Folket, som det er flest

Det er oplagt at feje denne snak om folket af bordet. At kalde den fordummende eller uambitiøs. For hvem har ret til at tage patent på folket – demokratiets hovedperson – og tale på vegne af det? Det er intet andet end “populisme af værste skuffe”, som det har lydt, og “Trump-lignende metoder,” som “taler til den mest primitive del af den danske befolkning.”

Det er forfladigende, siges det. Forsimplende. Fordummende. For nemt.

Men hvad hvis Støjberg i virkeligheden har fat i den lange ende, når hun taler om folket? Ikke fordi hun nødvendigvis har ret. Men fordi politik i sin kerne netop er en kamp om at definere, hvad folket er, og hvad det vil.

Folket – berømt og berygtet

Begrebet “folket” har en enestående historie på over 2500 år. Det er et af de få begreber, der har fulgt os, hjemsøgt os og været altafgørende gennem hele vores politiske eksistens. Når politikere siger “folk, som de er flest,” er det interessant, for allerede i antikken definerede man netop folket som dem, der er flest: “Folket er den største og mest indflydelsesrige gruppe i demokratiet, når det da samles,” skriver Platon i Staten. Det var le peuple og the people, der skabte fundamentet for de samfund, vi bebor i dag. Demokratiet blev med de berømte ord fra Abraham Lincolns Gettysburg-tale beskrevet som: “Et styre af folket, ved folket, og for folket.” Og fra de østtyske gader i 1989/90 lød det “Wir sind das Volk”, da folket gik på gaden og krævede frihed og demokrati.

Ordet “demokrati” henviser til folket i begrebets første del demos, der er græsk for “folk”, mens ordets sidste del kratein betyder “styre” – demokrati er folkets styre. Siden antikkens Rom har det været fundamentalt i den politiske tænkning, at magten bor i og hos folket. Princippet, som blev formuleret af Cicero i det første århundrede før vor tidsregning, er kendt som potestas in populo. Med de to store revolutioner i det 18. århundrede – den franske og den amerikanske – blev skruen strammet, så magten ikke længere blot lå i folket, men udgik fra folket. Al magt udgår fra folket, som der står i blandt andet den tyske forfatning.

Folket er dog ikke nødvendigvis en demokratisk størrelse. For det var også fantasien om das Volk – det rene, enestående folk – der definerede nazisternes politik. Og da Josef Stalin i 1936 proklamerede klassekampens endeligt i Sovjetunionen, var det med henvisning til, at det nu var hele folkets stat, og ikke blot proletariatets.

Folket skal ikke tro, at det er noget!

Folket har længe været helten i den politiske historie, men også et subjekt, stærke mænd har brugt til at retfærdiggøre diktatur, undertrykkelse og folkemord. Derfor er der også blevet gjort adskillige forsøg i politisk teori på at tænke demokrati hinsides folket.

Ifølge Jürgen Habermas bør vi se “folket” som en række af procedurer for meningsdannelse og lovgivning – ikke et subjekt med vilje og handlekraft. Jan-Werner Müller ser valghandlingen som det eneste legitime udtryk for folket; det er en “hypotesetest” af folkets vilje. Og hvis ikke det går, må man til næste valg prøve igen.

Og i sin bog Tribaliseringen af Europa vender Marlene Wind sig imod “at definere demokrati ud fra, hvad et givet flertal ønsker – uanset om det er udtryk gennem folkeafstemninger eller et nærmest ‘ubegrænset’ parlamentarisk flertal.” Demokratiets “grundlæggende byggesten,” som hun skriver, er derimod “ikke-majoritære institutioner” som “forfatninger og domstole, der værner om mindretal.” Hun kritiserer samtidig i skarpe vendinger den idé, at “folket skal bestemme deres egen skæbne uden om de politiske institutioner,” hvilket hun lidet flatterende kalder “flertalsfetichisme.”

Vi aner noget lignende i kritikken af Støjbergs “fordummende” talen til folket ovenfor. Folket skal ikke tro, at det er noget.

Folket vender tilbage

Ikke desto mindre insisterer folket på at eksistere. “Efter et gigantisk pres, så har hun trukket forslaget tilbage, men det er som sagt ikke sket frivilligt. Det er sket på grund af et stærkt pres fra os – folket,” lød det fra Inger Støjberg på scenen til en demonstration mod Mette Frederiksens håndtering af minksagen. “Fuck højrefløjen. Fuck venstrefløjen. Vi er folket,” stod der i en pressemeddelelse fra bevægelsen Men in Black, da de marcherede imod blandt andet coronanedlukningen.

