Den digitale coronakrig er begyndt

Det skulle have været en feststund, da statsministeren den 6. april endelig kunne bekendtgøre, at virussen var under kontrol, og at samfundet nu langsomt kunne genåbnes. Men selvom vi nu kan glæde os over, at Danmark befinder sig på den herostratisk berømte grønne kurve, tegnede pressemødet et billede af en dunkel fremtid.

Den grønne kurve er en god nyhed for sundhedsvæsenet, der ikke kommer til at opleve italienske tilstande, men den grønne kurve betyder jo sådan set bare, at vi har forsinket virussens udbredelse.

Virussen er på ingen måde udryddet. Den lever overalt i vores samfund, og den kommer ikke til at stoppe før, tilstrækkeligt mange mennesker er immune, eller vi har opfundet en vaccine eller kur. Begge scenarier kan have årelange udsigter.

Det blev ikke sagt direkte på pressemødet, men mens vi venter på flokimmunitet eller vaccine, er vores eneste mulighed at mindske sandsynligheden for at smittede kommer i nærheden af folk, der ikke er smittede.

Det er derfor, at vi igen og igen bliver indskærpet, at vi skal holde afstand og vaske hænder, men det er også derfor, at Sundhedsstyrelsen igen er slået ind på en kurs, der handler om at teste og opspore smittekæder, så man kan isolere smittede fra ikke-smittede.

Det er en strategi, som teknisk set virker, og det er en strategi, som fra starten har været anbefalet af WHO, men det er også en strategi, som i praksis er umådelig svær at gennemføre – særligt, når en epidemi allerede er spredt vidt ud i et samfund.

Smitteopsporing kræver nemlig ikke bare en massiv testkapacitet, det kræver også et effektivt og nådesløst apparat af statsmagt, som opsporer de smittedes sociale kontakter og derefter uden de store privatlivsskrupler placerer folk i karantæne – og håndhæver denne.

Smitteopsporing er nemt nok i totalitære regimer

Smitteopsporing har fungeret i et totalitært Kina og i mindre samfund som Hongkong og Singapore, hvor man i forvejen er vant til, at staten kan tilsidesætte privatliv og menneskerettigheder.

Men hvordan skal det nogensinde komme til at fungere i et land som Danmark, hvor man ikke (endnu) har overvågningskameraer med indbygget ansigtsgenkendelse på hvert eneste gadehjørne, og hvor man ikke bare kan masseovervåge, hver eneste borgers bevægelser ved hjælp af de data, som er tilgængelige fra teleselskaber?

Heldigvis har vi alle en lille firkantet dims i vores lommer, som kan blive svaret på problemet. Vores mobiltelefoner indeholder alle de sensorer og teknologier, som skal til for at lave et system, som kan gøre smitteopsporing til en effektiv strategi.

De små skærme, som har været så udskældte de seneste par år, kan blive den redning, som gør, at vi igen kan leve nogenlunde normale liv – selv med en dødelig virus iblandt os.

Men hvis vi ikke tænker os virkelig grundigt om lige her og nu, kan et teknologisk fix på coronakrisen også blive begyndelsen på et orwellsk overvågningssamfund af dimensioner, som vil få Cambridge Analytica-skandalen til at blegne i sammenligning.

Den digitale krig mod corona

Teknologi og digitale data bruges allerede i vid udstrækning i kampen mod corona. Groft sagt kan man inddele brugen af digital teknologi og data i fire kategorier:

Brug af data til at dokumentere spredning af virus og vurdere effekten af samfundsmæssige tiltag. Flere af de store tech-selskaber ved jo allerede præcist, hvor vi befinder os, og en virksomhed som Google kan derfor publicere data, der viser den tydelige effekt af nedlukningen af samfund.
Apps, der kan hjælpe borgere med at vurdere deres egen helbredstilstand og måske opfordre til at opsøge en testfacilitet eller decideret gå i karantæne.

I Kina anvender befolkningen en app ved navn Health Check, hvor man kan indtaste data om, hvor man har været og ens helbredstilstand, hvorefter appen enten giver dig grønt lys (fri bevægelse), orange lys (7 dages karantæne) eller rødt lys (14 dages karantæne).

I Danmark samarbejder Sundhedsstyrelsen med en gruppe af digitale bureauer og kreatører, som hedder c19.dk, der arbejder på at udvikle en helbredstjek-app i samme stil. Derudover arbejder WHO også på en lignende app ved navn MyHealth.
Apps, der håndhæver karantæne. I Hongkong har man bedt smitteramte borgere om at gå i karantæne og tænde for lokationsfunktionen på WhatsApp, hvorefter myndighederne konstant kan overvåge, om borgeren bryder karantænen.

