Forslag om at droppe loftet blev droppet

19. december 2017 blev lovforslag L108: ”Forslag til lov om etablering af en ordning for borgerforslag med henblik på behandling i Folketinget” vedtaget med en opbakning på 107 stemmer. Formålet med lovforslaget var at give borgere med stemmeret mulighed for at indstille et lovforslag til behandling i Folketinget. Dette skulle kunne lade sig gøre, hvis forslagsstillerne kunne samle 50.000 underskrifter for borgerforslaget.

Vi analyserer debatten om det første konkrete borgerforslag, der nåede til fremsættelse i Folketinget (B82: ”Forslag om at afskaffe uddannelsesloftet”). Det skete den 1. marts 2018 – med første behandling den 23. marts og 2. behandling 15. maj (hvor forslaget blev forkastet). Vort formål er at vurdere borgernes mulige udbytte af debatten og dermed borgerforslagsordningen som format. Vurderingen vil tage afsæt i den ”metadebat” om selve ordningen, der udspandt sig under debatten om uddannelsesloftet.

Det første borgerforslag, der kom til behandling i Folketinget, var forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

I debatten om uddannelsesloftet den 23. marts 2018 er uddannelsesminister Søren Pind først på talerstolen og skal som repræsentant for regeringen fremsætte forslaget til lovændringen på vegne af borgerne bag borgerforslaget. Det er tydeligt, at Søren Pind tager afstand fra forslagsstillernes standpunkt, og han gør derfor også opmærksom på, at det kun er af pligt, at han fremsætter forslaget:

“Forslagsstillerne i Folketinget bemærker, at der er tale om et borgerforslag. Fremsættelsen kan således ikke tages som udtryk for, at forslagsstillerne nødvendigvis støtter forslagets indhold.” (11:05).

Uddannelsesdebatten i dødvande

Selve den objektive fremstilling, hvor forslaget begrundes, fylder to linjer og bliver nærmest bare fremført i en henkastet bemærkning: At regeringen har foretaget en fejlprioritering, der begrænser de studerendes uddannelsesmuligheder. Straks efter vender Pind tilbage til at forsvare sit eget standpunkt og begrunder, hvorfor han mener, at forslaget ikke bør vedtages.

I slutningen af sin tale benytter han sig af anafor (gentagelsesfiguren, hvor flere sætninger indledes på samme måde): “Aftalen har ikke ændret på…”. Det giver samtidig modtageren indtrykket af, at han og regeringen har stålsatte holdninger, der ikke er til at ændre på.

Jacob Mark er anden mand på talerstolen. Han anerkender forslaget og er, modsat Pind, positiv over for, at en debat om uddannelsesloftet igen er på dagsordenen.

Jacob Mark (SF) var positiv over for at diskutere uddannelsesloftet endnu engang. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

I hans bemærkning kan en kritik af Pind spores: “… jeg havde sådan håbet, at ministeren ville være kommet med endnu en ændring, inden vi skulle behandle forslaget i dag.” (11:07). Her underforstås, at Pind er imod forslaget og blot fremlægger samme holdning som i den tidligere debat. Mark forsøger dog at udfordre Pinds holdninger ved at fremhæve konkrete eksempler, der illustrerer uddannelsesloftets begrænsninger. Et eksempel lyder:

"En af dem havde f.eks. taget en kandidat i idræt og fandt ud af, at han gerne ville være skolelærer. Og vi mangler gode skolelærere. Hvorfor er det forkert, at et menneske, der først tager en kandidat og er blevet rigtig dygtig til f.eks. idræt, så senere gerne vil starte forfra og blive folkeskolelærer, når Danmark mangler folkeskolelærere?"

Pind svarer – men ikke på de konkrete eksempler og spørgsmål. Han bekræfter blot Marks kritik, nemlig, at han slet og ret er imod:

“Vi har været igennem den her diskussion adskillige gange, og som sagt har regeringen ikke ændret holdning” (11:08). Han ønsker ikke at besvare spørgsmålene, da han allerede har gjort det (uddannelsesloftet blev vedtaget i Folketinget den 19. december 2016). På den måde fremstår han irriteret, fordi han endnu en gang skal forsvare uddannelsesloftet, som han jo har diskuteret for nylig.

