København, jeg er din sidste søn

Københavnere, det er tid til at genopdage, hvor vi lever, og hvem der lever omkring os og hvordan. Efter at vores digitale honeymoon er ovre, ser jeg den gode gamle slentrende spadseretur ude i virkeligheden komme stærkt igen. Promener og flaner derfor i organisk tempo uden andet mål end selve nydelsen i at se på mennesker i levende live. Denne aktivitet erstatter løb, der, efter at den kommende konge gav landet en trafikprop i fødselsdagsgave, bør undgås. Drop selvmåler-uret, og tal med de lokale i stedet, nyd byen som et galleri eller en catwalk, som vi kan udlede en vifte af samtids-diagnoser udfra. Morten Vammen er din guide.
Kan du huske det gode gamle København? Morten Vammen tager dig i hånden på en tur gennem hovedstadens gader til dengang byen havde mere sjæl og var befolket af skæve eksistenser.
Kan du huske det gode gamle København? Morten Vammen tager dig i hånden på en tur gennem hovedstadens gader til dengang byen havde mere sjæl og var befolket af skæve eksistenser.

Vi har alle vores barndoms gader, vores livs- og døds-ruter, et kort over vores personlige indre by. Jeg er indfødt i anonyme Sølvgade med udsigt over Kongens Have - en gade, der er en passage mere end et sted at opholde sig.

Den er skæmmet af trafik på randen af indre by tæt på Strøget, hvor jeg gik i specialbutikker som W.Ø. Larsen, Fyldepennemagasinet, Bristol Music, Nørgaard, La Glace, Brødrene Andersen og Rønberg Legetøj med mine forældre. Det var, før det blev det Tivoli, vi skynder os igennem for at forbruge ting og oplevelser, for at powershoppe, gourmet-gokke, brække Breezere op i en port og kaste med gourmet-pizzabakker sammen med teenagere og tourister på segways og ølcykler. 

Dengang Strøget var et opholdssted

Da mine forældre blev skilt, ville jeg væk og skate solo - og visse steder på datidens tossemagnet Strøget var der en glat, skatervenlig belægning - selvom kommunens evige ukoordinerede Sisyfosudgravninger til el, varme, kloak og ny belægning gjorde, at der konstant var/er vejarbejde.

 


Strøget var et velegnet sted at skate i 1980'erne (og se på med forundring). Foto: Teit Hornbak/Scanpix Ritzau.

I 1980'erne var Strøget præget af stive svenskere med mullet-garn i hvide træsko fra Malmøbådene, der ramlede ind i bondemænd fra Hovedbanen cirka omkring pornobiografen Nygade Bio, der var befolket af mænd i trenchcoats og solbriller med tasker med hul i - så de kunne gokke diskret, mens de så Caligula. 

Dengang var der billige boliger i K, og gaderne var som et live-internet af mennesker besat af forskellige idé-sæt i et attitude-relativistisk situationistisk karneval. Et overflødighedshorn af karakterer med lang line hang ud, levede og døde omkring Strøget: Boogie Preben, Orne-Ole, Jazz-Ole, Sigvaldi, Black Panters, livgardere, diskere, tvekønnede samer i folkedragt, KU, DKP, BZ'ere, mods, rude boys, jamaicanske rastas, punks, skatere, rullere, Ørva, læderbøsser, Olafur, Lars Seier, trækkerdrenge, henna-flippere, skins, Pac-man-kids, digtere i gamle overfrakker, svenske nazister, breakdancers, Warriors, grønjakker, uropansere, rockabillys, goths, teds, tantriske Osho-tilhængere i lilla blandes med de civile.

 


Strøget var hjem for mange store karakterer. Her er Boogie-Preben og en BZ'er. Foto: POLFOTO. 

 


Otto Sigvaldi var en dansk digter, som solgte sine værker fra en barnevogn på Strøget.

Sanger-Søren, Krishna, Le Rouche og Scientology er cirka de eneste, der hænger ud endnu. Dengang var der gadeteater af originaler og stammer, der levede i private velmarinerede bobler, der ikke var blevet normaliseret af internettet. De reclaimede gaden - før nogen havde opfundet “streetwear”, eller politiet begyndte at have piercings og vikingeskæg.

Modebranchens stil-inflation og senere det de-territoriale internet dræbte den sIags tribalisme, og nu føles det generisk og tamt i gågaderne, hvor masserne trancer rundt i gåsegang og impuls-shopper trigget af bannerreklamer, pushbeskeder og gule skilte, mens de spiser sløj mad overvåget af hære af rent-a-cops. 

I den dyre ende er der så sterile semi-high-end-luxury brand-stores, hvor personalet taler mandarin og svensk. Nogle steder kan man endda kun købe to tasker pr. besøg. Logo-kulten minder mig om afrikanere, der tror, de bliver stærke som næsehorn af at sniffe dyrets knuste horn. 

