Nedladende reaktion på afhopper hjælper ikke parti

Formandsopgøret i Nye Borgerlige kan blive partiets endeligt. Følelser har trumfet hensynet til strategisk kommunikation, vurderer direktør og tidligere særlig rådgiver.
Lars Boje Mathiesen og Mikkel Bjørn, efter Nye Borgerlige har afholdt ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde for at drøfte valget af en ny formand på Christiansborg, tirsdag den 17. januar 2023. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars Boje Mathiesen og Mikkel Bjørn, efter Nye Borgerlige har afholdt ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde for at drøfte valget af en ny formand på Christiansborg, tirsdag den 17. januar 2023. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et ”dødskys” til Nye Borgerlige. Så alvorligt er Mikkel Bjørns exit fra partiet, der har taget hul på et ”grimt formandsopgør”, efter Pernille Vermund trak sig fra posten tidligere i år. Det vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein. Nye Borgerlige står nu tilbage med kun tre mandater.
 
Den vurdering er Martin Vith Ankerstjerne enig i. Han er direktør i public affairs-bureauet Decisions, tidligere partner i Advice og særlig rådgiver for daværende social- og indenrigsminister samt miljøminister Karen Ellemann. 
 
”Det er svært at få øje på den store fremtid for Nye Borgerlige. Partiet har i høj grad været Pernille Vermunds projekt,” siger han i et skriftligt svar til Kforum.
 

Ikke klogt at smække med døren

Men sådan havde det ikke behøvet at gå, hvis dramaets hovedpersoner havde holdt hovedet koldt og kommunikeret mere strategisk, mener han.
 
”Hvis Mikkel Bjørn havde været strategisk, så havde han ikke smækket med døren på den måde,” siger Martin Vith Ankerstjerne med henvisning til 27-årige Mikkel Bjørn, der af flere blev udråbt som en kandidat til formandsposten, som Lars Boje Mathiesen står til at løbe af med.
 
”Politik er langt mere præget af følelser og tilfældigheder, end man forestiller sig. Og Nye Borgerlige har gang i en magtkamp om ledelsen af partiet, hvor der næppe tænkes strategisk eller i krisekommunikation,” vurderer Martin Vith Ankerstjerne.
 
For selvom Lars Boje Mathiesen er en mere erfaren profil, peger Mikkel Bjørn på, at hans ledelesesstil er den direkte årsag til, at han tager sit mandat med til Dansk Folkeparti.
 

Solorytter, der ikke samarbejder

Det lægger han ikke skjul på i hverken interview eller i et alenlangt Facebook-opslag om sin beslutning:
 
”Lad mig sige det ligeud. Lars er knalddygtig – og ingen kan som han udstille venstrefløjens misbrug af skatteborgernes penge, så de står afpillede tilbage,” lyder det i opslaget, som fortsætter:
 
”Men Lars er også en solorytter. Der efterlades ikke meget plads til samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag. Personen Lars ender indimellem med at fylde så meget, at partiets interesser og andre personer må vige.”
 
Mikkel Bjørn hævder samtidig, at han er blevet presset til at give besked om ”utvetydig opbakning til Lars Boje Mathiesen som formand”, ellers var det en mulighed, ”at jeg blev ekskluderet fra både gruppen og partiet”. Selvom Mikkel Bjørn siden fik en undskyldning, kan han ikke kan se sig selv i partiet under Lars Bojes ledelse.
 
 
Når man smækker med døren på den måde, får det konsekvenser i det nye parti, man går over til, vurderer Martin Vith Ankerstjerne.
 
”Selvom Dansk Folkeparti byder Mikkel Bjørn velkommen med åbne arme, må de jo også tænke deres om hans afsked med Nye Borgerlige. Derfor skal han nok igennem en karensperiode, hvor de lige ser ham an, inden han betros store poster.”
 

Slet skjult nedladende tone

Heller ikke Lars Boje Mathiesen gør Nye Borgerlige nogen tjeneste med sin håndtering af Mikkel Bjørns afgang, mener Martin Vith Ankerstjerne.
 
Boje Mathiesen siger blandt andet, at Mikke Bjørn sætter sig selv over partiet. Derudover uddyber han:
 
”Han er en ung mand, skal man huske. Han er 27 år gammel og er lige blevet valgt ind i Folketinget, og så trækker hans partiformand sig tilbage. Det kan godt være overvældende,” siger Lars Boje Mathiesen.
 
”Lars Bojes reaktion er heller ikke præget af overskud i kommunikationen, som rummer en slet skjult nedladende tone. Han burde i stedet beklage situationen og vise overskud. Og derefter bruge lejligheden til at tale om behovet for at holde sammen og kæmpe for partiet,” siger Martin Vith Ankerstjerne.
 

Farligt at bygge partier op om en stærk kommunikator

Dermed er Nye Borgerlige et eksempel på, at det er farligt at bygge et parti op om en stærk person og kommunikator, som Pernille Vermund.
 
”Det er og bliver et problem for Nye Borgerlige, at Vermund stopper. Hun er uden diskussion og sammenligning partiets største aktiv,” har Benny Damsgaard, selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver tidligere vurderet over for Kforum.
 
Det er Martin Vith Ankerstjerne enig i:

”Gang på gang har det vist sig, at det ikke er levedygtigt, når et parti er så meget bundet op på en enkelt person. Derfor må udviklingen hos Nye Borgerlige også give panderynker i et par andre partier på Christiansborg.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også