Scholzomatens effektive kommunikation

Europas vigtigste valg, nemlig valget af Tysklands næste Bundeskanzler, finder sted 26. september. Vi fire politiske nørder fra Danmark har været i Berlin for at tage temperaturen på de sidste valgforberedelser og få indblik i den politiske kommunikation.
På farten med rygsæk og middelmådige tyskkundskaber fra møde til møde om den tyske valgkamp. Her foran det historiske Hotel Oderberger i Prenzlauer Berg. Fra venstre: Astrid Haug, Peter Mose, Jakob Sand Kirk og Lars L. Nielsen.
På farten med rygsæk og middelmådige tyskkundskaber fra møde til møde om den tyske valgkamp. Her foran det historiske Hotel Oderberger i Prenzlauer Berg. Fra venstre: Astrid Haug, Peter Mose, Jakob Sand Kirk og Lars L. Nielsen.
af Jakob Sand Kirk, Peter Mose, Lars L. Nielsen, Astrid Haug
Olaf Scholz, den socialdemokratiske spidskandidat, har siden i sommer taget et højdespring i meningsmålingerne efter længe blot at have ligget nummer tre. Det har givet ham tilnavnet den røde raket. Men i virkeligheden har han været den bedste til at gennemskue de tyske vælgere, ligesom han har været heldig ved, at de to andre spidskandidater, CDU’s (kristendemokraternes, red.) Armin Laschet og De Grønnes Annalena Baerbock, har fejlet. Laschet ved at grine og tale nedsættende på de forkerte tidspunkter, Baerbock ved at sjuske med citater og CV. Forseelser, som de tyske vælgere ikke ser på med mildhed.  
 
Og lad det være sagt straks: Der er, sammenlignet med amerikanske valgkampe, noget altmodisch over metoderne i tysk valgkamp. Nogle vil endda sige rationelt og kedsommeligt. Ikke noget med svulstige endsige nationalistiske rallies med råben og skrigen fra både menneskemængde og kandidat, som man kender det fra USA. Men for tyske standarder har valgkampen været dramatisk. Vi samler her op på, hvordan den socialdemokratiske spidskandidat har kommunikeret stabilitet og troværdighed som en sand arvtager til Merkel, og hvordan den tyske form for valgkamp har sikret ham yderligere forspring. Det afspejler sig dog ikke på sociale medier, hvor både Baerbock og Laschet har flere følgere.
 

Merkels arvtager

 
Merkel har i 16 år været det sikre valg. Umiddelbart burde CDU’s Armin Laschet være den oplagte kandidat som Merkels arvtager. De kommer begge fra det kristendemokratiske parti, der gennem mange år har haft førstefødselsretten til kanslerposten. Men hans vigende opbakning i meningsmålingerne tyder på, at vælgerne vil det anderledes. Han er ikke landskendt og har ikke formået at tage landsfaderrollen på sig. Og mon ikke det var en ødelæggende, selvudløst tsunamibølge mod Laschets spinkle kanslerdrømme, da han under en tale til ofrene for oversvømmelserne tidligere på året ikke kunne holde et grineflip tilbage, eller da han talte nedsættende til en kvindelig studievært. Det var der ikke megen statsmand over. 
 
Armin Laschet har sat sit forspring over styr. Foto: Getty Images
 
På samme vis fik De Grønnes kandidat problemer hen over sommerferien. Der er ok – måske endda godt – med lidt fornyelse og visioner, som De Grønne i en periode havde succes med. Men det må ikke være på bekostning af en stabil indsats, hvilket partiets nedgang viser. Annalena Baerbock, den unge entreprenante kandidat, faldt hurtigt i meningsmålingerne, da hun viste sig ikke at stå stabilt i modvind. Hendes stil virkede i lang tid frisk og inddragende, men hendes kampagne kunne ikke stå distancen, da den for alvor kom under pres, og hun blev afsløret i dumme fejl med sjusk, pyntet CV og citatfusk i en ny bog. Begge dele fejl, der netop underminerer Baerbocks meritter som seriøs og stabil politiker. 
 
Banen er dermed kridtet op til den tredje kansler-spidskandidat, nemlig socialdemokraten Olaf Scholz, nuværende finansminister under Merkels regering. Hans mekaniske fremtræden har givet ham tilnavnet Scholzomaten, hvilket han i det meste af valgkampen har levet op til – ingen store armbevægelser, ingen overraskelser. For få dage siden dukker der så en hvidvask-sag op, som kan vise sig at kaste grus i Scholz’ finmotoriske valgmaskine. 
 
Ikke bare politisk, men også visuelt og sprogligt iscenesætter Scholz sig selv som Merkel. Han har optrådt med hendes berømte signatur-håndstilling, Merkel-Romben, og i hans store lanceringsvalgvideo er sloganet: ”Scholz packt das an”. Ikke visioner eller dynamik, nej, men kompetence og soliditet. Det er bankrådgiverkommunikation af højeste karat. Og det er tydeligt, at Scholz havde planlagt dette lang tid før, de andre begyndte at lave fejl; det blev hans store taktiske fordel. Vælgerne oplevede ikke, at han ændrede stil, men derimod fremstod han yderligere stabil og kompetent på grund de andres kandidaters fejl. 
 
