Det er først film, når man mærker det i maven

Det kan være svært at lave corporate film, som folk udenfor firmaet gider at se. I denne artikel får du fem grundregler, der skal gennemtænkes for at fortællingen virker.
Corporate film skal være ligeså velproducerede og gennemtænkte som spille- og dokumentarfilm. Artiklen giver dig fem gode råd til at opnå målet.
Corporate film skal være ligeså velproducerede og gennemtænkte som spille- og dokumentarfilm. Artiklen giver dig fem gode råd til at opnå målet.
I mange situationer undervurderes publikum, når der produceres corporate film, og det er en stor fejl. I virksomhederne er medarbejderne vant til at se alle de nye spille- og dokumentarfilm, når de har fri, og er forvænte med fantastiske fortællinger og eminent filmsprog – filmet af de bedste fotografer, klippet af de bedste filmklippere til musik af de bedste komponister.
 
Det er den reference, man skal have i baghovedet, når man skal til at lave en corporate film. Men det kræver, at kunden og evt. bureauet forstår opgaven og de spilleregler, der skal til, for at det bliver en god film.
 
I det følgende vil vi præsentere et lynkursus i filmfortælling udtrykt gennem fem dogmer.
 
Dogme #1: UDEFRA OG IND
 
En virksomhed er ikke et lukket kredsløb. Der er mange ydre påvirkninger og strømninger, der spiller ind i en virksomhed, og dette skal naturligvis også være en del af fortællingen.
 
Alt for mange virksomhedsfilm bliver fortalt indefra og ud, og dermed bliver de kun interessante for afsenderen. Hvis man skal fange tilskuerne, og man ønsker, at de skal tage den til sig og huske budskabet, er det vigtigt at fortælle udefra og ind. På den måde vil filmen også være mere interessant for virksomheden internt. 
 
Vi oplever ofte som produktionsselskab, at kunden kommer med et oplæg, som er indforstået og uden nerve, og som de kræver bliver eksekveret som skrevet. Så er vores opgave at visualisere det. Men det bliver aldrig noget, der sætter sig, da udgangspunktet er for tandløst.
 
En corporate film, der virkelig har forstået at skabe budskabet, der bliver fortalt udefra og ind, er Momondo med filmen: The DNA journey. 
 
Et frisk eksempel er et filmoplæg, vi blev præsenteret for, som var en meget tør tekst, der skulle fungere som en speak i en corporate film. Teksten bestod af en hel masse interne begreber, og kunne derfor let godkendes i kommunikationsafdelingen og hele vejen op i systemet. Men ingen udenfor virksomheden kunne forstå eller bruge den til noget som helst.
 
Som filmmand er det en svær situation, hvor man enten må sige, at teksten skal skrives om, eller takke nej til opgaven.
 
I det pågældende tilfælde løste vi det ved at interviewe medarbejderne og på den måde få emnerne dækket i et mere humant genkendeligt sprog.
 
Dogme #2: VIS ALTID FOR LIDT
 
Man kan nå at fortælle 3 ting ... ikke 15. Og ofte, når vi som filmfolk kommer ind i billedet, har virksomheden talt om den her film i måneder. Listen er blevet længere og længere. Vores opgave er så at skrælle det helt ind til benet, så det kun er de tre vigtigste ting, der kommer med. Det er en svær proces, men megavigtig for, at budskaberne ikke skygger for hinanden.
 
Resten, inkl. alle tal og buzz words, kan man lægge i et lag ved siden af. Filmene følges som regel alligevel ofte op med en hjemmeside, PP-foredrag eller lign.
 
Tidligere var vi som filmfolk ikke nok opmærksomme på det og prøvede at opfylde kundens ønsker, men nu betragter vi mere vores rolle som rådgivere, hvor det er vores pligt fra starten at fortælle, hvor meget der er plads til.
 
Dogme #3: PAK GAVEN UD, OG BYG FORTÆLLINGEN OP
 
For at holde tilskueren til ilden er det meget vigtigt, at man sparer på krudtet i en fortælling. Man skal ikke fyre det hele af med det samme, men give mulighed for, at gaven pakkes ud. Der skal være en god intro, der fanger. Noget, man bliver interesseret i. Noget, som skærper ens nysgerrighed, og derefter skal emnet afdækkes, og vi bliver klogere.
 
Til sidst skal billedet vende og give en ny indsigt. Det er den indsigt, man skal sidde tilbage med, og det må gerne overraske og sætte sig som en sten i skoen.
 
