Kampvogne i en glasbutik

Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi står midt i en af nyere tids største politiske skandaler: Varetægtsfængslingen af FE-chef Lars Findsen, som også er tidligere chef for PET og departementschef i Forsvarsministeriet. Findsen er sigtet efter en af de helt tunge paragraffer i straffeloven, helt ude i det kapitel, der kaldes “Landsforræderparagrafferne”, med en straframme på op til 12 år.

At tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen efter ugers mediespekulation nu også er sigtet efter samme paragraf, gør ikke dramatikken mindre. Derudover er (mindst) tre andre medarbejdere fra FE og PET også sigtet.

De fleste er nok også efterhånden klar over, at det er svært at finde ud af, hvad skandalen dybest set handler om. Det er mildest talt bizart. Og lidt af en skandale i sig selv.

Eftersom sagens substans — og cirka alt omkring den — stadig er ekstremt hemmeligholdt, går debatten næsten udelukkende på “proces-spørgsmål”. Hvornår vidste regeringen hvad? Hvilken minister/departementschef kan lide/ikke lide Lars Findsen? Hvad præcis har Sikkerhedsudvalget diskuteret, og hvornår? Hvad tænker vennerne i USA mon ikke om affæren? Er det Mette Frederiksen personligt, der har arresteret Lars Findsen ude i lufthavnen, fordi hun var bange for, at han havde fundet hendes sms’er i Makedonien? Etc, etc.

Den slags spørgsmål kan sagtens være rimelige – de har bare nærmest intet med selve substansen at gøre.
Så lad os starte et andet sted. Mere præcist d. 24. august 2020, hvor Tilsynet for Efterretningstjenesterne udsendte noget af en pressemeddelelse, som sidenhen har lavet bølger i andedammen, for nu at sige det mildt.

TET’s kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste

TET begyndte deres pressemeddelelse således:

“Tilsynet med Efterretningstjenesterne kom i november 2019 ved én eller flere whistleblowere i besiddelse af en betydelig mængde materiale vedrørende FE, som tilsynet ikke hidtil har haft kendskab til eller mulighed for at tilvejebringe.”

Kritikken gik på:

At FE, inkl. FE’s chef, har tilbageholdt vigtige oplysninger for tilsynet og givet tilsynet urigtige oplysninger vedrørende indsamling af og videregivelse af data (dvs. overvågning).

At centrale dele af FE’s overvågningsprogrammer kan bruges mod danske statsborgere.

At FE’s ledelse har undladt at følge op på eller nærmere undersøge indikationer på spionage inden for Forsvarsministeriets område.

At bl.a. FE’s ledelse prøver at dække over ulovligheder.

At FE før 2014 har igangsat ulovlige operationer, bl.a. overvågning af udlevering af data om danske statsborgere.

At FE har “behandlet oplysninger” om en af tilsynets ansatte.

Det er på den baggrund, at forsvarsminister Trine Bramsen hjemsender en række medarbejdere og chefer i Forsvarets Efterretningstjeneste, herunder både chefen for det hele, Lars Findsen, og dennes forgænger, Thomas Ahrenkiel.

Tilsynet afleverer en hemmelig firebinds rapport til regeringen, hvor de går nærmere i detaljer med det hele. Regeringen lover at undersøge sagen til bunds.

FE-kommission to the rescue

Fire måneder senere annoncerer Justitsministeriet næste skridt: en undersøgelseskommission vedrørende Tilsynet med Efterretningstjenesternes kritik.

Alt omkring undersøgelseskommissionens arbejde er hemmeligstemplet, så vi ved desværre ikke rigtigt noget. Ikke engang, hvad det helt præcist er, de har skullet undersøge. Kommissionen arbejder i et år og udsender så i december 2021 — samme dag, som Inger Støjberg dømmes skyldig i Rigsretten — deres resultat i form af en kort sammenfatning af den hemmelige rapport:

Pure frifindelse. Forsvarets Efterretningstjeneste har ikke gjort noget som helst forkert; ikke noget at komme efter.

Og her støder vi så ind i en nærmest gordisk knude.

Vi har to forskellige organer – Tilsynet med Efterretningstjenesterne på den ene side og FE-kommissionen på den anden – som på baggrund af cirka det samme materiale tilsyneladende kommer frem til diametralt modsatte konklusioner. Begge organer har været ledet af dommere, så vi kommer ikke langt med at sige, at “en dommer må have ret”.

