Q&A-interview med Sigge Winther

Med et nyt århundreder kommer nye problemer som vi ikke bare kan kommunikerer os ud af. Dansk politik går i tomgang og vi står magtesløse overfor de helt store kriser. Men der er måske en udvej ifølge Sigge Winther Nielsens nye bog. Entreprenørstaten skal redde os, men hvad betyder det for k-folket? Vi har interviewet ham for finde svaret.
Illustration: Kforum
Illustration: Kforum
Hvis du kunne skrive et appendix til bogen, hvad ville du så tilføje?
 
Jeg ville nok citere Mike Tyson og skrive: “Alle har en plan indtil de bliver slået i munden”. Med andre ord hvis vi skal ændre den aktuelle dødedans i dansk politik skal vi smide vores kommunikationsplan ud - for virkeligheden har slået os til blods...
 
Du er aktuel med den nye debatbog Entreprenørstaten; kan du kort fortælle den uindviede læser, hvad budskabet er?
 
Jeg mener, at vi forsøger at løse det 21. århundredes problemer med det 20. århundredes ideer og det 19. århundredes institutioner. Så bogen handler om at dansk politik går i tomgang. Simpelthen fordi vi ikke evner at omsætte visioner til resultater. Og det gælder ikke kun de fjerne emner som tech, klima, vækst og ulighed men ligeså de nære temaer som folkeskole, skattevæsen og social mobilitet. 
 
Min løsning på det hele er en Entreprenørstat som begejstrer befolkningen ved at udvælge få vilde problemer, som vi bare skal løse gennem storstilede “månelandingsprojekter”.
 
Hvad er dit budskab til kommunikationsbranchen?  
 
Vi skal turde at “stå i problemerne”. Politik er blevet til handling gennem kommunikation. Er der et problem i medierne, så findes der en løsning et par uger efter, som kan kommunikeres klart i en oneliner. Men hvad hvis det skaber flere problemer at tro, at vi kan løse problemet med et pressemøde og en pamflet med fem punkter? 
 
K-branchen har et ansvar for også at sondre mellem den store politik og den lille politik. Altså i “den lille politik” kan vi spille på alle tangenter og udskrive en konkurrence om Danmarks nationalret. Men “den store politik” om at løse vilde samfundsproblemer, såsom at flytte de 20 procent svageste i folkeskolen, kræver ikke løsningskommunikation, men snarere tålmodighedskommunikation. Og når vi står tilbage med flere af de uløste vilde problemer, så bliver tålmodighedskommunikation endnu vigtigere.
 
Hvad er tålmodighedskommunikation?
 
Det er kommunikation, som ikke tror, at man kan løse et vildt problem her og nu med et pressemøde. Det er kommunikation som kan begejstre ved at formulere et “månelandingsprojekt”. Det er kommunikation, der taler op til folk og inddrager dem i dilemmaerne, som opstår, når vi forsøger at håndtere klimakrisen, tech-giganter, social mobilitet eller integration af indvandrerkvinder på arbejdsmarkedet. Alt sammen problemer, som er vilde, til forskel fra tamme problemer, såsom at give en ret til uddannelse, som er nemmere at gå til med handlingskommunikation om, at nu bygger vi sgu en ny folkeskole i Varde.  
 
Din bog har fået en enorm positiv modtagelse? Hvorfor det? 
 
Jeg tror, det handler om, at jeg sætter fokus på et problem, som mange oplever i hverdagen, hvor borgere, virksomheder og offentligt ansatte slås med at omsætte al den lovgivning og handlingskommunikation, der bliver mast ud til dem fra Christiansborg og omegn. Så bogen giver folk et sprog. Især min beskrivelse af demokratiet som et hus, hvor fordøren er der, hvor meninger brydes, og mediemøllen kværner. Inde i huset foregår de politiske forhandlinger, der skaber ny lovgivning. Og så endelig bagdøren, hvor lovgivningen udrulles. Min pointe er, at alle efterhånden er rykket over mod fordøren med dele af k-branchen som ivrig domptør. Og så er der meget lidt fokus på, hvordan ting skal virke i virkeligheden. Netop den situation er genkendelig for mange mennesker, som nu kan presse politikerne ved at sige: I tager ikke demokratiets bagdør alvorligt.
 