Man kan sige, at Pind slet og ret affejer Marks standpunkt i sit svar. Sådan kan man kalde det, når der bliver fremført et tomt svar, som ikke lever op til en rimelig forventning om begrundelse fra borgerens side. En rimelig begrundelse ville ideelt set bestå i, at der blev svaret på de fremsatte argumenter og foretaget en afvejning af argumenterne for og imod. Men Pind svarer hverken på de spørgsmål, Mark ønsker svar på, eller foretager en afvejning. Det er med til at forringe debattens kvalitet.

Når Pind formulerer sig således: “Alle de konkrete eksempler var også fremme ved den sidste behandling, og jeg har ikke noget nyt at føje til”, tyder det på, at han finder argumentationen kedelig og har andet og vigtigere at tage sig til.

Søren Pind var kritisk over for forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet. Han var dog mere positiv over for et forslag om at hæve vandtrykket i Københavnsområdet. Foto: Torben Hansen/Ritzau Scanpix

Her et fortrinligt borgerforslag. Vandtrykket i hovedstadsområdet skal hæves https://t.co/Ou98J1pMfs
— Søren Pind (@sorenpind) 11. april 2018

Borgerforslaget viste sig dog at være stillet af Jannik Kåre Jonatan Spang Olesen - også kendt som Jonatan Spang, komiker og vært på DR-programmet Tæt på sandheden.

Metadebatten

Morten Østergaard (RV) er den første, der italesætter metadebatten om selve borgerforslagsordningen: “Mere end 50.000 danskere har ønsket, at vi har den her debat, og jeg kan ikke lade være at sidde med en fornemmelse af, at uddannelsesministeren er sådan lidt brysk og måske lidt irriteret over at skulle ulejliges med at debattere den her sag en gang til."

Østergaard fremhæver samme spekulation, som vi antydede ovenfor – nemlig, at Pind finder det ubelejligt at skulle konfronteres med sagen endnu en gang. Det er egentlig en motivspekulation, da Østergaard jo ikke kan vide sig sikker. I forhold til den igangværende debat om uddannelsesloftet må Østergaards kommentar også siges at trække debatten i en anden retning og dermed udvande kvaliteten.

Østergaard er ligeledes den første til at hylde den nye ordning med borgerforslag: “...det er både glædeligt og godt, at vi har muligheden for nu at lade borgerne sætte dagsordenen om ikke andet for et øjeblik, i Folketingssalen”.

Senere i debatten taler Søren Pind imod borgerforslaget om at afskaffe uddannelsesloftet med det argument, at det skaber falske forhåbninger. I forklaringen appellerer han med patos: “Nu kan man også se unge mennesker forlade den her sal deprimeret…”.

De unge mennesker er blevet holdt for nar, da ordningen om borgerforslag har givet dem falske forhåbninger vedrørende uddannelsesloftet. Det er netop de politikere, der har stemt for borgerforslag, der har holdt de unge for nar. På den måde fralægger han sig ansvaret – og fremstiller sig selv som en, der er bekymret for de deprimerede unge mennesker, der nu forlader salen. Som afsluttende bemærkning lægger han vægt på, at han altid vil være imødekommende over for sund fornuft:

”Så jeg vil ikke love noget. Men jeg er nu altid imødekommende over for sund fornuft, og jeg er altid imødekommende over for at tage en kop kaffe.” Dermed har han givet grund til den underforståelse (også kaldet implikatur), at det fremsatte borgerforslag om at afskaffe uddannelsesloftet ikke er sund fornuft. Samtidig fremstiller han sig selv som en imødekommende politiker, man nemt kan snakke med.

Men ”sund fornuft” er et ladet ord, og det er individuelt, hvad man lægger i ordet, så det er uvist, hvad Pind er imødekommende for at drøfte. Debatten udvikler sig til at dreje sig mere og mere om, hvorvidt borgerne rent faktisk har en stemme.

Har borgerne en stemme?

Pernille Schnoor (ALT) fremhæver det positive ved borgerforslag: At danskere får mulighed for at deltage aktivt og vise deres politiske engagement (11:18). Den holdning har Venstre ikke, ifølge Schnoor: “Venstre var jo ude at skyde forslaget ned, inden det overhovedet kom i Folketingssalen. Skylder vi ikke de unge at lytte til dem?”