Kan begge dele være rigtigt? Nej, åbenlyst ikke, hvis vi henholder os til nogenlunde normale forståelser af, hvad ord betyder.

So, what to make of it?

Vi har efter min mening ikke nok information til bare at sige: “Det må være sådan her tingene hænger sammen”. Det hele er omgivet af så absurd hemmelighedskræmmeri, at det er umuligt at få et helt billede i fokus. Det er desværre nok også meningen. Men vi kan gnave lidt i kanterne fra nogle forskellige vinkler og se, hvad der står tilbage.

Det første spørgsmål, der melder sig, er det, vi startede med: Hvad har Lars Findsen, og Claus Hjort, haft gang i, der har fået dem sådan i fedtefadet?

Det næste spørgsmål kunne være: Er der kommet nogle nye oplysninger frem i tidsrummet mellem august 2020, hvor Tilsynet med Efterretningstjenesterne udgav sin sønderlemmende kritik af FE, og december 2021, hvor FE-kommissionen blankt afviste kritikken? I så fald hvilke?

En nærliggende tanke kunne være, at svaret på de to spørgsmål rent faktisk er det samme?

Det virker, besynderligt nok, som en ret sandsynlig antagelse, selvom der er en sær tilbageholdenhed med at sige det offentligt.

I bemærkningerne til loven om FE-kommissionen fremgår det, at det er meningen, at de skal arbejde dels med det “foreliggende materiale”, altså dokumenterne fra Tilsynet, og dels, at de kan indkalde vidner/inddrage nyt materiale undervejs.

Vi kan forestille os, at kommissionen læser i Tilsynet med Efterretningstjenesternes materiale, at det helt store kritikpunkt omhandler et overvågningsprogram, hvor FE giver NSA adgang til at tappe datakabler i Danmark (i parentes dét program, som Dagbladet Information afslørede allerede tilbage i 2014). Tilsynets kritik går så videre på, at dette program kan blive brugt – bliver misbrugt – til alle mulige skumle forhold.

Men, mens kommissionen sidder og arbejder med dette, bliver de gjort opmærksomme på en række nye artikler i danske medier, dels i f.eks. Politiken, hvor man kan læse, at den whistleblower, der har givet de her oplysninger til Tilsynet, bare er en forvirret, laverestående medarbejder, der ikke forstår tingenes rette sammenhæng, og dels en stak artikler i bl.a. Berlingske Tidende, som med uhørt klassificerede detaljer (specifikke dokumenter i pengeskabe, underskrifter fra navngivne politikere på specifikke aftaler mellem DK og USA) fortæller historien om et NSA-kabelsamarbejde helt tilbage fra 90'erne, som handler om “national sikkerhed” og slet ikke om de højt problematiske ting, sådan som Tilsynet med Efterretningstjenester hævder i sin kritik.

Foto: Screenshot fra en af Berlingske Tidendes, i øvrigt glimrende, artikler om sagen.

Hvad gør kommissionen så? De kunne f.eks. spørge en chef fra FE – lad os kalde ham Lars – om det er rigtigt, at der er sådan en aftale i det og det pengeskab. Herefter kunne de spørge en tidligere forsvarsminister –ham kalder vi Claus, for nemheds skyld – om det er korrekt, at han har sat sin underskrift på et sådan dokument. Og så kunne man, for omhyggelighedens skyld, spørge FE’s ledelse, om det er rigtigt forstået, at den aftale mellem FE og NSA, der ligger i det pengeskab, nu også er rigtig fornuftig og slet ikke bliver misbrugt til skumle ting, sådan som Tilsynet og whistlebloweren havde troet.

At der nu i virkelighedens verden sidder en fængslet Lars (Findsen) og en Claus (Hjort), der er sigtet efter nogle meget alvorlige paragraffer, beviser naturligvis ikke noget. Vi VED ikke, om det er dem, der er kilderne til de mediehistorier. Heller ikke, selvom den ene af dem også offentligt har bekræftet aftalens eksistens. Men det er en ret god historie.

Men nu lyder det jo allerede, som om jeg siger, at FE-kommissionen ikke har gjort sit arbejde ordentligt.

Det er desværre svært at svare helt enkelt på. Som nævnt er det hemmeligt, præcist hvad kommissionens arbejde egentlig var. På kommissionens egen hjemmeside kan man læse:

[…] FE-kommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for visse forhold omfattet af Tilsynet med Efterretningstjenesternes særlige undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste […]

Kommissoriet for FE-kommissionen er ikke offentligt tilgængeligt.

