Vi gider ikke se dine feriebilleder!
Instagrimt er instacool

Du behøver ikke længere at eje et spejlreflekskamera eller være en haj til Photoshop for at høste likes på Instagram; et billede af dig med skæg og fedtet hår nu også gøre det. Kilde: @cindysherman

Skrevet af
En halvspist donut efterladt i supermarkedets afdeling for rengøringsmidler, eller fire uforklarlige citroner og et stykke brugt hobbyskum på et trist fortov. Eller hvad med et par fornemt betrukne stole, der på mærkværdig vis højtidligegør et klinisk printerrum? Det lyder måske grimt, og det er måske også meningen. Det er nemlig alle motiver, som jeg er faldet over i en ganske uvidenskabelig gennemgang af en række Instagram-konti ejet af kunstnertyper og andre folk med masser af kreativ street-cred. Mennesker, der går til ferniseringer, tager til piratfester og klæder sig, som om samfundet led et voldeligt sammenbrud engang i 90’erne.

Er du af den opfattelse, at det er solbrune kroppe og perfekt arrangerede madbilleder, der giver mest cool-faktor på Instagram, og undrer du dig, når bekendte deler billeder af efterladte måltider, storskrald og mærkværdig skiltning? Ja, så burde du måske overveje at lægge stilen om.

 

Hvis du vil være sej med de seje, handler det nemlig ikke om at vise billeder af din krop, dine rejser, cafébesøg eller smukke venner, men om at kunne finde det smukke i de mest trøstesløse og uplejede urbane landskaber. Og jo mere uinspirerende en samling efterladenskaber du kan ophæve til et ejendommeligt stilleben, jo mere står du til at vinde. På Instagram handler det nemlig om selve retten til at skelne mellem kunst og kitsch, og vinderen er ikke selfie-dronningen, men kuratoren. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af olga silke schultz (@olgasilke) den

 

Selvfremstillingens ABC
For at forstå, hvordan der kan være status i at dele et pixeleret nærbillede af en and – eller af et stykke vildfarent rockwool, sirligt blafrende i en kold vind – er det værd at overveje, hvad der kendetegner de genrer, vi er mest bekendt med på Instagram: selfies, madfotos og feriebilleder. Det er den type billeder, der forestiller smilende vennegrupper, kendte kunstværker og nyligt serveret iskaffe – og hvor himlen altid er blå, og farverne mættede. Sådanne genrer opererer ud fra et æstetisk princip, hvor beskueren forholder sig til det fotograferede på samme måde, som man kunne forventes at forholde sig til det fotograferede, hvis man selv stod over for det: Et billede af en solnedgang er smukt, fordi en solnedgang er smuk, og et billede af en veltrænet krop er attraktivt, fordi en veltrænet krop i sig selv er attraktiv.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af IMPORTANT MAGAZINE (by L.A.) (@importantmagazine) den

 

Billedrammen glemmes, og der sættes lighedstegn mellem repræsentationen og det repræsenterede. Det er det fotograferede, der retfærdiggør fotografiet. I det henseende er der ikke forskel på dem, der fremviser, hvad de ejer; dem, der fremviser deres krop, og dem, der fremviser deres kulturforbrug. Derfor glipper den kreative del af middelklassen også sjældent muligheden for at dele et foto fra Glyptotekets vinterhave eller fra Your Rainbow Panorama på toppen af AROS. Det væsentlige er, at stedet er genkendeligt, for fotografiet er det værd, som dit kulturforbrug er værd.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

nice

Et opslag delt af olga silke schultz (@olgasilke) den

 

Visuel kommunikation for viderekomne
For unge kunstnere derimod, og for andre avantgardister, der søger adgangsbillet til den kulturelle elite, fremstår denne selviscenesættelse vulgær. De kan af frygt for at blive rubriceret som nytilkomne storbyboere med middelklasseprætentioner ikke fremvise deres uforlignelige livsstil på så direkte vis. Og eftersom det altid er de nærmeste konkurrenter, der er de vigtigste at tage afstand fra, har de måttet vende op og ned på middelklassens almindelige principper for selvfremstilling. For denne udvalgte skare får Instagram-billedet derfor ikke sin værdi på grund af, men på trods af det afbildede.

 

Formen tager med andre ord forrang for indholdet, og det gør det, fordi formlegen er en spejling af det kreative individs evne til at anskue alle dele af hverdagslivet med et æstetisk blik, der kan ophøje det banale til et kunstværk. Som sociologen Pierre Bourdieu konstaterede, er intet nemlig så distingverende som evnen til at tildele æstetisk status til det almindelige og ubetydelige. I sine undersøgelser lavet i 60’ernes Frankrig kunne han for eksempel vise, at de allerhøjest uddannede oftest mente, at man kunne tage et smukt billede af en metalkonstruktion, af et kålhoved eller af barken på et træ. Samtidig var de også mere tilbøjelige til at finde et billede af en solnedgang meningsløst.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af olga silke schultz (@olgasilke) den

 
Hvad siger døde dyr om dig
Med et billede af en død papegøje eller et nærstudium af nuancerne i asfaltbelægningen siger de indviede altså meget mere, end hvad der kan siges med en selfie fra cafébesøget: De siger, at de ikke blot ved, hvad den gode smag er, men at de har evnen til at definere den. Og jo mere brutal og radikal overskridelsen er, jo klarere står beviset for kunstnerens absolutte magt til at afgøre, hvad der kan anskues æstetisk. Derfor er det heller ikke bare det banale og meningsløse, der må ophøjes til beundringsværdigt motiv, men også det ulækre og frastødende.
 
