Slå igennem med dine tunge, varige hænder

Fornuften spiller kun en lille rolle, når vi mennesker skal træffe vigtige beslutninger. Vi bliver først rigtig overbevist, når en person formår at vække vores følelser og vinde vores tillid. På tværs af hierarkier, køn og kultur findes der ikke et sprog i verden, der er så tillidsvækkende som kropssprog. Her er fem kropssprogsteknikker, der får dig til at fremstå troværdig og nærværende.
Stemmetræning, budskabsformidling og præsentationsteknikker hjælper os med at få sagt det vi vil, på den måde, vi vil, men vi må ikke glemme kropssproget. Kroppen taler også, og man ser kropssproget lige så meget, som man hører budskabet. Godt nyt: Vi kan lære at bruge vores kropssprog aktivt i vores kommunikation.
Stemmetræning, budskabsformidling og præsentationsteknikker hjælper os med at få sagt det vi vil, på den måde, vi vil, men vi må ikke glemme kropssproget. Kroppen taler også, og man ser kropssproget lige så meget, som man hører budskabet. Godt nyt: Vi kan lære at bruge vores kropssprog aktivt i vores kommunikation.
Vores kropssprog er en integreret del af vores personlighed. Det er den synlige del af vores karakter. Kropssprog er ikke noget, vi bare lige kan slukke for, hvis vi en dag ikke orker at være til stede i et rum. For så er det dét signal – jeg orker ikke at være her, dine øjne, din mund, dine hænder, din stemme og resten af din krop kommunikerer til omverdenen. Dit kropssprog er altid tændt.
 
Always on-princippet er godt at huske på, når vi skal stramme os an og være nærværende, selvom vi egentlig helst var fri. Men princippet kan også bruges offensivt. Undertegnede træner dagligt ledere, konsulenter og andre professionelle kommunikatører i at blive mere bevidste om brugen af deres kropssprog til at opnå en større effekt med deres kommunikation.
 
Det kan være, når de står på ølkassen og skal præsentere foran mange, når de skal vinde tilslutning til en sag rundt om et mødebord eller i det uformelle rum ved kaffemaskinen. Et bevidst kropssprog kan være med til at fremme din sag, fordi det er med kropssproget, at du lykkes med at skabe en god relation til dem, du skal overbevise.#REKLAMEPLADS#
 
Kropssproget skaber gode relationer
Fælles for alle relationer med andre mennesker er, at de bygger på vores evne til at skabe tillid. Vi stoler på hinanden, fordi vi stoler på gyldigheden af det indhold, der bliver udvekslet. Men vi stoler også på hinanden, fordi vi genkender de kropssproglige signaler, der ledsager ordene, som værende troværdige og pålidelige.
 
Du kan eksempelvis tænde for dit kraftfulde kropssprog ved at fylde så meget som muligt i to minutter lige inden du skal performe - øv din power pose.
 
Her er vi inde at røre ved nogle dybe biologiske mekanismer, som for mange tusinde år siden har indprentet i os, at det eksempelvis virker tillidsvækkende, hvis vores samtalepartner kigger os i øjnene i stedet for at kigge væk, mens vi taler sammen.
 
Sådan har kroppen mange forskellige måder at tale til omverdenen på. Også selvom du står helt stille og ikke siger en lyd. Nogle af de kropssproglige signaler vil formentlig være velkendte for de fleste. Andre vil være ukendte. Men fælles for det bevidste og det ubevidste kropssprog er, at afkodningen foregår efter de samme principper hos alle mennesker.
 
Nedenfor præsenterer jeg fem konkrete kropssprogsteknikker, der får dig til at fremstå sikker, troværdig og nærværende.
 
Fem kropssprogteknikker
 
1. Stå på i’et
Personer, der har en tendens til at lægge hovedet på skrå og hænge lidt i den ene hofte, står i det, jeg kalder s’et (kroppen svajer ud til siden ligesom formen på et s). Det er en kropsholdning, der bliver opfattet som sødmefuld og feminin, og som kan underminere alvoren af det, du siger.
 
Du fremstår mere sikker, hvis du skaber en lige linje ned gennem kroppen, som bringer dit hoved, dit hjerte og din mave på en lige linje. Det kalder jeg at stå på i’et. Når budskaber siges fra et ’i’, lyder det mere overbevisende.
 
 
 
Stå på I'et i stedet for i S'et. 
 
2. Fyld så meget som muligt
I dyreriget demonstrerer alfahannerne bl.a. deres magt ved at fylde meget rent fysisk. De puster sig op, folder fjerene ud, rejser sig på bagbenene og så videre. Det har en stor effekt på din gennemslagskraft, hvis du vænner dig til at udvide omkredsen af dit personlige rum ved hjælp af dine arme og hænder, så du rent fysisk optager mere plads.
 
