Et kig på den nye smittestop-app
Et lille COVID-mirakel

Smittesporingsappen er på mange måder et perfekt eksempel på, hvordan det korporative danske samfund forvandler komplekse etiske dramaer til kedelige grå normer og institutioner.

Lige siden digital borgerservice blev en ting, har man ofte haft indtryk af, at offentlige it-udviklere var ude af stand til at stikke en pind gennem en lort uden at ødelægge begge dele. Man behøver blot at nævne akronymer som AMANDA, PROASK eller EFI for at få en dårlig smag i munden af penge, der fosser ud af skatteborgernes lommer og ned i konsulenternes – vel at mærke for løsninger, der aldrig kom til at fungere.
Man kunne derfor også kun frygte det værste, da Sundheds- og Ældreministeriet den 8. april proklamerede, at Danmark så sandelig også skulle have en smartphone-app, der kunne hjælpe med at optrævle COVID-19-smittekæder. Alt burde kunne gå galt, når man bevægede sig ind i et teknologisk, politisk og ikke mindst etisk minefelt af udfordringer og problemer, som knytter sig til disse apps, som andre steder i verden havde haft en vis succes – men primært i stærkt centraliserede politiske systemer uden de store skrupler omkring menneskerettigheder.
 
Men højere magter holder åbenbart hånden over vores siddende regering. Når det handler om COVID-19, kan Mette Frederiksen og co. jo nærmest gå på vandet. Ikke alene har man lukket et helt land ned, genåbnet det igen, undgået en katastrofal smittespredning og en massiv økonomisk katastrofe, man lykkedes også sidste torsdag med at lancere en smittesporingsapp, som balancerer i nærmest perfekt balance mellem etiske og teknologiske problemer.
 
 
Mindre teknologiske problemer
Bevares, der er mindre teknologiske problemer som f.eks., at appen ikke fungerer på ældre iPhones, men det skyldes, at man har valgt en teknologisk platform udviklet af Apple og Google, hvilken til gengæld sikrede, at løsningen overhovedet fungerede på iPhones.
 
Man kunne også spørge, om man burde have valgt at udvikle sin helt egen statslige løsning uden at læne sig op ad de to teknologigiganter. Men for det første ville det rent teknisk have været svært på grund af iOS- og Android-platformenes indbyggede begrænsninger, og for det andet ville det sandsynligvis have taget væsentligt længere tid at udvikle noget fra bunden. Og set i lyset af den globale COVID-dagsorden er der nok god grund til at stole på, at teknologigiganterne ikke har nogen fordækte eller skjulte dagsordener – det ville simpelthen være PR-selvmord at bruge en smittesporingsapp til at indsamle hemmelige data eller på anden vis kompromittere brugernes privatliv.
 
Det korte af det lange er, at Danmark har fået en smittesporingsapp, som teknologisk set ikke kan blive meget bedre, som har en meget begrænset indsamling af centrale data, og som i sit grundlæggende design tager hensyn til brugernes privatliv. Og så er den ovenikøbet også ganske brugervenlig, både når man tager den i brug, og hvis man skulle være så uheldig at blive smittet eller få en advarsel om, at folk i ens nærhed har været smittede.
 
Fra techlash til tech-etik
Smittestopappen er måske det første positive resultat af den debat, som har raset i teknologiverdenen de sidste fem år, og som for alvor fik fart med Cambridge Analytica-skandalen. Efter 20 års blind teknologioptimisme begyndte man at diskutere teknologigiganternes voksende magt, deres misbrug af data, deres stigende overvågning og manipulation af brugere gennem kunstig intelligens. Debatten har i høj grad udspillet sig mellem neo-ludditter, som allerhelst vil rulle tiden tilbage til telefoner, der hænger fast i væggen, og singularister, der hårdnakket holder fast i, at teknologien på mirakuløs vis vil sætte os fri.
 
I det plørede ingenmandsland mellem disse to frontlinjer har man dog set en frugtbar debat spire. En debat, der handlede om etiske, politiske og samfundsmæssige konsekvenser af teknologi; en debat, der forsøgte at oplyse og uddanne politikere, borgere og teknologivirksomheder, og endelig en debat, der helt konkret forsøgte at skabe nye normer, tankesæt og institutioner for at navigere politisk og etisk i en digital verden.
 
