De senere år er begrebet “greenwashing” opstået, i takt med at det er blevet mere og mere populært at være bevidst om bæredygtighed og miljø – og i høj grad også at vise denne bevidsthed til omverdenen. Begrebet greenwashing dækker over, at alt fra isproducenter til bilmærker påråber sig at støtte “den grønne sag” i håbet om større kommerciel gennemslagskraft.
Nu har greenwashing fået en feministisk pendant, nemlig femiwashing. I disse år påråber både kosmetik- og hudplejeprodukter, tøjproducenter og kendte mænd såvel som kvinder sig en feministisk agenda, og feminismen har bevæget sig fra at være en protestkultur til i højere grad at være en del af den glittede popkultur.
Feminismen er altså blevet et kommercielt hit i en grad, at man kan se det som en art femiwashing, der lukrerer på og forstærker zeitgeisten. Den kommercielle feminisme giver muligheden for at yde et politisk bidrag ved at købe den rigtige feministisk brandede sæbe eller lave det rigtige hashtag på de sociale medier.
Denne tendens er dog ikke så ny, som man skulle tro. Den feministisk orienterede retorikprofessor Bonnie J. Dow bemærkede allerede i 1996, hvordan flere reklamer forsøgte at udnytte zeitgeisten ved at inkorporere en feministisk vinkel, så de kunne nå den feministisk orienterede forbruger.
Når forbrugerne ser igennem femiwashing
Det er dog ikke alle brands, der slipper lige godt fra at læne sig ind i feminismen, og forbrugerne er ubarmhjertige. Det spanske tøjmærke Zara lancerede i foråret et kampagnebillede, der opfordrede kvinder til at elske deres kurver – dog hult ledsaget af et billede af to tynde modeller
zara love curves:
At det feministiske statement her klingede temmelig hult, fangede Twitter og co. temmelig prompte, og der blev delt læsterlige internettæsk ud. Skomærket Bianco mærkede også massiv modstand, da de forsøgte at skrive sig ind i kampen for ligestilling med deres kampagne #WomenNeedMore.
I Biancos univers er sko åbenbart svaret på ulige rolle- og lønfordeling i arbejdslivet.
Selvom kritikerne blandt andet beskyldte Bianco for at misbruge feminismen og reproducere de kønsstereotyper, som feminismen kæmper imod,
fastholdt Bianco selv offentligt, at kampagnen rummede et autentisk budskab om ligestilling, som de håbede, at folk ville tage til sig.
Den attraktive feminisme
Rikke Andreasen, der er forsker i køn og etnicitet på RUC, har tidligere kritiseret, at den del af feminismen, der gøres kommerciel, er den, der er attraktiv for det mandlige blik. Det er også den både fotogene, æggende og letpåklædte feminisme, som det danske trekløver
Girl Squad bestående af Nikita Klæstrup, Ekaterina Krarup Andersen og Louise Kjølsen er repræsentanter for.
De er blevet mødt af beskyldninger om at smykke sig med lånte feministiske fjer for selvpromoverings skyld, når de i medierne har præsenteret sig selv som fjerde bølge-feminister og har postet seksualiserede billeder på Instagram for at reclaime den kvindelige seksualitet. Selv hævder de, at de gennem opmærksomheden på de sociale medier er med til at præsentere de helt unge for femismen.
Girl Squad består af Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen, som kalder sig for fjerde bølge-feminister, der tager deres kroppe som sexobjekter tilbage. Kilde/Louise Kjølsen
Den kommercielle feminisme er en trojansk hest
Kønssociolog Cecilie Nørgaard har på linje med Girl Squad fremhævet, at det positive ved, at feminismen er blevet mainstream, er, at der er større chance for at se grundlæggende ændringer, fordi den feministiske dagsorden bliver formidlet på en måde, så alle kan forstå den.
Hun peger blandt andet på, hvordan et pop-ikon som Beyoncé bruger sin seksualitet som strategisk tilpasning til at få udbredt det feministiske budskab: Hun taler et kropssprog, som folk forstår, og når hun så har dem inde i butikken, og de synes, det hele er rigtigt lækkert, så sniger hun sig til at give dem en lille sprøjte med feminisme. Hun rammer dem på en frekvens, hvor de forstår og fanger hendes feministiske budskab, ved at tale i det kulturelt æstetiske musikvideosprog.
Beyoncé bliver altså en form for mediator of change, fordi hun forsøger at ændre systemet indefra. Og at der netop ligger et forandringspotentiale i populærkuturen, vidnede tv-serien Sex & the City om, da den gjorde op med den amerikanske nypuritanisme og fik kvinder til at tale åbent om sex og lyst.
De fire hovedkarakterer talte med deres glittede udseende og ekstravagante livsstil ind i den daværende populærkulturs koder og ændrede altså visse strukturer indefra. Derved kan den populærkulturelle feminisme på sin vis fungere som en trojansk hest, der kritiserer og måske endda underminerer systemet ved at mime nogle af dets konstituerende træk.
Det er altså interessant fortsat at stille sig kritisk over for, hvornår de feministiske budskaber er ren form, og hvornår de rent faktisk tilbyder rebelske alternativer. For det er ikke alt, der er vasket i feminisme, som skinner...