Den dobbelte kriseløsning er født
Flyv flyv, skamme dig, Scavenius?

Alternativets nyudnævnte klimaordfører, Theresa Scavenius, har fløjet 24 gange på fem år. Dobbeltmoralsk, skandaløst og dumt lyder kritikken. Det kan man bare ikke som klimakriger. Tilhængerne er tilgivende og kalder det klimapuritansk hetz. Skandalens hovedperson er gået til modangreb fra sin Facebook med en frisk fly-selfie. Attituden er alt andet end flyverskjul og undskyld. Det er slet ikke dobbeltmoralsk, men et moralsk klimafilosofisk tilvalg, lyder fra den grønne politiker. For det er ikke individet som sådan eller Theresa som privatperson, der skal skamme sig. Kilde: Theresa Scavenius’ Facebook-forsvarspost.

Skrevet af
Frihedsbrevet har afsløret, at Alternativets klimaordfører, Theresa Scavenius, har fløjet mere en 24 gang på fem år. Et ramaskrig har rejst sig, for hvordan kan Theresa være klimakriger, når hun flyver rundt mellem København og Ålborg? Er det ikke dybt dobbeltmoralsk? Er det ikke endnu et eksempel på, at politikernes personlige moral ikke kan stå på mål for de politiske paroler? Nej, siger Scavenius med en frisk fly-selfie. Det er hetz. At udskamme hende er en klimapolitisk blindgyde. Ja, hendes flyveri er et bevidst klimafilosofisk værdiliberalt tilvalg, fordi almindelige mennesker skal flyve alt det, de vil. Debatten er splittet, om Scavenius skal flyskamme sig, eller om det er en puritansk klimaheksejagt. Debatten blev blot endnu mere skinger, da Politikens Marcus Rubin skrev, at hun skulle skamme sig. Rubins pointe var, at klimaet altid både er en personlig og politisk sag. Heksejagt skrev den berømte psykolog Svend Brinkmann i en replik, og nu er selve udskamningen i Politiken blevet et debatemne. Det interessante ved Scavenius’ flyskammeri er, at det handler om meget mere end dobbeltmoralske politikere. Det handler om, hvem der skal tage skyld og ansvar i klimakampen hvordan. Kforum ser nærmere på Theresa Scavenius’ fly-selfie-klimakrisestyring og dens modtagelse. Strategien er opsigtsvækkende og alternativ i sin klimafilosofiske liberalisme, men har den folkelig appel? Nej, men i og med at magtfulde støtter smider udskamningskortet, så går Theresa Scavenius fra at være skurk til at være helt. Den dobbelte kriseløsning er født.
Frihedsbrevets afslørende artikel. Læs den her. Kilde: Frihedsbrevet.

 
Kort efter Frihedsbrevets afsløring af hendes flyveri går Theresa Scavenius til modangreb med denne Facebook-post. Læs blot her: 
 
 

Det er okay at flyve som klimaaktivist, fordi… 

For en god ordens skyld, så lad os først gennemgå Scavenius’ forsvarsskrift.
Forsvaret starter med at tilbagevise beskyldningen om hykleri og dobbeltmoral. Ingen skal kalde hende hykler, fordi:
 
  1. hun har aldrig argumenteret for, at nogen skulle flyve mindre. Ergo, det er okay, hun flyver.
     
  2. Hun har aldrig har taget udgangspunkt i det individuelle ansvar. Ergo, hun har ikke noget individuelt ansvar for sit flyveri.
     
  3. Hun er filosofisk værdiliberal. Ergo, hun og alle andre må flyve alt det, de vil.
     
  4. Hvad hun gør som privatperson, såsom at flyve, har intet at gøre med hendes politiske ståsted.
 
Hvad der samlet peger tilbage på, at hun ikke er en hykler, fordi hun gør, hvad hun siger. Hvor præmissen så er, at hun altid har stået ved sit flyveri. 
 

Det er samfundets skyld og ansvar

Efter tilbagevisningen af hyklerianklagerne udfolder hun sin klimapolitiske position, som også er essensen af hendes forskningsmæssige position. KIimaet er ikke et individuelt ansvar, det er et fælles politisk strukturelt ansvar. 
 
 
Løsningen er at gå fra aktør-blame game til struktur-blame game
At vinde klimakampen kræver ifølge Theresa Scavenius, at vi siger farvel til 1970'ernes triste reuse-, recycle- og reduce-tilgang til adfærdsændring. Vi har alt for længe opfattet klimakampen som en inderlig personlig pietistisk kamp for at begrænse den personlige efterspørgsel. Altså, hvor klimakampen kæmpes ved at udskamme og true en skyldbetynget befolkning til at sige farvel til det liv, de med rette elsker. 
 