I Singapore har man udviklet en specifik app til formålet, mens man i Taiwan har valgt en top-down-strategi, hvor man bare indhenter data fra mobilmaster og på den måde følger borgernes og de karantæneramtes bevægelser.
Endelig er der teknologier til smitteopsporing eller contact tracing, som det hedder på engelsk. Det er teknologier, som kan gøre det nemmere for myndigheder at opspore og karantænesætte borgere, som har været i nærheden af folk, der er smittede.

Det er disse teknologier, som på den ene side skaber enorme privatlivsudfordringer, men på den anden side kan hjælpe os nogenlunde helskindede igennem de kommende par år.

Contact tracing er guf for totalitære regimer

Contact tracing fungerer kort sagt ved, at man ved hjælp af borgernes mobiltelefoner tracker, hvem der er i nærheden af hinanden.

Sidder du ved siden af Poul (som du ikke kender) i metroen, bliver det registreret af appen, og hvis det sidenhen viser sig, at Poul var smittet med coronavirus, modtager du en besked om, at du er i risiko for at være smittet.

Med andre ord er contact tracing med mobiltelefoner ekstremt invasivt i folks privatliv. Det er en teknologi, der potentielt set gør stater i stand til at tracke alle borgeres bevægelser og lave analyser af, hvem der interagerer med hvem ned i de mindste detaljer.

Det er guf for ethvert totalitært styre, hvoraf mange i øvrigt allerede før coronakrisen benyttede lignende teknologier til at tracke og overvåge politiske dissidenter.

Der findes forskellige teknologier til at lave contact tracing. Den mest problematiske er naturligvis den model, hvor man simpelthen bare indhenter lokationsdata fra mobilmaster.

Det gør man blandt andet i Sydkorea, hvor staten på den måde har fuld kontrol over data og kan indhente data uden borgernes viden eller samtykke.

Det er en model, som ville være utænkelig i lande med et andet syn på overvågning og menneskerettigheder, men i en verden, der befinder sig i global undtagelsestilstand, må det alligevel krible i fingrene hos selv demokratiske regeringer for at bruge denne type data.

I Israel har efterretningstjenesten Shin Bet faktisk fået adgang til at bruge lokationsdata fra mobilmaster til at tracke inficerede.

En anden model er at bruge mobiltelefoners GPS-data, hvilket er den model, som anvendes af både større og mindre teknologivirksomheder. Problemet ved GPS-data er, at de er svære at anonymisere, hvilket betyder, at privatlivsudfordringerne stiller sig i kø igen.

Bluetooth redder dagen

Den mest interessante teknologi til contact tracing er baseret på Bluetooth-teknologi. Det fungerer ved, at brugeren installerer en app og tænder for Bluetooth-funktionen, hvorefter appen registrerer hver gang, den er i nærheden af en anden telefon, der også har installeret appen.

Data registreres i krypteret form på telefonen og deles altså ikke med en central enhed. I det tilfælde, at en bruger af appen bliver smittet, kan hun vælge at registrere sig selv som smittet, hvorefter alle brugere, som hun har været i nærheden af, bliver notificeret.

I den bedste version af dette foregår alt omkring appen på frivillig basis, alle data er krypterede, og ingen central statslig enhed har overblik over brugernes bevægelser eller sociale interaktioner.

Alle arbejder på en app

Lige nu er der gang i adskillige Bluetooth-baserede projekter rundt omkring i verden. I England er National Health Service i gang med at udvikle en app sammen med en virksomhed ved navn Pivotal.

Appen skulle efter sigende være klar til at gå i luften om nogle uger. I Singapore anvender man allerede contact tracing-appen TraceTogether, og i USA er der naturligvis gang i adskillige projekter – Safe Paths, COVID Watch, CoEpio og NextTrace er blot nogle af disse.

I en europæisk sammenhæng er det projektet med det mundrette navn Pan European Privacy Preserving Proximity Tracing (PEPP-PT), der påkalder sig mest interesse.

Projektet er interessant, fordi det har et meget stærkt fokus på de europæiske standarder for databeskyttelse, og fordi det er et konsortium bestående af en lang række europæiske virksomheder og forskningsinstitutioner, heriblandt danske DTU.

På pressemødet den 6. april nævnte Magnus Heunicke en passant, at man er i gang med at udvikle en app i Danmark. Der er ikke kommet mange informationer om appen, men i et efterfølgende handout til pressen fremgik det, at appen ville indeholde contact tracing-funktioner og var inspireret af et lignende projekt i Norge.

Den norske model er dog allerede blevet kritiseret, fordi den både anvender Bluetooth og GPS, og fordi den lagrer data centralt, hvilket kan skabe problemer i forhold til privatlivsbeskyttelse.

