Thumbs ups til de friske femi-fighters
Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, lyder et velkendt ordsprog. Men er det nu også helt rigtigt? I denne uge vil nogle mene, at Roccamore har knækket stilethælen på selvsamme vej. Men er kritikken rimelig? Nej, her er hvordan og hvorfor. Hvis kampen for ligestilling skal lykkes, er det så absolut ikke fordrende for sagen, at man bekriger venner og åndsfæller for selv de mindste stilistiske fejl og fejltrin. Det er de fælles gode intentioner, som bør og skal tælle, hvis vi skal flytte noget sammen.
af Jacob Holst Mouritzen
Alle er enige om, at der ER et problem
Kritikken af Roccamore skal ses som en del af en større samtale om ligestilling og kvinders stilling i samfundet. En ganske rimelig debat tror jeg, de fleste vil mene. For vi har et problem. Det er skamløst, hvor få kvinder der er repræsenteret i danske bestyrelser. Det er altså udelukkende løsningen, vi er uenige om.
.png)
De skal ikke kaste med sten, når de selv bor i et glashus med det berømte glasloft
Lige nu spinner diskussionerne og debatterne ud i nogle perifere emner som form, format, udtryk og stil. For hvem er de rigtige feminister på den rigtige, fine måde, og hvem er de forkerte? Ja, for hvordan skal og må vi tale om problemet? Nogle er tydeligvis ikke fine nok til at kæmpe for den noble sag. Det er her, Roccamores VIP-profiler får sønderlemmende kritik for at arbejde for sagen på en forkert måde med forkert sammensat bestyrelse. De er ikke værdige nok til at stille sig op som femi-fighters, lyder internettets dom. Problemet er, at de fire ældre herre skulle have haft langt flere kvinder i deres bestyrelser, før de burde stille op i stiletter. Det er femi-/pinkwashing bliver der råbt, for de skal ikke kaste med sten, når de selv bor i et glashus med det berømte glasloft.
Det er lidt mere kompliceret end pinkwashing
Ingen nævner reelt, at det jo ikke er de fire mænd, der vælger deres egen bestyrelse. Det er omvendt. Og hvis de i forvejen havde ligestilling på det niveau, så ville kampagnen nok også mangle lidt kant. Altså, at de har kønsuligheden helt tæt på, er ikke nødvendigvis et problem, men tværtimod kan det være en vigtig præmis for, at de kan se svagheden ved at mangle kvinder på toppen. Man kan vel passende se det som et opråb fra direktørerne – til netop deres egen bestyrelse?
Og uanset bagtanken er det vel okay at ønske sig flere kvinder i sin bestyrelse, selvom man ikke har det endnu.
#RespectTheTie? Næppe
Teksten "RespectHighHeels" er også et punkt for kritik. Det giver et forkert stereotypt indtryk og er dybt nedladende, som om alle kvinder og ikke mindst kvindelige bestyrelsesmedlemmer vimser rundt i høje hæle årsmøde efter årsmøde – lyder kritikken. Ja, som om man ikke kan være bestyrelseskvinde og gå i sneakers.
Her ville det være helt utænkeligt med samme tøjfokus med omvendt kønsfortegn som #RespectTheTie. Og jo, selvfølgelig kan man godt gå i sneakers og være i bestyrelser. Uden problemer endda. Men nu sælger Roccamore mig bekendt ikke sneakers, og sneakers er heller ikke et særligt godt symbol for kvinder – endnu. Så det ville ikke virke på samme måde.
Måske vi skulle lade dem, der sælger sneakers til bestyrelseskvinder om at lave den kampagne?
Roccamore er 100 % rock'n’roll-feminister
De, der bare har fulgt Roccamore og Frederikke Antonie Schmidts rejse de sidste par år, er nok ikke i tvivl om, at intentionen bag kampagnen er både god og reel. Intentionen er der ikke noget i vejen med.
Dobbeltmoralsk? Nej. Dobbelt så godt? Ja.
Vil hun også gerne sælge nogle flere sko? Selvfølgelig vil hun det. Sådan er det jo at drive en forretning, hvor man tjener sine egne penge. At være kommerciel er ikke det samme som at slå plat på en sag. Få virksomheder og personer i Danmark har som Roccamore kæmpet for ligestilling. Dette er ikke dobbeltmoralsk, men dobbelt så godt. Det er nemlig en hamrende god brandstrategi – og med et reelt og nobelt formål. For en gang skyld går det faktisk hånd i hånd.
Det virker derfor også ekstra afsporet og håbløst, at det netop er revolutionens egne feministiske frontkæmpere, der nu tænder faklerne og med høtyv i hånd går i krig mod Roccamore.
Det er de små forskelles narcissisme igen – desværre
Hvis denne kamp for ligestilling skal lykkes, så er det så absolut ikke fordrende for sagen, at revolutionen æder sine egne børn. At man bekriger venner og åndsfæller for at lave et form- og stilistisk fejlspring, er kontraproduktivt. Men det er klassisk. Freud beskrev tendensen som "de små forskelles narcissisme".. Vi som mennesker har en tendens til at bekrige dem, der ligner os selv mest, med mest mulig energi. Fordi det er i de små forskelle og uenigheder, at vi finder størst frustration.
Men det kunne nok være en fordel at løfte blikket lidt fra den brolagte vej og se videre fra de knækkede stilethæle. Kigge op og skue i horisonten – fordi det langsigtede mål rykker nærmere, for hver gang nogen tør tage teten og gå forrest. Det må veje tungere, end hvorvidt de bruger et forkert ord, eller formen ikke lige var perfekt. For Roccamore og hendes hvide mænd i stiletter er en forskel, som gør en forskel.
