Feministisk fejde
Trans-inklusion eller transfobi

Nye og gamle feminister kæmper mod hinanden i at definere feminismen. Skal den tage hensyn til socialkonstruktivismen, eller skal den være tro mod andenbølgefeministernes kvindekamp med kvinderne som subjekt? Foto: Getty Images

Skrevet af
Den moderne feminisme udvisker kvinden. Nej, den traditionelle feminisme glemmer transkvinderne og de non-binære. Hvad er op og ned i den verserende konflikt i den feministiske bevægelse?
”Jeg er bange for, at kvindeperspektivet forsvinder.” Ordene er Kirsten Krogh-Jespersens; hun var en del af den bevægelse, der grundlagde Kvindemuseet i 1982. Krogh-Jespersen var ligesom en lang række andre feminister stærkt kritiske, da det aarhusianske museum i 2021 skiftede navn til KØN – Gender Museum Denmark: ”På andre museer er det ikke kvinder, der fylder. Det er i høj grad mændenes historie, der bliver fortalt. Så vi synes godt, der i al beskedenhed kunne være plads til et museum med fokus på kvinder.”
 
Netop denne kritik – at kvinden risikerer at tabe sin historiske plads som subjekt i den moderne ligestillingskamp – indkapsler det grundlæggende ræsonnement hos den ene side i en aktuel og meget betændt konflikt i den feministiske bevægelse. Denne side i konflikten bliver typisk kaldt for andenbølgefeminismen. Svaret fra queerfeminismen, som er en del af feminismens tredje historiske bølge, lyder, at den traditionelle feminisme er for snæversynet i sin opfattelse af køn. Den traditionelle feminisme, lyder det herfra, har været blind for, at kvinden findes i mange modeller, og at det undertrykte subjekt i patriarkatet også består af andre end kvinder – for eksempel dem, som ikke passer ind i de to køn.
 
Lad os se lidt nærmere på denne fejde. Med forbehold for, at de to positioner, jeg skildrer, er idealtyper, som i virkeligheden uden for denne tekst har mange gråzoner, mellempunkter og vigtige nuancer, som jeg ikke får med her.
 

At være eller ikke at være kvinde

 
Grundlæggende har feminismens anden og tredje bølge en fælles mission: at bekæmpe sexismen og patriarkatet og på den måde sikre reel ligestilling mellem kønnene i alle livets facetter. Ikke desto mindre går der en kile ned mellem dem af politiske og filosofiske uenigheder, hvilket gør det svært for de to poler at tale, være og kæmpe sammen.
 
Striden blusser for alvor op, når snakken falder på forholdet til transpersoner. Er transkvinder ægte kvinder? Eller er de i virkeligheden mænd, der nu er blevet kvinder – eller måske endda mænd, der bare tror, de er kvinder?
 
Vi så det for eksempel, da Kvindehuset i København udelukkede gruppen Lesbiske Feminister fra lokalerne på Gothersgade. Husets bestyrelse mente, at Lesbiske Feminister stod for en transfobisk politik. Da Lesbiske Feminister en dag i oktober 2019 ville ind i huset, havde en flok queerfeminister sat en kæde for husets gitterport for at forhindre den lesbiske gruppe i at komme ind.
Ifølge Lesbiske Feminister anerkender queerfeministerne ikke den lesbiskes ret til at definere sit eget køn som biologisk kvinde og egen seksualitet som tiltrukket af det samme køn som hende selv. Der er i flere år foregået et større tovtrækkeri om, hvorvidt lesbiske kan tillade sig at sige, at de ikke er romantisk eller seksuelt tiltrukket af transkvinder – eller om sådan et udsagn er ren og skær transfobi.
 
Lesbiske Feminister udtalte i forbindelse med konflikten, at en lesbisk skal have ret til at tænde på, hvem hun vil – herunder til at afvise transkvinder over én kam, ligesom hun gør med mænd. Men ifølge queerfeministerne bag aktionen i Kvindehuset er disse holdninger ”farlige og spænder ben for alle lesbiske og queers, der kæmper mod rigide og undertrykkende kønshierarkier.” For dem er udsagnet om ikke at være tiltrukket af transkvinder en bloc et bevis på, at andenbølgefeministerne i Lesbiske Feminister ikke anerkender transkvinder som værende rigtige kvinder.
 
