I terroristens mørkekammer

Den israelske serie ’Fauda’ er blevet et internationalt hit. TV-serien går modigt, poetisk og brutalt ind i terrorens inderste væsen og skildrer både hitteams og terrorister som mennesker. Og udstiller, hvordan hævnaktioner med et urværks præcision fører til nye drab.
Ny serie på Netflix skildrer det dramatiske og hævntørstige forhold mellem palæstinensere og israelere på meget sympatisk vis.
Ny serie på Netflix skildrer det dramatiske og hævntørstige forhold mellem palæstinensere og israelere på meget sympatisk vis.
Et hitteam med et menneskeligt ansigt. En terrorist med sympatiske træk. Hævnaktioner, der med et urværks præcision udløser nye metodiske drab og dødelige eksplosioner. Det er kernen i den israelske serie ’Fauda’ – og lyder også som opskriften på hidsig debat og ballade eller balagan på hebraisk. Men ’Fauda’ er blevet et TV-hit og vel modtaget både i Israel og internationalt på Netflix.
 
’Fauda’ fører os ind i et israelsk grunddilemma: at hver gang man dræber palæstinensere, som sikkerhedsapparatet ser som farlige for den jødiske stat, udløser handlingen nemt ny blodtørst og hensynsløs planlægning af nye umenneskelige rædsler.
 
Traileren til første sæson af Fauda. Seriens første sæson ligger på Netflix til danske seere, og sæson to skulle være undervejs. 
 
’Fauda’ åbner hedt i en vinmark i en ægteskabelig, næsten bibelsk scene, hvor Doron Kavillio, et medlem af et israelsk dræberteam, til sin hustrus og på sin vis også sin egen store fortrydelse trækkes med hud og hår tilbage ind i efterretningstjenestens hitteam – som han ellers har forladt for at blive vinbonde. Doron Kavillio er den bedste, mest charmerende og mest koldblodige morder, varm og kold på den mest effektive vis.
 
Superagenten planlægger og udfører med sit professionelle team et drabsforsøg på Vestbredden mod den berygtede terrorist ’Panteren’, som alle troede Doron Kavillio havde dræbt en gang – men Panteren viser sig i virkeligheden i høj grad at være i faretruende live. Men aktionen slår fejl – hæsblæsende og poetisk skildret i den palæstinensiske bys skramlende, vemodige, voldelige og smukke gader. Og i stedet for den grufulde terrorist nedlægger drabsteamet en brudgom ved et arabisk, traditionelt bryllup, skildret med stor filmisk omhu og indlevelse. Og hvad er det næste træk i terrorens uhyggelige urværk?
 
Brudgommens hustru, knust af sorg, iklæder sig terrorens hætte, går ind på det diskotek i Tel Aviv, hvor dræberens hotte kæreste arbejder i baren, har en kort tete-a-tete med den israelske skønhed, hvorpå hun sprænger hele etablissementet i luften, og den forelskede dræber konfronteres med sin elskedes forkullede krop, fremfor hendes varme kys.
 
Lior Raz er både en af mændene bag serien, men spiller også hovedrollen som Doron Kavillio, der kaldes tilbage til israelisk efterretningstjeneste for at slå en palæstinensisk terrorist ihjel. Kilde: Fauda
 
Og sådan går det slag i slag. Det er ikke en serie for sarte sjæle, men en serie, der menneskeligt, eksakt og med stor skønhed og forfærdelig gru rammer et af vor tids dilemmaer, terrorens metodik, præcist, deprimerende og tankevækkende.
 
’Fauda’ betyder bogstaveligt talt ’kaos’ på arabisk. Terminologien blev anvendt om begivenhederne i de besatte palæstinensiske områder før 1987, hvor oprøret eksploderede til den første intifada – det palæstinensiske oprør. Mere specifikt er det kodeordet for alarm i en særlig israelsk undercover enhed, som opererer i de palæstinensiske områder, som betyder, at gruppens cover er blevet afsløret, og at dens medlemmer må handle eller afbryde aktionen.
 
Hver af Faudas 12 episoder i første sæson lægger ud med at understrege det vilkår, at det er fiktion og ikke baseret på fakta. Men denne indledning vækker selvsagt seernes nysgerrighed og får dem til at lede efter spor af sandhed.
 
Det meste af serien foregår på arabisk, da mere end halvdelen af karaktererne er palæstinensere. Det er første gang i israelsk primetime, at israelske mainstreamseere bliver præsenteret for et spejlbillede af deres modsætningsfulde realitet på et sprog, som mange israelere ikke forstår. Seriens imponerende scoop er, at seerne ofte identificerer sig med fjendens karakterer – fordi de er overbevisende skildret med deres menneskelige sårbarhed og fejl.
 
’Fauda’ blev hurtigt købt af Netflix til et internationalt publikum, og en ny sæson er på vej. Ophavsmand til ideen til serien er Lior Raz, der både har skrevet den og spiller hovedrollen. Og Avi Issacharoff, som tidligere har dækket det palæstinensiske område for den israelske avis Haaretz, er medskaber. Begge mænd har stor erfaring i at skildre den palæstinensiske realitet og leve flere liv på en gang på tværs af den israelske-palæstinensiske konflikt.
 
Selvom serien er fiktion, så er den ikke urealistisk i sin fremstilling af terror og hævn. Elor Azaria blev under stor opmærksomhed dømt til 18 måneders fængsel for drab på en såret palæstinensisk voldsmand. Kilde: Scanpix
 
Lior Raz har selv været medlem af en undercover militær enhed, og Avi Issacharoff har stort kendskab til Vestbredden, hvor han på daglig basis har dækket konflikten. Serien blev optaget i Kafr Qasim under krigen i Gaza sommeren 2014. Mens mange andre flygtede, blev filmteamet, som både består af israelere og palæstinensere, og fortsatte optagelserne som en slags vidnesbyrd om seriens meget realistiske døds-turnus.
 
Det erklærede mål for ’Fauda’ er netop på klos hold at vise den uhyggelige, sprængfarlige spiral af en realitet, som mange israelere vælger at ignorere, med alle dens nuancer af gru, angst, menneskelighed – og risiko for at eksplodere når som helst.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også