Der findes ikke stærke videnskabelige beviser for, at moderne digital teknologi - som for eksempel mobiltelefoner, computerspil eller internettet - er mere skadeligt for mennesker end andre ting. Samtidig er det heller ikke muligt at bevise, at de IKKE har en skadelig effekt.
Er du dybt afhængig af din mobil? Er det skadeligt? Ja skrives der i medierne. Men det kan videnskaben ikke bekræfte. Du er offer for mediernes myter.
Der findes nemlig ikke stærke videnskabelige beviser for, at moderne digital teknologi som for eksempel mobiltelefoner, computerspil eller internettet er mere skadeligt for mennesker end andre ting. Samtidig er det heller ikke muligt at bevise, at de IKKE har en skadelig effekt.
Man kan nemlig aldrig bevise en negativ påstand, for eksempel er det umuligt at bevise, at den afskyelige snemand ikke findes derude et sted. Det bedste, man kan gøre, er at sandsynliggøre, at han eller hun nok ikke findes. Vi står altså i den lidt uheldige situation, at det er op til os selv som mennesker, forældre, psykologer, læger, politikere osv. at vurdere, hvordan vi bedst omgås teknologi.
"Forestillingen om, at mængden af dopamin, der flyder rundt i en hjerne, er et direkte mål for, hvor meget nydelse en person oplever, stammer rigtig nok fra videnskaben, men i videnskabelige kredse er der så godt som ingen, der stadig abonnerer på teorien"
Men hvis du er bekymret over teknologiens rolle i menneskers mentale sundhed, kan du sagtens bruge videnskaben til at overbevise dine modstandere alligevel. Du skal bare være villig til at begå nogle små slyngelstreger og fortælle nogle populære mobilmanimyter. Her er seks af de mest populære.
Foto: Getty
1. Dopamin-myten: Fortæl kun den halve sandhed
Du er afhængig af din mobil, fordi du får et dopamin-fix hver gang, du er på den.
Hvis den bedste løgn er en halv sandhed, så er dopamin den perfekte neurotransmitter til at fortælle røverhistorier med. I popkultur, -medier og -videnskab bliver dopamin tit omtalt som hjernens lykkehormon. Forestillingen om, at mængden af dopamin, der flyder rundt i en hjerne, er et direkte mål for, hvor meget nydelse en person oplever, stammer rigtig nok fra videnskaben, men i videnskabelige kredse er der så godt som ingen, der stadig abonnerer på teorien. Ikke engang teoriens ophavsmand, Roy Wise, som allerede I 1990’erne gik væk fra hypotesen om ”dopamin-nydelse”.
Dopamin er måske mest kendt for sin rolle i indlæring og motivation og mest berygtet for sin rolle i for eksempel kokainmisbrug. Så hvis du kender nogen, der gør ting, som du ikke bryder dig om, kan du med rette anklage dem for at være en slave af dopamin og på den måde sygeliggøre deres adfærd. Er din ven forelsket i en, du ikke bryder dig om? Du kan sagtens hævde, at det ikke er ægte kærlighed, din ven er bare blevet ”partner-afhængig” i en storm af dopamin.
Bruger din kæreste for meget tid på sit arbejde? Det behøver ikke være, fordi arbejdet er spændende eller givende; med dopamin-argumentet kan du hævde, at det er en sygelig afhængighed. Pointen er, at al adfærd kan sygeliggøres ved at hævde, at det er styret af dopamin.
Den kedelige videnskabelig sandhed er, at dopamin i sig selv ikke er hverken farligt eller sygt.
2. The Game of the Name-myten: Find på et rigtig ubehageligt navn såsom mobilafhængighed
Den bedste måde at trylle noget frem på er ved at give det et navn. Hvis navnet lyder rigtig ubehageligt, kan man bruge det til at afskrække folk og stigmatisere dem, som ikke lader sig afskrække. I 70’erne og 80’erne kunne man for første gang læse om, hvor farligt det var at programmere.
Der var nemlig nogle, der blev så sygeligt optaget af det, at de ikke længere bare prøvede at skrive computerprogrammer, der kunne løse opgaver. I stedet blev de ved med at arbejde på koden og gøre den mere kompleks uden et specifikt formål, men bare for sjov.
"Nu ved vi, at hjernen er under konstant forandring, og alt det, man lærer, sætter sig som fysiske spor i hjernen. Med andre ord kan man ikke lære noget, uden at hjernen fysisk ændrer sig."
Det kan være svært at forstå, hvorfor nogle mennesker kaster sig hovedkulds ind i programmering og ikke er til at drive væk fra datamaten, men med betegnelser som ’microholics’ (en sammenskrivning af microchip og alcoholic) eller ’machine-code junkie’ bliver komplekse sociale og psykologiske processer lige pludselig meget enkle. Her er simpelthen nogle mennesker, der er gået hen og har pådraget sig en kronisk sygdom i hjernen.
