Følelsen af hjemve i den nye natur
Lider du også af solastalgia?

Du går gennem alléen af blomstrende kirsebærtræer badet i skønhed med en følelse af uro. Naturen springer afmægtigt ud i oktober! Tilliden til naturen er endegyldigt brudt, årstiderne har forladt os, forår er vinter, efterår er sommer, og alt, hvad du har tilbage, er din årstidsmelankoli. Evigt ejes kun det tabte. Din nye sindstilstand hedder solastalgia. FOTO: Getty images

Bliver du deprimeret og fremmedgjort, når der sker ændringer i naturen? Føler du en nostalgisk længsel efter barndommens lunefulde sommervejr og klare isvintre? Så lider du måske af solastalgia: følelsen af hjemve, selvom du er hjemme i den natur, du troede, du kendte. Eller også er du bare offer for tidsånden.
Hvis hr. og fru Watanabe er ude at gå her i oktober, er der en risiko for, at de bliver mødt af blomstrende kirsebærtræer. Den japanske tradition for at fejre hanami – at se på blomstrende kirsebærtræer – ligger de fleste steder i Japan typisk i tidlig april. Men nu blomstrer kirsebærrene i oktober. Altså krisebær, snarere end kirsebær!
 
Hvis det japanske par ikke blot blev bekymrede for klimaet, men decideret oplevede følelser af fremmedgørelse, sorg, afmagt og en længsel efter den gode gamle kirsebærsæson, ja, så har de muligvis udvist tegn på solastalgia.
 
Ifølge en artikel på Quartz er ordet ”solastalgia” en kombination af tre dele: ”Solas” som i det engelske ”solace” (trøst), men også til de latinske ord ”solus” og ”desolare”, der skal give mindelser til forladthed og ensomhed. ”Algia” er så en reference til det græske ”algia”, der betyder pine eller sygdom. Alt dette i forhold til ”fremmedgørelse” i forhold til natur, der ændrer sig.
 
Oven i hatten fremhæver ordets opfinder, Glen Albrecht, at ordet har en fjerde reference – den lydmæssige lighed med nostalgi.
 
Solastalgia kombinerer fornemmelserne af trøst, forladthed og sygdom  samlet i en følelsestilstand af fremmedgørelse over for naturen. Foto: Getty Image.
 
Glasmennesker og kemikaliespor
Men kernepunktet er altså sorg og afmagtsfølelse og længsel, når naturomgivelser, man hidtil har følt sig knyttet til, ”været hjemme i”, ændrer sig. Med Albrechts ord: ” In short, solastalgia is a form of homesickness one gets when one is still at “home.””
 
Der lader til at være en vis tradition for, at psykiske symptomer og forstyrrelser – særligt de mere bizarre – binder sig til deres samtids store tendenser og nybrud.
 
Da glas, i den sene middelalder, blev nogenlunde almindeligt, udviklede folk den vrangforestilling, at de var lavet af glas. Den franske konge Charles VI led af dette og skulle efter sigende have pakket sig ind i tæpper, så han ikke gik i stykker.
 
Da glas blev en dagligdags genstand, ebbede ”glassygen” ud. I det 19. århundrede begyndte folk at være optagede af cement. I dag er de bange for, at internettet læser deres tanker, eller for at ”chemtrails” forgifter dem.
 
Den franske konge Charles den 6. troede, han var lavet af glas. Han lå ubevægelig i timevis og gik med ekstra-ribben lavet af metal.
 
Klimaangsten
Solastalgia refererer naturligvis ikke direkte til en psykotisk vrangforestilling, som forestillingen om at være lavet af glas eller cement. Ikke desto mindre er det tankevækkende, at begrebet melder sig nu, hvor der er et (helt rimeligt) øget fokus på vores klima. For nogle er klimaforandringerne vitterligt det store dyr i åbenbaringen, så ikke så underligt, at der også skal gå en slags diagnosejagt i den.
 
Set udefra kan det imidlertid være svært at se, hvad der skulle være beklageligt ved, at et stykke ”natur” – et begreb, der i sig selv er ualmindeligt svært at give nogen form for definition på, der ikke er rent konventionel, og som ikke indebærer, at nogen skal gøre vold på i det mindste nogle af deres intuitioner om, hvad der er ”natur” – skulle ændre sig som sådan.
 
Naturen forandrer sig radikalt i Netflix-sci-fien Annihilation. Væksterne bliver større og vildere, hybriddyr går til angreb, og sæbeboblekatedraler omspænder hele landområder. Men det er stadig natur. Stillbillede fra filmen.
 
Medmindre der decideret er tale om asfaltering af et stykke skov, er ændringer af natur jo ikke ændring fra natur til noget andet. Det kan være, der kommer andre planter, andre dyr, andre insekter, andre nedbørsmængder, men natur er det vel stadig?
 
Så hvis begrebet solastalgia skal give mening, handler det næppe så meget om natur, som det handler om kultur, mindre om bier og blomster derude, og mere om særligt tillærte opfattelser af, hvad der nu hører sig til, og hvad der ikke gør. Lidt ligesom forvandlingen af Tisvildeleje fra kulturradikal, gemt rigmandslomme til massernes allemandseje i juli. Hvad skal det nu til for?
 
Bevares. Med til fortællingen hører naturligvis, at klimaforandringerne efter alt at dømme er reelle og udgør en af de største moralske, teknologiske og økonomiske udfordringer, vi har. Det er et problem, der er kød (eller rødbedefars) på, og det skulle nok give anledning til søvnløse nætter og længsel efter stabilitet.
 
Men nostalgi eller følelser af fremmedgjorthed, afstedkommet af små ændringer i en biotop, således at den rødspættede svingsvale er blevet fortrængt af den flejnskaldede perlehøne? Helt ærligt, det er godt nok et first world problem.
 
