ChatGPT er ikke snyd, det er fremtiden, ingen skal snydes for
Det er en forkert og dybt reaktionær beslutning at forbyde brugen af ChatGPT til eksamen på landets universiteter. Tværtimod bør ungdommen tilskyndes til at udforske teknologiens muligheder for erkendelse. ChatGPT er ikke snyd, det er fremtiden, ingen skal snydes for.
Fotografiet er maleriets dødsfjende. En kunstart for de mislykkede, dovne og uduelige unge mennesker, som ikke var gode nok til at male. En dum, blind og imbecil fascination, som invaderer kunstens hellige territorium. En sammensværgelse farvet af lige dele hævn og hjerteløshed. Ja, det burde forbydes.
Sådan skrev Charles Baudelaire i et åbent brev i 1859. Vreden var udløst af, at fotografiet i disse år var blevet allemandseje og langsomt erstattede maleriets rolle i samfundet. Historisk havde maleriet dokumenteret historien og dens vigtigste personer og steder. Kunstmaleren var dengang en fotograf. Med fotografiets folkelige gennembrud mistede maleriet den rolle og blev sat fri til at være kreativ og abstrakt.
Denne frygt for ungdommens fordummelse er lige så gammel som civilisationen selv
Rammen og rummet for at dokumentere virkeligheden var ændret økonomisk og teknologisk. Ud af frisættelsen voksede den udvidelse af kunsten, vi stadig nyder frugterne af den dag i dag. Kunstmaleriet blev ikke erstattet og udslettet, men udfordret og derfor udviklet og udvidet i sit udtryk. Dødsfjenden var i bagklogskabens lys maleriets befrier og kreative katalysator.
Nu frygtes AI i uddannelsessektoren. Det er nutidens revolutionære teknologi, som fotografiet var det i slutningen af 1800-tallet.
I de sidste par måneder er der nemlig sket et folkeligt gennembrud for AI-robotter til alle typer af indhold. Dette er en total demokratisering af kreative udtryksformer, hvor mennesker, som hverken kan skrive, tegne, male eller skabe video, pludselig med få klik og kommandoer kan udtrykke sig i disse formater. Hvor internettets revolution var den frie adgang til viden, er AI-revolutionen den frie adgang til at udtrykke sig multimodalt og kreativt på tværs af medier. Med den nye teknologi kan almindelige mennesker skrive til robotterne kvit og frit over nettet. AI er blevet allemandseje.
Som tidligere teknologiske gennembrud er modtagelsen præget af både hype og hysteri på en og samme tid. Hypen overvurderer forandringspotentialet, mens hysteriet undervurderer, hvor hurtigt det bliver allemandseje.
En ny global samtale af civilisatorisk betydning er startet mellem AI og mennesket. Det mest brugte program i øjeblikket hedder ChatGPT. For hvert spørgsmål er svaret små korte tekster i leksikonlængde, hvilke kan give overraskende kloge og kreative svar. De snu maskiner kan derfor nu med et enkelt tryk på tasterne bestå eksamen i flere fag. En farlig smutvej for den eksamenstrætte ungdom, hvilken må lukkes øjeblikkeligt, lyder advarslen. Landets universitetet har derfor forbudt brugen af AI-chatrobotten til eksamen. Frygten er, at robotterne gør de unge mennesker dummere, for som medieforskeren McLuhan engang skrev, så lammer og udvider ny teknologi vores sanser og hjerne. Denne frygt for ungdommes fordummelse er lige så gammel som civilisationen selv.
Moralen er, at snyderi finder altid sin vej, og et forbud og en hemmeligholdelse hjælper aldrig. Tænk blot på den katolske kirkes desperate og mislykkede forsøg på i middelalderen at gøre latin til et hemmeligt og eksklusivt sprog for de få. Det stoppede heldigvis aldrig udbredelsen af bøger på den lange bane. Det samme vil ske med AI.
Som tidligere teknologiske gennembrud er modtagelsen præget af både hype og hysteri på en og samme tid. Hypen overvurderer forandringspotentialet, mens hysteriet undervurderer, hvor hurtigt det bliver allemandseje.
Hypen sætter den nye teknologi på en piedestal som værende bedre end alt andet, mens hysteriet gør det stik modsatte. Bag det hele gemmer sig en uvidenskabelig hierarkisering af bestemte teknologier, hvor jo ældre, jo bedre.
Oftest ses de nye teknologier i et bakspejl af nutidens muligheder. Her overses de dybe forandringer, anvendelsesformer og de fremtidige potentialer. Som når Charles Baudelaire kun ser fotografier i maleriets spejl, men af gode grunde ikke kan se, at selfien bliver fotografiets alternative sociale ansigt mere end 100 år senere.
Baudelaires teknologiske alarmisme er en panikfølelse, som igen og igen gentager sig i menneskets historie. Fælles er forfaldshistorien og frygten for ungdommens fordærvelse. Hvem husker ikke Platons dialog “Faidros”, hvor han advarer mod skriftsprogets forbandelse? Her rasede han mod de stivnede bogstaver, som fryser samtalens liv og dynamik. Hans frygt var, at den græske ungdoms ånd ville gå til grunde i manglen på dialog.
