Hvordan skaber man magi med emnet kommunikation? ENIGMA driver museum på en helt ny måde. GettyImages/Julija Felajn.
Hvordan laver man et museum for kommunikation, når man hverken vil ansætte kommunikationsmedarbejdere eller museumsinspektører - og når udstillinger ikke er noget, man prioriterer? Jane Sandberg, CEO for det nye post- og kommunikationsmuseum, ENIGMA, fortæller.
For præcis et år siden drejede vi nøglen om i museets gamle lokaler i Købmagergade for at gå i udviklingsmode. Indtil den dag hed vi Post & Tele Museum. Vi fungerede som et traditionelt museum med tusindvis af museumsgenstande i montrer, og vi havde selvfølgelig kommunikation defineret som en medarbejders ansvarsområde.
Indtil den dag arbejdede vi med formidling af vores viden som de fleste andre kulturinstitutioner; vi forsøgte os med pressemeddelelser, vi inviterede pressen på forpremierebesøg, og vi var glade, når vi kunne levere en glad lille kulturnyhed der endte som notits i Politikens 2. sektion.
Enigma var en elektromekanisk maskine, som blev brugt af de fleste tyske militærstyrker til både kryptering og dekryptering af meddelelser. Nu er det også navnet på et kommunikationsmuseum.
Siden da har vi gjort noget andet. Og paradoksalt nok har vi det seneste år været mere i pressen end i de år, hvor museet rent faktisk eksisterede som fysisk sted med udstillinger og formidlingsaktiviteter. Vi har fået nyt navn, ny adresse og snart åbner vi Danmarks første kommunikationsmuseum. Vel at mærke uden kommunikationsafdeling med k-chef og k-medarbejdere.
Redaktører - ikke inspektører
De historier vi har haft held til at trænge igennem med, har ikke været de traditionelle kulturnyheder eller foromtaler for arrangementer. I stedet har vi satset på at levere debat og baggrund for agendaer, som – for nu at blive i Politiken-terminologien – finder vej til 1. sektion. Samfundsstof med historisk perspektiv.
Vores forskning har vi vinklet som nyhedsstof eller debat, og vores transformationsproces har vi brugt som rampe for debat om museumsinstitutionen som led i samfundets værdikæde. Vi har bl.a. blandet os i debat om en af museets stiftervirksomheders vilkår – PostNord - og i debatten om museernes økonomiske vilkår, og vi bruger vores blog som afsæt for de agendaer, vi ønsker at påvirke.
ENIGMA, Post- og kommunikationsmuseum på Trianglen. Museet åbner i denne bygning 6. januar 2017. Prospekt af Bertelsen & Scheving Arkitekter.
I museumsverdenen er en faglig medarbejder oftest ansat som inspektør. Men ikke hos os. Inspirationen til en ny organisation har vi hentet i medieverdenen, og i dag er inspektørtitlen udskiftet med titlen som redaktør. For en faglig medarbejders fornemste opgave er jo netop at redigere i sit stof og vælge den rigtige platform at formidle fra.
Normalerweise i museumsverdenen er en udstilling den fornemste kanal at udkomme igennem. Hos os er udstillinger noget vi laver, når vi beskæftiger os med en strømning eller en tendens. Men den virkelighed vi som museum for kommunikation forholder os til, har mange kanaler at udtrykke sig igennem, og virkeligheden er i konstant flux. Den kan ikke vente på, at vi får sammensat en stor udstilling.
Live-samtaler fremfor udstillinger
Derfor introducerer vi den 6. januar 2017 formatet ENIGMA Scene, der er paraplyen over alle museets formidlingsaktiviteter. Her inviterer vi museets publikum til at opleve og deltage aktivt i arrangementer som fra forskellige perspektiver formidler og debatterer kommunikation.
Vores fornemste formål er at invitere til samtale og dialog, som når vi hver fredag morgen inviterer til ”Morgenbud”, hvor nichemedier giver deres take på nyhedsformidling. En tilpas forstyrrelse i den brede nyhedsstrøm, som kan nås over en kop morgenkaffe, inden kontoret kalder. Eller ”Ting der taler”, hvor eksperter fortæller og formidler fortid og samtid gennem konkrete museumsgenstande, for nu blot at nævne et par.
Pointen er selvfølgelig, at arbejder man på kommunikationsmuseet, er man kommunikatør. By heart. Og så meget, at det er umuligt ikke at udkomme på en eller anden platform med sin viden. Udfordringen ligger i at vælge den rigtige kanal, og for os selvfølgelig at sikre, at ligegyldigt hvad vi gør, så er implicit en invitation til samtale. På museet og ude i vores omverden.