Bullshit-jobs er bullshit

Begrebet pseudoarbejde blev introduceret i bogen med samme titel forfattet af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, men idéen stammer oprindeligt fra David Graebers bog Bullshit Jobs – A Theory.

Finanskapitalismen skaber bullshit-jobs

Præmissen i begge bøger er, at de vestlige samfund over de seneste 50-60 år har set en vækst i jobs, som er ganske menings- og nytteløse. Graeber mener, at denne udvikling skyldes finansialiseringen af samfundet, som har skabt en klasse af individer, som ikke behøver at producere goder, men som kan nøjes med at tilegne sig goder. De er med andre ord en finansiel feudal klasse, som omgiver sig med lakajer og sykofanter, som heller ikke udfører rigtigt arbejde, men udelukkende spiller med på den feudale klasses overfladiske spil. Graebers teori om bullshit-jobs er altså både en kritik af neoliberalismen og en begrædelse af det tabte oprindelige arbejde.

DJØF’erne skaber pseudoarbejde

Nørmark og Jensen griber tråden om de meningsløse jobs, men i deres bog er det ikke den neoliberalistiske feudale klasse, der står for skud, men derimod DJØF’erne. Det store spørgsmål i Nørmark og Jensens bog er, hvorfor de sidste 100 års automatiseringer og effektiviseringer ikke har resulteret i mere fritid og kortere arbejdsdage. Svaret er, at DJØF’erne og deres medløbere har været ufatteligt gode til at opfinde nye pseudojobs, som i langt de fleste tilfælde slet ikke bidrager med noget som helst nyttigt. Vi har mere travlt end nogensinde, og alle mennesker er megastressede, men det er udelukkende, fordi over halvdelen af befolkningen udfører ganske meningsløse DJØF-agtige jobs.

På trods af de to bøgers forskellige ideologiske udgangspunkt er de dog begge enige om, at der findes noget arbejde, som er mere rigtigt og ægte end andet, og de, der beskæftiger sig med uægte pseudo-/bullshit-jobs, oplever et arbejdsliv præget af meningsløshed og følelsen af ikke at gøre nytte.

Men passer det?

Findes der rent faktisk jobs, som er nytteløse i ordets egentlige forstand? Og er det faktisk en majoritet af den danske befolkning, der er beskæftiget i den slags jobs?

Der burde ikke findes bullshit-jobs

Det er ikke noget nemt spørgsmål at besvare, for hvordan definerer man egentlig et nyttesløst job? I et velfungerende kapitalistisk system er alle jobs, som kan tiltrække en løn, jo værdifulde. Værdi i kapitalismen er defineret ved det, som folk vil betale for. Så ud fra den definition findes der ikke hverken pseudo- eller bullshit-jobs.

Men kapitalismen er jo ikke perfekt. Der findes monopolistiske virksomheder og brancher, hvor markedskræfterne bliver sat ud af kraft, og hvor man sagtens kan forestille sig, at der kan opstå lommer af meningsløst arbejde. For ikke at tale om den offentlige sektor, hvor det ikke er markedskræfterne, der råder.

Men det er stadig ganske kompliceret at fastslå helt objektivt, om et job er pseudo. Og derfor benytter både Graeber og Nørmark/Jensen sig af mere subjektive metoder, hvor man både statistisk og anekdotisk har spurgt folk, om de finder deres arbejde meningsfuldt. Og det er på denne baggrund, at forfatterne konkluderer, at op imod halvdelen af befolkningerne i henholdsvis England og Danmark beskæftiger sig med nytte- og meningsløst arbejde.

Ny forskning viser, at teorierne er flossede i kanten

Nu har et engelsk forskerhold bestående af Magdalena Soffia, Alex J. Wood og Brendan Burchell gået David Graebers bog efter i sømmene ved hjælp af samme metode. De har ganske simpelt fremfundet det bedste statistiske materiale til at måle europæeres forhold til arbejde – nemlig European Working Conditions Surveys (EWCS), som er en paneuropæisk survey, hvor forskerne har trukket data fra surveyspørgsmål blandt 20-30.000 europæere.

Og når man går hardcore statistisk til værks, viser det sig, at teorierne om bullshit-jobs og pseudoarbejde bliver temmelig flossede i kanten.

