Den digitale valgkamp i 2019: Hvad kan vi lære af den i 2020?

Imidlertid er der, til trods for at smittetallene igen er stigende, tegn på, at den gamle normal er på vej tilbage. Vi taler om klimaet. Om indvandring. Og ikke mindst om Arne, der under valgkampen var et af Socialdemokratiets store trumfkort som frontfigur for løftet om en ’tidlig folkepension for de mest nedslidte’.

I august blev planen for retten til tidligere pension endelig fremlagt, og der opstod et mindre slagsmål om, hvem der egentlig passer bedst på Arne – og hvem Arne vil passes af. Næsten samtidig vendte Mette Frederiksen tilbage til et tema, der blev slået eftertrykkeligt an i hendes første åbningstale til Folketinget. Den 1. oktober 2019 sagde Frederiksen: ”Forskellene er blevet for store. Samfundskontrakten er blevet svagere.

Tilliden er blevet mindre. [...] Derfor skal vi styrke det, som gør Danmark til Danmark. Tilliden. Sammenholdet. Solidariteten.” Den 22. august forklarede hun blandt andet behovet for en politireform med, at ”...når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.” Det handler om tillid, tryghed, danskhed – og der lød et ramaskrig fra støttepartier så vel som opposition af en kaliber, som man ikke har hørt det længe.

Tilbage i maj fremlagde regeringen sit klimaudspil – til tonerne af ’de grønne’ partiers skuffelse. I 2020, viser det sig, kæmper alle om at være de mest grønne, og interessant nok synes kun erhvervslivet at mene, at den socialdemokratiske regering er ambitiøs nok. Kort sagt: Efter en periode med uhørt national konsensus om håndteringen af en uforudset krise er det blevet tid for regeringen at holde sine valgløfter. Og andre politiske aktører kan, uanset hvor på det politiske spektrum de befinder sig, igen kritisere og udfordre den politiske linje, der lægges for dagen – og for landet.

#FV19 – det digitale er blevet det normale

Derfor er det nu, vi skal spørge os selv: Hvordan var det nu det var? Hvordan så dansk politik ud under valgkampen 2019? Hvad var temaerne, hvordan forløb debatten? Og ikke mindst, hvad kan vi i dag lære af folketingsvalget? Det bidrager en ny antologi med svar på. I #FV19 Politisk kommunikation på digitale medier sætter en række forskere fokus på centrale aspekter af valgkampen og hjælper os dermed med at forstå ’normaltilstanden’ i dansk politisk kommunikation. Her er det første, vi skal huske, at digital kommunikation er blevet standarden for politisk kommunikation. Det er på digitale platforme, størstedelen af informationssøgning om politiske emner så vel som interaktion med politikere foregår. Med udgangspunkt i den præmis udfolder bogen Fire centrale pointer.

#1: Budskaber intensiveres, når de cirkuleres

Den første pointe er et absolut grundvilkår for digital kommunikation: Det, der får opmærksomhed, får mere opmærksomhed. Det er selve pointen med at bruge metaforen ’viral’ om nogle digitale processer. Som vi med COVID-19 er blevet smerteligt bevidste om, spreder vira sig eksponentielt; når en virus først har fået fat, så går det stærkt. På samme måde med information på sociale medier; den kan brede sig som en virus gennem netværket. Men hvis man vil udnytte det vilkår strategisk, kræver det viden om, hvilke netværk borgerne deltager i, og hvilke emner de interesserer sig for.

Her viser antologien, at borgerne i Danmark fortsat flokkes om Facebook, men at andre sociale medier også er blevet integreret i den danske medieøkologi, ligesom aviserne og de øvrige klassiske nyhedsmedier ikke er forsvundet. Det er bare de digitale udgaver, man benytter, og her er en særligt anvendt funktion de mange valgtests, der leverer personligt indhold snarere end generel information: Hvem er jeg enig med? Og ikke: Hvad mener de forskellige?

Samtidig viser bogen, at det i høj grad er de klassiske politiske emner, der diskuteres – eller de nyklassiske kunne man sige: flygtninge, velfærd og...miljø?!? I 2019 sprængte emnet ’klima og miljø’ den traditionelle dagsorden, og med den øgede cirkulering blev dette emne stadig mere intenst debatteret – og dermed endnu mere cirkuleret. Det i en sådan grad, at danskerne – med et udtryk, som daværende folketingsforkvinde Pia Kjærsgaard nok ville ønske, at hun ikke havde sat i omløb – blev ’klimatosser’.

Pointen om den ’virale’ spredning rummer imidlertid også sin modsætning. Eller med et slogan, som medieforskeren Henry Jenkins har lanceret: If it doesn’t spread, it’s dead. Der er masser af politiske udspil og personlige opslag, der slet ikke får den opmærksomhed, som afsenderen sandsynligvis havde håbet på. Derfor er det ikke nok at kende den generelle dynamik mellem cirkulering og intensivering; man må også vide, hvad der sætter den i gang. Hvilken adfærd der øger den digitale smittefare, om man vil.