Socialdemokraternes kanslerkandidat iscenesætter sig selv som Merkels arvtager. Her med Merkels signatur-håndpositur på forsiden af Süddeutshe Zeituing Magazin. 
 
Vælgernes opfattelse af de tre spidskandidater blev yderligere cementeret under de store og vigtige partileder debatter på tv efter sommerferien. Scholz spillede hver gang på sin rolle som finansminister og sine erfaringer, hvilket var klogt og taktisk rigtigt, når CDU opstiller en spidskandidat uden national erfaring og mange usikre handlinger. 
 
Scholz-taktikken virkede. Det kunne vi se, når partilederdebatten efterfølgende blev evalueret af vælgerundersøgelser, hvor vælgerne udnævnte Scholz som den mest kompetente partileder. Dermed blev udfordringerne for Laschet kun større af de store tv-debatter. Kristendemokraterne blev derfor nødt til at bruge negative kampagner i deres forsøg på at stoppe fremgangen for SPD.
 

Vrede røde sokker

 
CDU har eksempelvis løbende ført kampagner på, at en stemme på socialdemokraterne er en stemme på at få kommunisterne med ind ad bagdøren. CDU’s berømte ”røde sokker”-valgplakat fra 1994 har lagt navn til denne særlige tyske variant af skræmmekampagner mod den røde fare fra fortiden, som stadig dukker op i valgkampene, omend nu mest på sociale medier. 
 
CDU-valgplakater fra 1994 og 1998 beskylder socialdemokraterne for at lukke kommunister ind ad bagdøren. Disse røde -sokker-kampagner er forløbere for nutidens negative kampagner på sociale medier
 
Men også de tyske socialdemokrater i SPD har haft gang i personangreb med en video, der angriber Laschets katolicisme. Her italesætter SPD, at en af Laschets nærmeste politiske kolleger for mange år siden har udtalt sin støtte til seksuel afholdenhed før ægteskabet. Det er uhørt at bringe religion ind i tysk valgkamp. SPD har fået en del røg for videoen, dog ikke noget, som ser ud til at have påvirket meningsmålingerne negativt. CDU svarer igen med en video, der fremstiller Scholz som en kujon, der for alt i verden vil være forbundeskansler.  
 
 
Uhørt angreb på CDU’s spidskandidat og Merkels officielle arvtager, Armin Laschet. 
 
Der kommer også mudder fra det yderste venstre. Die Linke, der er partiet mest til venstre i den tyske Bundestag, har blandt andet leveret nedenstående fikst udførte videospot, som er distribueret organisk på sociale medier organisk. Spottet peger på, hvor lidt der er sket i de seneste 16 år i tysk politik. 
 
Videospot fra Die Linke, der hvilket sætter spot på Merkels manglende meritter som reformator.
 

Gode valgkampe kan godt være kedelige 

 
Selvom sommerferien blev et turnaround for valgkampen, så er metoden og aktiviterne i en tysk valgkamp kedelige sammenlignet med andre lande. Vi hørte ganske vist fra kampagnerådgivere, at flere af partierne har ladet sig inspirere af præsident Barack Obamas valgkampagner. Men det var svært at se. Partiernes kampagner ligger milevidt fra Obamas digitale valgkampe i 2008 og 2012, og det til trods for, at der er flydt en del flere sociale medier i åen siden dengang. Partierne er naturligvis på de store sociale medier; nogle har endda vovet sig på TikTok og Telegram. CDU har en app, som deres tilhængere kan bruge, når de stemmer dørklokker. 
 
Men begejstringen, mobiliseringen og involveringen af unge vælgere kan de ikke levere på. Det er absolut slående, hvor lidt de tyske partier gør for at nå de unge. Når vi spørger ind til det, lyder svaret, at de unge udgør en lille vælgergruppe og derfor ikke er så relevante at henvende sig til. Tyskland er demografisk sølvgrå i toppen – med mange ældre vælgere. De 18-29-årige udgør kun en ottendedel af vælgerbasen. Men med en valgdeltagelse på under 70 procent ved det seneste valg skulle man mene, der var noget at komme efter ved at mobilisere flere unge. De unge stemmer mest på De Grønne, herefter kommer AfD. Desuden viste evalueringerne af tv-debatten den 12. september, at netop de unge vurderede De Grønnes Annalena Baerbock positivt. 
 
Men det er næppe nok for De Grønne. Tyskland er et land med en aldrende befolkning, og derfor er det stadigvæk de gamle værdier og stabilitet, som afgør valget, og dermed ligger vælgernes holdninger bedre til SPD end De Grønne. 
 

Fake news rammer ikke Scholz

 
Som var han bygget af teflon, har Scholz undgået at fået så meget som et støvkorn af kritik på sig under valgkampen. Ok, han er kedelig og forudsigelig, men det er ikke negative egenskaber i tysk valgkamp, hvilket man ved at skele til andre store nationer bør sætte stor pris på. Han er så kedelig, at der ikke engang bliver lavet fake news om ham. En ny rapport om fake news og disinformation i den tyske valgkamp fra organisationen Avaaz viser, at fake news er gået hårdest ud over Annalena Baerbock. 70 procent af de opsamlede falske nyheder er således om Baerbock, 30 procent har haft Laschet i fokus, mens Olaf Scholz er gået helt fri. Nu er det store spørgsmål blot, om heldet varer ved helt frem til valgdagen d. 26. september.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job