Korkproppens triumf

Kan Løkke hive den hjem, er der håb for selv de mest udstødte medlemmer af eliten. For lige så blodtørstige danskerne er i øjeblikket, lige så tilgivende er vi åbenbart på sigt.

“Mænd kan ikke diskvalificere sig til ledende og indflydelsesrige stillinger,” skrev forfatter Gretelise Holm i en forrygende og bidende ond kronik tilbage i 2006.

Anledningen var de talrige mediemænd, der kunne fejle noget så spektakulært uden nævneværdigt karrieremæssige konsekvenser. “Skiderikker og stortabere” kaldte Holm dem.

Skulle Holm i dag tilføje endnu en arketype, kunne hun kalde ham “Korkproppen”. For skal ret være ret, så findes der faktisk mænd, der har diskvalificeret sig selv fra deres position i eliten.

I mediebranchen er Henrik Qvortrup et prominent eksempel på en person, der faldt for egen hånd og for evigt blev dømt ude.

I politik er ingen i nyere tid faldet mere spektakulært end Lars Løkke Rasmussen. Efter at have været statsminister i to omgange blev han på ydmygende vis sat fra bestillingen. Kasseret af sine venner og det parti, hvor han havde været medlem siden teenageårerne.

Hverken Qvortrup eller Løkke lod sig slå ud af nederlaget

Og det er her, korkproppen kommer ind i billedet. Sådan en kan man nemlig ikke holde nede i længden. Før eller siden popper den op til overfladen igen. Hverken Qvortrup eller Løkke lod sig slå ud af nederlaget. De genopfandt sig selv og startede fra bunden – eller hvad man nu gør, når man har landets bedste netværk.

Qvortrup måtte i en periode nedværdige sig til at arbejde med journalistikkens mindste fisk, men endelig kom branchens officielle anerkendelse og derfra var vejen til toppen kort.

Løkke måtte også i gang med det møjsommelige slid, det er at bygge et parti op fra bunden. Eller i hvert fald fundraise penge til at hyre andre til opgaven. Her en lille uge før valget ser projektet ud til at lykkes over al forventning.

Moderaterne stormer frem og står i de vægtede gennemsnit til at få hver tiende stemme og blive landets tredjestørste parti. Det er et så eventyrligt comeback, at man i kommentatorkorpset har svært ved at skjule begejstringen. Skal politik være underholdning, er ingen som Løkke garant for spænding.

Det går op og ned i politik

På vej op i målingerne passerede Løkke sin gamle ven Søren Pape, der var og er på vej ned. En række skodsager i medierne har slået luften helt ud af Konservatives statsministerambitioner. Dem er der ikke længere nogen, der tager seriøst. Mindst af alt de konservative selv.

Men sammenligner man Papes skandaler med Løkkes, er kontrasten slående. Pape har taget nogle tvivlsomme valg omkring rejser og kærlighed. Det har rejst spørgsmål om hans dømmekraft.

Løkke? Hans generalieblad er for langt til at redegøre for – selv i overskrifter.

Det sundhedsvæsen, Løkke udråbes til frelseren af, var for få år siden pålagt hans årlige grønthøsterbesparelser. Alle de problemer, han vil løse. Fra blokpolitik til symbolske udlændingestramninger: Løkke opfandt dem.

Han har sat sig selv i så mange uheldige situationer, at det efterhånden er normalen. Hans dømmekraft? Ikkeeksisterende. Hans kreative bjergsomhed og sælsomme sammenblanding af lobbyisme og politik havde været et problem for alle andre, men både vælgere og journalister er efterhånden ligeglade.

Det handler om nogen: Løkke

I flertallet af målinger står Løkke til at blive kongemageren i dansk politik. Det betyder, at han afgør, hvem der bliver den næste statsminister. Og desto større hans parti bliver, desto tættere peger pilen på ham selv.

En mulighed, Løkke bevidst forsøger at underspille. “Det handler om noget, ikke nogen,” bedyrer han igen og igen med en troværdighed på niveau med dengang, han påstod ikke at ville være statsminister for enhver pris.

Det passer ikke. Det handler åbenlyst ikke om noget. Ingen kender Moderaternes politik. Mindst af alt partiets egne kandidater, der svarer i øst og vest, inden de klapper i og giver ordet videre til “politisk chef” Jakob Engel-Schmidt. Han har som tidligere politiker erfaring i at tale sort og udenom. Så går der tid med det.

