Fejlslagen kampagnekommunikation
Hvorfor tabte sygeplejerskerne strejken?

Opgør med en over 50 år gammel reform, der mejsler løngabet mellem mænd og kvinder i sten. Hvad kunne dog gå galt? Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Skrevet af
De ligger altid højt i troværdighedsmålingerne. Under pandemien har de taget en gevaldig en for holdet. De gik i strejke for en dagsorden med bred opbakning. Så, hvordan kunne sygeplejerskerne tabe med et brag? Her giver Jakob Sand Kirk, Anna Rørbæk og Nicolai Kampmann deres bud.
En stor gruppe aktivister i Dansk Sygeplejeråd (DSR) havde fået nok. To gange udløste deres utilfredshed et nej til ledelsens forhandlingsresultat med Danske Regioner. Fra 19. juni var sygeplejerskerne i strejke.
 
Aktivisterne krævede et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969, hvor sygeplejerskerne er placeret nederst i lønhierarkiet i det offentlige. Bagtæppet var en coronapandemi, hvor ingen kan være i tvivl om, at sygeplejerskerne sammen med det øvrige sundheds- og omsorgspersonale har trukket et mægtigt læs. Og mange husker de famøse honninghjerter, som Region Hovedstaden mente var en passende bonus.
 
 
Opgør med en over 50 år gammel reform, der mejsler løngabet mellem mænd og kvinder i sten, surfende på en bølge af sympati i befolkningen. Hvad kunne dog gå galt?
 
Faktisk det meste skulle det vise sig. Efter ti ugers strejke fes mobiliseringen ud i et regeringsindgreb i slutningen af august.
 
Her giver tre eksperter deres bud på, hvorfor sygeplejerskernes strejke fejlede.


#1: Manglende dialog, forventningsafstemning og rettidig omhu

 
Jakob Sand Kirk er strategisk rådgiver for politiske organisationer – især fagbevægelsen – og har en fortid som organisations- og udviklingschef i LO. Han peger på, at kampagnen kom dårligt fra start, endnu før den var begyndt. DSR’s ledelse havde glemt dialogen med baglandet. 

 
  • DSR med Grethe Christensen i spidsen har fejlvurderet temperaturen i baglandet blandt medlemmerne, der stemte nej til overenskomstforliget to gange. Hvis de havde loddet stemningen bedre, så kunne de måske på forhånd have skabt dialog med de frustrerede medlemmer, eller også skulle de have lagt ud med en hårdere forhandlingslinje
 
  • Aktivisterne i Foreningen af Danske Sygeplejersker, der er stiftet for at gøre op med tjenestemandsreformen fra 1969, udgør ca. en tredjedel af DSR’s medlemmer. Der er en fare for,at en så stor utilfreds gruppe disrupter organisationen.

     
  • Derfor skulle man på forhånd have lyttet og engageret aktivisterne. Ikke kun på sociale medier, men også gennem fysisk kontakt mellem ledelsen og oppositionen. Hele forløbet viser nødvendigheden af engagerende dialog og aktiv mobilisering – ellers sker det udenom organisationen.
 
  • Grundlæggende er det en gammel frustration blandt sygeplejerskerne, der førte til strejken. Hvorfor har man ikke reageret på den langt tidligere? DSR skulle gennem mange år have taget en reel dialog og forsøgt at bygge bro mellem aktivisternes forventninger og realiteterne ved forhandlingsbordene. Og realiteterne er, at forandringer sker med små skridt. Det skulle man i meget højere grad have afstemt mellem forhandlere, aktivister og medlemmer, siger Jakob Sand Kirk. 
 
Nicolai Kampmann er udviklingschef hos Willmore og tidligere chefredaktør i A4 Medier. Han peger også på modsætningsforholdet mellem medlemmer og ledelse.
 
  • Sygeplejerskerne fremstod splittede i forhandlingerne med Danske Regioner. I de to urafstemninger blev det først et smalt nej, og så blev det et stort nej. Set udefra virkede DSR ikke helt kommunikativt forberedt. Med god grund, da man formentlig havde regnet med et ja til overenskomsten.
 
  • Og så er der de politiske realiteter: Hvis parterne opgiver at nå et resultat, så griber politikerne på et tidspunkt ind. DSR må have været bevidst om, at hvis de blev imødekommet på grund af strejken, så ville det åbne for andre offentligt ansatte. Det ville skabe præcedens. Det er meget svært for politikere – uanset, om de er røde eller blå – at stå på mål for, siger Nicolai Kampmann.
 

#2: Mudret budskab med forkert appel

 
Anna Rørbæk er selvstændig kommunikationsrådgiver og rådgiver bl.a. om strategisk kommunikation, public affairs og ledelse. Hun peger på, at den fortælling, sygeplejerskerne søgte opbakning til, ikke virkede efter hensigten. Sygeplejerskerne satte sig selv i centrum i stedet for sagen.
 
  • Den største fejl er, at deres fortælling stikker i flere retninger. Fortællingen er for kompleks, den er ikke intuitiv, den handler om dem selv, og den er lidt støvet. 
 
  • Sygeplejerskerne fokuserer på et historisk lønefterslæb. Det er en lidt gammeldags fagforeningsfortælling, der er meget logos-fyldt. Hvis de skulle appellere til sympatien på bagkant af corona, så skulle de appellere til patos. Deres fortælling appellerer ikke til modtagernes sympati.
 
