Årets farve 2020 – geniale betragtninger eller ren fis?

Neo Mint blev udvalgt som årets farve 2020 af trendforskerne fra WGSN i London på baggrund af studier af street fashion, big data, sociale medier etc. og er en farve, der ifølge instituttets trendforskere forener natur og teknologi og derved italesætter de store klimaudfordringer, vi står overfor.

Årets farve fra amerikanske Pantone er Classic Blue, og ifølge direktøren for Pantone Color Institute, Leatrice Eiseman, så ”…lever vi i en tid, som kræver tillid og tro. Det er denne form for konstans og fortrolighed, der udtrykkes i Pantone 19-4052 Classic Blue – en solid og pålidelig blå nuance, som vi altid kan stole på.”

Årets farve 2020 fra henholdsvis Pantone og WGSN.

Psykolog Birgitte Hultberg har skrevet bogen Din farvepsykologi og er ekspert i, hvordan farver påvirker os mennesker. Vi har bedt hende om at forholde sig til de to farver og farvers indvirkning eller mangel på samme på vores psyke. Og så har vi spurgt hende om, hvorvidt begrebet årets farve overhovedet giver mening.

Psykolog og farveekspert Birgitte Hultberg har blandt andet skrevet bogen Din farvepsykologi.

Hvad er din umiddelbare vurdering af de to farver, og hvad symboliserer de for dig?

Jeg går ud fra, at det er min personlige opfattelse, du beder om, og derfor kan jeg sige, at jeg er vild med begge farver, fordi jeg generelt godt kan lide blå og grøn. Den mørkeblå forbinder jeg med orden og stabilitet, den mintgrønne med friskhed og renhed. Jeg tror, at det er sådan, mange opfatter disse farver, og at de fleste godt kan lide dem, og det er sikkert derfor, de er valgt – altså et popularitetskriterium.

Hvad mener du om den årlige kåring af en farve, som bliver kædet sammen med en masse værdier, der skal symbolisere den tid, vi lever i?

Det er noget vrøvl, hvis det skal tages bogstaveligt.

Historisk har menneskeheden aldrig før oplevet en tid med så megen foranderlighed, som vi oplever nu. Verden ændrer sig næsten fra dag til dag, og eksempelvis virker det fuldstændigt absurd at tænke på, at der var engang for ikke særlig længe siden, hvor vi hverken havde mobiltelefoner eller internet. Den mørkeblå farve med orden og stabilitet er nærmest det længste, vi kan komme fra nutidens hverdag. På den anden side er det nok de blå kvaliteter, vi aktuelt har mest brug for, så på en eller anden omvendt måde passer den ind i nutidens behov, men den afspejler på ingen måde de aktuelle samfundsværdier.

Med hensyn til den mintgrønne, så er det ikke en farve, man finder i naturen, og at relatere den til natur og øko-tanker er totalt tankespind. Tværtimod er den mere relateret til kunstige produkter som for eksempel tandpasta, hvor det kølige og rene islæt appellerer til køberen. At forbinde den med teknologi og videnskab har heller ikke noget på sig, og at forskønne disse områder med øko-temaet ligner mere et forsøg på at promovere en bestemt politisk dagsorden, hvilket også understreges af det politisk korrekte indspark om kønsidentitet og LGBTQ-overvejelserne.

Alle farver er som udgangspunkt kønsneutrale, trods vores kulturelt betingede pige-/drenge-relaterede brug af rød og blå. Mænd går gerne med røde slips og kvinder med blå sweaters uden at føle det som et kønsmarkerende oprør. Såvel teknologi og kønsidentitet er elementer, der hives ind for at bibringe et højst subjektivt valg et skær af videnskabelighed.

Kan farver overhovedet kommunikere noget om den tid, vi lever I?

Alle farver findes altid, og der er næppe nogen historisk tid, der har udtrykt sit kernetema gennem farver. Brugen af farver har historisk fulgt adgangen til kemikalier at farve stoffer med, ikke den politiske tilstand. I middelalderen var det sparsomt med den slags, og derfor var de fleste klædt i brunt og sort.

At vi alligevel kan stadfæste moderne historiske tider på baggrund af farver – f.eks. 70’ernes hang til brun, grøn og orange – skyldes mere modedesignernes behov for, at vi jævnligt udskifter garderoben, end at der er noget dybere samfundsmentalt grundlag.
Farver ville i princippet godt kunne sige noget om tegn i tiden, men det kræver, at de bruges med bevidsthed om farvernes faktiske, universelle betydning, og det sker næppe, så længe det er styret af designere.

Er begrebet Årets farve i virkeligheden ikke bare et dumt marketingstunt?