Du skal stå i et kø-teater udenfor som til en vip-klub, til du bliver vinket ind af en bodyguard i suit med headset - præcis som i alle andre hovedsteder; al lokal-kolorit er væk, ligesom butikkernes profit, der forsvinder udenlands. Du betaler for markedsførings-drømme-gøglet - og huslejen er det dyreste “materiale” i designerbrand-braset.

 


Dyre butikker som Louis Vuitton har i dag erstattet meget af det farverige byliv fra 80'erne.

Det minder om Londons kerne -  udenlandske finanshuse har købt over 30 ejendomme på Strøget - og priserne pisker op. Brands vælger at nasse karma og karisma fra hyggelige frigjorte, sunde København ved at lægge deres templer på Strøget.

Amerikanske Häagen-Dazs ville fx gerne opfattes som dansk, så de lagde en flot is-restaurant i en nedlagt bank et par år for at dupere turisterne, der blev kørt ind fra krydstogtskibene. Jeg fik øjnene op for det for alvor, da jeg så et bomuldshåndklæde i Hermes - der kostede alt, hvad jeg fik i S.U. om måneden.

Men lige meget hvor mange flotte Jeff Koons-installationer Louis Vuitton har i vinduet for at udstråle udødelighed, klasse og postmaterielle værdier, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor mange onde sugar-dates pigerne har gagget for at få taskerne. For fem år siden ville Prada købe det toetagers lejemål, hvor Cafe Norden ligger lige ved Storkespringvandet - de bød 60 millioner plus en husleje på 10 millioner - ifølge Børsen - dette blev afslået af Bestsellers ejer…de købte så det gode hjørne af Illums i stedet.

Strøgets nedtur startede vel med, at kommunen konverterede en masse billige lejemål i indre by til erhvervslokaler og ejerboliger i håb om øget skattehøst - men pengene forsvandt nordpå eller ud af landet, og København K fik udraderet det meste lokalkultur og blev en øde arkade - hvor man er nødt til at konstruere events og festivals - helst om fortiden, sport, mad eller druk/musik - for at foregøgle “ægte” liv ud over shopping.

Et sjovt eksempel var, da Wonderful Copenhagen - reelt butiksejernes klub, der vil have lidt kamuflage-gøgl i gaden - sponsorerede kunsterne Jes Brinch og Henrik Plenge - der så lavede en post-riot smadret parkeringsplads-installation foran Hotel D’Angleterre - der blev fjernet, da “publikum” fortsatte med at smadre bilerne - og gæster fra hotellets suiter klagede, fordi de ikke havde booket en billet til Beirut.


Kunstnerne Jes Brinch og Henrik Plenges installation Burn Out i 1994.

Kald mig bare retro-nedturs-fetishist - jeg savner fortidens uensrettede drama & kaos. Det er der mange der gør - facebookgruppen Gamle København har næsten 50.000 medlemmer.

Sidegadernes insisteren på subkultur

Sidegaderne har deres egne historier: Bøsse/latinerkvarterets hovedåre Larsbjørnsstræde insisterer på at være subkultur i 2018 - her kan man som altid få maks. identitet for sine lommepenge - hvad enten det er vinyl, krus med grafik fra vinyl, SM-udstyr eller vintage-tøj, Marvel-tegneserier eller gå all in og blive tryllet om til en trold hos Copenhagen Body Extremes eller drikke på fængsels-fetish-baren Jailhouse.


Larsbjørnsstræde i firserne. Café Floss. Hvis man var heldig, mødte man Michael Strunge. Foto: Scanpix Ritzau.

Bøssesaunaen med darkroom lukker aldrig, og parken er stadig liderlig, men lydløs, trods Grindr's succes - og rockbaren Floss har nu åbent om søndagen - selvom de pæne Weekendavisen-skimmende beboere kæmper imod mere larm og fest.
Larsbjørnsstræde i dag. Væk er Roger (legendarisk genbrugsbutik med blandt andet hullede jeans i alle farver, som enhver teenager med respekt for sig selv ejede et par af i 1988), Yow Bar (nu restauranten L'Education Nationale) og arbejderbaren Pelikanen (nu smykkebutik). Den gamle sorte Floss består dog. Foto: Christian Lindgren/Scanpix Ritzau.

Bag bøsseparken ligger Nansensgade aka Nonsensgade ganske prætentiøs og litterær, men de lokale junkie-kunstnere og resten af originalerne er flygtet til den gyldne trekant, er døde eller laver ler på Bornholm, og nu er selveste gadens epicenter Bankeråt til salg ... der er dog en verdensklasses pre-digital guitarpedal-butik tilbage og en koloni kompetente, ægte “pastaperkere”.
Nansensgade er fyldt med åndehuller af både den krøllede slags som Café Bankeråt... 


