Går vi egentlig op i, om Facebook har en krise eller ej?

Efter whistleblower Frances Haugen stod frem og fortalte, hvordan Facebook sætter profit over hensynet til sine brugere, er den negative omtale eskaleret. Men har alt dette overhovedet en konsekvens for os almindelige brugere af Facebook og Instagram?
Følelserne løber med den største opmærksomhed, og det er præcis det, Facebook lever af. Foto: Getty Images
Følelserne løber med den største opmærksomhed, og det er præcis det, Facebook lever af. Foto: Getty Images
af Pernille Hammershøj Madsen
Historierne står i kø: Facebook har ikke bare forholdt sig passivt til sit ansvar i forhold til Instagrams påvirkning af unge. Med projektet Project Amplify har det sociale medie også forsøgt at placere positive historier om sig selv i newsfeedet. Et projekt, Mark Zuckerberg i sidste måned måtte forlade for at undgå personlig skandale, efter det blev kendt af offentligheden.
Det fortæller flere tidligere og nuværende ansatte anonymt til The New York Times. Det amerikanske medies artikel udkommer i kølvandet på The Wall Street Journals artikelserie The Facebook Files.
 
Ifølge The New York Times blev januar i år et vendepunkt for Facebook. Indtil da havde man i ledelsen benyttet sig af offentlige undskyldninger for den misinformation og hate speech, der florerer på Facebooks platform. Problemet var bare, at ingen tog det sociale medies parti, og kritikken fortsatte med at hagle ned.
 
En række af Facebooks spidser besluttede derfor i begyndelsen af året, at nu skulle piben have en anden lyd: ud med den undskyldende og forsonende tone og ind med det manipulerende indhold. Ifølge det amerikanske medie testede man Project Amplify i tre amerikanske byer. I disse byer blev folk i deres newsfeed præsenteret for artikler og hjemmesider publiceret af Facebook selv eller af lokale nyhedssites.
 
En af historierne handlede om det sociale medies innovative tiltag i 2021 og diskuterede, hvordan virksomheden arbejder med genanvendelig energi.
 

Følelser = profit  

 
Men Project Amplify-historien blev ikke den, der løb med den største medieopmærksomhed. For hvem kan andet end blive vred, når det kommer frem, at Facebook kendte til Instagrams skadelige påvirkning af unge, men intet gjorde? Følelserne løber med den største opmærksomhed, og det er præcis det, Facebook lever af. 
 
Virksomheden tjener sine penge på, at dets indhold bliver set, delt og interageret med. Og en af de helt store topscorer i denne henseende er indhold, der trigger følelser som angst og vrede hos brugerne.
 
For nylig viste en undersøgelse af Analyse & Tal F.M.B.A og Common Consultancy, at de danske organisationer, der scorer højest på engagement og Facebook-reach er dem, der formidler deres budskaber gennem emotionelle og værdibaserede opslag. I toptre ligger Dyrenes Beskyttelse, Kræftens Bekæmpelse og Anima.
 
I tråd hermed afslørede The Facebook Files, at nogle politiske grupper med vilje spiller på disse tangenter for at please Facebooks algoritme.
 
Vi står altså i en situation med en verdensomspændende digital platform, hvis størrelse og rækkevidde man aldrig før har set mage til, som bevidst går efter at vække de allermest dystre, destruktive og konfliktsøgende følelser i os. For profittens skyld.
 

Et vanedannende monster

 
”Jeg tænker ikke engang over, at jeg åbner Facebook-appen. Jeg gør det bare, når jeg keder mig. Og det irriterer mig faktisk!”, sådan sagde min kæreste forleden, og jeg kender følelsen.
Hvilket der jo egentlig er en helt naturlig forklaring på. For algoritmerne har udviklet sig som de har, fordi de honoreres af os helt almindelige brugere.
 
Facebook kommer næppe til at ændre sin forretningsmodel foreløbig. Konkurrencen er nemlig til at føle på, og således kunne TikTok i sidste uge fejre, at det havde rundet en milliard brugere. På bare 45 måneder, fra januar 2018 og til nu, er mediet vokset med 54 millioner brugere. Til sammenligning tog det Instagram et år længere (66 måneder) at nå milliarden.
 
Men er politikerne klar til at regulere Facebook, hvis det vil betyde, at kinesiske TikTok vinder endnu større terræn? Ender det i sidste ende med, at det bliver os selv, der skal tage opgøret med Facebook og Instagrams skadelige algoritmer, og er vores reptilhjerne klar til det? Time will show – det bliver spændende at følge!

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også