Du taler om det politiske teater som et demokratisk problem. Spin, PR, kommunikation og markedsføring er en stor del af dette teater. Hvad er dit budskab til k-folk? Vi er en del af problemet, men hvordan bliver vi en del af løsningen? 
 
K-folk bliver en central del af løsningen, for de skal gøre demokratiets bagdør sexet. Altså for eksempel hele “kommentariatet” som jeg selv har været en del af, er primært ved fordøren, men hvis også der udvikles form og finesse, som kan afdække bagdøren i offentligheden, så bliver danskerne også uddannet i at aflure, når politikerne åbner fordøren så meget, at bagdøren smækker. Det kan sagtens lade sig gøre. Tænk bare på for 20 år siden, hvor få danskere der egentlig havde en bodegasnak om, hvorvidt statsministeren håndterede en sag på en lækker måde i medierne.
 
Men i dag er spin-evaluering jo allemandseje. Og jeg er sikker på, at k-folk bredt set kan skabe samme interesse for bagdøren, som der blev skabt for fordøren – faktisk er bagdøren meget tættere på danskernes hverdag end pressemøder og spin ved fordøren. 
 
Du fortæller historien om demokratiets sammenbrud, men er det ikke den evige forfaldshistoriealarmisme, som kan spores tilbage til sofisterne? Er støj og informationsoverload ikke det evige problem?  
 
Den amerikanske journalist Walter Lippmann skrev i 1921 bogen Public Opinion. Her beskriver han det paradoks, som du også nærmer dig. Lippmann arbejdede for den amerikanske stats propagandaenhed, som skulle få en fodslæbende amerikansk offentlighed ind i 1. verdenskrig. Det lykkedes med alle kneb. Og Lippmann blev her så mismodig over vælgerne, at han skrev, at de kun agerer efter de billeder, vi skaber i deres hoveder. Og derfor er det en utopi at tro, at k-folk og medier kan udfuge ethvert fejltrin i demokratiteorien. For demokratier har altid haft svært ved at skabe en oplyst samtale, som baserede sig på borgernes inderste ønsker.
 
Mit argument er så, at vi står med et nyt paradoks i dag, der smides ovenpå. Nemlig, at vi på den ene side i dag skal løse problemer, der er endnu vildere end tidligere, fordi vi har løst mange af de tamme problemer. Og på den anden side har vi en politisk debat, der er blevet hurtigere og baseret på lemfældig handlingskommunikation. Det har forværret evnen til at løse problemer ved demokratiets bagdør. Så kort sagt: Hvor den demokratiske pessimisme tidligere altid samlede sig om demokratiets fordør, og hvorvidt debatten er oplyst nok, så peger jeg på, at problemerne i dag gemmer sig i lige så høj grad ved demokratiets bagdør. Ja, paradoks 1 og paradoks 2 er nu bundet sammen.
 
Greta Thunberg har været efter kommunikationsbranchen for dens greenwashing af virksomheder. Altså, at vi som k-folk dækker over de vilde problemer frem for at løse dem. Hvad tænker du om det?
 
Ja, der er der måske nogle k-folk, som godt hjulpet af virksomhedernes ledelser håber, at de her vilde problemer vil gå væk med en CSR-strategi. Men jeg ser også andre k-folk, som faktisk går forrest i løsningen. For de kompetencer, k-folk besidder, er ofte “the missing link”, når vi søger at løse vilde problemer. 
 
I bogen beskriver jeg, at de vilde problemer, som at løfte de 20 procent svageste i folkeskolen, ikke kan løses som i konkurrencestaten, hvor man giver de bedste lærere en bonus. Det er meget mere sammensat med vilde problemer. Det kræver, at du får lærerne til at arbejde sammen med forskere, fonde og myndigheder i storstilede partnerskaber, hvor der testes og udvikles løsninger sammen i et storstilet “måneladingsprojekt”. Min erfaring fra embedsværk, forskning og mediebranche siger mig, at det netop er k-folk, som evner at facilitere visionen og samarbejdet. Det er k-folk, som forstår at binde mennesker sammen ved at spørge, lytte og formidle. Og det er meget sværere, end mange tror. Her er et “missing link” i at få mennesker med vidt forskellige fagligheder til at tale sammen. K-folk er bedst, når de spiller andre gode.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job