Ingen fest uden grusomhed

I Danmark elsker vi det frie barn så højt, at vi har skænket menneskeheden H.C. Andersen, Legoklodser og reformpædagogik. Derfor blev stuerne i Kongeriget Danmark stille i rædsel da Herlufsholm hemmeligheder blændede frem torsdag aften en smuk dag i maj på TV 2, som kulmination på en perfekt lancering af den klassisk udformede kampagnedokumentar om et presserende og provokerende samfundsanliggende: Gælder der andre regler for elitens børn end for flestes? Må rige familiers børn få magt til at bestemme så voldeligt og vilkårligt over de små kostskoleelever?

Allerede inden de rekordbrydende 921.000 seere havde set de små tre kvarter, der æstetisk set mest ligner en seriemorder-true crime på en kommerciel kanal, havde det journalistiske indhold vist sig alvorligt nok til, at der blev brugt megen semiotisk arbejdskraft på redaktioner, netværk og i bestyrelser på at forholde sig til oplevelsen. Den var vitterlig også meget traumatiserende for alle de almindelige TV 2-seende danskere, der så den om aftenen, og som om nogen har været med til at skabe TV 2’s murbrækkerposition i TV-mediebilledet.

Dokumentarisme, tårevædede vidnesbyrd og stærk indignation

Ligesom sine klassiske forbilleder i den progressive æras journalistik er Herlufsholms hemmeligheder lige dele dokumentarisme, tårevædede vidnesbyrd og stærk indignation over uretfærdighed og overgreb fra de stærke og magtfulde imod de små og de svage. Historien blev formidlet med saftige, og muligvis kun let overdrevne, visuelt stærkt forstørrede detaljer om krænkelser og misbrug af børn, der forventede en tryg skolegang. “Gang”, som vi siger på vores danske tunge for at understrege vores generelt positivt motiverende og procesorienterede syn på at drive en skoleanstalt i døgndrift.

Vi fik her en fælles meget stærk følelse af en 500 år gammel institution, hvor barnet kan få en finger op i numsen, hvilken ikke burde være dér. En finger, der kan tilhøre hånden på et barn af en af de mægtigste og fornemste familier i Kongeriget. Senere kom smagen af salt på læben ved synet af den ustyrlige mængde sved, som regnede ned over det på det tidspunkt stadigt regerende, Heis Mikkel Kjellbergs, dunkle og omfangsrige ansigt.

Kjellbergs karakter i dramaet fortjener her særlig anerkendelse for at gøre dokumentaren til et brag af en narrativ succes, da Kjellberg her allerede lang tid før, han blev fyret, lignede én, der havde kigget alt for dybt i Herlufsholms omfattende raritetskabinet og her havde set unævnelige rædsler udover den udstoppede orangutang og de 6.000 andre udstoppede ikke-menneskelige dyr. Det var en rædselsfuld kollektiv erkendelse af, at elitens børn, midt i Gummi-Tarzans hjemland, stadig praktiserer en pædagogik, der tager udgangspunkt i, hvordan et menneske på Herluf Trolles tid, hvor de stærke altid bestemte over de svage, derfor altid blev nødt til at være dén stærkeste.

Det notoriske præfektsystem

Udsendelsen fik sagligt fremmanet det notoriske præfektsystem, som betyder, at de ældre elever har formel autoritet over de nye. Et system, som er kendt fra Romerrigets prætorianergarde, det reformerede munkevæsen, de engelske kostskoler og mange andre steder, hvor en lille elite har haft behov for at skabe lighed mellem dem selv for at skabe en så meget desto hårdere ulighed til alle, som ikke er medlemmer af eliten

De mange og almindelige, som er de dumme og de slappe, og som mangler initiativ, virkelyst og intelligens til at være i stand til bevæge sig opad i samfundet til magtens øverste cirkler. Det var i hvert fald økonomen Paretos syn på, hvem der er eliten, og som altid vil bestemme i ethvert samfund i sidste ende: de stærkeste. Deri havde han også et godt omvendt argument for eliteskoler. Så det er i det mindste tydeligt, hvem de få er, som bestemmer det meste.

Hermed giver Herlufsholms hemmeligheder også et meret ærligt og langt mere dystert perspektiv på Dannevang: Vi er ikke andet end et luthersk reformeret selvforstærkende aristokratisk system til cirkulation af eliter, hvor eliten giver magten videre til deres egne børn på Herlufsholm gennem et disciplinært system, som den danske adel og overklasse åbenbart har benyttet sig flittigt af siden renæssancen. Alt sammen naturligvis gjort i god mening for at gøre de stærkes børn til latintalende, åndelige og korporlige kraftkarle, der er stærke nok til at blive til morgendagens elite. Som kan arve magten og blive oplært i de kræfter, som det er nødvendigt at betvinge for at herske. Eller “at lede”, som eliten formulere sig selv i vores nutid i den foretrukne verbalform, der får det til at lyde som noget, der er ment som en slags hjælp til undersåtterne.

