Gulddrengens Korsbæk
Det startede og sluttede med Matador, da Lars Løkke Rasmussen åbnede et nyt politisk halvår med sin fjerde nytårstale. Med henvisning til tjenestepigen Agnes Jensen påpegede statsministeren, at man bør tænke nyt for at få glæde af de muligheder, som udviklingen tilbyder.
Agnes indkapsler moralen i Løkkes Korsbæk – en morale domineret af en liberal forståelse af iværksætteri og foretagsomhed som det prisværdige. Et andet Korsbæk er Kristian Thulesen Dahls Korsbæk, hvor Matadorhovedstaden bliver et billede på en sammenhængskraft, som man længes tilbage til og stræber efter. Korsbæk er altså ikke bare Korsbæk – Korsbæk blev også en korsvej, hvor statsministeren tog et liberalt højresving, dog mindre skarpt end nogle kunne have ønsket.
Statsministerens nytårstale 2017. Læs talen her.
Selvom selve indholdet af talen måske ikke fik breaking-flagene til at vaje på landets nyhedssites, så må man konstatere, at der var en del bemærkelsesværdige og effektive retoriske virkemidler i talen. Det mest interessante lå altså ikke i, hvad Løkke sagde, men i måden, han sagde det på. Jeg har valgt fem væsentlige nedslagspunkter. Vi starter med Agnes Jensen:
Ethos: Løkke gør det, han opfordrer dig til
39 år efter Agnes Jensen disruptede på tv-skærmene i de danske stuer, gjorde Lars Løkke Rasmussen hende kunsten efter. I et nyt forsøg på at bryde en klassisk form valgte Løkke at holde sin tale live og at inddrage sine Facebook-følgere i idéudviklingen. En meget moderne tilgang til en klassisk og historisk talegenre.
Agnes som prototypen på iværksætteren, der disrupter de eksisterende metoder.
I en tale, der i store træk handlede om, hvordan man bedst ruster Danmark til fremtiden – og sørger for, at landet ”…går forlæns ind i fremtiden”, kom statsministerens moderne, disruptende måde til at stemme overens med indholdet. Løkke forsøgte reelt at efterleve det, som han fremstillede som ønskværdigt i talen.
Lars Løkke Rasmussen gik forlæns – og live – ind i 2017, samtidig med at han opfordrede andre til at gøre det samme. Isoleret set resulterer det i en styrkelse af troværdighed eller ethos.
Captatio benevolentia: En smule ros rækker langt
Talerens forsøg på at indfange sine tilhøreres velvilje og vække deres interesse vil være en central del af de fleste talers indledning. Nytårstalen ’17 var ingen undtagelse, da Lars Løkke indledte med at rose os danskere for vores evne til at hygge os. Noget, som har skaffet os verdensomspændende berømmelse, må man forstå.
”De seneste dage har mange af os gjort det, vi danskere er verdensberømte for – hygget os.”
Hygge. Ordet, som var tæt på at rebrande Danmark i efteråret. The Guardian førte an med en gigantisk long read om trenden.
Den favnende indledning, som på ’retorisk’ kaldes captatio benevolentia, leder over i den gennemgribende Matador-reference, som etablerer en form for fælles fodslag eller basal enighed mellem taler og tilhører – det greb, som også kaldes communicatio.
Denne stilfigur er det, man kan kalde en Christiansborg Classic. Et andet eksempel er Mette Frederiksens tale ved åbningsdebatten i indeværende folketingsår, hvor Socialdemokratiets formand lod sin tale strukturere af sin kærlighed til Olsen Banden-filmene.
Bisætninger: Det ukorrekte bliver det effektive
Et helt særligt kendetegn ved Lars Løkke Rasmussens stil er, at den (i øjnene på den pernitne) er ukorrekt. Statsministeren har et bemærkelsesværdigt forbrug af bisætninger (ledsætninger), der får lov til at stå alene. Lad os se på et eksempel:
”En af vejene er dygtige ledere. Som kan motivere. Sætte en klar retning.”