Sproget er vel indrettet til at overtale andre mennesker om at se tingene fra dit synspunkt. Hvis du gerne vil have lov til at udøve tortur, så kald det skærpede forhørsteknikker. Hvis du er bekymret over teknologi, så sammenlign den med passiv rygning eller andre former for forurening. Det vigtige er at bruge metaforer, der utvivlsomt er negative.
Den lidt kedelige sandhed er nok, at effekten af en teknologi er ekstremt kontekstafhængig. Det som for en bruger i en sammenhæng har positive effekter, kan for den samme bruger i en anden kontekst være forbundet med negative effekter. Når flere studier af computerspilsafhængighed ikke kan finde negative effekter af afhængigheden, kan det selvfølgelig skyldes, at studiet er dårligt udført. Men det skyldes nok nærmere, at computerspil ikke har én uundgåelig effekt, men at effekten er kontekstafhængig, ligesom stort set alt andet i verden.
3. Myten om hjernens ødelæggelse: Lad som om, at ændringer i hjernen nødvendigvis er skadelige
Din hjerne bliver for evigt ødelagt og forandret af dine mobilvaner, lyder de bange stemmer i medierne. Engang troede man, at når et menneskes hjerne var færdigudviklet, så var det slut med ændringer. Man troede, at hjernen kun ændrede sig, hvis den blev skadet. Nu ved vi, at hjernen er under konstant forandring, og alt det, man lærer, sætter sig som fysiske spor i hjernen. Med andre ord kan man ikke lære noget, uden at hjernen fysisk ændrer sig.
Dette kan bruges til at mistænkeliggøre alt mellem himmel og jord. Hvis du kender nogen, der gør noget, du ikke kan lide, for eksempel at spille golf, så kan du med videnskaben i ryggen advare dem om, at golf ikke kun forårsager ændringer i hjernens kemi, men også i selve hjernens struktur! Det kan man bevise ved hjernescanninger, og hvem har egentlig lyst til at pådrage sig en golfhjerne? Ja, det vil golfspillere nok gerne. Uden læring og tilsvarende ændringer i hjernen ville det være, som om man aldrig før havde rørt en kølle, hver gang man tog den op af tasken.
Foto: Getty
Den kedelige videnskabelige sandhed er, at det kan være meget svært at finde ud af, om en ændring i hjernen er et udtryk for en svækkelse eller en optimering af hjernens funktion.
4. Myten om kausalitet: Lad som om, korrelation er det samme som kausalitet
Eller med andre ord: Undlad at fortælle, at bare fordi A kommer efter B, så er det ikke nødvendigvis sådan, at A forårsagede B. Når Jordens temperatur stiger samtidigt med, at antallet af pirater falder, så er det ikke nødvendigvis, fordi pirater har en kølende effekt på planeten (eller fordi varmere temperaturer gør livet som pirat svært).
Når mennesker, der ofte har en lighter i lommen, dør tidligere end dem, der aldrig har en lighter i lommen, er det ikke nødvendigvis, fordi lightere er farlige (eller fordi folk, der er tæt på døden, godt kan lide at have en lighter i lommen). Sagen er nok nærmere, at folk, der godt kan lide at ryge også godt kan lide at have en lighter i lommen.
Hvis børn, der sidder meget foran en skærm, har sværere ved at koncentrerer sig end andre børn, kan vi ikke på den baggrund hævde, at skærme forårsager koncentrationsbesvær. Med videnskabens briller på bliver vi nødt til at overveje, om det kan være, at børn, der har problemer med koncentration (og måske derfor opleves som uopdragne), oftere bliver parkeret foran en skærm. I mange studier er den eneste kilde til viden om børnene og deres liv børnenes forældre. I sådanne tilfælde bliver vi også nødt til at overveje, om vi kan stole på forældrenes vurdering, eller om der måske er forskel på, hvem der overdriver eller underdriver.
Psykologer og andre forskere kan have en tendens til at advare om, at “korrelation ikke er kausalitet”, indtil de finder en korrelation, der bekræfter deres personlige holdning, teori eller moralske kæphest. På den måde kan selv mennesker, der på baggrund af deres uddannelse som forsker burde vide bedre, falde i samme fælde som den almindelige befolkning.
Den kedelige videnskabsteoretiske sandhed er, at vi ikke kan udtale os om effekter af teknologi uden at udføre ret besværlige og indgribende forsøg.
