Arnes tur er sammensmeltningen af samfundssind og velfærdsløft i et og samme forslag og person. Kampen for Arnes tur er blevet en kamp for værdighed. Ikke dramatisk om fordeling, men en underspillet Robin Hood, hvor symbolværdien og det kontraktpolitiske løfte slår den økonomiske effekt og omkostning. Altså på overfladen en økonomisk ansvarlig kamp for en økonomisk svag gruppe. Alt i alt en fantastisk platform for den videre kamp. Platformen står på fire grundpiller. Lad os se på Mettes fire spinsejre i kampen for Arnes tur.#REKLAMEPLADS#

1- 0 for Arne: Værdigheden selv. Alt andet ville være uretfærdigt
Fortjener alle nogle gode pensionsår? Ja, naturligvis. Skal folk vente med at gå på pension til de er syge? Nej, naturligvis ikke. Regeringen er lykkedes med at frame diskussionen om Arnes tur som et værdigt krav fra en gruppe værdigt trængende. 

Modstandere fra borgerlige partier og erhvervsorganisationer startede med at lægge afstand til forslaget om tidlig pension for “vi skal ikke sende raske foran i pensionskøen”, og det er “urimeligt at nogle arbejdsdygtige kan gå på pension” som venstre og DA siger.

Alt tyder på, at mange danskere deler regeringens nedslidningspræmis, men er blot uenige om hvor og hvor meget nedslidning. Altså, de anerkender problemet, men er i tvivl om grænsedragningerne. Igen en framingsejr.

Det er også regeringens første ægte røde sejr. Mange har savnet egentlige politiske udspil, udover keynesiansk krisestyring. Forslaget om tidlig pension er således det første politiske udspil i mange år, der rent faktisk og uomtvisteligt styrker klassiske velfærdsrettigheder. 

Så med dette udspil markerer Mette Frederiksen sig som den første socialdemokrat i mange år, der styrker forholdene for de arbejdende danskere. Hun vil helt sikkert gerne lave reformer, der ikke kun handler om at øge arbejdsudbuddet, men også om forbedringer af velfærd i klassisk forstand. 

Så kritikerne spiller bolden tilbage på hendes bane, når de siger, at man kan arbejde, til man bliver syg. 

Socialdemokratiets klassiske allierede er da også kommet ud med støtte i kampen for Arnes tur. Dansk Metals formand, Claus Jensen, mener, at alle “fortjener nogle gode år på pension” og fra Fagbevægelsens Hovedorganisations Lizette Risgaard er meldingen, at “ingen skal gå direkte fra arbejde til sygeseng!”. 1-0 til Mette for Arne.

2-0 i kampen for Arne: Røveri? Nej, retfærdig Robin Hood! 
Hvem skal betale? De, som ikke har levet op til deres samfundsansvar! Finanssektor, boligspekulanter og de rige, naturligvis. 

Mette har med et klogt Robin Hood-greb koblet kampen for Arnes tur med samfundssind og klassekamp. De, som ikke tog ansvar under finanskrisen og snylter på vores boliger skal betale ekstra til fælleskassen, lyder det snusfornuftigt. Kort sagt payback 1:1.

Dermed er der sket en kobling af tidlig pension med en bred folkelig foragt for finanssektoren og boligspekulanter. Dette kobles elegant med tilbagerulning af skattelettelser til dem i toppen af indkomstskalaen. Fair med fair på. 

Ingen kan jo havde ondt af, at man tager pengene fra dem, som har for mange i forvejen, lyder den socialdemokratiske logik. En logik, som har stor opbakning i befolkningen, som har et gammelt uafsluttet regnskab med finanssektoren tilbage fra finanskrisen i 2008, og kampen mod Blackstone er formentligt heller ikke glemt. Danske Banks pinlige hvidvaskningssag har også holdt vreden i kog. 

Socialdemokratiets vælgere såvel som befolkningen har det derfor helt okay med at tage pengene fra “banditter i habitter” og give til folk som Arne, der er kommet tidligt på arbejdsmarkedet og har arbejdet mange, hårde år.

Så 2-0 til Mette i kampen for Arne: Hun vinder dagsordenen om den retfærdige finansiering. Endda med en smart retorisk manøvre, der knytter samfundskontrakten til det socialdemokratiske projekt eksemplificeret ved Arnes tur. 

Men det er en balancegang, for hvor langt kan man trække talen om fællesskab, hvis nogle befolkningsgrupper føler, de bliver forbigået?

3-0 i kampen for Arne: Et lille løft for en lille gruppe indfriede et stort løfte!
Det konkrete forslag om tidlig pension virker ikke prangende. Det er ikke en gavebod. Ydelsen er på niveau med folkepensionen og altså relativt lav i hvert fald sammenlignet med dagpenge og senior- og førtidspension. Alene dette vil lægge låg på, hvor mange der vælger at gå på tidlig pension.

Kilde: Regeringen. Ydelsen på tidlig pension er lavere end dagpenge, senior- og førtidspension.