Studerende var på gaden for at demonstrere mod uddannelseloftet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Ved at sige sådan underforstår hun, at Venstre ikke lytter til “dem” – de danske unge, der deltager aktivt i demokratiet; det må tilhørere selv tænke sig til, ellers giver sætningen ikke mening. Venstre ville nok ikke mene, at de ikke lytter til de unge. Schnoors udsagn lirker en kontroversiel påstand ind på en henkastet måde.

I svaret derefter vælger Pind imidlertid at kommentere på den underforståelse, at Venstre ikke lytter til de unge; han føler sig åbenbart påduttet noget, som han ikke mener, er sandt: “Jeg lytter jo, men jeg synes også, det er spil for galleriet, som jeg ikke er sikker på, er klædeligt for folkestyret”. Med vendingen “spil for galleriet” forstås en hyklerisk optræden, der blot har til formål at behage nogen.

Ved at sige sådan antyder Pind, at tilhængerne af borgerforslag har det motiv at give borgerne et falsk indtryk af, at der rent faktisk sker noget med deres beslutningsforslag.

Det vælger Schnoor at bruge mod ham, når hun siger: “Nu siger ministeren, at det er spil for galleriet, når mennesker får lov at komme til orde…” – altså, at Pind ikke finder det relevant at lade borgerne komme til orde. Det er en fordrejning af hans argument – en stråmand. Pind har på intet tidspunkt sagt, at han ikke vil lytte til borgerne. Han mener bare ikke, at borgerforslag er den rigtige løsning.

Med stråmænd og antydninger om underlødige motiver er debatten ikke til megen nytte, hvis borgere vil bruge den til at danne sig en mening.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) er sværere at placere med hensyn til sin holdning til borgerforslag. Han indleder sin bemærkning ved at anerkende, at borgerforslag eksisterer:

”Når vi skal behandle det i dag, handler det om, at vi har vedtaget en lov om borgerforslag, som giver borgere ret til at fremsætte forslag, og hvis 50.000 borgere skriver under på det, skal vi behandle det som et beslutningsforslag her i salen – og det er så det, vi gør nu”.

I denne udlægning er han meget neutral. Han er hverken for eller imod borgerforslag. Hans udsagn tyder dog på, at han ser det som en pligt og ikke en lyst, at uddannelsesloftet skal diskuteres på ny – for, som han siger lige efter: “Det aktuelle forslag blev diskuteret meget og længe”. De vage udtryk “meget” og “længe” kan kun fungere som argumenter for, at der egentlig ikke behøves yderligere debat. Men han leverer den alligevel. Først beskriver han den aktuelle sag: Hvordan den er blevet behandlet og revideret.

Han fremfører sine holdninger. Ligeledes fremfører han en gendrivelse af modpartens argument: At de dengang fik 70.000 underskrifter, der var imod uddannelsesloftet. Dem lyttede man til og valgte derfor at lave justeringer. Faktisk kan hans argumentation siges at være både rigtig, relevant og vægtig – tre kriterier, der er gode at måle politisk argumentation på. Rigtig, da det er et dækkende billede af sagen, der gives.

Der er givet relevante grunde til indførelsen af loftet. Og man har argumenteret for argumenternes vægt ved at afveje argumenterne fra de to sider og anerkende nogle af modargumenterne – for derefter at lave justeringer.

Hans afslutning lyder: “Så derfor kan vi i Dansk Folkeparti i dag – som for et år siden – ikke støtte det beslutningsforslag, som vi behandler i dag”. Thulesen Dahl siger kun sådan efter at have begrundet det. Så selvom Thulesen Dahl, ligesom Pind, måske ser dagens debat som en overflødig gentagelse, forholder han sig dog stadig til den. Han fremlægger på ny de samme argumenter, som han sidste år også fremlagde. Det er god debatskik – modsat Pind, der til start understregede, at han ikke havde nyt at tilføje.