Queerfeministernes centrale pointe er, at transkvinder netop er rigtige kvinder. Præfikset “trans” dækker ikke over andet, end man blev tildelt et andet køn ved fødslen end det, man identificerer sig med, modsat ciskønnede. Læg her mærke til ordet “tildelt”. Jeg skriver bevidst ikke, at ”man var et andet køn ved fødslen.” For når man bliver født, er man ifølge queerfeministerne ikke et køn; man bliver givet det af samfundet som et slags kostume eller etiket. Ens virkelige køn udvikler man først i takt med ens identitet, og dette køn er ens sande køn snarere end de samfundsskabte konstruktioner. Derfor taler man om “AFAB” (Assigned Female at Birth) og “AMAB” (Assigned Male at Birth) – med tryk på assigned. At blive tildelt et køn er ikke det samme som at være det i virkeligheden, for krop er ikke det samme som køn.
 
Andenbølgefeministerne anerkender ikke, at transkvinder er kvinder på linje med de kvinder, der blev født som og identificerer sig som kvinder – ciskvinder. Det får for eksempel en stor praktisk betydning, når man diskuterer, om transkvinder er velkomne på steder som kvindehuse, kvindekrisecentre, i kvindeomklædningsrum og kvindesport. Andenbølgefeminismen har historisk handlet om, at kvinderne tog plads i samfundet fra mændene og skabte rum, steder, huse og grupper, hvor kvinderne havde magten, og som var eksklusive for kvinderne. Men nu oplever man, at nogle, som var mænd for ganske kort tid siden, pludselig prøver at bryde ind på ens kvindelige domæner.
 
Man oplever med andre ord, at mænd tager plads fra kvinderne – præcis, som mænd altid har gjort.
Sådan en påstand kunne ikke være længere fra virkeligheden set fra queerfeminismens synspunkt. Her kalder man andenbølgefeministerne for TERFs (Trans-Exclusionary Radical Feminists). TERF-feminismen, mener man, er egentlig ikke rigtig feminisme, men udtryk for en misogyni, for dens kvindekamp gælder kun nogle kvinder, nemlig dem, der er så privilegerede at passe ind i det køn, de blev givet ved fødslen. TERFs er cisters, ikke sisters, som det populært hedder med henvisning til ordet ciskønnet, altså personer, der identificerer sig med det køn, de er blevet tildelt ved fødslen. 
 
 
Demonstration for transrettigheder i London. Foto: Getty Images
 
Set fra andenbølgefeministernes synspunkt er queerfeministerne heller ikke rigtige feminister. Hvorfor nu det? Fordi feminismen først og fremmest handler om kvinder – det ligger næsten i ordet – mens queerfeministerne tilsyneladende er optagede af alle mulige andre grupper end kvinder. Det skal de være velkomne til – men lad være med at kalde det feminisme, lyder det.

 

En generationskonflikt

 
Konflikten mellem andenbølgefeminisme og queerfeminisme er i høj grad en generationskonflikt.
Førstebølgefeminismen i 1800-tallet og starten af 1900-tallet handlede om at give kvinderne formelle rettigheder som stemme- og valgret. Tænk Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Women fra 1792, John Stuart Mill og Harriet Taylor Mills The Subjection of Women fra 1869 – eller oprettelsen af Dansk Kvindesamfund i 1871, hvis hovedkrav var kvinders valgret til kommunalvalg. 
 
Andenbølgefeminismen fortsatte kvindekampen efter anden verdenskrig. Kravene var især flere rettigheder, for eksempel til prævention og abort, men bevægelsen inkorporerede samtidig et strukturelt perspektiv ved at kæmpe for at styrke kvinders uformelle magt og generelle plads i samfundet. Kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet på lige fod med mændene. Men de skulle også have samme muligheder som mænd til at se ud, som de ønskede, forfølge deres drømme og leve, som de ville – også selvom det var uden en mand. Her opstod også et tæt forhold mellem den feministiske bevægelse og den lesbiske bevægelse, for eksempel da aktivister fra rødstrømpebevægelsen og Forbundet af 1948 (i dag LGBT+ Danmark) i 1974 dannede Lesbisk Bevægelse og arrangerede lesbiske uger på den årlige Femølejr.
 
