Fjenderne ved porten

I Bredgade i midten af København sidder den mangeårige journalist Lasse Jensen og skriver en kommentar til Dagbladet Information, som han så ofte gør.

I mange år har han leveret en ugentlig klumme, hvor han kommenterer på forhold i mediebranchen.

Det gør han også i dag. I klummen skriver han, at ”journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger (…) En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen,” skrev Lasse Jensen.

”De er helt ude af mediemøllen. Faktisk har flertallet af danske kommunikatører ikke noget med journalister og nyhedsmedier at gøre. De sidder måske og laver borgerinformation eller patientinformation på hospitaler eller laver offentlige kampagner i Sundhedsstyrelsen. De laver alle mulige andre ting.”
- Pelle Nilsson

Onsdag den 7. november udkommer artiklen, og alt er forholdsvis stille og roligt. Lasse Jensen håber som altid, når han har skrevet en klumme, at der ”vil opstå noget debat.” Men han har på dette tidspunkt ingen anelse om, hvad der kort efter vil ske.

Stigmatiseringen

Et andet sted i København sidder Pelle Nilsson og læser Lasse Jensens klumme. Han er ikke begejstret. Han har været kommunikationsrådgiver i mere end 20 år og er i dag partner og direktør i PR-bureauet Resonans.

”Jeg har stor respekt for den opgave, journalister spiller i samfundet. Det, der provokerede mig ved Lasse Jensens artikel, var, at jeg ikke læser den samme respekt og anerkendelse over for kommunikationsfolk,” siger Pelle Nilsson, der mener, at Lasse Jensen ikke har forstået, at der findes massevis af kommunikatører, der laver andet end at være modvægte til journalisterne.

”De er helt ude af mediemøllen. Faktisk har flertallet af danske kommunikatører ikke noget med journalister og nyhedsmedier at gøre. De sidder måske og laver borgerinformation eller patientinformation på hospitaler eller laver offentlige kampagner i Sundhedsstyrelsen. De laver alle mulige andre ting.”

”Jeg har respekt for begge fag”

Efter Lasse Jensens artikel er udkommet, har han og Pelle Nilsson en kort fejde på Facebook.

Det genoptænder en gammel debat i journalistiske kredse, om Journalistforbundet skal rumme kommunikatører. Om forskellen mellem de to fag, og om kommunikationsfolk ligefrem er journalisternes modstandere i deres daglige arbejde.

”Jeg har lige meget respekt for begge fag, men jeg synes, at det er to forskellige fag. Ligesom tandlæger og læger begge stammer fra den medicinske profession, så vil jeg nødig lade en tandlæge fjerne min blindtarm og lade min læge bore i min tand”
- Lasse Jensen

For Lasse Jensen er sagens kerne, at det at være kommunikatør er et andet fag end det at være journalist.

”Jeg ved godt, at mange af de kommunikatører, der for eksempel er ansat i kommunerne, laver et godt og stilfærdigt informationsarbejde, som på sin vis tjener borgerne. Men samtidig er der også nogle, der lige skal omskrive borgmesterens tale. Så et eller andet sted så tjener de ikke uafhængigt borgernes interesser,” siger Lasse Jensen.

Han har ikke mere respekt for journalistfaget end for kommunikatørernes arbejde. Men han insisterer på, at der er forskel i branchernes overordnede forpligtigelse.

”Jeg har lige meget respekt for begge fag, men jeg synes, at det er to forskellige fag. Ligesom tandlæger og læger begge stammer fra den medicinske profession, så vil jeg nødig lade en tandlæge fjerne min blindtarm og lade min læge bore i min tand,” forklarer Lasse Jensen.

Knap to måneder efter eksploderer debatten om forskellen mellem kommunikatører og journalister for alvor.

Falck og de grimme metoder

I slutningen af januar 2019 varsler Konkurrencerådet en anmeldelse af redningskoncernen Falck til Bagmandspolitiet. Falck har misbrugt sin markedsposition ved blandt andet i det skjulte at formidle negative historier til pressen og offentligheden om et nystiftet dansk-hollandsk selskab, Bios, der skal overtage ambulancedriften i Syd- og Sønderjylland.

Falck-sagen involverer flere rådgiverkendisser og et af de mest fremgangsrige og hæderkronede PR- og reklamebureauer i Danmark, Advice.

Peter Goll, mangeårig succesrig PR-rådgiver og tidligere særlig rådgiver for en minister, figurerer som edderkoppen, der sidder i midten af sit spind og manipulerer med offentlighedens billede af, hvad der foregik i de dage, Falck og Bios kæmpede om ambulancedriften i det sydlige Danmark.

”Det er en rigtig grim sag,” siger Lasse Jensen og fortsætter: ”Men det gode ved den er, at den er dokumenteret. Konkurrencestyrelsen er gået ind og har lavet en ransagning, og dermed har de alt materialet. De dokumenterer sort på hvidt, at her er der foregået virkelig lyssky ting.”

”Vi har ikke gjort meget selv for at definere, hvilken etisk substans vi står på. Der er en lille del af kommunikationsbranchen, primært PR-bureauerne, der har forpligtiget sig til Helsinki-konventionen, men det dækker meget få i hele branchen. Slet ikke alle de tusinder af kommunikatører, der sidder ude i virksomhederne og organisationerne og arbejder med kommunikation.”
- Pelle Nilsson

For mange journalister er Falck-sagen det afgørende bevis på, at folk, der arbejder med kommunikation, arbejder i manipulationens tjeneste.

K-branchen har selv et ansvar

Falcksagen udstiller, at hele kommunikationsbranchen har en helt åben flanke i forhold til at være bedre til at definere grænserne for faglighed. Det mener Pelle Nilsson, der ønsker klare etiske retningslinjer i kommunikationsbranchen.