En af de sidste kommentarer i folketingssalen er fra Schnoor (12:21). Det er tydeligt, at hun, modsat Thuelsen Dahl, er begejstret og positivt stemt over, at de i dag diskuterer det første borgerforslag:

"I dag er en meget særlig dag. 53.774 personers underskrifter har resulteret i, at vi har det første borgerforslag i dag på programmet. Og det er stort, så tak til jer. Ordningen om borgerforslag, der blev vedtaget den 19. december sidste år, er et skridt på vejen for et mere involverende demokrati, mener vi i Alternativet."

Pernille Schnoor (Alternativet) var noget mere positiv over for borgerforslag. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

En brugbar debat?

Det første borgerforslag har nu været til behandling i Folketinget, og man kan dermed begynde en evaluering af debatten om L108, dvs. lovforslaget, der etablerede borgerforslagsordningen. Hvordan oplever man som borger kvaliteten af debatten?

Ud fra analysen er det tydeligt at se, at debatten går en smule i tomgang. Man kan diskutere, hvorvidt Søren Pinds fremstilling af borgerforslaget havde karakter af en objektiv fremstilling.

Regeringens fastholdte synspunkt på sagen var i fokus, og begrundelsen for det fremsatte borgerforslag var holdt til et minimum. Selvom bl.a. ordførerne Jakob Mark (SF) og Morten Østergaard (RV) udfordrede Pind på hans standpunkt, holdt Pind fast på sine tidligere fremførte synspunkter og fejede argumenterne af banen med konstateringen af, at disse aspekter af sagen havde været diskuteret før.

Netop det, at debatten ikke indeholder nye aspekter i forhold til, da lovforslaget om uddannelsesloftet første gang blev vedtaget, er relevant at tage med i betragtning, når man skal vurdere borgerforslaget som format. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt at skulle diskutere det samme lovforslag godt et år efter, at det første gang blev fremsat (L69: 09-11-16), da der formentlig ikke er foretaget nye analyser med skelsættende resultater for de spørgsmål, der debatteres.

Dette er sandsynligvis medvirkende til, at debatten kommer til at virke lettere parodisk.

Dette første folketingsbehandlede borgerforslag giver derfor hurtigt anledning til en form for metadebat, der finder sted under debatten om uddannelsesloftet. Denne metadebat behandler det mere grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt borgerforslag generelt er hensigtsmæssige for den politiske debat og demokratiet, og i hvor høj grad danskerne har medbestemmelse og indflydelse.

Det bliver altså samtidig en debat om det direkte demokrati frem for det repræsentative. Her har flere politikere tidligere givet udtryk for, at de mener, at borgerforslaget som format er overflødigt i forhold til det repræsentative demokrati. F.eks. udtalte Hans Christian Schmidt (V) under lovforslagsforhandlingerne om etablering af borgerforslagsordningen (L108) følgende:

"Selv om jeg godt forstår intentionen bag, virker ideen om borgerdrevne forslag fortsat overflødig i et repræsentativt demokrati som det danske. Det gør det, fordi det i dag står ethvert folketingsmedlem frit for at tage et givent forslag op i Folketinget, og det gælder, uanset om der har meldt sig medstillere på forslaget, eller om der er indgivet støtteerklæringer fra 10.000, 50.000 eller 100.000 borgere, eller om der blot er støtte fra 1 borger. (L108, 15:13)."

Omvendt mener andre politikere, som det også fremgår i debatten om afskaffelsen af uddannelsesloftet, at en mere direkte borgerinddragelse kun vil underbygge det danske demokrati. Her udtaler Pernille Schnoor (ALT):

"Vi har brug for, at befolkningen får endnu et talerør, som vi har her i dag, og at de unge og befolkningens mening bliver taget alvorligt i en større udstrækning, end den bliver i dag, og at man bliver hørt, og at det, man har på hjerte, bliver brugt meget mere direkte. Vi skylder unge, som jeg har sagt tidligere i dag, at lytte."

Kan man få noget ud af borgerforslag? Forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet blev i hvert fald nedstemt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Spørgsmålet er så, om et repræsentativt demokrati undergraves af et tiltag som borgerforslaget, der i så høj grad har karakter af at realisere det direkte demokratis principper. Denne diskussion er interessant i lyset af, at L108 (lovforslaget om etablering af borgerforslag) blev vedtaget med stort flertal (107 stemmer for) – både støttet af Venstre, Socialdemokratiet og Liberal Alliance.