 
I den lette ende ophøjes abstrakte skyggespil til impressionistiske motiver, mens de viderekomne helst fylder deres profiler med affald, døde dyr og andre sundhedsskadelige ting. Her bliver legen med moralske grænser ofte et mål i sig selv. ”Er det prol eller art?”, spurgte vi engang hinanden, men spørgsmålet hviler på en falsk præmis, for det har intet entydigt svar. Udfaldet afhænger helt og holdent af, om dommeren har evnen til at lade sin smagsdom ophæve til lov.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Most beautiful thing I ever seen

Et opslag delt af Dagmar (@tuff_n_tender) den

 
Det uforlignelige kunstnerliv
På Instagram optræder kunstnertypen altså som en kurator af livet, der magter at dele hverdagen op i det ligegyldige og det evigt betydningsfulde. Feedet fortæller om et levet liv, der synes helt uden fast arbejdsrutine, planlagte caféaftaler og økonomisk nødvendighed – et flanerende og legende liv drevet frem af en utæmmet barnlig nysgerrighed på verdens visuelle og taktile beskaffenhed.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af Dagmar (@tuff_n_tender) den

Kunstnertyperne alene har formået at gøre hverdagen til en kunst, og for det høster de en anerkendelse, der er for udsøgt til at måles i likes og følgere. Et sådant liv er det nemlig de færreste, der har råd til, og bestemt ikke middelklassen der betaler for museumsbesøg og storbyferier med en lang, travl arbejdsuge. Så næste gang, du vil vise dig frem fra din bedste side, skal du måske overveje, om du kan erstatte det hjemmebagte surdejsbrød med en trist rosinbolle i en plastikhandske. Det er muligt at falde igennem, men gør du det overbevisende – helst på en kontrastløs gråvejrsdag – kan du mænge dig med SoMe-kulturens avantgarde. 


 

Relaterede artikler

Brand dig med struggle-bragging - Livet er en evig kamp mod Excel-ark, PowerPoint-præsentationer, netværksmøder, familiepligter og slatne overarme, men fa...
Nyt modefænomen: masken - Du behøver hverken at være kineser, popstjerne eller skuespiller i en dommedagsfilm for at tildække dit ansigt med en ma...
Refleksion: sociale medier i en coronatid - Jesper Tække, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, reflekterer her over brugen af Facebook før, under og efte...
The Tessa Takeover - Tessa har forført hele DK med sine kilometerlange akrylnegle og boss bitch-attitude, men mest af alt med sin ægthed og e...
Sådan knækker du TikTok-koden - TikTok har fået en rekordstart på 2020. Men hvordan fungerer platformen præcis, og hvordan kan du bedst udnytte den voks...
Spejdersandalen er sommerens hotteste trend! - Engang for længe siden var Teva-sandaler for spejdere og deres forældre. Teva-sandalen boede som regel hos familier, der...
Derfor elsker vi emojis - Emojis er blevet en prominent del af menneskelig kommunikation, og vi er siden den første emojicon i 80'erne kun blevet ...
Cottagecore – naturens comeback - Klimakrise, Donald Trump-æra, COVID-19, økonomisk usikkerhed, #MeToo… Listen af begreber, der inden for en kort årrække ...
SoMes ni største coronatrends - 2020 blev året, hvor vi alle lærte at holde onlinemøder og webinarer, at internetshoppe og forsøge at få vores staycatio...
5 mænd, du bør undgå - De fleste er i dag bekendte med ordet mansplaining – men har du mon hørt om de andre beslægtede mandetyper: Den Bekymred...
Hjertet på rette sted? - Sommerens sager om Hjerteforeningens P.S. I Love You-kampagne og de såkaldte ”hjertekvinder” har vist, hvordan grænsen m...
Din Facebook styres af tre mand og en dukke - Netflix-dokumentaren "The Social Dilemma" er techlash for fuld udblæsning. Båret frem af frafaldne disciple fra Instagra...
Like lige min baby - Like lige min baby. Forældrekærligheden er i den grad gået online. Det kan blive for meget, og når det er for meget, kal...
’Cleanfluencers’ er kommet for at rydde op i vores liv - En influencer er ellers noget, de fleste forbinder med en glansbilledlig montage af det rigtige tøj, den æstetiske bolig...

Giv din stemme

11 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

35 JOB

Pressemedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Communication Manager

Frist: Hurtigst muligt

Studentermedhjælper

Frist: 26. oktober

Applikations-ejer

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.