et tidligt pressemøde, bliver der heller ikke sparet på krudtet af de fremmødte journalister.
 
”Kim har øget antallet af missiler, og han fortsætter med at lave mere atommateriale. Arsenalet bliver ved med at vokse, mens det her foregår. Kom du faktisk ind på afmonteringen af deres faciliteter?” ”Hvis han vil have sanktionerne løftet totalt, og du vil have mere afmontering, hvordan lukker du det hul?” ”Accepterer du, at Nordkorea er en atommagt?”
 
Trump svarer så godt, Trump kan; til tider meningsfyldt og til tider ud på et sidespor, som da han svarer, at Nordkorea har nogle af verdens smukkeste kystlinjer. Journalisterne gør sig til, hånden i vejret, spidse albuer og en higen efter mandens notorisk korte opmærksomhed. En kvinde i en flot, rød kjole bliver valgt.
 
Intet nyt at komme efter
Der er ingen anden udlægning af sandheden at følge, man må bare rapportere, hvad Trump siger. Det fortsætter i 40 minutter, så skal Trump hjem. Dagen er slut, intet er opnået, og skuffelsen i folks øjne er tydelig.
 

Næsten alt, hvad der kommer ud af politikernes mund, er tegnet og tilrettelagt. Men fordi de stiller sig op og er ansvarlige over for pressen, bliver de legitimeret som mennesker, der støtter en fri presse og de grundlæggende demokratiske processer. Pressen spiller også sin rolle; den viser sine brugere, at de tør stille de kritiske spørgsmål, hvilket legitimerer dem selv som vagthund. Så de er nødt til at være der.

 
Generelt får man ikke meget ud af et pressemøde. Hanne Jørndrup kalder dem for et ’mini media event’. Pressen dukker op for at stille kritiske spørgsmål, men den kritiske journalistiske tilgang bliver forsøgt udelukket af dem, der afholder pressemødet.
 
”Pressemødet er sjældent, som det fremstilles; det er som en rituel fremgang nu. For eksempel med Anders Fogh Rasmussen, hvor en journalist fra Ekstra Bladet stillede sig op hver gang til tirsdagspressemødet og spurgte om grundlaget for Irakkrigen, og Anders Fogh svarede hver gang: ’Der er ikke noget at komme efter’,” siger medieforskeren.
 

Anders Fogh Rasmussen var en chatbot, når det omhandlede spørgsmål om Irakkrigen. "Der er ikke noget at komme efter" var det eneste svar, han gav. Foto: Keld Navntoft/RitzauScanpix. 
 
Næsten alt, hvad der kommer ud af politikernes mund, er tegnet og tilrettelagt. Men fordi de stiller sig op og er ansvarlige over for pressen, bliver de legitimeret som mennesker, der støtter en fri presse og de grundlæggende demokratiske processer. Pressen spiller også sin rolle; den viser sine brugere, at de tør stille de kritiske spørgsmål, hvilket legitimerer dem selv som vagthund. Så de er nødt til at være der.
 
”TV 2 og DR kan ikke sige, at de ikke kommer,” siger Hanne Jørndrup. ”Jo, det kan de egentlig godt, men det forventes af dem selv og af seerne.”
 
Det siler ned efter topmødets kollaps. De fleste i Hanoi har trukket sig tilbage til deres hotelværelse, og nogle har barrikaderet sig i barer, hvor de kan nyde en velfortjent drink oven på tre dages arbejde med begrænset søvn. Lige indtil Nordkorea sætter maskineriet i omdrejninger endnu en gang.
 
Twitter eksploderer med beskeder om et impromptu pressemøde organiseret af Nordkoreas udenrigsminister, Ri Yong-ho, slørede billeder taget af journalister i løb vidner om højt stressniveau, da der er begrænset plads inde i Hotel Meliá. De, der kommer for sent, må stå udenfor.
 
”Der er ikke meget nyt at hente indtil videre,” siger en træt og våd Christine Hee-jun fra Arirang ind i et overdækket kamera. De nåede ikke at komme indenfor, så hun må stå ude i regnen og rapportere det, som de heldige journalister inde i varmen skriver på Twitter. Men hun skal stå der. For troværdigheden – og i tilfælde af, at der sker noget.

Relaterede artikler

Kommunikatører skal indstille sig på at tænke digitalt - Algoritmer, dataanalyser og robotgenereret indhold er nogle af de største udfordringer for kommunikationsbranchen ifølge...
De vigtigste temaer for fremtidens toprådgivere - Tre temaer er vigtige for toprådgiveren: Forstå forretningskonteksten, opbyg relationen, og anvend de faglige kompetence...
K skal have et bedre sprog for etiske dos og don’ts - Falck-sagen i februar vidner om, at dele af kommunikationsbranchen måske bør tage sine arbejdsmetoder op til revision. S...
Er du Team Ghita, Iben, Ghiben eller 24syv? - Den danske befolkning er delt i en sjældent set grad. Nogle holder med sure gamle Ghita. Andre med 12-talspigen Iben. Er...
De 10 bedst kommunikerende borgmestre - Borgmestrene i de danske kommuner kommunikerer i mange forskellige retninger og repræsenterer mange interessenter. Hvem ...
"Den bedste kommunikation er handling" - Kreativ direktør i We Love People Christina Blak mener ikke, profit behøver at stå i modsætning til gode intentioner, og...
Til kamp for de journalistisk redigerede medier - Rollen som samfundets vagthund har mistet lidt af sin betydning i disse fake news-tider, hvor sociale medier har stor be...
KOM19: Her er de 4 nominerede til Årets Kampagnepris - Ved årets kommunikationskonference KOM19 den 9. maj uddeler DJ og Kforum for tredje gang prisen for årets bedste kampagn...
Værdien af en god arbejdsplads - Netflix startede, Google fulgte hurtigt efter, og Airbnb omstrukturerede en hel HR-afdeling på grund af det. Vi taler om...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

35 JOB

Internal Communications Manager

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.