Så satserne er rimelige, nogle ville måske mene lave, men hvad med adgangskriterierne? Ja, de synes heller ikke prangende. Det kræver over 42, 43 eller 44 år på arbejdsmarkedet som 61-årig. Man skal altså være startet på arbejdsmarkedet som 17-, 18- eller 19-årig. De færreste ville trods alt mene, at det er en gavebod. Igen vil nogle måske endda mene, at det er lidt stramt. 

Spørgsmålene om satserne er for lave, og det er for få, der får rettighederne, er da også en kritik, der er kommet fra venstrefløjen og i meget moderat form fra de fagforeninger, hvis medlemmer i mindre omfang bliver omfattet. 

Denne dagsordenskamp rummer en betydelig risiko for regeringen – nemlig løftebrudsdagsordenen. Fra venstrefløjen kan den rejses som svigtede løfter og fra højrefløjen som, hvad Lars Løkke Rasmussen formulerede det under valgkampen, Danmarkshistoriens største bluffnummer.

Mette Frederiksens ret til tidlig pension til nedslidte er jo ikke rettet mod nedslidte. Den er rettet mod folk, der har været på arbejdsmarkedet i lang tid. Nedslidte eller ej.

Regeringen vil helt sikkert fastholde, at det er en klokkeklar indfrielse af løftet. Regeringen vil fastholde, at den har leveret en rettighedsbaseret model baseret på objektive kriterier. Den vil fastholde, at modellen på bedst mulige vis sikrer en rettighed for de relevante målgrupper. 

For denne udlægning vil tale, at disse grupper er de mest fysisk nedslidte, og de har uomtvisteligt arbejdet flere år end mange af de fleste danskere. Mod taler, at der vil være grupper, der håbede at være med, men som ikke bliver omfattet. Især vil områder, der især er præget af psykiske sygdomme, kunne føle sig forbigået. 

For tilbagetrækningen vil størstedelen af fagbevægelsen kæmpe. Formentligt ledt an af klassiske forbund som 3F, FOA, Dansk Metal, NNF og Blik & Rørarbejderforbundet. Andre forbund, der repræsenterer lønmodtagere med længere uddannelse, og hvor arbejdsmiljøproblemerne er mere psykiske end fysiske, vil være mere forbeholdne, men dog formentligt bakke nogenlunde høfligt op. 

Mod vil være erhvervsorganisationer. Og hvis regeringen virkelig er heldig, kaster finanssektoren sig ind i et larmende offentligt selvforsvar. 

Det er vel en kamp, regeringen gerne vil kæmpe, og det er allierede, den gerne vil være sammen med. Så vores bud er 3-0 til Mette. Det ender næppe med at blive defineret som et 2.0 nyrupsk svigt som med efterlønsgarantien. Her har Mette & co. tydeligvis lært af historien. 

4-0 i kampen for Arne: Det er økonomisk ansvarlighed at tage fra de økonomisk uansvarlige
Men er det ikke totalt økonomisk uansvarligt? Ikke mindst i disse coronatider? Kan man bare bruge penge på den måde? Skal vi ikke spare? Det korte svar er: nej, ja, nej.

For det første er det netop ikke en meget omfattende model med lukrative ydelser. For det andet virker 3 milliarder ikke så voldsomt her efter alle coronapakkerne. Når alle andre er på støtten, så hvorfor ikke værdigt trængende Arne? Det har været alles tur, så er det vel også okay, at det nu er Arnes tur. For det tredje betaler banditterne i habitterne jo.

Men det er og bliver en klassisk angrebsflanke, hvor erhvervslivets interesser og borgerlige partier angriber Socialdemokratiet, og det vil de helt sikkert også gøre denne gang. 

Men det er op ad bakke. 

Mette Frederiksen er lige nu indbegrebet af ansvarlighed, og hvem har noget imod at tilbagerulle skattelettelser for de rigeste og ejendomsspekulanter og lade finanssektoren betale tilbage for pakkerne i finanskrisen? De må vise samfundssind – det er New Normal (Danske Banks gamle slogan) med stort A. 

Så det bliver 4-0 til Mette.

En god A-kamp
Under valgkampen var løftet om Arnes tur helt centralt, og siden har Mette Frederiksen gang på gang bundet sig fastere og fastere til masten med Arne i toppen spejdende efter penge og retfærdighed. Og med god grund, for med denne sag har hun vundet en principiel socialdemokratisk dagsorden. Hun laver reformer til gavn for arbejdende danskere finansieret af finanssektor, boligspekulanter og tilbagerulning af urimelige skattelettelser. Når det er dagsordenen, er det helt sikkert en god kamp at kæmpe for Socialdemokratiet. 

Kort sagt den perfekte platform for en valgkamp, der forener samfundssind og velfærd. Mette Frederiksen og hendes tro væbnere er klar til kamp. Er DF? Er V? Næppe. Mette vinder to perioder, og det vil hun kunne takke Arne for.