Tal med store armbevægelser, men vigtigere endnu: Optag meget plads, når du er færdig med dine sætninger. I stedet for – som de fleste har for vane – at trække hænderne ”hjem til navlen” ved afslutningen af en sætning, så væn dig til, at hænderne skal placeres ude i periferien af dit personlige rum, når du når punktum. Så bruger du kropssproget til at indtage rummet, uanfægtet om du er tavs eller talende – og det giver gennemslagskraft.
 
Ryd bordet foran dig og få gratis gennemslagskraft.

3. Lav korridorer til publikum
Du kan på få sekunder skabe en god kontakt med dit publikum ved at lave korridorer med dit blik. Når du laver en korridor, skal du fokusere på en enkelt person i rummet og blive der med din opmærksomhed i en hel sætning. Derefter fastholder du korridoren ved at kigge personen tavst i øjnene i to sekunder, inden du skifter korridor.
 
Der er mange mennesker, der er bange for at holde øjenkontakt – eller som i hvert fald helst undgår det for længe ad gangen. Men langvarig øjenkontakt er det mest effektive værktøj til at fremstå troværdig og sikker.
 
 
Korridoren - en simpel teknik til at fremstå sikker.
 
_____________________________________________
Øjenkontakt i Guldzonen
Mange afstår fra at bruge tavs øjenkontakt, fordi de er bange for at virke intimiderende eller signalere noget, der kan forveksles med flirt. Jeg oplever, at der er sammenhæng mellem den mængde tid, vi kigger hinanden tavst i øjnene, og den dybde af kontakt, vi skaber med andre mennesker.
 
Min hypotese er, at mange er så bange for at ryge i Flirtezonen, at de slet ikke tør bevæge sig ud af Normalzonen, og derfor bliver relationer til kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere sjældent til mere end formelle relationer. Hvis du tør øge varigheden af din tavse øjenkontakt til mellem 1,5 og 4 sekunder, lander du i Guldzonen. Det skal du bruge korridoren til.
 
Hvor længe tør du holde øjenkontakt med den, du taler til?
_____________________________________________
 
 
4. Tunge, varige hænder
Med tunge, varige hænder bringer du tyngde og ro til din person og dit budskab. Når du fremstår rolig, aflæser man dig som en person med høj troværdighed. Tunge, varige hænder opnår du ved at forestille dig, at du fører dine hænder gennem vand med noget tungt i hænderne, imens du understreger hver sætning med én – men kun én – gestus. Du skal ikke understrege hver stavelse i sætningen. Du skal understrege sætningens mening.
 
Du kan give dine ord mere tyngde ved at lade dine tunge hænder blive hængende i luften i to sekunder efter en vigtig pointe. Vær opmærksom på, at det ikke nytter noget at have tunge hænder, hvis dine fingerspidser samtidig krøller ind mod din krop. Fingerspidserne skal være strakte og pege udad, mens dine tunge hænder hænger i luften.
 
Hvad skal jeg gøre af mine hænder, mens jeg taler?

5. Fælles sigtelinje
Kender du det, at det er lettere at tage en svær samtale, mens man kører i bil eller går en tur?
 
Årsagen er blandt andet, at man i en bil og på en gåtur har blikket i samme retning som sin samtalemakker. Når man kigger i samme retning, er det også nemmere at få tankerne dirigeret i samme retning. Derfor har man nemmere ved at skabe en god relation og vinde tillid, hvis man placerer sig skulder ved skulder frem for næse mod næse, når man skal have folk med ombord.
 
Ved et mødebord gøres det på hjørnet af bordet, så den ene sidder ved bordenden og den anden langs siden. Det føles som om, man er på samme hold. Sidder eller står man direkte over for hinanden, udvikler kommunikationen sig hurtigere til argumenter og modargumenter, hvor man har tilbøjelighed til at forsvare og forklare sig.
 
Skulder ved skulder-placering skaber en følelse af at være på samme hold. 
 
Uanset hvad du gør eller ikke gør, så skyder din krop hele tiden signaler ud i rummet, og det er summen af de signaler, der er med til at forme og farve indtrykket af dine budskaber. Derfor kan du lige så godt lære at kommunikere godt med kroppen. Det skylder du faktisk dine ord.
 
-
 
Denne artikels forfatter udkom i august med lederhåndbogen:
Op på ølkassen – 40 virkemidler der forvandler hård strategi til bløde budskaber på Gyldendal Business, 2018
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også