Så sent som i grundlaget for SVM-regeringen kan man læse: “En af Danmarks styrker er, at vi hænger sammen som et folk – på tværs af geografiske, sociale, økonomiske og etniske forskelle og køn. Hver eneste dag skaber vi en fælles identitet og sammenhængskraft gennem vores møde med hinanden.” Og senere: “Kulturen udfordrer vores måde at tænke og se verden på samtidig med, at det binder os sammen som land og folk. Det er den danske identitet og den fælles historie.”

Selvom politiske teoretikere har prøvet at reducere det til institutioner og procedurer, er folket altså til stede på gaden, foran Christiansborg og i regeringskontorerne på Slotsholmen. Folket eksisterer – også selvom mange helst så det anderledes.

Folket er umuligt – og nødvendigt

Hvorfor bliver folket ved med at vende tilbage? Og hvad er det egentlig?

For det første er folket ikke et empirisk faktum. Man kan ikke gå ud at tælle det eller definere faste grænser for det. Nogle vil definere det danske folk som “alle danskere,” men det starter så en definitionskrig om, hvad det vil sige at være dansk, hvilken har stået på i hvert fald siden 2. slesvigske krig og ser ud til aldrig at slutte. Andre vil sige, at folket er de jævne, almindelige mennesker. Det ser vi med Støjbergs forsøg på at repræsentere “folk, som de er flest.” Men igen, hvad betyder almindelig, og på hvilke parametre?

Således forstået er folket altså et umuligt begreb. Det kan ikke defineres en gang for alle.

Vi må i stedet forstå folket som en åben politisk position: Et i udgangspunktet tomt punkt i den sociale virkelighed, som politiske grupper kæmper for retten til at definere. Hvad folket er, og hvad folket vil, er altså en politisk kampplads.

Således er folket også en politisk identitet, som kan favne en lang række grupper og identiteter i det, Ernesto Laclau og Chantal Mouffe kalder en ækvivalenskæde. Gennem en politisk artikulation forbinder man eksempelvis “alle os på landet,” “de faglærte” og “vi stationsbyboere” i ét samlet projekt. Grupperne har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, men deres enhed stabiliseres af det, de ikke er – eliten i de københavnske saloner.

Man kunne også fra et egalitært eller venstreorienteret synspunkt samle folket i modsætning til de rige, oligarkerne eller “inflationsbaronerne,” som Pelle Dragsted har forsøgt, og ligesom vi har set det med den venstrepopulistiske bølge i form af Bernie Sanders i USA, Jeremy Corbyn i Storbritannien og Podemos i Spanien.

Alle disse artikulationer af folket mod eliten er repræsentationer, som ikke peger på noget allerede-eksisterende, men skaber det, de repræsenterer. Der er altså ikke noget simpelt “folket, som det er flest” – man konstruerer det som en identitet, idet man siger det højt. Eftersom ord som “folket” og “eliten” er tomme betegnere, er det op til den politiske diskurs at fylde dem ud med betydning og stabilisere dem gennem deres modsætning til et udenfor – “de andre.” Folket kræver altid, at der er nogle, der ikke kan være med.

Uanset hvad er folket nødvendigt. Det bliver ved med at protestere, køre traktor, gå med gule veste og kræve retfærdighed. Og som vi kan se i regeringsgrundlaget og adskillige lignende tekster, må enhver regering og alle politiske bevægelser retfærdiggøre sig med henvisning til folket. Kampen om at kunne definere og repræsentere folket er således noget af det mest fundamentale i politik.

Derfor er spørgsmålet ikke, om Støjberg eller regeringen “har ret”, når de hævder at repræsentere folket. Spørgsmålet er, om de kan skabe sig den ret.

For folket er umuligt. Folket er nødvendigt. Og folket er vendt tilbage. Spørgsmålet er, hvem der får lov til at tage dets navn — eller med andre ord: repræsentere “folk, som de er flest.”

FOLKET udkommer på forlaget Próblema den 3. marts 2023.

Kristoffer Bayer, bachelor i filosofi. Tidligere skribent ved blandt andet ATLAS Magasin med udgivelser om Hegel, Game of Thrones, og hvorfor det aldrig kan betale sig at arbejde. Arbejder som strateg i et globalt designbureau.

Silas Marker, cand.mag. i filosofi. Forfatter til bogen “Os og dem: Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter” (Gyldendal 2019) samt adskillige artikler om populisme, demokrati og identiteters betydning i politik. Tidligere forsker ved Københavns Universitet og skribent ved blandt andet RÆSON. Arbejder som embedsmand i centraladministrationen.