Næsten ingen danskere finder deres arbejde nytteløst

Den store arbejderundersøgelse EWCS indeholder et meget relevant spørgsmål, som handler om, hvorvidt folk føler, at deres job bidrager med nytte. Hvis Graeber og Nørmark/Jensen har ret i deres teorier, burde op til 50 % af respondenterne svare negativt på dette spørgsmål, men det er meget langt fra tilfældet. Faktisk er det kun 4,8 % af europæerne, som føler, at deres arbejde er nytteløst. Og i Danmark er vi helt nede på 2,8 %. Som man kan se af grafen nedenfor, er de nordiske lande faktisk nogle af de lande med den laveste andel af pseudojobs, mens lande som Italien, Grækenland, Rumænien og Slovakiet ligger noget højere.

I Danmark er det kun ca. 3 % af befolkningen, der føler, at deres jobs er nytteløse. Grafen viser procentdelen af folk, som svarer afkræftende på spørgsmålet: ” [I] have the feeling of doing useful work”.

Ægte arbejderjobs føles mere nytteløse

Selvom det kun er ganske få, der føler, at de arbejder med pseudoarbejde, så kan pseudoarbejdet jo godt skjule sig i bestemte professioner. Og det er præcis én af pointerne hos både Graeber og Nørmark/Jensen, som beskriver, hvordan bullshit-/pseudojobs primært lever i den finansfeudale klasse og i DJØF-agtige jobfunktioner.

Men også denne teori kan de tre forfattere til studiet tilbagevise, for det viser sig faktisk, at netop folk i disse typer af beskæftigelse langt oftere finder deres arbejde nyttigt end mere klassiske arbejderjobs. Faktisk er ægte og autentiske arbejdere inden for minedrift, byggeri, landbrug, fiskeri og transport de absolutte bundskrabere, når det handler om at se nytten i deres arbejde.

I grafen nedenfor kan man se, hvordan folk, der arbejder inden for juridiske, sociale og kulturelle aktiviteter, stort set alle finder deres jobs nyttige. På den anden side er der hele 15 % inden for minedrift, byggeri, produktion og transport, som føler, at deres jobs ikke er nyttige.

Den kreative klasse synes, at deres jobs bidrager med nytte, mens traditionelle manuelle jobs ikke føles specielt nyttige. Tabellen viser, hvordan arbejdere i forskellige jobfunktioner svarer på spørgsmålet om, hvorvidt de udfører nyttigt arbejde. Kilde: EWCS.

Vi bliver gladere og gladere for vores arbejde

Men hvad så med den underliggende pointe hos både Graeber og Nørmark/Jensen – nemlig, at der er sket en stigning i pseudoarbejde over de seneste 50 år? Heller ikke denne pointe holder vand i statistikkens skærende lys. Det viser sig nemlig, at folk over årene samlet set har fundet mere og mere nytte i deres jobs. I 2005 var der 7,8 % europæere, som fandt deres job nytteløst, mens det i 2015 kun var 4,8 %.

På baggrund af de tre forfatteres statistikker kan man altså konkludere, at teorien om bullshit-/pseudojobs falder til jorden af tre årsager:

Hvis der findes pseudoarbejde, er det kun 2,8 % af danskerne, der føler, at de er beskæftigede med sådan et arbejde.
Folk i vidensjobs føler sig ikke mere ramt af pseudoarbejde end andre – tendensen er snarere omvendt.
Der er ikke en stigning i folk, der føler sig ramt af pseudoarbejde – tværtimod er der et fald.

Det er dårlig ledelse, ikke pseudoarbejde, der gør os deprimerede

Hvis man kigger på statistikken, er der altså meget, der tyder på, at Mette Frederiksens forfaldshistorie om et oprindeligt, ægte og lykkeligt Arbejderdanmark, som korrumperes af en pseudoarbejdende DJØF-klasse, har meget lidt hold i virkeligheden. Der findes gode jobs, og der findes dårlige jobs, og kvaliteten af jobbet afhænger ikke af, om man arbejder med verdensmål eller med vinkelslibere. Det afhænger af, om ledelsen anerkender værdien af ens arbejde, om man har frihed til at træffe beslutninger, om man kan agere på egen hånd, og om man får feedback på ens arbejde.

Det gode arbejde skabes på arbejdspladsen, og vel at mærke på alle arbejdspladser.