Tredjebølgefeminismen fik især luft under vingerne fra slutningen af 1980’erne og fortsatte kampen i flere forskellige, men ofte krydsende spor. Et af benene hedder intersektionel feminisme, hvor det måske største hovednavn er den amerikanske jurist og professor på UCLA School of Law Kimberlé Crenshaw. Den intersektionelle grundtanke er, at kvinders identitet og vilkår også formes af andre identitetsmarkører end køn, for eksempel race og klasse – og det skal feminismen tage højde for.
 
Det andet store ben i tredjebølgefeminismen er queerfeminismen. En af queerfeminismens vigtigste teser er, at personer, der ikke identificerer sig med det køn, de er blevet tildelt ved fødslen, har en lige så central plads i kampen. Samtidig stiller queerfeminismen spørgsmål ved identitetskategorier som sådan og forsøger at dekonstruere forholdet mellem køn og seksualitet. Undertitlen på den amerikanske filosof Judith Butlers queerteoretiske hovedværk Gender Trouble fra 1990 er meget sigende ”Feminisme og subversionen af identitet.”
 
Demontration i London. Fotto: Getty Images
 
Så hvor andenbølgefeminismen fortsætter med at have kvinden i fokus, siger tredjebølgefeminismen, at man slet ikke kan tale om kvinden i bestemt ental som ét subjekt. Og hvor andenbølgefeminismen ifølge queerfeminismen er for snæver og ekskluderende, er queerfeminismen ifølge andenbølgefeminismen for udglattende og bred.
 

Filosofisk konflikt

 
Striden mellem queerfeminister og andenbølgefeminister er også filosofisk.
 
Andenbølgefeministernes ontologi er materialistisk. Hvilket køn du er, handler grundlæggende om biologi. Dertil kommer en praktisk, kvindelig erfaring af indskrænkende normer samt begrænset adgang til magten og rigdommen i den mandsdominerede verden. Denne kvindelige erfaring mener man ikke, at transkvinder har del i, når de ikke er vokset op som kvinder. Det betyder ikke, at man skal opføre sig eller se ud på en bestemt måde qua ens “væren kvinde” – snarere tværtimod. Men der er noget grundlæggende materielt, objektivt og fænomenologisk ved det at være kvinde, som mænd aldrig kan blive en del af, uanset hvad de føler og identificerer sig som, lyder argumentet.
 
Queerfeministernes ontologi er poststrukturalistisk eller socialkonstruktivistisk. Her er biologien en diskurs som alle andre, og selvom den findes, taler den ikke umedieret og objektivt til os. Det er der intet, der gør. Vores læsning af biologien er formet af kultur, sprog og historie. Derfor kan den ikke bruges til endeligt at afgøre, hvilket køn man er. For som Butler skriver i Gender Trouble, er kroppen selv en konstruktion. Biologien er allerhøjst en mestersignifiant, som bruges til at stoppe diskussionen og sætte folk i snævre kasser. Køn bliver derimod skabt i et kompliceret spil mellem det, man føler sig som – ens identitet – og det, samfundet forstår en som. 
 
Denne debat kan måske lyde nørdet og navlepillende. Hvem (uden for eksamensperioden i videnskabsteori) går dog op i ontologi? Ikke desto mindre er den filosofiske uenighed kilde til voldsomme stridigheder. 
 

Rowling og de menstruerende

 
Et af de mest prominente eksempler på konflikten mellem de feministiske bølger er den shitstorm, Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling i 2020 fik forvildet sig ud i. Hun kommenterede en artikel fra den amerikanske nyhedsorganisation Devex, der brugte udtrykket ”personer, der menstruerer”. Hvor man traditionelt ofte ville sige kvinder, bruger queerfeminister udtryk som ”menstruerende,” ”personer med vagina” og lignende alt efter sammenhæng for at understrege, at disse handlinger ikke kun er for kvinder, og at der er kvinder, der ikke menstruerer. Igen, krop og køn er ikke det samme, hvis man spørger queerfeminister.
 
 
 
 
Rowling ser det mildest talt anderledes. Hun vil, som hun skrev i et opfølgende tweet, respektere enhver transpersons ret til at leve, som vedkommende vil. Men: ”Hvis køn ikke er ægte, er der ingen tiltrækning mellem to af det samme køn. Hvis køn ikke er ægte, bliver kvinders levede virkelighed globalt udvisket. Jeg kender og elsker transpersoner, men at afskaffe begrebet om køn fjerner manges mulighed for at diskutere deres liv meningsfuldt. Det er ikke had at sige sandheden.”
 