Så allerede her støder vi lidt på grund. Hvad har de egentlig undersøgt? Har de fået teknisk bistand?
Og i den korte sammenfatning, de udgav i december, er der også lidt mere elastik i den ellers hårdtslående frifindelse af FE, end man umiddelbart skulle tro ud fra mediedækningen:

”Kommissionen har ved sin undersøgelse fundet, at der ikke er grundlag for at antage, at FE generelt (min fremhævning) har indhentet og (min fremhævning) videregivet oplysninger om danske statsborgere i strid med loven.”

Men, indrømmet: Jeg stiller mig ret skeptisk overfor, om kommissionen har ret i sin totale frifindelse af FE, hvis vi, igen, forudsætter en nogenlunde gængs opfattelse af, hvad ord betyder.

Tilsynet kan tage fejl i en eller flere detaljer, naturligvis, men, at de skulle have rullet den slags skyts ud for sjov, er ganske simpelt ikke troværdigt. For ikke at tale om den eller de kilder, der har risikeret karriere og muligvis frihed for at orientere Tilsynet til at starte med. For slet, slet ikke at tale om, hvad vi egentlig ved om NSA & co. fra det sidste årtis Snowden-afsløringer.

Kronik/artikel i Politiken

Hvis nu sådan en som mig, kritiker af overdreven hemmeligholdelse og af visse aspekter af efterretningstjenesternes praksis, fremsatte følgende påstande:

[Tilsynet med Efterretningstjenesterne] er blevet systematisk vildledt af Forsvarets Efterretningstjenestes ledelse. Regeringen har været indforstået hermed.

Sådan har det historisk set altid været i Danmark.

Siden anden verdenskrig [er] tilsynsmyndigheder rutinemæssigt blevet vildledt eller forholdt oplysninger. Sådan er det formentlig stadig.

De [tilsynsmyndighederne] skal vide så lidt som muligt.

De her udvalg er sat i verden for at betrygge befolkningen om, at alt går ordentlig til. Men den reelle kontrol tilhører alene regeringen.

Så ville en del læsere nok ikke bare uden videre tage det for gode varer. Men sagen er, at de ovenstående påstande ikke er mine, men tilhører to eksperter, som selv har medvirket i flere forskellige undersøgelseskommissioner osv. i stil med FE-kommissionen.

Påstandene fortjener i den grad opmærksomhed, både fordi de er interessante i sig selv, men også – og måske især – fordi, bagmændene bag helt alvorligt mener, at det er en GOD ting, at det forholder sig sådan!

»Det synes jeg personligt, er en god måde at kontrollere det på. Det er jo ikke et tilsyn, der skal diktere landets udenrigs- og sikkerhedspolitik, men derimod regeringen, og derfor bør kontrollen også ligge der,«

siger den ene af dem i artiklen i Politiken, som bygger videre på deres kronik om samme emne.

Forfatterne til kronikken har selv været involveret i PET-kommissionen, i krigsudredningen om Irak/Afghanistan, ligesom den ene var leder af den undersøgelse, der i 2011-12 så på hemmelige CIA tortur-flyvninger over Grønland, så de må vide, hvad de taler om.

Hvis ledende medlemmer af de kommissioner, der skal undersøge ting vedrørende efterretningstjenesters påståede misgerninger, har de opfattelser, er det vel ikke synderligt underligt, at sådanne kommissioner på magisk vis (så godt som) aldrig finder frem til noget belastende. Alt er åbenbart i orden altid. Det kan jo nærmest ikke være anderledes på de vilkår.

Og så er vi ved at være fremme til det, der (måske) i virkeligheden er værd at kritisere regeringen for:

At acceptere en tilstand, hvor kommissioner og undersøgelser reelt fungerer som hvidvaskning, mens tilsynsmyndigheder og befolkning systematisk føres bag lyset.

At operere under absurd hemmelighedskræmmeri. Der kan intet godt komme ud af at spille med så lukkede kort. Det er positivt, at også topfolk, hvad enten det er FE-chefer eller ministre, kan sigtes, hvis de bryder loven; det er en skandale, at vi stadig ikke ved, hvad de er sigtet for.

At tillade (og/eller tilskynde?) efterretningstjenesterne til at vælte rundt som kampvogne i en glasbutik og true medierne med bål, brand og fængselsstraffe blot for at passe deres arbejde.