Da Herlufsholm blev grundlagt ved reformationen, var eliten simpelthen den mægtigste familie med jord, guld og skibe nok til at vedblive med at være den stærkeste familie i al evighed. Herlufsholms grundlægger, admiral Herluf Trolle, gik aldrig på sin egen skole. Men han var helt sikkert en mand, der ikke gik af vejen for at smage på både tæsk, tis og blod for at blive stærk nok til at bære magten. Eller hvad det hedder på skånsk.

Birgitte, Birgitte Bergøje

Krig var dengang, før Den westfalske fred, også altid en god forretningsmodel. Dét benyttede den unge lutheranske lavadelige Trolle fra Skåne sig af. Han formåede i spidsen for en flåde på mere end 30 skibe både at blive dødeligt såret og være med til at sikre en uafgjort imod Sverige i Den Nordiske Syvårskrig. Han fik ikke nogen arvinger med sin Birgitte Gøye – ja, hende med øjet – men lavede et bytte med Frederik den 2., hvor han får det nuværende Fredensborg Slot til gengæld for et skovkloster ved Susåen, som Christian den 3. havde konfiskeret fra Den romersk-katolske kirke, hvilket den nye konge passende kunne give til en af sine nye krigereliter, som kongen stadig havde behov for i en verden regeret af store krigsskibe af jern og egetræ under kommando af dygtige kaptajner ud af gode familier, der med den rette krig i hænderne kunne blive rigets nye store mænd.

Begøje var af dansk ur-adel og selv en stor frihedskæmper, og hun valgte sin Herluf som en del af et opgør imod sin pålagte romersk-katolske forpligtigelse til at blive tvangsgiftet bort – som toårig – til Jesper Daa. En ægteskabspagt, hun gjorde sig fri af, da hun fik den nyligt reformerede konges ord for, at hun ikke var forpligtet på andet end kærligheden. Heri ligger der en vis ironi i at kunne konstatere, at elitens børn nu om dage efter Herlufsholms hemmeligheder ikke minder os om Birgitte Begøjes kamp for sit hjertes frihed. De fremstår som arkaiske papister, der kan bestemmer over, hvem der må få fingre op i numsen af hvem og hvornår på den kollektive sovesal, strengt hierarkisk indrettet og opdelt.

Mest krænkende set med vore tiders sensitive øjne burde måske i virkeligheden her være, at det så ikke hedder “Birgittinerne”. For det er nu engang Birgitte, der er Herlufsholms første egentlige skoleherre. Det er derfor, de kalder sig herlovianere. En latinisering af Herlufs smerte og ærefulde død for Kronen. Vi skal her huske “at tage det søde med det sure”, som Trolle selv sagde, hvilket Herlufsholm har taget ret bogstaveligt at dømme ud fra alle bekendelserne om noget med tis, som også fulgte receptionen af Herlufsholms hemmeligheder, herunder mindst ét eksempel på at have været “Pissboy” til Fuglekrigen, hvilket blev delt på Twitter.

"Det var en anden tid"

For bedre at kunne rumme de sære ritualer, som altid følger med nedarvede privilegier, så var der naturligvis, som altid, et behov for at nævne, at der var tale om en anden tid. En ringe trøst, for den ofte gentagne sætning, når skeletterne vælter ud af de gamle rustninger, fjerner ikke den ubehagelige kendsgerning, som Herlufsholms blotte eksistens er udtryk for: Nedarvede privilegier findes. De vil findes, så længe de stærke er stærke nok til at sikre sig, at deres familier vedbliver med at være de stærkeste, de klogeste, smukkeste og de mest privilegerede i riget.

Urin er muligvis det latinske ord, flest mennesker i verden kender, og Herlufsholm var dengang og er i dag en også latinskole. De nye, reformerede eliters børn lærte latin, fordi statsadministrationen stadig var grundlæggende korrupt, i vores moderne betydning af ordet: Embeder tilfaldt kun folk, der i forvejen havde masser af magt, og som talte magtens sprog, der var latin, fordi den gode konge helst skulle kunne læse Biblen og sine renæssanceklassikere.

