SF-tops k-styring er ”solidt håndværk”

Hvis SF’s drømme om at blive en del af den kommende regering skal blive en realitet, kræver det, at der er styr på kommunikationen fra baglandet til partitoppen. Det viser partiet, at det har, lyder en af konklusionerne i vores ugentlige opsamling på regeringsforhandlingerne.
Hvis ikke Pia Olsen Dyhr lykkes med at få SF's bagland med sig, kan det få nedsmeltningen af SF i 2014 til at ligne et familieskænderi, vurderer public affairs-chef Rasmus Winther. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hvis ikke Pia Olsen Dyhr lykkes med at få SF's bagland med sig, kan det få nedsmeltningen af SF i 2014 til at ligne et familieskænderi, vurderer public affairs-chef Rasmus Winther. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Topstyring af kommunikationen er nødvendig, hvis SF skal komme i mål med at blive en del af den kommende regering. Ellers kan det ende med et gevaldigt rivegilde i partiet, vurderer Rasmus Winther, chef for public affairs i Geelmuyden Kiese.
 
Han og Tine Lund-Bretlau, partner i White Cloud og tidligere rådgiver for Marianne Jelved, tager hver uge temperaturen på, hvordan partierne kommunikerer under regeringsforhandlingerne. Og hvem der slipper heldigt – og mindre heldigt – fra det.  
 

Rasmus Winther, chef for public affairs i Geelmuyden Kiese

 
Ugens (måske) vinder: SF
SF har bidt sig fast i forhandlingsbordet, og meget tyder på, at de fortsat ser en mulighed for at gå med i en regering. Hvis det skal lykkes, har Pia Olsen Dyhr brug for, at hendes bagland er med hende. Hvis ikke det lykkes, kan det få nedsmeltningen af SF i 2014 til at ligne et familieskænderi om, hvem der tager opvasken.
 
I sidste uge lavede TV 2 en klassisk rundringning og var lige ved at lykkes med at få en række centrale SF’ere til at stille op. Så udgik der en mail fra partitoppen, hvorefter interviewaftalerne blev aflyst. Herefter udtalte Pia Olsen Dyhr, at SF’erne er kloge, og hvis SF skal noget politisk, så skal det være fordi, at SF får politik igennem – og så gentog hun ellers de 16 krav, som SF har til et regeringsgrundlag.
 
Det er solidt håndværk at få lagt låg på baglandets udtalelser. Partitoppen har brug for tid til uformel dialog med baglandet for at dem til at sluge en deltagelse i en bred regering med Venstre og Konservative. Samtidig er det ret elegant at bruge anledningen til at lægge yderligere pres på Mette Frederiksen og de øvrige partier, ved at genfremsætte de 16 krav. Om manøvren lykkes, afhænger af, om partitoppen kan holde ro på baglandet. Derfor er SF ugens måske vinder.
 
Ugens taber: Enhedslisten
Enhedslisten måtte i den forgangne uge indse, at Mette Frederiksen ikke har tænkt sig at gøre brug af det rød/grønne flertal. Det affødte anklager fra Enhedslisten om løftebrud og dobbeltspil. Når man ser på Enhedslistens håndtering af situationen, sidder man med en fornemmelse af, at Enhedslisten har fejllæst valgets tale og været ude af sync med de forhandlinger, som nu har stået på i en måneds tid. Av, den skulle de nok have tacklet anderledes.  
 

Tine Lund-Bretlau, partner i White Cloud og tidligere rådgiver for Marianne Jelved

 
Ugens vinder: Mette Frederiksen
Mette Frederiksens evne til at tage rollen som statsminister på sig og dermed gøre det uomtvisteligt at hun kommer til at indtage landets højeste, politiske embede uanset hvilket andre partier, der vil lege med. Hun bruger alle symbolerne, Marienborg til forhandlinger og statsministeriet som ramme om sit pressemøde til at signalere, at det er hende, der er lederen. Af forhandlingerne og af Danmark.
 
Hun får på pressemødet fortalt med ro og overskud, at der stadig forhandles om en bred regering, at der nu skal diskuteres politisk substans. Derved viser hun, at der er opbakning til hendes politiske projekt, og samtidig holder hun en kattelem åben, hvis nu ikke, man kan blive enige om de konkrete politikformuleringer. Men uanset om det bliver en bred regering eller ej, bliver det med Mette Frederiksen i spidsen.
 
Ugens taber: De Radikale
Radikales fortsatte forsøg på at marginalisere sin indflydelse ved at stå fast på ultimative krav i Rwanda-sagen. Senest har en række fremtrædende medlemmer fra baglandet i et debatindlæg i Politiken mandag slået fast, at partiet ikke er til at rykke i den sag.
 
Den nye partileder, Martin Lidegaard, har nok fået den længe ønskede post som leder af folketingsgruppen. Men indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at han har fået udvidet sit handlerum og det store spørgsmål er, om han så kan opfattes som en troværdig forhandlingspartner. 
 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job