Pape retur i trygge rammer på Facebook

Søren Pape har et overtræk på troværdighedskontoen, der skal dækkes. Efter Konservatives exit fra regeringsforhandlingerne er det arbejde gået i gang. Helt anderledes stiller det sig for Alex Vanopslagh, der antyder, at Liberal Alliance også er på vej ud.
Pape er ude, og Vanopslagh antyder, at han er på vej samme vej. Samme beslutning har dog helt forskellig betydning for de to partiledere. Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Pape er ude, og Vanopslagh antyder, at han er på vej samme vej. Samme beslutning har dog helt forskellig betydning for de to partiledere. Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af Mikkel Skov Petersen
Det Konservative Folkeparti forlod i weekenden regeringsforhandlingerne. Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, antyder, at hans parti er på vej samme vej.
 
Trods samme politiske beslutning står de to partier dog kommunikativt helt forskellige steder. Det mener Tine Lund-Bretlau, partner i White Cloud og tidligere særlig rådgiver for Marianne Jelved.
 
“Noget kan tyde på, at Liberal Alliance også lægger an til et exit fra regeringsforhandlingerne. Vanopslag er tydeligt utilfreds med, at han og Liberal Alliance ikke er blevet inviteret til forhandlinger, siden Enhedslisten og Alternativet forlod forhandlingerne,” siger Tine Lund-Bretlau og uddyber:
 
“Dealbreakeren for S er selvfølgelig, at LA ikke vil have Mette Frederiksen i Statsministeriet. Det er en svær position, hvis man vil med i regeringen. Mette Frederiksen vandt valget klart, og blå blok kunne ikke engang blive enige om at pege på en kongelig undersøger. Men hvis man skal holde, hvad man lovede sine vælgere, så ligger Vanopslagh helt rigtigt.”
 
Ifølge Tine Lund-Bretlau får Alex Vanopslagh “ fint balanceret” ønsket om store reformer, liberal politik og behovet for brede samarbejder i Folketinget, hvis man skal løse de store problemer.
 
“Og belønningen fra vælgerne kommer prompte – han går frem i den seneste måling fra Voxmeter,” siger hun.
 

Det konservative bagland klar ved tasterne

Anderledes stiller det sig umiddelbart for Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti. Her skal der nemlig et større genopbygningsarbejde i gang.
 
“Søren Pape og Konservative forlader forhandlingerne, og Pape er retur i trygge rammer på Facebook. Her er der ingen trælse journalister og kritiske spørgsmål,” siger Tine Lund-Bretlau og tilføjer:
 
“Pape hiver fat i en gammel kending, ”troværdighed”, da han skal argumentere for exittet fra forhandlingerne. Noget, som Pape i den grad har brug for at genopbygge efter en katastrofal valgkampagne.” 
 
Hvor Liberal Alliance altså kan bruge et exit til at bestyrke sit momentum, skal Konservative derimod bruge det til at knække en længerevarende nedtursfortælling.
 
“Konservatives exit er tydeligvis planlagt i god tid, så partisoldaterne har kunnet sidde klar ved tasterne og bakke op om formanden på Facebook. Både medlemmer af folketingsgruppen og baglandet er ude at sige, at det er den rigtige beslutning. Pape har i den grad brug for at signalere ro på de indre linjer. Der skal dog langt mere til, hvis Pape skal rejse sig som fugl Føniks fra oppositionens rækker,” vurderer Tine Lund-Bretlau.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også