Med oplysningens vinde mildnes sæder og skikke, og de herskende eliter skifter igen ideologisk smag i magtens curriculum på Herlufsholm. Denne gang er det ikke konflikter over arveafgift og giftermål, der driver udviklingen imod en ny bekendelse til lærdommen. Det er de nationale politiske og teknologiske revolutioner, hvor det er den dygtigste embedsmand, der, efter merit, anses for at være bedst egnet til at skole de nye eliter i magtens sprog, som skifter fra at være krigernes, præsternes og filologernes sprog til at blive polyteknikernes, økonomernes og juristernes sprog.

En nutidig frustreret elite

Men selvom magtens tungemål således skifter med fremskridtet, så har eliterne beholdt deres stærkt aristokratisk strukturerede institution indtil nu, her i starten af det tredje årtusinde. En ældgammel latinskole, hvis indre liv på TV 2 blev formidlet meget hårdt klippet og helt firkantet sat op. Effektfuldt dramatiseret og ikke bleg for at bruge iscenesættelser grænsende til det vidtløftige. Båret frem af både anonyme og levende kilder: Følsomme, tidstypiske unge med deres runde kinder, milde øjne og et stort behov for personlig integritet, som indvarsler endnu en svær tid for Herlufsholm Kostskole.

For dette er på ingen måde nyt for skolen, der bestemt ikke var noget hurtigt hit i sin tid. Den første skoleherre med et egentligt pædagogisk program er Arild Haar. Han indsamler spøgelseshistorier om bortspillede klostre, inden han dør ensom, forladt, forgældet og belæst og berejst i den tidlige oplysnings reformerede Europa. Faktisk går der næsten halvtreds år, før skolen bliver en succes, da den frem for sønner af højadelen som rektor får en officer fra den nye, teknologisk avancerede kongelige flådehær af galleoner – Gregers Juel.

Juel får skolen på fode igen og redder den med en masse af sine egne gamle penge, så han selv dør helt uden ejendom. Juel er nok stadig den hårde ledertype, da han får jobbet som rigets førende skolemester, og han nød at fortælle en historie om, at hans forfader var en mægtig kriger, der hældte kugler ud af støvlerne, når svenskerne skød på ham. Juel opdrager oplysningstidens elitekadetter i de nyeste teknikker udi fyrsternes krigskunst. En oplysning, der måske vil være en slags inspiration til de mange dygtige mennesker, der i de her timer nu bliver hyret ind for at søge at løse “krisen” og “gentænke Herlufsholm”, som der nok er blevet sagt mange steder med blikket slået ned i det blanke, dyre mødebord.

En nutidig frustreret elite, som vi var af den opfattelse, herskede gennem en konsensus med middelklassen om kun at være elite gennem deres meritter, deres ejendomme og deres liberale værdier. Men denne polstring fra det tyvende århundrede af nutidens eliters legitimitet viser sig ikke at have været nok til at holde den usædvanligt rene ild af klassehad tilbage, som flammende brød ud på de sociale medier hen over weekenden, og som var lige så primalt i tonen, som da hovedet af Ludvig den 16. faldt ned i kurven.

Alle konspirationsteoriers moder

Her kan den politiske filosof Hannah Arendt forklare os noget. Arendt søgte at udlede en sociologisk teori om antisemitisme. Had imod samfundsgrupper rammer grupper, som er blevet overflødige. Med jøderne, fordi de var venner med adelen og lånte den penge uden at blive en egentlig del af de nye borgerlige og meritbaserede nationer. Arendt mener, at dette skabte ideen om jøderne som en parasitær klasse, der i virkeligheden styrer landet og verden som sådan. Dette er alle konspirationsteoriers moder, og den passer også passer rigtigt godt på selve samfundskonceptet “eliteskole” i demokratiets tidsalder, hvor den type skoler har trukket meget had og klarhed over straffrihed over tidligere tiders sexforbrydelser i internettets nyerer eksistenstid, hvor vi generelt ikke gider at have voldtægter med blåt blod i vores DNA-prøver.

Set gennem Herlufsholm virker nutidens danske elite oven på dokumentaren mest som en maskine til reproduktion af ufortjente privilegier og straffrihed over for krænkelser af de svage, hvilket man var blevet betroet i selveste oplysningens navn. Hadet til bestemte samfundsgrupper bruser i en nation, hvor den moderne adel igen fremstår som den komplet overflødige, snyltende klasse.

Det er derfor ikke så meget det med fingeren i numsen, der generer folk. Mange børn bliver mishandlet endnu mere hver eneste dag. Oplyste eller ej. Det vi raser over er, at der kommer traumatiserede børn ud derfra. Var det ikke meningen, at det var de store fælles ledere, som vi allesammen kan bruge til noget, der burde komme ud fra derfra? Bisperne, krigerne, landmændene, polyteknikerne, der kan lede og fordele magten, fordi de er trænet i at bruge den på selveste Herlufsholm? I stedet får vi følelsesmæssigt traumatiserede tidligere præfekter, der ikke dur til andet end at sørge for, at eliten reproducerer sig selv pænt og ordentligt i takt med tidens modeluner udi den højeste lærdom.

