S-vejen ud af Ellemanns dødvande

Forhandlingerne om en ny regering er i sin absolut sidste fase. Snart står Mette Frederiksen arm i arm med Ellemann på Amalienborg Slotsplads, måske endda flankeret af Løkke og Lidegaard. Og kritikken hagler selvfølgelig allerede ned over Ellemann. Først over, at en regering med Mette Frederiksen i sig selv er et løftebrud, nu over minksagen, hvor Ellemann og Løkke er vendt på en tallerken og ikke længere kræver en advokatundersøgelse. Venstres SoMe-medarbejdere får nogle hårde dage. Den slags højforræderi tager minkfolket det ikke let på.
Ellemann: Tilbage står et billede af en politiker, der ikke blot har valgt den lette løsning, fordi han var bange for kritik. Hvis valgresultatet var et oprør fra midten, så kan Ellemann tage kritikken med oprejst pande, for så har han valgt den rigtige vej, der kan bringe Venstre ud af dødvandet. Det er S-vejen ud af Ellemanns dødvande. KIlde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Ellemann: Tilbage står et billede af en politiker, der ikke blot har valgt den lette løsning, fordi han var bange for kritik. Hvis valgresultatet var et oprør fra midten, så kan Ellemann tage kritikken med oprejst pande, for så har han valgt den rigtige vej, der kan bringe Venstre ud af dødvandet. Det er S-vejen ud af Ellemanns dødvande. KIlde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af Alexander Grandt Petersen
Kritikken fra blå blok er selvfølgelig forudsigelig. De skal kritisere ham. Men set med kommunikationsstrategiske briller mener jeg, at en bred regering med akse i S og V kan vise sig at være den manøvre, der kan få Ellemann ud af dødvandet.
 
Det handler om midten
Venstre tabte midten. Løkke og Frederiksen vandt den. Skal V gøre sig nogen forhåbninger om at komme op over 20 % igen, så skal de kæmpe om midten. Midtervælgerne vil have en bred regering. Dem leverer man ikke resultater for uden for ministerkontorerne. Det ville de i 2019, da Løkke var V-formand, og Venstre gik frem. Og det ville de igen i 2022, hvor Løkke endelig havde givet dem et alternativ at stemme på – Moderaterne. Løkke fødte ideen om den brede regering, Mette Frederiksen har adopteret den, som var det hendes egen. Derfor gik S også frem. Spillepladen i dansk politik er forandret efter valget. Når de tektoniske plader flytter sig, må partierne flytte med.
 
Lederskab i krisetider
Regeringsmagten er Ellemanns bedst mulighed for at vise sig som statsmand. Man kan være enig eller uenig i, om kriserne er så store, at det i sig selv er argument nok for en bred regering – men det er det billede, det er lykkedes særligt S at male. Mette Frederiksens overbevisende valgkamp handlede først som sidst om hende som statskvinde, leder og kriseknuser. De færreste kan helt huske Ellemann som minister, og tilbage i Venstres folketingsgruppe er der ikke mange superstjerner tilbage. Regeringsmagten vil bygge Venstres politikere op. Særligt, hvis partiet forhandler sig til de rette ministerposter og en politik, hvor Venstre-ministre faktisk har mulighed for at shine. Ministerposter er lig med meget mere taletid og dermed mange flere muligheder for at kommunikere.
 
Regeringsmagten er Ellemanns mulighed for at levere på Venstre-politik
Kommunikativt handler det om at differentiere sig fra en samspilsramt blå blok. Venstre i regering med S er paradoksalt nok et mere frit Venstre. LA og K har travlt med at koge det hele ned til skattepolitik, men V skal selvfølgelig måle sig på mere end bare topskattegrænsen. Allerede nu taler Ellemann og Frederiksen om, at alle må bøje sig for at nå hinanden. Det betyder, at alle parter får noget igennem, men ingen får alt igennem. Kompromisets kunst bliver en signatur for en SV-regering.
 
Klimaejerskab får man ikke med Vermund og Støjberg
Kommunikativt var Venstres håndtering af klimadagsordenen i valgkampen langt fra god nok – hvis ikke en katastrofe – til at overbevise den klimaoptagede midte. Klimapolitikken er for blå blok blevet sammenlignet med, hvad udlændingepolitikken var for rød. Regeringsmagten er Venstres bedste mulighed for at tage fuldt og helt ejerskab over klimadagsordenen. Og man skal ikke tage fejl af, at S har lige så meget brug for V for ikke at skulle trækkes ud til venstre af Enhedslisten og Alternativet. 
 
Hvorfor kræver det V-deltagelse?
Venstre skal kunne forklare og forsvare sine valg. Det må ikke bare lugte af studehandel og nyindkøbte ministerbiler, når de kommer ud fra Marienborg. Skal en ny bred regering være holdbar, så er argumentet om et fornuftsægteskab ikke nok. Der skal en fælles analyse til, som giver vælgerne et tydeligt billede af, hvorfor regeringen er sat i verden, og hvad den vil løse. Et fælles projekt, ikke bare en tjekliste over rævekager. Så kan vælgerne forholde sig til det over for løftebrudskritikken, som selvfølgelig er reel nok, men som bliver lidt tynd, fordi Ellemann selv har revet plastret af – først på landsmødet og så på TV 2. I V-baglandet er der kritiske kvæk fra både ungdomsformanden og et par borgmestre hist og pist. Men man må ikke tage fejl af, at det er magtfulde folk i V-baglandet, der har presset på for den brede regering. Landbruget, DI, DA, DE. Selvfølgelig kan Ellemann ikke lukke munden på alle i Venstre, og måske er det også fint at vise, at der stadig er plads i Venstre til dem, der ikke lige synes, en bred regering var den bedste idé. 
 
Tilbage står et billede af en politiker, der ikke blot har valgt den lette løsning, fordi han var bange for kritik. Hvis valgresultatet var et oprør fra midten, så kan Ellemann tage kritikken med oprejst pande, for så har han valgt den rigtige vej, der kan bringe Venstre ud af dødvandet. Det er S-vejen ud af Ellemanns dødvande.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job