Selvdisciplin og selvhad er en dårlig, dyr og alt for langsom start på adfærdsændringer. En pointe, hun folder ud i et længere indlæg på LinkedIn, hvor hun også henviser til sin klimapolitiske forskning, der netop omhandler, hvorfor man ikke skal udskamme det enkelte menneske. At leve klimakorrekt er ifølge Theresa Scavenius’ forskning praktisk umuligt. Slet og ret en umulig opgave og pligt. Hvad hun udfolder i denne videnskabelige artikel, som kan læses her. 

Hate the game, not the player

Løsningen er ifølge Theresa Scavenius at gå fra aktør-blame game til struktur-blame game. At gå fra efterspørgselsbegrænsning til udbudsalternativer. Vi vinder kun, hvis vi sætter turbo på udbudssiden af klimakampen. Problemet er ikke, at folk (individ) skamløst flyver frem og tilbage til Ålborg som hende. Problemet er, at verdenssamfundet (struktur) ikke har støttet udviklingen af elektriske fly. Den snusfornuftige morale er, at vi kun kan få almindelige mennesker med i kampen, hvis de IKKE skal opgive deres flyrejser. Ved at flyve rundt peger Theresa Scavenius implicit på denne analytiske pointe. Problemet løses ikke på ti år ved, at vi fromt sorterer vores affald. Din, min og andres fromhed eller mangel på samme er hverken problemet eller løsningen. Vi har kort sagt for travlt til at være fromme og er for dumme til at være ansvarlige. Godt det samme. Det er systemets skyld, ikke din, min eller din nabos. Ergo, det er systemets ansvar. Dette ansvar skal så løses i de politiske fællesskaber.

 

Rollemodel er en rolle, Scavenius ikke gider spille

Efter argumentation for, at det er strukturens skyld og ansvar, fortsætter Theresa Scavenius med at undergrave og udfordre begrebet “politisk rollemodel” i teori og praksis. Dette er klart forsvarets svageste del.
 
Det er naturligvis for at imødegå kritikken af, at hun IKKE er en klimarollemodel, når hun flyver rundt. Teoretisk er “rollemodel”, ifølge Scavenius, et negativt defineret Jesus-kompleks, hvor man tager andre menneskers synd og ansvar på sig. At være en rollemodel er en ufolkelig og udemokratisk position. Ergo, hun er IKKE en rollemodel, og dermed er hun folkelig og demokratisk i sin adfærd. At være en god og ærlig politiker er alt andet end at være en rollemodel. Det er en demokratisk værnepligt, som hun tager nu, som andre folk også kan og bør påtage sig. At flyve som andre mennesker er at kæmpe for demokratiet. Præmissen er, at hendes rolle som ikke-rollemodel er traditionel politik modsat pseudo- og symbolpolitik. Politik, som giver mening og er rigtigt, modsat rollemodelrollen, som er ren følelse. Afsluttende nivelleres  og iscenesættes flyveriet, som “personlige valg“ uden energi. Dette valg af transportform er et insisterende valg på at leve, som andre borgere er flest.  

 

Er det god krisestyring? Nej, for det har en snert af Erasmus Montanus over sig

Som krisestyring af sit flyveri er Theresa Scavenius’ replik interessant. Hun er tydeligvis IKKE blevet taget på sengen, men hendes valg er en udfoldet og levet værdiliberal position. Hun har ikke bare tænkt over det, men forsket og publiceret omkring netop dette. Hvad der alt andet lige giver forklaringen på hendes “dobbeltmoral” en kæmpe pondus. Hun har også tidligere offentligt stået ved sit flyveri. 
 
Frihedsbrevets forsøg på at udskamme hende er således noget, hun allerede har italesat som et teoretisk problem. Svagheden ved denne meget akademiske og alternative klimakrisestyring er, at den er dybt ufolkelig. Bortforklaringer har en snert af Erasmus Montanus over sig, hvor accepten af den værdiliberale frikendelse af det personlig ansvar kræver en ph.d. i klimateori for at virke overbevisende. 

Skam dig, Theresa melder Politiken meget bastant ud i sin leder. For klimakampen er både politisk og personlig. Kilde: Politiken. 
 

For flertallet er klimakampen både en personlig og en fælles politisk kamp

Denne “stærke” strukturposition – det er samfundets politik 110 procent – er en marginal position, som ikke deles bredt i befolkningen. Almindelige mennesker tænker langt mere simpelt omkring hverdagslivets moralske dilemmaer. For det store flertal er klimakampen både en personlig og en fælles politisk kamp. Hvis man kæmper for det politiske, kæmper man også for det i praksis og i sin hverdag. Med et fint ord er det et strukturationsproblem, hvor individ og samfund skal spille sammen. Ved at flyve som klimakriger mangler hun personlig integritet og svigter den nødvendige strukturation. 