Konservative boomer-typer med en Facebookprofil

Den stadigt siddende skoleherre for Stiftelsen Herlufsholm Skole og Gods, Torben von Lowzow, er heller ikke nogen stor kriger, men en bankdirektør og dermed et omvandrende udtryk for, at vores nye adelskab af kapitalejere og formueforvaltere er blevet endnu mere ulige med de fleste almindelige mennesker.

Medmindre man gifter sig med én af dem. Eller på anden vis lægger krop til krænkelser på sovesalen. Det virker ufortjent, parasitisk og leder til en mistanke om, at nutidens eliter kun kan herske, hvis man kender de rigtige mennesker for at blive valgt til de rigtige bestyrelsesposter. Akkurat ligesom det stod til ved enevældens hof, hvor man som den lille mand ikke kunne sikre sin ejendom. Medmindre man var god til “at netværke” til kammerherren.

Mange konservative boomer-typer med en Facebookprofil gik her til modangreb og hævdede i et stort antal opslag, at den skolegang, der gjorde dem til herlovianere, var “den bedste tid i mit liv”. Min egen lommepsykologiske teori om motivationen bag denne stærke tilslutning til den stålsatte og veldisciplinerede klasseidentitet er, at de mange opadstræbende efterkrigstidsbørn, der ikke kom fra adelen eller overklassen, men som gik på Herlufsholm, i Vestens store teknologiske guldalder oplevede, at den klassiske meritdisciplin skabte lige vilkår mellem dem selv og den gamle adel. De er mange af nutidens teknokratiske ledere og adlede officerer, og som i stort tal har giftet sig med sønnerne og døtrene af de gamle grever og baronesser på deres hjemsøgte herregårde, som alle hedder noget, der lyder som noget, de gamle overflødige samfundsklasser hedder i Korsbæk. Før Mads Skjern kommer til byen.

Et Hogwarts, hvor de fine og de dygtigste var samlet i de samme reformerede elitefamilier med rødder i de traditionelt konservative samfundsklasser nord for København. En teknisk elite, som nød folkets tillid. Men ikke længere. Nu er den slags behandling af de svage fra de stærkeste side, med rette, en stor national skandale omkring eventuelt uretmæssige privilegier til at pille ved, åbenbart mindre lige, danske børn. Det er en mægtig fjende at skulle bekæmpe i sin krisehåndtering. Mandag morgen kl. 10 trak von Lowzow da også skolens Heis nummer nogle og fyrre, cand.scient. Mikkel Kjellberg fra Nakskov, ud gennem en lem i gulvet.

“Ingen fest uden grusomhed”

Von Lowzow skal nu på jagt efter en ny moderne pædagog, hvis zeitgeist skolen, til dens ære, altid har haft øje for. Vi er trods alt reformerede. Men det er stadig en lidt desperat handling, som ikke kan stoppe nationens massive reception og granskning af, med Mette Frederiksens Facebookprofil i spidsen, hvad vi egentlig overhovedet skal med elitekostskoler, hvis det ovenikøbet også er en plage for børnene. Enorme antal af Facebookprofiler lod her forstå, at de allerede var ganske velorienteret om denne kabale udi at blive en del af eliten ved meget højrøstet at hævde deres komplette mangel på overraskelse.

“Ingen fest uden grusomhed” sagde Nietzsche og formulerede den forbandelse, som uanset dyr public affairs-rådgivning vil hvile over skolens traditionelle sæder og skikke sammen med den salte smag af ydmygelse på læben i resten af vores århundrede. Eller i hvert fald indtil en ny tids eliter finder frem til et svar på, hvad de egentlig skal bruge dem til andet end at holde bestyrelsesmøder i kapitalfonde til et vederlag, hvor der også er til en god privatskole og et hus med søudsigt.

Bankmand von Lowzow vil aldrig kunne løse de problemer, som Herlufsholm grundlæggende vil blive ved at have i et stadigt mere demokratisk samfund. En bramfri eliteskole, hvis blotte eksistens skamløst hylder uligheden mellem mennesker, og hvis unikke salgsargument altid vil være: Du kan stadig købe magt og indflydelse til din familie for penge. Hvis du lader dit barn underkaste sig den stærkes ret på elitekostskolen. Uden dette tilbud til nye forældre vil Herlufsholm være lige så nyttig som en dildo bagt af sandkage.