For akkurat som Løkke VILLE være statsminister for enhver pris, så handler Moderaterne om nogen: nemlig Lars Løkke selv. Partiorganisation, kandidater og politik. Det hele er drivmidler til det politiske luftskib, der atter skal løfte Løkke til magtens tinder. Og ballast, der kan smides efter forgodtbefindende.

Ligesom Løkkes egne holdninger. De er midler, ikke mål. Han har ment stort set alt om alting. Den eneste konstant er, at hans holdningsskift altid er sket, når det var politisk opportunt. Findes der en kerne i hans projekt, går den ud på, at han vil gøre, hvad der passer ham, uden at skulle tage hensyn til støttepartier. Identitetspolitik for mellemledere.

Er Løkke Klods-Hans eller Berlusconi?

Resten af valgkampen kommer Løkke til at fungere som fastelavnstønde for både rød og blå blok. De, der slår bunden ud af ham, vinder kronen. Ingen har lyst til at lade ham nyde sejrens frugter. Eller skylder ham andet end bank med en kølle.

Men spørgsmålet er, hvad de politiske modstandere kan gøre mod Løkke, som han ikke allerede har gjort mod sig selv? Ydmyge ham? Han kan ikke ydmyges mere. Angribe hans troværdighed? Alle hans venner har vendt ham ryggen. Ikke én af hans gamle kampfæller igennem hele hans karriere tror på projektet. Ikke en eneste. Kritisere hans troløshed? Man kunne lige så vel kritisere en kat.

Vælgerne ved ikke, hvad de får, og derfor ved de præcis, hvad de får: Løkke, Privat-Lars og alle de andre farverige karakterer.

Ser vi på Løkke, så ser vi på os selv

For Løkke taler til noget i os. Og han siger noget om danskerne som folk. Måske, fordi han med sin let lurvede og improviserede stil er billedet på en Klods-Hans op ad dage. Eller Egon Olsen.

Uimponeret og snarrådig. Dømt ude som for fed og for gammel, men stadig i stand til at tage røven på os alle. Ser vi på Løkke, ser vi os selv, når vi forsøger at hive den hjem. Går den, så går den. En anti-helt og en underdog.

Det er den venlige læsning. I den mere kyniske fortælling er han den lille svindler, som Mogens Lykketoft kaldte ham. Det forargede dengang Venstre-folkene. I dag taler de endnu mindre pænt om deres gamle formand.

En dansk Berlusconi. Magtgrisk og bare generelt grisk. Danskerne kaldes nogle gange spøgefuldt for Nordens italienere. Det er ikke en ros, og måske er der noget om snakken?

For lige så nådesløse vælgerne er i kampens hede. Som når de uceremonielt slagter Søren Pape, for hvad der relativt set må betegnes som småting. Lige så forstående og tilgivende er de på langt sigt. Ingen er bedre kvalificerede til at forstå den impuls end Løkke selv.

Løkke sætter sig i centrum ved ikke at ville sætte snusfornuften i centrum

I moderne politisk kommunikation er guldstandarden, at den politiske aktør ikke skal placere sig som subjekt i narrativet. Det skal være borgerne/pensionisterne/de syge etc., der er subjektet.

Den politiske aktør skal placere sig som hjælperen, der forløser alle andres problemer. Løkke er god til at påtage sig hjælperrollen som den snusfornuftige, ikke-politiske aktør. Og derfor får han gjort sig selv til subjektet. Han hæver sig endda over den politiske sump, han om nogen er indbegrebet af.

Det er derfor, de politiske angreb ikke bider. Løkke er en god fortælling – og en endnu bedre fortæller. Lige nu ejer han sin egen historie, og den handler om en mand, der rejser sig og sejrer mod alle odds. Og så gør modstanden ham kun stærkere.

Det kommer til at gå fremragende for korkproppen, lige indtil fortællingen bliver til virkelighed. Når hverdagen rammer, og eventyret gennemskues. Til den tid kan det være Gretelise Holm skriver en ny kronik med titlen: “Mænd kan stadig ikke diskvalificere sig til ledende og indflydelsesrige stillinger.”

Niels Jespersen er chefredaktør for Netavisen Pio.