5. Myten om, at et studie er sandheden: Overdriv små sammenhænge fra enkelte studier
I et stort datasæt fandt forskere, at der var en sammenhæng mellem depressionssymptomer i blandt amerikanske teenagere, og i hvor høj grad de var udsat for sociale medier. Det skabte selvsagt store overskrifter i medierne. Vi har tidligere kritiseret den slags forskning for at antage, at medier er noget, mennesker bliver udsat for passivt. Hvor det nok mere er vigtigt at se menneskers forbrug af medier som bevidst og drevet af forbrugerens motivation.
Men det største problem med det føromtalte studie var ikke retorisk. Da andre forskere gennemgik samme data, kunne de afsløre, at sammenhængen mellem depressionssymptomer og sociale medier kun gjaldt for piger og ikke for drenge. Derudover var sammenhængen ufattelig lille; den var kun på 0,36 %, hvilket var omkring den samme sammenhæng, der var mellem det at spise kartofler og depressionssymptomer.
Til sammenligning var sammenhængen mellem det at lytte til musik og depressionssymptomer 13 gange så høj. Igen ved vi jo på denne baggrund ikke, om teenagere får depressionssymptomer af at høre musik, eller om teenagere med depressionssymptomer er mere tilbøjelige til at høre musik.
"Efter Verdenssundhedsorganisationen (WHO) indførte ’gaming disorder’ som en adfærdsafhængighed, er det blevet meget let at argumentere for, at computerspil er særligt vanedannende"
Det kan selvfølgelig også tænkes, at der er noget unikt deprimerende i den musik, som teenagere hører. Så næste gang du bliver udsat for en teenagers irriterende musik, så kan du jo passende informere om, at de spiller hasard med deres mentale sundhed.
Den kedelige videnskabelige sandhed er, at et studie ikke kan stå alene. Vi er nødt til at se på den samlede mængde forskning, hvis vi skal kunne sige noget fornuftigt. Samtidig skal vi nok passe på med at bruge forfatteren af et studie til at vurdere kvaliteten og vigtigheden af studiet.
6. Myten om, at overforbrug altid er = afhængighed
At bruge din mobil for meget er ikke det samme som at være dybt afhængig af din mobil. Der findes nok ikke en menneskelig aktivitet, som der ikke er nogle mennesker, der overgør. Samtidig er der nok få mennesker, som ikke føler, at der er et eller andet, de gør for meget. Aktiviteter, der på en eller anden måde involverer teknologi, er selvfølgelig blandt de ting, vi gør for meget, men det gælder også for aktiviteter fra den gamle skole, som træning (eller mangel på træning), spisning (eller mangel på spisning), sex, kærlighed, arbejde, religion eller shopping.
Efter Verdenssundhedsorganisationen (WHO) indførte ’gaming disorder’ som en adfærdsafhængighed, er det blevet meget let at argumentere for, at computerspil er særligt vanedannende. Det er helt nyt, og stadig væk kontroversielt, at man nu ifølge WHO kan lide af en afhængighed, der ikke involverer et stof (som fx kokain eller nikotin). I USA følger man ikke WHO’s retningslinjer, og amerikanerne har været anderledes forsigtige; her afventer man yderligere forskning, før man vil gøre computerspilsafhængighed til en diagnose.
Der findes forskning i en myriade af adfærdsafhængigheder, selv danseafhængighed, men WHO har valgt kun at anerkende ludomani og computerspilsafhængighed officielt. Vi spurgte WHO, hvorfor man på trods af stor kritik fra forskningsmiljøet har valgt kun at anerkende computerspil som en ny afhængighed, og vi fik det lidt mystiske svar, at de havde været under stort pres, især fra Asien, for at få diagnosen anerkendt.
.jpg)
Foto: Getty.
Den lidt kedelige videnskabelig sandhed er, at vi endnu ikke har kunnet vise, at teknologi er unikt i sin evne til at skabe afhængighed på linje med stofafhængighed – selvfølgelig lige bortset fra, at computerspil sammen med hasardspil nu står opført på WHO’s kommende liste over psykiske lidelser som de eneste adfærdsafhængigheder.
Den videnskabelig dokumentation, der eksisterer lige nu, yder ikke solid støtte til ideen om, at moderne teknologi i sig selv er skadeligt. Det forhindrer selvfølgelig ikke, at man, bevidst eller ubevidst, bruger de 6 myter til at hævde, at der findes stærk videnskabelig evidens for netop den påstand.
Man kan selvfølgelig også vælge en anden kurs. I stedet for at argumentere på baggrund af selektivt udvalgt og fordrejet videnskab kan man argumentere ud fra sin sunde fornuft, værdier eller overbevisninger om, hvad der udgør det gode liv og på den baggrund bestemme, hvor meget og hvornår man synes, det er hensigtsmæssigt at bruge teknologi. Resten er blot myter.