De sidste to sætninger er ikke sætninger. De er ledsætninger og kan normalt ikke stå alene. Men før vi sender grammatikpolitiet mod 1218 København K, så lad os først tage effektbrillerne på.
De ’brudte’ sætninger er en hjørnesten i statsministerens stil, der skaber en nonchalant rytme i en tale, der kommer til at fremstå mere personlig og særpræget. Belønningen er, at det kan opfattes som elegant – risikoen er, at det fremstår for påtaget og derfor utroværdigt.
Hvilket udfald, der gjorde sig gældende i årets nytårstale, vil jeg lade læseren bedømme. Men man kan i hvert fald se en tydelig forskel mellem den danske og eksempelvis den amerikanske oratoriske tradition træde frem her. Hvor amerikanske taler typisk er dominerede af lange, svulstige sætninger vil den korte, mere abrupte og måske pragmatiske stil være kendetegnende for de fleste politiske taler i Danmark.
Narratio: virkelighedsnære Lars
Endnu en grand old man i Christiansborg-retorik er stilfiguren narratio. Den kommer til udtryk ved, at taleren fortæller en historie som et centralt belæg for en pointe, der leveres efterfølgende. Man går fra et meget konkret niveau til et mere abstrakt niveau.
”På basen i Irak fik jeg en god snak med to unge mænd – Frederik og Jens.
Vi sad på køjerne. Indkvarteringen var spartansk. Trange forhold i et overfyldt ti mands-telt. Frederik og Jens fortalte om deres slidsomme arbejde.”
Denne korte fortælling leder talen over i en diskussion om, hvad der er særligt dansk:
”Tillid. Respekt. Samarbejde. Det er noget meget dansk.”
På den måde går statsministeren altså fra et konkret fortælleniveau med Frederik og Jens til et meget abstrakt begrebsplan, der beskæftiger sig med danskhed. Man kan argumentere for, at lige netop dette greb er blevet toppolitikerens weapon of choice. Det er der to årsager til:
For det første medfører narratio ofte den gevinst, at taleren fremstår mere i sync med den virkelige verden og som en person, tilhøreren kan relatere til. For det andet kan narratio præsentere tilskueren for et argument, som i store træk er umuligt at gendrive, fordi det er en tredjepart, der i fortællingen fremstår upartisk, som fremfører det.
Imitatio: det sømmelige tyveri
Under imitatio når vi til statsministerens væsentligste genistreg. Som navnet antyder, har vi her at gøre med kunsten at imitere et originalværk, som oftest for at hædre den originale version af et skriftligt værk. Og statsministeren har med sin nytårstale begået en af de mest finurlige imitationer. Nogensinde.
Da Lars Løkke Rasmussen bad sine Facebook-følgere om input til sin tale, bød Kristoffer Eriksen ind med en pointe om, at statsministeren ikke kunne komme uden om popikonet og D’Angleterre-hooliganen Gulddreng. Og Løkke leverede.
På sin sang ’Se mig nu’ synger Gulddreng: ”I prøver at følge med, men jeg er så svær at gennemskue.” Lars Løkkes imitation blev (som bekendt) følgende versionering:
”Man kan blive helt svimmel ved tanken. Få det lidt, som om man prøver at følge med, men at det er så svært at gennemskue.”
Gulddreng: Se mig nu.
Hvor imitatio normalt vil være en hyldest til én ting (som regel originalværket), bliver det i talen fra Statsministeriet til en hyldest til både Gulddreng, til det forgangne år og til Løkkes egen moderne tilgang til genren.
Man kan diskutere, om brugen af humor i relation til danskeres legitime bekymring for fremtiden er passende, men selve udfoldelsen af stilfiguren er uforlignelig og fræk. Det indkapsler Løkkes stil. Han udfordrer traditionelle rammer med både traditionelle og utraditionelle midler.
Set fra et stilistisk synspunkt er Løkke som taler mere end bestået. Statsministerens brug af og forståelse for stilfigurer og virkemidler placerer på nuværende tidspunkt hans konkurrenter på en andenplads. Og de må leve med det.