Debatten har haft fire positive resultater, som alle har været medvirkende til, at vi i dag står med en etisk og effektiv smittesporingsapp lang tid før andre lande, vi normalt sammenligner os med.
 
Bekseder som disse skal hjælpe med smittestoppet.
 
Fire grunde til, at det virker
For det første har debatten installeret etiske alarmklokker i det samlede miljø af digitale udviklere. Allerede fra den første dag, man begyndte at diskutere digital smitteopsporing, var folk klar over, at det var et etisk sprængfarligt område, hvor man skulle tage hensyn til data og privatlivsbeskyttelse, og man skulle beskytte borgere mod en måske velvillig, men alligevel datagrådig stat.
 
For det første har debatten skabt en vågen offentlighed, som helt fra starten kastede sig ud i en frådende diskussion af de forskellige teknologiske og etiske udfordringer ved at udvikle en smittesporingsapp. Den offentlige debat var så aktiv, at man undervejs i forløbet stoppede op, skrottede en løsning baseret på centraliseret dataindsamling og i stedet valgte den nuværende og bedre løsning.
 
Det leder frem til den tredje positive konsekvens af de sidste fem års teknologidebat – nemlig politikere, der har tilstrækkelig forståelse for teknologietiske spørgsmål til, at de faktisk kan lytte og træffe fornuftige beslutninger baseret på råd fra eksperter og debattører. Man nedsatte ovenikøbet et advisory board til at rådgive omkring de etiske aspekter af smittesporingsappen, hvilket kun var muligt, fordi de seneste års debat har udkrystalliseret aktive eksperter og debattører på området, hvilke kunne deltage.
 
Sidst, men ikke mindst har debatten haft den konsekvens, at der er opstået institutioner, der aktivt beskæftiger sig med teknologietik. Det dataetiske råd, der blev oprettet som en direkte følge af Cambridge Analytica, virkede måske en smule tandløst i sit oprindelige mandat, men er for alvor trådt i karakter i forbindelse med udviklingen af smittesporingsappen.
 
Digital smittesporing medfører mange etiske dilemmaer om data og overvågning.
 
Det er gråt og kedeligt, men det virker!
Smittesporingsappen er på mange måder et perfekt eksempel på, hvordan det korporative danske samfund forvandler komplekse etiske dramaer til kedelige grå normer og institutioner. Det er ikke specielt farverigt og underholdende at se på, men det er sgu effektivt, og i disse så ekstreme tider kan det jo rent faktisk rede menneskeliv, hvilket leder frem til det egentlige spørgsmål: Virker appen overhovedet?
 
Faktisk er der ikke nogen, der rigtig ved det, fordi det ikke rigtig har været prøvet tidligere.
 
For det første er det et åbent spørgsmål, om konceptet overhovedet fungerer. Appen fungerer lige nu sådan, at den registrerer mulig smitte ved hjælp af Bluetooth-funktionen i smartphones. Det skaber en masse usikkerheder, fordi nærhed mellem telefoner jo ikke er det samme som smitteoverføring. Der kan være mange tilfælde, hvor folk er tæt på hinanden uden at smitte, eller situationer, hvor man lige har lagt telefonen fra sig og alligevel bliver smittet. Og telefonen kan jo slet ikke registrere, hvis man bliver smittet ved at røre ved et dørhåndtag.
 
Det kan sagtens vise sig, at hele idéen med teknologisk smitteopsporing ved hjælp af mobiltelefoner er dødfødt, men det er på den anden side et rigtig dårligt argument for ikke at prøve. Hvis der er bare den mindste chance for, at en smittesporingsapp kan hjælpe os med at bekæmpe COVID-19, bør vi forsøge. Vel at mærke, hvis det kan gøres på en sikker og gennemtænkt måde.
 
300.000 brugere, men langt igen
Et mere presserende spørgsmål er nok, om appen overhovedet får den tilstrækkelige udbredelse. Forskere fra Oxford University anslår, at en sådan app for at være 100 procent effektiv bør have en udbredelse i befolkningen på ca. 60 procent.
 