#2: Digitale platforme intensiverer det personlige og det kontroversielle

Her dykker antologien ned i de mest anvendte digitale platforme og ser nærmere på deres ’affordances’; det vil sige, de konkrete måder, platformene inviterer til deltagelse på. Her er det vigtigt at skelne mellem de synlige affordances, som fx, at man har 280 tegn til rådighed på Twitter, eller at man (i princippet) skal bruge sit rigtige navn på Facebook, og de usynlige, som hænger sammen med mediernes algoritmiske struktur: Hvilke typer indhold promoveres i brugernes feed? Algoritmerne intensiverer i sig selv cirkuleringen af en særlig type indhold; nemlig den, som de digitale platforme (eller rettere: platformenes ledere og programmører) tror, at brugerne er mest interesserede i. Det resulterer i en selvopfyldende profeti: Hvis man ikke udsættes for andet indhold end det, algoritmerne har udvalgt for én, kan man ikke vide, om man kunne have været interesseret i noget andet.

I bogens konkrete analyser af forskellige platforme bliver to velkendte tendenser bekræftet. For det første er borgerne interesserede i det personlige indhold. Som da Mette Frederiksen blev indlagt med maveforgiftning lige inden valgkampens start, og hendes Facebook-indlæg om sygdomsforløbet fik valgkampens allerhøjeste opmærksomhed. Eller når Lars Løkke Rasmussen på Instagram deler billeder af sig selv med hund, til hest og på cykel.

For det andet er kontroversielle budskaber populære. I hvert fald når det gælder opmærksomhed på digitale platforme. Her skal man dog huske på, at opmærksomhed ikke er det samme som stemmer. Det måtte især Rasmus Paludan sande. Selvom han var en af valgkampens mest omtalte personer, nåede Stram Kurs ikke over spærregrænsen. Paludan var en figur, som nogle kunne samles om, men flere, viste det sig, kunne samles mod ham. Det viser, at kontroversielle budskaber er bedst egnede til at mobilisere eksisterende støtter om den fælles sag, hvilket bringer os til antologiens tredje væsentlige pointe.

#3: Cirkulering og intensivering fører til polarisering

Når budskaber cirkulerer på sociale medier, intensiveres de, og jo mere intense budskaberne bliver, jo stærkere bliver de også i den forstand, at de budskaber, der cirkulerer mest, står i kontrast til andre budskaber. Altså fører intens cirkulering til polarisering. Denne pointe minder om den, der er blevet populariseret under betegnelsen ’ekkokamre’; vi lytter til dem, vi er enige med, og cirkulerer vores budskaber i lukkede kredsløb, hvor vi bekræfter hinanden i, at ’vi’ har ret, og ’de andre’ tager fejl.

Det er måske ikke så overraskende, at tendensen til polarisering gør sig gældende under en valgkamp. Der handler det jo trods alt om at skille sig ud og gøre opmærksom på sig selv. Og når man samtidig får mere opmærksomhed, jo mere man skiller sig ud, så bliver tendensen selvforstærkende: Ligesom cirkulering og intensivering fører til polarisering, fører polarisering til yderligere cirkulering og intensivering.

Problemet er bare, at det er vanskeligt at slippe ud af de polariserede positioner igen; jo mere vi taler om de andre som modsætning til os selv, jo sværere bliver det at tale med dem. Og det er ikke bare problematisk i forhold til den forhandlingskultur, der præger dansk politik mellem valgkampe, hvor mindretals- eller koalitionsregeringer typisk skal skabe tilslutning på kryds og tværs af det politiske landskab. Det kan også føre til dybere social splittelse og umuliggøre fælles handling.

I det lys kan det synes glædeligt, at danskerne trods alt er så gode til at ’holde sammen hver for sig’ i kampen mod corona. Men egentlig peger både den pludselige konsensus og den gængse polarisering på den samme pointe. En fjerde pointe, eller anbefaling, der gælder for valgkampe såvel som pandemier; for de politiske ekstremer såvel som hverdagspolitikken.

#4: Vi skal genlære den fornuftige uenighed

Fornuftig uenighed er professor emeritus Christian Kocks normative ideal for det deliberative demokrati; vi skal ikke nå til konsensus, men vi skal være i stand til at lytte til forskellige synspunkter, at veje argumenter op imod hinanden og at træffe vores valg på den baggrund. Ikke ud fra, hvem vi ligner mest, og hvad de siger, men ud fra en demokratisk flerstemmighed, hvor vi nok er enige om at være uenige, men hvor vi alligevel lytter til hinanden.

De digitale medier synes ikke i øjeblikket at understøtte en sådan proces. Snarere tværtimod. Løsningen er dog ikke at tage digitaliseringen ud af ligningen. Det er hverken muligt eller ønskværdigt at rulle den teknologiske udvikling tilbage. Det, vi i stedet skal fokusere på, er at dreje den videre udvikling i en bedre retning. Cirkulering og intensivering er nok grundbetingelser for digital politisk kommunikation, men polarisering er ikke en nødvendig konsekvens og heller ikke den eneste drivkraft.

I stedet kan man, via platformenes synlige og usynlige affordances, forme debatten, så man møder flere forskellige positioner i mere forgrenede netværk. Men hvordan gør man det mere konkret? Hvordan kan man undgå polarisering mellem lejre, der ikke lytter til hinanden, og i stedet fremme fornuftige uenigheder mellem mange stemmer, der fortsætter og forstærker den offentlige samtale? Det er den digitale politiske kommunikations store udfordring, men også dens helt store potentiale.

#FV19 Politisk kommunikation på digitale medier udkommer 2. oktober, lige inden Folketingets åbning.