Formålet med lovforslaget blev tydeligt formuleret af Bent Bøgsted (DF): “Det er, for at der skal være mere åbenhed, og for at borgerne nemmere kan komme til orde herinde.” Men spørgsmålet er, om lovforslaget blev vedtaget som en ren proformalov?

Det er naturligvis vanskeligt som parti at gå imod et lovforslag, der har til formål at gøre demokratiet mere tilgængeligt for den enkelte borger – her er signalværdien altafgørende.

Men flere af partierne trækker alligevel lidt i land under fremsættelsen af det første borgerforslag; her taler Mette Reissmann (S):

"Og med hensyn til borgerforslag som sådan, så synes jeg, det er bekymrende, at man hos mange borgere åbenbart tror, at man ikke kan komme i dialog med en politiker, såfremt man har en sag på hjertet, og som man gerne vil have løftet op. Det kan man. Man kan skrive, man kan ringe, man kan sågar komme og få kaffe."

Efterfølgende er flere forslag dukket op. Bl.a. et forslag om at afskaffe de fordelagtige pensionsordninger til ministre. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Man kan så diskutere, hvor langt der er fra en kaffeaftale med et folketingsmedlem til et reelt lovforslag sammenlignet med den borgerforslagsordning, som vi er vidne til nu.

Pinds udtalelse om hele formatet som “spil for galleriet” kan man vælge at forstå som en form for indrømmelse af, at loven om borgerforslagsordningen ikke reelt har nogen betydning, når partierne i forvejen allerede har indtaget deres standpunkter – og måske har Pind en pointe her. Borgerforslagsformatet, som det ser ud nu, danner måske ikke det rette grundlag for redelig argumentation.

Succeskriteriet for den debat, som fandt sted i Folketinget under behandlingen af det første borgerforslag (B82), ville være, at den udelukkende drejede sig om uddannelsesloftet – og det vil sige, at man med fordel kunne have undgået metadebatten, da den tog for meget fokus og sådan set ikke har noget med uddannelsesloftet at gøre.

Men da denne metadebat nu engang fandt sted, tyder det på, at grundlaget og formatet for borgerforslagsordningen generelt ikke blev færdigdiskuteret under tilblivelsen i behandlingen af L108.

For at sikre en mere reel behandling af eventuelle fremtidige borgerforslag burde man nok gå tilbage og diskutere selve borgerforslagsordningen på ny, så denne diskussion ikke skal finde sted i forbindelse med fremtidige borgerforslag og fjerne fokus fra de egentlige lovforslag.

Efter et borgerforslag begyndte regeringen faktisk at luge ud i "bøvede regler" i det offentlige. Innovationsminister Sophie Løhde (Venstre) erkendte, at politikerne har et medansvar. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For det første skulle partierne måske genoverveje, hvorvidt de i virkeligheden ønsker en borgerforslagsordning og derfor skal stemme for det, hvis de som Hans Christian Schmidt (V) mener, at det er overflødigt og undergraver demokratiet. Vælger man fortsat, at denne ordning skal bestå, kunne man for det andet diskutere formatet med regeringens fremsættelse af borgerforslaget og dens ringe grad af objektivitet.

Man kunne eksempelvis forestille sig en borgerrepræsentant eller et panel udpeget af borgerne til at forsvare borgernes synspunkt i debatten – eller forslagsstillerne kunne pege på en politiker til at fremsætte forslaget. Dette er blot tænkte scenarier, som dog på nogle måder kunne minde om den model, Hal Koch kaldte for “samtaledemokrati”, hvor man gennem samtalen søger om at nå en dybere forståelse af en given konflikt.

Borgernes udbytte af Folketingets behandling af dette første borgerforslag kan i hvert fald næppe antages at have været stort. Hvorvidt man kan sige noget generelt om konstellationen, må tiden vise. Hvis borgerforslagsordningen skal bidrage med noget konkret til Folketingets behandling af lovforslag og til demokratiet, bør rammerne for ordningen altså endnu en gang diskuteres med henblik på forbedring – men i en debat for sig selv og ikke under behandlingen af nye borgerforslag.