Digitaliseringsstyrelsen har oplyst Kommunikationsforum, at man fire dage efter lanceringen havde 300.000 downloads, hvilket er ganske imponerende, men der er stadig langt til 3,3 millioner mennesker. På trods af, at langt de fleste eksperter og debattører er positive over for smittesporingsappen, kan man stadig fornemme en udbredt modvilje blandt meningsdannere, som per rygrad er negative over for statslige it-løsninger og løsninger fra amerikanske teknologigiganter.
 
Det er nok usandsynligt, at man nogensinde når 60 % af den danske befolkning, men ifølge de samme forskere fra Oxford kan man også klare sig med mindre. De anslår faktisk, at for hver to brugere af appen kan der forhindres én smittet person. Det lyder en smule optimistisk, men det betyder, at appen faktisk godt kan fungere med færre end 3,3 mio. brugere. Der er dog stadig brug for langt flere brugere end de nuværende 300.000.
 
Den er allerede glemt igen
Og her kommer vi frem til det måske væsentligste problem ved smittesporingsappen. Den virker allerede en smule glemt! 
Man har sat kommunikationsvirksomheden Advice til at lave en digital kampagne og en film til TV 2, men det samlede budget til kommunikation er på 3 mio. kroner, hvilket nærmest er latterligt lavt, hvis man har ambitioner om at nå bare halvdelen af de 3,3 mio danskere.
 
 
Regeringen bliver nødt til at være mere stolt af deres smittesporingsapp. Den er faktisk et lille mirakel, og man burde kaste alt, hvad man har i hænderne og sprede det glade budskab. Og undervejs må man ikke glemme, at der vil være mange skeptikere derude, der bare ikke stoler på staten og store teknologivirksomheder. Det er ikke nok bare at fortælle om appen og vise nogle fine skærmbilleder – man er faktisk nødt til at overbevise skeptikere og skabe en stemning i befolkningen af, at denne app er til vores alles bedste.
 
Og så en sidste lille kommentar, som der har også har været skrevet om andetsteds: 9,5 millioner kroner til udvikling af denne app virker helt utroligt dyrt. Jeg har personligt arbejdet med digitale løsninger og appudvikling i 20 år og har meget svært ved at se, hvordan regningen kan løbe op på tæt på 10 millioner kroner.
 
At Netcompany, som udvikler appen, startede med at kommunikere, at arbejdet ville være pro bono, og at den ikke har været i udbud (endnu) gør ikke sagen meget bedre. Der er brug for at få styr på økonomien omkring udviklingen. Og et godt råd til Netcompany ville måske være at holde fast i deres tilbud om at arbejde pro bono. De mangler vist ikke pengene, og det ville bare være så ærgerligt, hvis historien om en historisk vellykket offentlig it-løsning skal drukne i finansiel fnidder og fnadder.

Relaterede artikler

Coronarcissisme - “Hvad kan vi lære af pandemien?” er et retorisk spørgsmål, som vi hurtigst muligt skal lade være med at bruge. Det afspe...
Gode ideer i onde coronatider - Coronavirus har affødt en krise på verdensplan. Vi kommer kun ud af krisen ved at finde på noget nyt og bedre lige her o...
Velkommen til The Low Touch Society - COVID-19 har forandret samfund og samvær for altid. Her er Kforums bud på en PEST-analyse af de vigtigste trends og tend...
Coronawashing er det nye greenwashing - Selvfølgelig kan man tjene penge på hvad som helst. Børn, død, ulykker, tsunamier, skægvækst – og nu COVID-19. Er du for...
Vi doomscroller nettet og os selv itu - Før marts i år kendte ingen til det. Så kom corona. Nu har vi klikket nettet tyndt efter død og ødelæggelse. Og ekkokamr...
5 punches fra Reuters-rapporten, du skal kende - Reuters Institute har udgivet deres årlige rapport, hvor de ser på udviklingen inden for digitale medier og branchen. He...

Giv din stemme

16 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

30 JOB

kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Pressechef

Frist: 31. juli

Studentermedhjælper

Frist: 6. juli

Communication Specialist

Frist: 12. juli
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.