...og af den brune type - som her Cafe Stjernen. Foto af Bankeråt: Martin Zahora/Scanpix Ritzau.

Den mere discount-agtige Fiolstræde er et underligt mix af studerende og de grå hjelme, der er på jagt efter noget billigt, rummeligt farverigt tøj, der passer til deres læderrygsække og ravkæder. Der er kun en enkelt boghandler tilbage, men der er heldigvis stadig en frimærkehandel og den der parodi på en muteret italiensk pizza-turistfælde med livesoundtrack fra Lady & Vagabonden.    


Fiolstræde er nu et totalt miskmask af discountbutikker og eksklusive franske kældercaféer. Foto: Christian Lindgren/Scanpix Ritzau.

De studerende er på vej på netcafeen på Hovedbiblioteket i Krystalgade - et sandt Apple-showroom, der heldigvis stadig huser ægte tosser nu, hvor bibliotekarerne kun er til stede via videochat. Synagogen overfor er hyggeligt bevogtet af svært bevæbnede, skydegale drenge i komplet operation ørkenstorm-udstyr - suppleret af vindjakkemænd med knitrende radioer omgivet af japanere, der hamstrer Vibskovs nye kollektion, der sikkert er inspireret af Kurosawa, retarderede islandske fiskere og skinkesalat. Du kender det: Det var den uniform, tilflytter-jyderne brugte, så de kunne genkende hinanden før finanskrisen.


De studerendes andet hjem, Hovedbiblioteket i Krystalgade. Foto: Matin Fælt/Scanpix Ritzau.

 


Krystalgade i begyndelsen af halvfjerdserne. 

(Not so) fashion Street

En anden modegade - Kronprinsensgade - er stendød efter Generation Zoobar gik ned på coke og chokket over “mode blev det nye porno” i nullerne. Nu er det er slut med at sidde og tude på bunden af bruseren og blogge om dine vigtige sko. I dag er der fornuftige Clarks og Birkenstock-sandaler på menuen i eks-modegaden. Den første café i DK - Sommersko 1976 - er også til salg efter en periode med banderelateret besætning.

Café Dan Turell er også til salg, og så når vi til Gothersgade, der er blevet et rent overlevelseskursus skabt af overbuddet af generiske “10 shots for en 100-lap” barer. Selv Andys Bar er opkøbt af en kapitalfond, og ovenpå bor modeblogger-Benedicte med forældrekøbs-lejligheden fyldt med sterile Illums bolighus-klichéer med matchende investeringssikker kunst fra fars tamme samling.

Gothersgade er tydeligvis kørt af samme personkreds som kører Vestergade - der i 80'erne var central for folk i bikerboots, cowboystøvler og bomberjakker, der læste digte og drak sort guld og tog polsk pulver på neoncafeen Krasnapolsky aka Kristen Poulsgaard. Men ejerne røg i fængsel for seks ton Hela-hash, Lars H.U.G. begyndte at lege med latinmusik og Poul Borum døde - tiden, hvor man fik fisse ved at slæbe en tom guitarkasse rundt i Illum var forbi. Nu har Liberal Alliances Ungdom deres stamsted i Vestergade - Pink Flamingo.


Krasnapolsky, baren over alle barer, hvor du kunne møde alle dine kulturelle helte (og have-beens). Fra 1986 til 1991 kunne man efter endt guldøl gå i kælderen, hvor den nu legendariske klub U-matic havde til huse, inklusiv Christiania-indretning, Guarana-shots og temaraves. Foto: Jan Unger/Scanpix Ritzau.

Ny Østergade er stadig de gamle blås område. Det handler om smykker og bobler - det er mange år siden, der var digtoplæsninger på stjerneskibet Victor - drømmen om et fælles rum til cremen af eliten af de grønne og de blå stammer døde hurtigt og flyttede ind i bank-lignende Bredgade-galleriers baglokaler.

I weekenden invaderes Café Victor - aka plejehjemmet - af en masse løgnhalse i spirituelle Shambhala-bling-kæder, der støder ind i piger med alt for dyre tasker og kunstige kasser. De drømmer vel om at ende på Hambros Allé. Jeg kom en del i Danmarks dyreste hus, der hurtigt - via it-milliarder - konverteredes til noget hvidt gøgl, der lignede et solcenter på steroider i Las Vegas - spejle i loftet, glaseret tag, kobbertagrender og gipsløver foran. Bling, der blev flashet - i en gade, hvor den gamle gode smag ellers dikterer, at penge bruges til at købe afstand og diskretion.

Københavns Klondike 

En anden ikonisk gade, der er meget liberal, er Pusherstreet - jeg gik på Christianshavns gymnasium og erfarede, at Ebbe Kløvedal og Dan Turell havde samme pusher, men at det ikke var for sjov, at et internationalt netværk af motorcykel-fans nakkede en bande beskidte tosser med en skidende ko som rygmærker. 