Problemer bliver nær-medicinske
Og hertil kunne man lægge, at den slags sejlende romantiske følelser næppe udgør en sund motivation for faktisk at gøre noget ved udfordringerne med klimaforandringer. Hvis de små ændringer af ens favoritbiotop decideret kan udløse følelser af fremmedgørelse, hvordan får vi så fx iværksat den massive beplantning med træer, der af nogle foreslås som en del af løsningen?
 
Det er da også sigende, at den artikel, hvor ordet synes at være lanceret, i en forskningsmæssig kontekst drager sine konklusioner ud fra to tilfælde, hvor ændringer i miljøet dels er massive, dels truer de berørte på brødet.
 
Den ene gruppe af undersøgte var farmere, der havde oplevet flere års tørke, den anden var beboere tæt på åbne kulminer. Det er ligesom lidt mere til at tage at føle på. Men at drage omfattende paralleller fra lokalsamfund, der bliver smadrede, til enkeltstående naturromantikeres følelser, er helt ude i den dybdeøkologiske hampemark.
 
Sætter man sig op i helikopteren, illustrerer lanceringen af en term som solastalgia en interessant trend, nemlig, at hvis noget er et problem, skal det helst over i kassen med medicinske eller nær-medicinske problemer. Det, at man gør noget til en patologisk tilstand, giver åbenbart pote.
 
Således har amerikaneren Richard Louv bragt begrebet ”nature-deficit disorder” til torvs i bogen Last Child in the Woods: Saving Our Children From Nature-Deficit Disorder. Louv har den udmærkede pointe, at amerikanske forældre pakker deres børn ind i vat, og så bruger resten af tiden på at finde anekdotisk evidens for, at ”naturmangel” kan forklare alt fra ADHD til overvægt.
 
Bliver naturunderskuds-orstyrrelser (Nature-Deficit Disorder) fremtidens store modediagnose? Billede af Richard Louvs bog om den tilsyneladende sammenhæng mellem moderne børns natur-deprivation og deres diagnoser.
 
Man kunne også få den kætterske tanke, at i og med vi har gjort ”stress” til et individuelt, psykisk fænomen – altså, en patologisering af fænomenet, så gør vi løsningen af problemet stress en bjørnetjeneste: Javel, vi får opmærksomhed på problemet ved at gøre det til en sygdomstilstand.
 
Men vi fjerner måske fokus fra løsningerne af stressproblemerne – mere medindflydelse, bedre organisering, flere ressourcer – ved at gøre dem til en patologisk tilstand, der handler om den enkelte.
 
Det samme frygter undertegnede, sker, når vi begynder at fokusere på, hvad nogle mener, klimaforandringer gør ved vores følelsesliv og identitet, snarere end, hvad klimaforandringer gør for vores levevis, vores politiske og økonomiske strukturer, osv.
 
Udfordringerne er for alvorlige til, at vi kan tillade os at gøre dem til en ”så dør baby”-situation.

Relaterede artikler

Vi skal samle på ord der skinner af betydning - Er vores ordforråd blevet affortryllet - eller er vi bare blevet så dygtige til systemisk tænkning, at vi må bruge smile...
Det muterede jeg i Area X - Alex Garlands Netflix-film "Annihilation" balancerer mellem science fiction, øko-horror og arthouse; en svær blanding, d...
København, jeg er din sidste søn - Københavnere, det er tid til at genopdage, hvor vi lever, og hvem der lever omkring os og hvordan. Efter at vores digita...
Alle livsvejledere elsker autencitet - Da Gud blev erklæret død i slutningen af 1800-tallet, blev et verdensbillede med faste etiske værdier afløst af et dynam...
Dystopier skal bekæmpes med demokratiske fester - this.-konferencen er en ny af slagsen. Blandt nedlagte banelegemer og store betonbygninger vil konferencen italesætte ma...
Gadernes skjulte subtekster - I et bybillede skæmmet af borgmesterpik-kunst og monotone outdoor-reklamebilleder med den samme underliggende fortælling...
Er du totalfornægter eller superspeltspiser - Den ualmindeligt varme sommer har fået selv de mest hårdnakkede Bjørn Lomborg-tilhængere til at svede (både i bogstaveli...
En nådesløs, ærlig manual over verdens tilstand - Nej, internettet blev ikke skabt til kattevideoer. Pluto er en mobbet planet, ingen gider søge efter, og Chuck Norris er...
Omlæg til kernesund mediekost nu - Klikker du forvirret rundt på Facebook? Stjæler du andres links? Læser du de kognitivt udfordrede lokalsprøjter Politike...
Klima er nederen - Mange er kørt klimatrætte og har hørt alt for meget om påpasselighed og ansvar på den kedelige måde. Modstand er sjovt. ...
Brand dig med struggle-bragging - Livet er en evig kamp mod Excel-ark, PowerPoint-præsentationer, netværksmøder, familiepligter og slatne overarme, men fa...
Red verden i julen - Julen er en tid for traditioner og ekstremt forbrug. Noget kunne tyde på, at vi er nogle af de sidste, der kan redde pla...
Skam dig, din klimaskurk! - Skammer du dig over din sidste flyvetur til Paris? Hvis ja, er du ramt af klimaskam - du er en klimaskurk! Den nye folke...
Læs dig igennem sommeren - Sommeren er over os, og alle de der bøger, vi havde sagt til os selv, at vi skulle læse, er for længst glemt. Heldigvis ...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

42 JOB

PR & Communications Manager

Se alle job Indryk job

Job

Seniorkonsulent

Frist: 15. december

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Journalist

Frist: 7. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.