Filmen er jo ikke slut, når man slukker projektoren eller skærmen. Den skulle gerne arbejde videre i hjernen, uanset om den er lavet for at inspirere medarbejdere eller skildre en bestemt arbejdsform eller tankegang.
 
Et frisk eksempel er en produktion, hvor vi havde lavet en kort, flot, men filmisk indpakning, som så i den sidste ende blev fjernet af en stresset kommunikationsdirektør, da ’vi skal frem til noget content’ i en fart. Det er meget ærgerligt for filmen og i særdeleshed for publikum, der skal se en fortælling, som ikke bliver bygget ordentlig op. Hvis man får lov at pakke gaven ud, så fortællingen åbner sig, husker man også filmen i lang tid efter. Og tit er vi så bange for at bruge 20-30 sekunder på en intro, da vi ikke vil kede seeren, at hele ideen og budskabet går tabt.
 
 
Der er ingen forskel på, hvilke virkemidler man bruger i fiktion, dokumentar og corporate … film er film.
 
Dogme #4: OPLEV GENNEM MENNESKET
 
Alle film og meget litteratur har vinkler, man oplever historien igennem; der er altid en tydelig hovedperson, som man ’er med’.
 
Det er vigtigt, når man kommunikerer, at tage stilling til, hvem det er rettet imod, og valget af hovedperson har meget med målgruppen at gøre. Det skal være én, som man kan relatere sig til. På den måde vil filmen også automatisk blive mere vedkommende.
 
I DSB's nyeste corporate film er det underholdningsværten Thomas Blachman, som man 'er med'. Filmen har modtaget både ris og ros
 
Film, der er upersonlige og glatte i et alt for corporate-agtigt sprog, er der ingen udenfor direktions-og kommunikationsgangen, der orker at se.
 
Den slags film, som ofte består af flotte generiske billeder af effektive medarbejdere i møde, forskere, der kigger i mikroskoper, vindmøller, legende børn og evt. en enkelt mejetærsker, der høster, mens en energisk stemme messer alle mulige corporate statements, er fortid. De ligner alle sammen hinanden. Det er den samme film for alle virksomheder, hvor man i princippet blot erstatter navn, logo og grafik med en anden virksomhed.
 
Men hvis man derimod tager et personligt afsæt, kommer man langt videre med budskaberne.
 
Lav noget ærligt, og sørg for, at det skiller sig ud. Så man pludselig både mærker og husker det. Hver film skal have sit eget udtryk, og det er meget vigtigt, at den produktionsmæssigt matcher virksomhedens kvalitetsniveau. Ellers skyder man sig i foden, når man viser den.
 
Et eksempel var en film, vi lavede for en stor virksomhed, som tjener deres penge på de syv have. De ville fra starten gerne vise muskler med helikopterture, hvor man kan se alt deres gear … men vi insisterede på at holde hele filmen i øjenhøjde med medarbejderne – helt frem til sidst. Og da vi havde den endelige præsentation for kunden, sad de og pudsede næse. Filmen rørte dem. De var så glade for at opleve virksomheden gennem de mennesker, der styrer alt deres maskineri, for uden dem var virksomheden intet.
 
 

Living with Novo Nordisk from Filmbureauet on Vimeo. Kilde/Filmbureauet.

Og heldigvis ændrer verden sig. Der er en del film, der nu bliver lavet anderledes. Vi har netop afsluttet produktionen af Novo Nordisks nye store world wide corporate film. Den er fortalt gennem tre familier på tre forskellige kontinenter, og er en helt tæt historie om det DNA, der binder medarbejderne sammen.
 
Det virker både eksternt og internt i virksomheden, da det både er eksotisk, filmisk og genkendeligt på samme tid, og det, at det opleves inde fra en familie, der har relationer til Novo, giver også medarbejderne en aktie i projektet, så de tager den til sig.
 
Dogme #5: FILM ER MUSIK
 
Filmen skal have sin egen musik og sit eget udtryk. Musik og lyd er det, der gør, at man mærker det i maven. Og ved budgetgodkendelse er det ofte her, der bliver hugget en hæl eller klippet en hel række tæer. Det kan godt virke som en luksusting at have en komponist på eller bruge penge på et ordentligt lydmix, men det lønner sig.
 
De film, vi alle sammen er vant til at se i biografen, er alle lyddesignede, så vi græder, skræmmes, griner, overraskes, gyser, sveder eller røres.
 
Og det er jo lige præcis det, en film skal være: et øjeblik, en stemning, en fortælling, vi suges ned i, og som sidder i kroppen i lang tid.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job