 

Theresa Scavenius’ værdiliberalisme i opposition til Greta Thunbergs inderlige insisteren på at tage toget

Hun er hykler, er dommen, som netop også er den anklage, hun prøver at argumentere imod. Altså endnu et eksempel på de moralsk korrupte politikere, som også Weekendavisen beskriver Theresa Scavenius. Her henviser de til nyere politologisk forskning, som viser, at politikeres troværdighed lider skade, hvis de ikke lever op til egne idealer. Hykleri straffes hårdere af vælgerne end lovbrud. Specielt falder troværdigheden for dem, som stemmer alt andet end Alternativet. Her står Theresa Scavenius’ værdiliberalisme i opposition til Greta Thunbergs inderlige insisteren på at tage tog, og sågar sejle, hvis det er nødvendigt. Scavenius’ forsøg på at forklare sig svækkes også af, at indenrigsflyvning er noget af det mest klimakontroversielle. I Frankrig er de korte ruter netop blevet forbudt i bestemte tilfælde. Mette Frederiksens kamp for grønt brændstof til indenrigsflyvning er endnu et eksempel på, hvor politisk betændt transportformen er. Pointen er, at Theresa Scavenius ville have stået bedre, hvis hun var fløjet over Atlanten, hvor de transportmæssige alternativer er ikkeeksisterende.  
 

Scavenius’ mærkelige “jeg er ikke rollemodel, ergo er jeg demokrat”-argument

Hele hendes diskussion af rollemodel-begrebet er meget diffus. Det virker som en meget søgt forklaring på, hvorfor hendes indenrigsflyveri er i orden. Argumentationen bygger på mange kontroversielle præmisser, såsom at hun er mere demokratisk, fordi hun nu ikke kan være en rollemodel, og andre mærkelige argumentationskæder. 
 

Hvis Scavenius er hykler, er vi alle hyklere

Hendes bortforklaring er dog ikke uden folkelig appel. På den anden side ligger der nemlig et stor potentiale i, at almindelige mennesker også er dobbeltmoralske i klimakampen. Når Marcus Rubin peger fingre af Theresa Scavenius og udskammer hende, føler mange almindelige mennesker sig også ramt på deres egen dobbeltmoral. Politikens skingre Skam dig, Theresa Scavenius var en voldsom formulering af et meget svært dilemma. Hvad der fik Svend Brinkmann til at reagere med en replik og kalde Politiken for klimapuritanere og kritisere avisens letkøbte moralisme på Facebook.
 

Theresa Scavenius: fra helt til skurk

Det interessante her er så, at Politikens bastante udskamning skaber sympati for Theresa Scavenius. Den “dumme” moralisme er nu skurken, og hokuspokus er Theresa Scavenius ikke længere en dobbeltmoralsk skurk, men et offer for moralisme. 
  

Hun er nu helten i metamedie-moralismekrisen

Pludselig får hun opbakning fra magtfulde meningsdannere såsom Svend Brinkmann, Anne-sophia-hermansen og Berlingskes Simon Bendtsen. Krisen bliver nu en sekundær metamedie-moralismekrise, hvor problemet er, at hun er blevet udskammet af en letkøbt moralisme. Hvad der i krisens slutfase flytter fokus fra hendes hykleri. Alt i alt kommer Theresa Scavenius overraskende positivt ud af skandalen, fordi dækningen af skandalen bliver en skandale om uretfærdig udskamning.  
 
Hvordan man bliver en helt igen ved at trække udskamningskortet, så kritik og skandaliseringen er hetz og skammeri.
Når håndtering og metamedie moralisme framing som offer for moralisme opløser den oprindelige krise og er løsningen. Kilde: kforum egen udviklet figur.
 

Den dobbelte kriseløsning er hermed opfundet

 
Det sjove er her, at man i mange år i kommunikationsverdenen har talt om den dobbelte krise, hvor selve kommunikationen bliver krisen. Theresa Scavenius-skandalen er her det overraskende omvendte, hvor kommunikation bliver det, der svækker og opløser den oprindelige krise. Krisen går så at sige i meta, og på metaniveauet er skurken pludselig helt og offer. Muligvis en helt ny figur i woke-kapitalismen, hvor udskamning og moralsk forargelse har så meget energi og konfliktpotentiale. Som det udtrykkes på de sociale medier af Signe Wenneberg, som altid har sans for folkestemningen: “Vi skylder dem (Theresa Scavenius, Connie Hedegaard og Katherine Richardson, red.) en stor tak - ikke udskamning.” Man siger dobbeltmoral er dobbelt så godt. For Theresa Scavenius er dobbeltmoral ikke blot dobbelt så godt. Det er noget, folk takker hende for på internettet nu. Den alternative klimakrisestyring må siges at være lykkedes over al forventning. Den dobbelte kriseløsning er opfundet på indenrigsruten mellem København og Ålborg, af alle steder. Vi skylder Theresa Scavenius en stor tak for dette.

 


Se Scavenius i Deadline her.

 

 

Relaterede artikler

Ballademagere – nu uden ballade - Klimabevægelsen Extinction Rebellion har opbygget et højt kendskab gennem blokader af bil- og flytrafik. Nu vil de dropp...

Kommentarer

Få nyhedsbrev

32 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 19. februar

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 13. februar

Head of Investigations

Frist: 22. februar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.