Han fortæller, at der i brancheforeningen K1 i lidt over et år er foregået diskussioner om etiske retningslinjer:

”Altså før Falck-sagen. Det har været et ønske om at definere os som branche og så se på, hvad vi kunne gøre ved det troværdighedsproblem, der knytter sig til os. De mange sager, der har været omkring spindoktorer, Waterfront og folk som Henrik Qvortrup, har været med til at skade kommunikationsbranchens troværdighed.”

Men branchen har heller ikke selv gjort noget for at gøre troværdigheden højere, mener Pelle Nilsson:

”Vi har ikke gjort meget selv for at definere, hvilken etisk substans vi står på. Der er en lille del af kommunikationsbranchen, primært PR-bureauerne, der har forpligtiget sig til Helsinki-konventionen, men det dækker meget få i hele branchen. Slet ikke alle de tusinder af kommunikatører, der sidder ude i virksomhederne og organisationerne og arbejder med kommunikation.”

”Vi skal rutte mere med sandheden”

Pelle Nilsson mener, at den branche, han har tilbragt mere end 20 år i, har et problem. Falck-sagen handler om meget mere end om Falcks mislykkede håndtering af sagen i Region Syd.

”Det kan godt være, at Falck-sagen udstiller nogle, der virkelig har gjort noget forkert, men jeg vil gerne se den kommunikatør, der med fuldstændig sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig nogensinde i min karriere har gjort noget, hvor jeg ikke har været i et etisk dilemma,” siger Pelle Nilsson.

Han henviser til, at man i kommunikationsbranchen ofte siger: ”Vi skal sige sandheden, men vi behøver ikke rutte med den.”

”Falck-sagen har vist, at den vise, den dur ikke længere. Vi skal til at rutte med sandheden. Vi skal være meget mere transparente, og vi skal åbne vores beslutningsprocesser,” siger Pelle Nilsson.

Men når Pelle Nilsson taler om branchens problem, handler det primært om rådgiverdelen af branchen. Betegnelsen ’kommunikationsfolk’ er en uklar størrelse, hvilket medførte, at sagen om Falck ramte bredt, men i virkeligheden handler om den del af kommunikationsbranchen, der i dag forbindes med PR og PA.

”Det er unfair, når Lasse Jensen og andre journalister skærer hele kommunikationsbranchen over en kam. Det er meget unuanceret, fordi langt de fleste kommunikatører ikke er en del af nyhedscirkusset,” siger Pelle Nilsson og fortsætter:

”Det er jo ikke mindre fint at være kommunikatør; det er ikke mindre fint at tjene nogle erhvervsinteresser eller organisationsinteresser, som kan være en del af en kommunikatørs job.”

Det man siger, er man selv

Pelle Nilsson forstår godt, journalister har et behov for at sige, at der er forskel på journalistik og kommunikationsarbejde. Han mener også, at der er forskel på journalister og kommunikatører.

Men han peger på, at journalistbranchen på mange måder selv har et uklart moralsk mandat. Ridser man i lakken på journalisternes selvforståelse som den fjerde statsmagt, begynder billedet at krakelere.

Se og Hør-sagen og gentagne årlige meningsmålinger, der viser, at journalisters troværdighed rangerer under brugtvognsforhandlere, gør, at Pelle Nilsson ikke helt kan genkende den moralske overlegenhed fra journalisternes side.

”Hvem var det, der afslørede dopingsagerne i cykelsporten? Det var ikke de traditionelle sportsjournalister. Det var nogle, der kom udefra [...] Tamilsagen blev heller ikke afsløret af de politiske journalister på Christiansborg, der er sådan en slags indforstået familie. Det var Niels Ufer og andre, som ikke var en del af Christiansborg-journalisternes presseloge”
- Lasse Jensen

Lasse Jensen er ikke helt uenig. Han har ikke svært ved at komme med eksempler på, at det ikke altid er Cavlingprisvindende journalistik, alle journalister arbejder med.

”Lokaljournalistik har altid været udsat for stærke lokale kræfter, og der er journalisterne da udsat for en række interesser. Det er svært at være kritisk og uafhængig i sådan en situation.”

Og han peger på, at sportsjournalistik og politisk journalistik ofte er fedtet ind i lukkede broderskaber, hvor man plejer intim omgang med sine kilder.

”Hvem var det, der afslørede dopingsagerne i cykelsporten? Det var ikke de traditionelle sportsjournalister. Det var nogle, der kom udefra,” fortæller Lasse Jensen og fortsætter:

”Tamilsagen blev heller ikke afsløret af de politiske journalister på Christiansborg, der er sådan en slags indforstået familie. Det var Niels Ufer og andre, som ikke var en del af Christiansborg-journalisternes presseloge.”

Begge fag er en del af et større problem

Det er let at skyde hul på stoltheden hos begge faggrupper. Der er brug for at tage en tur op i helikopteren og se tingene lidt ovenfra, mener Pelle Nilsson:

”Både journalister og kommunikatører har nogle helt legitime og meget vigtige opgaver i forhold til at tjene nogle forskellige interesser. Men begge fag har et problem. Vi er begge en del af det troværdighedsproblem, der er i samfundet i øjeblikket. Det er ikke kun et dansk fænomen – det er et europæisk og globalt fænomen. Troværdigheden falder i forhold til formelle institutioner generelt. Der er vi, kommunikatører og journalister, selv en del af problemet. Måske var det dét, vi skulle tale om,” mener Pelle Nilsson.

Artiklen stammer fra KOMmagasinet nr. 118.