Pusherstreet. Kampplads, hyggebazar og politisk stridspunkt. Google Maps kaldte tidligere vejen "Gaden uden navn". Foto: Anne Bæk/Scanpix Ritzau.

Blandt andet afro-nazisten Lobo, der brændte min vens strithår af med en lighter, smed tåregas ind til en punkkoncert og pudsede sine klamme køtere på os.

Måske var volden med til at gøre hashen stærkere ... hele ritualet med at finde den bedste pollen-nepal og få den ud fra Staden i live og udenom politiet øgede vel rusens effekt. 

Pusherstreet var også en hemmelig kode og en subkulturel motor - hvis f.eks. Alis ikke havde støttet den tidlige danske rap, undergrunds-magasinerne og skaterne, havde 90'erne været ret anderledes. Nu er der hash overalt via nettet - og alle undtagen politiet -har endelig fattet, at hashen kommer ind fra byen til Staden, ikke omvendt … og Christiania ender i en borgerlig boligboble om lidt - pengene vandt over hippiedrømmene for lysår siden. 

Det virkelige klondike var vel Refshaleøen - der var plads til alt, men nu har det fået dødskysset - en streetfood-lejr med holdeplads for Nettobådene. Det virkelig vilde er vel noget post-trailer-trash i Sydhavnen nu? Jeg ved det ikke - jeg kigger mest efter gode legepladser nu …

Amagerbrogade var også sjov engang - det var et mystisk mix af drømmen om USA - og Randers. Nu er lorteøen som resten af byen en jydemagnet under gentrificering - dagene, hvor speedede steroid-mænd med SOS-sweatre smadrede hinanden foran dakke-dak-discothequet Zodiac, mens der cruisede Amarkanerbiler forbi som i Grease, er ovre. Selv McDonald's er lukket - fortrængt af spekulative medie-mellemledere i villaer, jura-jyder og semi-øko salatbarer og øl med underlige navne med husblas i serveret af nogen, der ligner tynde tatoverede ortodokse jøder - som i Williamsburg i 2001.

Samme stereotyper dyrker stadig Jægersborggade og Istedgade - der er konverteret til et stationært kræmmermarked af entreprenant storytelling i Monocle-læser-venlige microboutiques. Man kan få en klækkelig jyderabat og prutte om prisen. Mændenes hjem på Istedgade holder dog stand i den gamle stil, i en Bermudatrekant mellem det skammeligt overbelastede og underfinansierede offentlige fixerum, politistationen og det “udendørs apotek” ved hovedbanen. 

Gå også igennem Griffenfeldsgade - mixet af somaliske khatspyttere, butikker med R.Kelly's-tøj og halal-kød, et x-autonomt beboerhus, en marxistisk boghandel, en PFLP-solidaritetsbutik, Crossfit, flygtninge med soveposer i træerne, herberg for herrer, parader af tyske biler med høj trap og bande-lir - virker levende efter en tur igennem den zombieficerede “midtby”.


I Solidaritetsbutikken på Griffenfeldsgade er der mulighed for at støtte grupperinger som PFLP.

Potentielt er Griffenfeldsgade alt det, som rare hippe nussede Blågårdsgade bliver beskrevet som i pressen. Griffenfeldsgade er den venstre side af pipkvarteret i nordlædervests pæne lillebror - dog uden moské, rockerborg, misbrugs- & jobcenter, ungdomshus og skumle værksteder.

Det er her, flygtninge holder loppemarkeder med enlige sko, ridsede cd'er og uidentificerbare opladere fra 1990'erne, og romaer laver pop-up bordel-spisesteder i baghuse under navne som Dracula. Det er et perfekt sted, hvis man savner inspiration til at skrive en globaliserings-undergangsporno-serie, hvor de, der er skubbet ud af København K, næsten overlever. Måske ender de alle i provisen på pils, pastaskruer & piller.

Hvor er der ægte nu?

De mere eksperimenterende unge snobber nedad og vil til Brøndby Strand (fed strand i øvrigt) og bo på den nedrivningstruede giftige Strandesplanade, fordi brutalisme, chavs, post-normcore-stilen og fællesskabet minder dem om noget ægte, det stinker af Joy Division og UK-Grime og er langt fra “generation EDM-juicedreng. der samler på sneakers”. Dem med børn vil ud af byen og have have eller flytte til Berlin, og de, der stadig tror, det er smart at være ambitiøs, er sikkert på vej til Osaka eller LA, eller hvad der nu er shit-de-jour. Sjovt nok er yuppierne i London blevet varme på at flytte til København, efter at London er blevet for dyr … skynd dig ud og spadsere nu!

 

Morten Vammen er født i København. Han rådgiver og laver film, tekst og musik - følg ham her: www.Blazar.dk 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også