Derfra rullede konflikten mellem Rowling og hendes støtter på den ene side, og queerfeminister verden over på den anden side – herunder flere fremtrædende skuespillere fra Harry Potter-filmene.
 
 
 
Det var meget illustrativt for konflikten, da en Twitter-bruger svarede Rowling ganske kort med et: ”Transkvinder er kvinder.” For igen: Uanset hvor meget en andenbølgefeminist som J.K. Rowling siger, at hun respekterer transkvinder, ændrer det ifølge queerfeminismen ikke på, at hun i praksis ikke anerkender dem og deres identitet, hvis hun ikke anerkender, at de er kvinder – rigtige kvinder.
 
Et andet slående eksempel er en browserudvidelse til Chrome og Firefox med navnet Shinigami Eyes, der markerer sociale netværk og internetbrugere med rød eller grøn, alt efter om de er ”transfobiske” eller ”transvenlige.”
 
Programmet bruger et mix af machine learning og manuelle indtastninger til at afgøre, hvilken farve en side eller profil skal have. Navnet hentyder til den japanske manga-serie Death Note fra 2006, hvor det at have shinigami eyes betød at være i stand til at se folks navne og resterende levetid. Formålet med at lave Shinigami Eyes-udvidelsen er ifølge programmøren at ”gøre transpersoner mere sikre på, hvilke personer, grupper og sider de kan stole på, og gøre opmærksom på mulige interaktioner med transfjendtlige personer, grupper og sider.”
 

Epilog

 
Det er ikke til at sige, hvor konflikten ender, og det er ikke mit formål her at afgøre, hvilken af de to sider der har mest fat i den lange ende. Givetvis har jeg som advaret også skildret dem for firkantet og uden blik for de nuancer, der er mellem positionerne.
Ikke desto mindre kan vi drage en vigtig lektion af konflikten, nemlig den, at politiske subjektpositioner er genstand for kampe og derfor kan skifte karakter over tid.
 
Kvindekampen har gennem de sidste 200 års historie været en af de vigtigste politiske kampe, men det betyder ikke, at ”kvinden” i denne kamp er fast og uforanderlig. Vi kan tværtimod tydeligt se, at hun er til konstant forhandling. I helt andre politiske sammenhænge foregår der for eksempel også konstante kampe om at definere, hvad en ”rigtig dansker”, en ”ægte arbejder” eller ”det virkelig folk” er. Konstruktionen af disse kollektive identiteter gennem politiske fællesskaber og kampe er noget nær kernen af det politiske, hvis man kan tale om sådan en.
 
Striden mellem andenbølge- og tredjebølgefeminisme er netop et eksempel på en (gen)forhandling af kvinden som subjekt: Man strides grundlæggende om, hvad en kvinde er, og hvilke interesser hun har.
 
Man kan let få den tanke, at feminismen som bevægelse er for lille til sådan en konflikt. Hvorfor enes man ikke i stedet og retter skytset mod den egentlige fjende – patriarkatet, sexismen, de kvindeundertrykkende strukturer? Og mon ikke også begge sider i konflikten drømmer om det? Men begge positioner ser over på den anden og ser en hadefuld gruppe mennesker, der ikke anerkender ens eksistens og identitet. Ikke anerkender en som menneske. Det gør det vanskeligt at tage en dialog – og så er det svært at kæmpe sammen som politiske allierede.

Relaterede artikler

Er du en poser, crafter eller magic connector? - WHY-debatten raser. Her nuancerer Ralf Lodberg, CCO & partner i Advice, debatten i tre konkrete strategier til, hvordan ...
En misogyn drag - Så er det tid til at lægge Kirsten Birgit på briksen. Frederik Cilius’ seniorreporter-persona har løftet niveauet for da...
Feminisme eller puritansk terrorisme? - MeToos anden (eller måske kun første) danske bølge kan snart fejre tomåneders jubilæum. Det markerer vi med at tegne et ...
Blåskjortesexisme, pussy power og fuckability-problemet - Ordet "fuckability" har de sidste uger cirkuleret i medierne, efter det kom frem i dokumentaren om sexisme på TV 2, at d...

Giv din stemme

28 stemmer
3,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

59 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedarbejder

Frist: 4. februar

Social media-medarbejder

Frist: 14. februar

Kommunikationskonsulent

Frist: 13. februar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.