  • Ved at fokusere på sig selv rider de ikke med på sympatibølgen, som hvis de havde krævet mere i løn for alle vores andres skyld, for at kunne fortsætte deres gode arbejde.
 
Nicolai Kampmann mener også at sygeplejerskernes fortælling var et svagt punkt:

 
  • Det konkrete krav var mere i løn. Men hvornår får man for lidt? Sygeplejerskers grundløn er på 27-28.000, men med tillæg får de fleste i nærheden af 40.000 kr. Det er der mange mennesker, der vil mene er en udmærket løn. Det vanskeliggør kommunikationen. Sloganet lød: Vi er mere værd, men hvad betød det mere specifikt? Udover at slå på sympati og velvilje i lyset af coronasituationen.
 

#3: Det er sårbart at stå alene

 
Alle tre eksperter peger på, at det var en fejl, at sygeplejerskerne gik enegang i stedet for at skabe en koalition for at gøre op med løngabet. Jakob Sand Kirk peger på, at det var en fejl at satse på en kortsigtet kampagne for mere i løn til sygeplejerskerne i forbindelse med OK-forhandlingerne i stedet for en langsigtet kampagne for ligeløn.

 
  • Det er jo interessant, at der i befolkningen er opbakning til en bred dagsorden om ligeløn, men ikke, når det kun gælder sygeplejerskerne. Sygeplejerskerne har derfor brug for en langsigtet koalition med bl.a. sosu'er, pædagoger og jordemødrene – der i parantes bemærket tjener mindre – i stedet for at stå alene.
 
Anna Rørbæk mener, at sygeplejerskerne med deres enegang sætter sig selv i centrum for fortællingen.
 
  • Deres kampagne hedder Lønløftet, men handler ikke om ligeløn i bred forstand. Den handler kun om sygeplejerskerne. Hvorfor ikke også alle de andre kvindefag, hvor der er lønefterslæb? De har ikke deres alliancer på plads, så andre grupper står skulder ved skulder med dem. I stedet kommer det til at handle for meget om sygeplejerskernes egen navle.
 
Nicolai Kampmann pointerer, at det trods solid opbakning til ligeløn var svært at kommunikere for én enkelt gruppe.

 
  • Det var først og fremmest svært at flytte noget, fordi sygeplejerskerne stod alene. Det er evident, at der er uligeløn – omkring 7-8 pct. forskel på mænd og kvinder – men der skulle have været flere faggrupper med. Det havde gjort konflikten mere uomgængelig og dermed også nemmere at kommunikere.

     
  • Der er ganske stor opbakning til et opgør med lønforskellene – også blandt mænd – men det er svært, hvis man kæmper alene.
 

#4: Timing, timing, timing!

 
Alle tre eksperter peger på strejkens timing som en stærkt medvirkende faktor for forløbet. Sommerferie, sport og røde trøjer overalt i bybilledet stjal opmærksomheden.

 
  • Timingen var ikke god. Kampagnen var usynlig hen over sommeren. En sygeplejerske fortalte, at de løb rundt i deres røde trøjer, men problemet var, at alle andre også løb rundt i røde trøjer på grund af EM-holdets succes. Da strejken sluttede, var det også lidt usynligt, fordi det skete samtidig med begivenhederne i Afghanistan, siger Anne Rørbæk.
 
Nicolai Kampmann er på linje:

 
  • Du kan ikke selv bestemme, hvornår en strejke finder sted, men det er ikke heldigt, at det sker om sommeren. Folk var på ferie, og der var EM i fodbold, hvor Danmark klarede sig godt, samt OL og cykling. Offentlighedens fokus var på andre ting. I og med, at der skete alt muligt, så var der heller ikke så meget ‘free airtime’.
 
Jakob Sand Kirk mener, at man fejlvurderede sympatien og dermed timingen:

 
  • I forhold til timingen efter corona, så har man fejlvurderet taknemmeligheden i befolkningen. For hvad med kassedamerne, der også holdt samfundet i gang under pandemien, og som endda tjener mindre? De er måske nok taknemmelige over for sygeplejerskerne, men de har også selv gjort en store indsats.

     
  • Det ser ud til, at man har foretaget en fejlvurdering i forhold til målgruppen, befolkningen, og danskernes opbakning til rent faktisk at bruge skattekroner på en ensidig lønstigning.
 

Relaterede artikler

Undgå pinkwashing: Alliancer med minoriteter forpligter - Debatten om pinkwashing følger i halen på Priden. Virksomheder må indstille sig på, at hvis et engagement i Priden – og ...
Ullas fake news-shitshow - TV 2 begik i april et groft stykke fake news, der var egnet til at påvirke det grønlandske valg. Var det blot en uforstå...
Regeringen fortsætter som kaospiloter - Efter corona er politikere blevet kaospiloter, der skal styre os gennem alverdens samfundskriser. Men kan vi ud fra rege...
"På grund af corona" - Ændret på grund af corona. Aflyst på grund af corona. Under coronakrisen blev ”på grund af corona” en tilstrækkelig begr...
Scholzomatens effektive kommunikation - Europas vigtigste valg, nemlig valget af Tysklands næste Bundeskanzler, finder sted 26. september. Vi fire politiske nør...

Giv din stemme

40 stemmer
2,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Job

Programkoordinator

Frist: 9. oktober

Studentermedhjælper

Frist: 28. september

Kommunikationspartner

Frist: 24. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.