Du går gennem alléen af blomstrende kirsebærtræer badet i skønhed med en følelse af uro. Naturen springer afmægtigt ud i oktober! Tilliden til naturen er endegyldigt brudt, årstiderne har forladt os, forår er vinter, efterår er sommer, og alt, hvad du har tilbage, er din årstidsmelankoli. Evigt ejes kun det tabte. Din nye sindstilstand hedder solastalgia. FOTO: Getty images
Bliver du deprimeret og fremmedgjort, når der sker ændringer i naturen? Føler du en nostalgisk længsel efter barndommens lunefulde sommervejr og klare isvintre? Så lider du måske af solastalgia: følelsen af hjemve, selvom du er hjemme i den natur, du troede, du kendte. Eller også er du bare offer for tidsånden.
Hvis det japanske par ikke blot blev bekymrede for klimaet, men decideret oplevede følelser af fremmedgørelse, sorg, afmagt og en længsel efter den gode gamle kirsebærsæson, ja, så har de muligvis udvist tegn på solastalgia.
Ifølge en artikel på Quartz er ordet ”solastalgia” en kombination af tre dele: ”Solas” som i det engelske ”solace” (trøst), men også til de latinske ord ”solus” og ”desolare”, der skal give mindelser til forladthed og ensomhed. ”Algia” er så en reference til det græske ”algia”, der betyder pine eller sygdom. Alt dette i forhold til ”fremmedgørelse” i forhold til natur, der ændrer sig.
Oven i hatten fremhæver ordets opfinder, Glen Albrecht, at ordet har en fjerde reference – den lydmæssige lighed med nostalgi.
Solastalgia kombinerer fornemmelserne af trøst, forladthed og sygdom – samlet i en følelsestilstand af fremmedgørelse over for naturen. Foto: Getty Image.
Glasmennesker og kemikaliespor
Men kernepunktet er altså sorg og afmagtsfølelse og længsel, når naturomgivelser, man hidtil har følt sig knyttet til, ”været hjemme i”, ændrer sig. Med Albrechts ord: ” In short, solastalgia is a form of homesickness one gets when one is still at “home.””
Der lader til at være en vis tradition for, at psykiske symptomer og forstyrrelser – særligt de mere bizarre – binder sig til deres samtids store tendenser og nybrud.
Da glas, i den sene middelalder, blev nogenlunde almindeligt, udviklede folk den vrangforestilling, at de var lavet af glas.
Den franske konge Charles VI led af dette og skulle efter sigende have pakket sig ind i tæpper, så han ikke gik i stykker.
Da glas blev en dagligdags genstand, ebbede ”glassygen” ud. I det 19. århundrede begyndte folk at være optagede af cement. I dag er de bange for, at internettet læser deres tanker, eller
for at ”chemtrails” forgifter dem.
Den franske konge Charles den 6. troede, han var lavet af glas. Han lå ubevægelig i timevis og gik med ekstra-ribben lavet af metal.
Klimaangsten
Solastalgia refererer naturligvis ikke direkte til en psykotisk vrangforestilling, som forestillingen om at være lavet af glas eller cement. Ikke desto mindre er det tankevækkende, at begrebet melder sig nu, hvor der er et (helt rimeligt) øget fokus på vores klima. For nogle er klimaforandringerne vitterligt det store dyr i åbenbaringen, så ikke så underligt, at der også skal gå en slags diagnosejagt i den.
Set udefra kan det imidlertid være svært at se, hvad der skulle være beklageligt ved, at et stykke ”natur” – et begreb, der i sig selv er ualmindeligt svært at give nogen form for definition på, der ikke er rent konventionel, og som ikke indebærer, at nogen skal gøre vold på i det mindste nogle af deres intuitioner om, hvad der er ”natur” – skulle ændre sig som sådan.
Naturen forandrer sig radikalt i Netflix-sci-fien Annihilation. Væksterne bliver større og vildere, hybriddyr går til angreb, og sæbeboblekatedraler omspænder hele landområder. Men det er stadig natur. Stillbillede fra filmen.
Medmindre der decideret er tale om asfaltering af et stykke skov, er ændringer af natur jo ikke ændring fra natur til noget andet. Det kan være, der kommer andre planter, andre dyr, andre insekter, andre nedbørsmængder, men natur er det vel stadig?
Så hvis begrebet solastalgia skal give mening, handler det næppe så meget om natur, som det handler om kultur, mindre om bier og blomster derude, og mere om særligt tillærte opfattelser af, hvad der nu hører sig til, og hvad der ikke gør. Lidt ligesom forvandlingen af Tisvildeleje fra kulturradikal, gemt rigmandslomme til massernes allemandseje i juli. Hvad skal det nu til for?
Bevares. Med til fortællingen hører naturligvis, at klimaforandringerne efter alt at dømme er reelle og udgør en af de største moralske, teknologiske og økonomiske udfordringer, vi har. Det er et problem, der er kød (eller rødbedefars) på, og det skulle nok give anledning til søvnløse nætter og længsel efter stabilitet.
Men nostalgi eller følelser af fremmedgjorthed, afstedkommet af små ændringer i en biotop, således at den rødspættede svingsvale er blevet fortrængt af den flejnskaldede perlehøne? Helt ærligt, det er godt nok et first world problem.
Problemer bliver nær-medicinske
Den ene gruppe af undersøgte var farmere, der havde oplevet flere års tørke, den anden var beboere tæt på åbne kulminer. Det er ligesom lidt mere til at tage at føle på. Men at drage omfattende paralleller fra lokalsamfund, der bliver smadrede, til enkeltstående naturromantikeres følelser, er helt ude i den dybdeøkologiske hampemark.
Sætter man sig op i helikopteren, illustrerer lanceringen af en term som solastalgia en interessant trend, nemlig, at hvis noget er et problem, skal det helst over i kassen med medicinske eller nær-medicinske problemer. Det, at man gør noget til en patologisk tilstand, giver åbenbart pote.
Således har amerikaneren Richard Louv bragt begrebet ”nature-deficit disorder” til torvs i bogen
Last Child in the Woods: Saving Our Children From Nature-Deficit Disorder. Louv har den udmærkede pointe, at amerikanske forældre pakker deres børn ind i vat, og så bruger resten af tiden på at finde anekdotisk evidens for, at ”naturmangel” kan forklare alt fra ADHD til overvægt.
Bliver naturunderskuds-orstyrrelser (Nature-Deficit Disorder) fremtidens store modediagnose? Billede af Richard Louvs bog om den tilsyneladende sammenhæng mellem moderne børns natur-deprivation og deres diagnoser.
Man kunne også få den kætterske tanke, at i og med vi har gjort ”stress” til et individuelt, psykisk fænomen – altså, en patologisering af fænomenet, så gør vi løsningen af problemet stress en bjørnetjeneste: Javel, vi får opmærksomhed på problemet ved at gøre det til en sygdomstilstand.
Men vi fjerner måske fokus fra løsningerne af stressproblemerne – mere medindflydelse, bedre organisering, flere ressourcer – ved at gøre dem til en patologisk tilstand, der handler om den enkelte.
Det samme frygter undertegnede, sker, når vi begynder at fokusere på, hvad nogle mener, klimaforandringer gør ved vores følelsesliv og identitet, snarere end, hvad klimaforandringer gør for vores levevis, vores politiske og økonomiske strukturer, osv.
Udfordringerne er for alvorlige til, at vi kan tillade os at gøre dem til en ”så dør baby”-situation.