Dystopien er en eksplosion af kunstigt indhold, AI-skabt fordummelse og massearbejdsløshed i den kreative klasse
Siden er frygten for nye medier og teknologier set i et utal af kulturkritiske skrifter i de sidste 1000 år. Lige nu moraliserer vi mod Instagram-influencernes Dubai-selfier og TikTok-videoers overfladiske, egocentriske livsværdier. Samme budskab i forskellig tidsånd og teknologiske gevandter. Fra Frankfurterskolens kritik af kulturindustrien til Jean Baudrillards kritik af tv-kiggeriet over Paul Virilios altomfattende teknologikritik. Hvor Virilio jo så berømt skrev, at enhver ny teknologi føder en ny katastrofe. Atomkraft: Tjernobyl, kulkraft: klimakatastrofe osv. Nu er vi så nået til AI, hvor kritikerne ser en katastrofal Jurassic Park-situation. Et farligt, hovmodigt roderi opkaldt efter filmen af samme navn, hvor en overmodig genetiker sætter de genskabte dinosaurer fri. På samme måde, som vi nu har sluppet en farlig AI-sprogteknologi ud i samfundet med uoverskuelige konsekvenser.
Dystopien er en eksplosion af kunstigt indhold, AI-skabt fordummelse og massearbejdsløshed i den kreative klasse. For selve menneskets tænkeevner er udfordret, når AI gør os for dovne og dumme til at tænke selv.
Vi bliver dog hverken klogere eller dummere af AI, men vi bliver noget nyt og andet. For som historikeren Melvin Kranzberg engang skrev, så er teknologi hverken god eller dårlig, men den er aldrig neutral. Dette forandringspotentiale er en mulighed, vi skal udnytte, ikke undgå.
Problemet er ikke, at robotterne nu kan bestå eksamen på landets universiteter, men at eksamen er udtænkt så old school, at en robot kan bestå den. AI-revolutionen er derfor beviset på, at den måde, vi giver karakter på og tester viden, er blevet indhentet af teknologien. Vi skal nemlig ikke se mennesket som en beskeden statisk model med lille regnekraft og hukommelse i en ulige sammenligning med AI. Vi skal noget mere og vildere vidensmæssigt, som 1800-tallets malere heller ikke så sig selv som dårlige og langsommere fotografer, men som impressionister og ekspressionister.
Vi skal se os som videnssituationister, der med kunstnerisk kreativitet, humor og legelyst udforsker teknologiens muligheder for erkendelse. Som de frisatte malere i midten af 1800-tallet skal vi finde en ny rolle for viden, sansninger og menneskelig erkendelse.
Det handler om at sætte fokus på metamodellering og algoritmekundskab. Det handler om at se os som hackere af viden. I dag afholder alverdens nørder såkaldte hackathons, hvor de bygger, stjæler, afprøver og deler hinandens koder i sportslig konkurrence over flere døgn i en rus af Red Bulls. Det er værd at tage ved lære af.
Teknologien er ikke vores modstander, men et medie for metakognition og medskabelse. Et godt eksempel er de såkaldte freestyling skakspillere, som vinder over AI i skak, fordi også de bruger AI som hjælpemiddel mod AI-skakspilleren. De hacker, mikser og udnytter skakprogrammernes svagheder. De ser smuthullerne i de statistiske modellers normalfordelinger og rekursive loops. Denne freestylingkompetence får vi kun ved at afprøve og ikke forbyde AI-teknologien.
Vi står ikke over for at blive erstattet, men udviklet og udvidet i nye retninger. Hvis vi tør give slip og åbne op.
I den jødiske Talmud bliver ethvert spørgsmål altid besvaret med et nyt. Svaret er ikke AI, men samtalen med maskinerne gør os klogere på det evige menneskelige spørgsmål om, hvem vi er, og hvad vi kan. Hvorfor forbyde den samtale? Det unikt menneskelige er nu udfordret af robotternes syntetiske indhold, statiske modeller og rå regnekraft. Det skal vi mere end nogensinde reflektere over og finde vores svar på som menneske. Som et fremtidsminde vil vi derfor kigge tilbage på 2022 som dengang, eksamensresultater udelukkende var skabt af mennesker. Som en svunden tid, hvor kreativitet og kompetencer var en udelt menneskelig kvalitet.
Nu kan vi udforske vores egen erkendelse med AI som spejl og vindue. For første gang kan vi ses os selv i maskinens kode, hvor vi er tvunget til at finde og skabe det unikt menneskelige i kodens mellemrum. Det ville derfor være en lærerig og kreativ opgave, hvis de studerende på landets universiteter fik muligheden for at indgå i denne nye samtale.
Eksamen er i dag den flittige elevs festdag. Den bør i fremtiden være et AI-hackathon af menneske og maskine i symbiose. Som vi kender det fra andre eksamener med hjælpemidler, hvor man må bruge alt fra lommeregner til internettet. Det bør naturligvis også gælde AI-chatrobotterne fremover. For frygt for ungdommens fordummelse er kreativiteten, fremtiden og nytænkningens dødsfjende.
En forkortet version af denne tekst har været trykt i Politiken