Du lægger ord i munden på mig, men det er i orden, for det er vitterlig bare et dumt marketingstunt. At man vælger nye farver hvert år, er dokumentation af det. Tidsånden ændrer sig jo ikke årligt.

Efter min opfattelse er det virkelig ærgerligt, at farver prostitueres i markedsøkonomiens hellige navn, for som det er tilfældet med den valgte mørkeblå, så rummer farver faktisk energi, der bidrager til en bestemt indre sindstilstand, og hvis man bruger dem psykologisk rigtigt, kan man skabe mentale ændringer – og dermed være med til at foranledige ændringer på samfundsmæssigt plan.

Eksempelvis er de fleste af os jo bekendte med effekten af farver på den psykiske tilstand, som målrettet bruges blandt andet på hospitaler (beroligende, douche farver) og i salgsmedfør (handlingsinitierende pangfarver).

Forskere fra NASA konkluderede i 1988, at mennesker ikke har en forudindstillet reaktion på farver, men at det er de associationer, vi har til farver, som kan udløse en fysisk reaktion – altså, at det er kulturelt betinget, at vi i det hele taget er i stand til at skelne farver fra hinanden. Der er andre forskere, der peger i samme retning. Hvad tænker du om det?

Der findes faktisk universelle opfattelser af farver; psykologen Max Lüscher fik i 1949 sin doktorgrad på baggrund af en verdensomspændende empirisk undersøgelse, der viste, at på tværs af folkeslag og landegrænser var der konsensus om opfattelsen af grundfarver – rød, gul, blå, grøn, brun, sort, hvid og grå.

Men vores farveopfattelser er også kulturelt bestemt: I Kina er hvid for eksempel sorgens farve. Og så er der subkulturelle farveopfattelser: Brøndbyfans har for eksempel veneration for gul og blå. Derudover er der individuelt bestemte farveopfattelser: yndlingsfarver og hadefarver. De fleste har for eksempel en yndlingsfarve, fordi en person, de holdt af, bar den, eller vi har hadefarver, fordi en person, der behandlede os dårligt, bar dem.

Pointen er, at universelle farveopfattelser ikke udelukker miljøbestemte farveopfattelser. Det er ligesom med arv og miljø. Forskellen er, at det, der er miljøskabt, kan ændres, mens det, der ligger i vores instinktive opfattelse, vedbliver at være sandt. Derfor kan man manipulere alles sindstilstand på samme måde med den samme farve – uanset kultur og personlig præference.

Hvilken overordnet betydning har farver for os mennesker?

Farver er lys, liv og energi. Vi har alle sammen et forhold til farver, og livet ville virke tomt uden. Alle vores følelsesmæssige oplevelser baseres fortrinsvist på sansemæssige impulser, og 60 % af alle mennesker er først og fremmest visuelt orienterede. Med andre ord, farver er en væsentlig del af vores liv.

Hver farvegruppe (rød, blå, gul, grøn mv.) repræsenterer et aspekt af den menneskelige psykes helhed: Rød er idealisme, gul er optimisme, orange er entusiasme, rød er viljestyrke, grøn er harmoni og vækst, blå er orden og struktur, lilla er spiritualitet, brun er varm venlighed, grå er neutralitet og fordomsfrihed, og sort er autoritet.

Hvis en farve mangler i vores liv, mangler vores liv en dimension. Man kan også sige, at farver er som vitaminer: Vi har brug for dem alle, men ikke i lige stort omfang.

Vi har tendens til at klæde os, som vi har det indeni: Hvis vi er triste, toner vi farverne ned, hvis vi er opstemte, vælger vi mere spraglet beklædning. Men faktisk burde vi bruge det lige omvendt. Det gælder om at få harmoni og bevare den psykologiske balance, og det kan man faktisk gøre med farverne. Hvis vi er triste, kan vi bevidst klæde os i energifulde farver, som modvirker den inaktive sindstilstand. Og hvis vi er opstemte, kan vi med fordel klæde os i mere rolige og ordnede farver, som f.eks. brun og blå, for at målrette energien hen på konstruktive handlinger frem for at brænde energien af på hovedløse impulshandlinger.

På Kforums redaktion har medarbejderne vidt forskellige yndlingsfarver – tre blå, en orange, en grøn og en rød. Hvad siger det om arbejdspladsen?

Det fortæller, at I har alle de kræfter, der skal til for at skabe en velfungerende virksomhed. De blå vil have forkærlighed for struktur og orden; den orange vil kunne bidrage med engagement og produktivitet; den grønne med kreative indspark og nytænkning, og den røde med målrettet handlekraft. Det vil sige, I har idémageren, fuldføreren og motivatoren, og så har I en gruppe, der ville kunne sørge for den nødvendige stabilitet og struktur undervejs i processen.