Vi skal alle bruge den

På den ene side er det lovende med så mange initiativer til at løse udfordringen med contact tracing, men på den anden side betyder det også, at man risikerer en fragmentering af markedet, hvilket kan være problematisk, fordi der kræves en tilslutningsgrad på 60 % af et lands befolkning, for at en contact tracing-app for alvor kan blive effektiv.

Mange af de involverede firmaer og organisationer arbejder naturligvis med fælles standarder og open source-teknologier, men i den sidste ende kommer teknologien kun for alvor til at fungere, hvis 60 % af hele verdens befolkning anvender den samme app – eller i hvert fald den samme dataplatform.

Virker det overhovedet?

En anden udfordring ved contact tracing-apps er, at man faktisk ikke rigtig ved, om de virker. For det første bliver man jo ikke smittet af alle mennesker i ens nærhed, hvilket betyder, at man risikerer overvældende mange falske positive, som i sidste ende kan gøre systemet meningsløst.

Noget af dette forsøger man at løse ved at definere, hvor lang tid et møde skal vare for at blive registreret. Men der er ingen videnskabelig evidens for denne tidsramme, så på nuværende tidspunkt er det rent gætteri.

For det andet bliver man jo ikke altid smittet af andre mennesker, men måske af virus på et dørhåndtag eller legetøjet i børnehaven. Denne smittekæde bliver ikke opfanget af contact tracing-apps og er sandsynligvis tæt på umulig at opspore.

Fem gode råd til regeringen

Der er med andre ord adskillige udfordringer med contact tracing-apps, men ikke desto mindre er det en lovende teknologi og muligvis det bedste bud på, hvordan vi kommer nogenlunde helskindede gennem denne krise. Der er ingen tvivl om, at regering og sundhedsmyndigheder har haft travlt med vigtigere ting end apps de sidste fire uger.

Men nu, hvor samfundet begynder at åbne dørene igen, er vi nødt til at tænke fremad og overveje, hvordan teknologi kan hjælpe os med at gøre en slem situation mindre slem. Undervejs på denne rejse er her fem gode råd til en dansk regering, der overvejer at sætte contact tracing i system med teknologi:

For det første bør Sundhedsstyrelsen følge tæt med i den rivende udvikling, der foregår på app-fronten lige for tiden. Hvem er de mest interessante aktører på området? Hvilke standarder bliver der arbejdet med? Hvilke teknologier og fremgangsmåder lever op til danske krav om privatlivsbeskyttelse?

På et tidspunkt skal den danske regering vælge vej på dette område, og det kan være, at den beslutning skal træffes lige så hurtigt som alle andre coronarelaterede beslutninger, og så er det vigtigt at have et overblik over markedet, dets begrænsninger, udfordringer og muligheder.
Man bør relativt hurtigt beslutte sig for, hvilken teknologi og standard der vil være den rette i Danmark. Herefter bør man gå ind i samarbejder og eventuelt yde økonomisk støtte til projekter.
Man bør sikre sig, at en eventuel app lever op til de høje krav for brugervenlighed, som forventes af offentligt udbudte digitale løsninger i Danmark.

Der har været megen kritik af offentlige digitale projekter, men faktum er, at Danmark har et af verdens bedst fungerende digitale offentlige systemer.

Og det bør vi fortsætte med at have – også når vi bekæmper coronavirussen. Det betyder, at en contact tracing-app skal være nem at bruge; der skal kommunikeres klart, og privatlivsindstillinger bør være forståelige for almindelige mennesker – ikke 40 siders legalistisk volapyksprog.

Og endelig bør en sådan app kunne anvendes af alle aldersgrupper og etniciteter.
Som sagt er contact tracing enhver totalitær stats våde drøm, og en app, som lanceres officielt i Danmark, bør derfor trykprøves hos de mest rabiate sølvpapirshatte.

Før man lancerer en app, bør den i (lyn)høring hos menneskerettighedsorganisationer og organisationer og individer, der er specialiserede i digital databeskyttelse.

Derudover bør man stærkt overveje at offentliggøre alle detaljer om appen og dens kildekode, så den kan gås igennem i sømmene af eksperter.

Når man først præsenterer contact tracing for offentligheden, bør der ikke herske den mindste tvivl om, at appen er skabt for borgerne og borgerne alene.
Som sagt kræver en Bluetooth-baseret contact tracing-app, at mindst 60 % af befolkningen anvender den.

Vælger man at lancere en sådan app, er det derfor alfa og omega, at både regering og Sundhedsstyrelsen med store bogstaver anbefaler, at man bruger appen.

Det skal ikke være en sidebemærkning fra Kåre Mølbak eller Magnus Heunicke – den skal lanceres og anbefales af selveste Mette Frederiksen og coronageneralen Søren Brostrøm.