Med de Konservatives udvandring fra regeringsforhandlingerne i weekenden har fungerende statsminister Mette Frederiksen en vigtig kommunikationsmæssig opgave foran sig, vurderer Rasmus Winther, public affairs-chef i Geelmuyden Kiese, som hver uge tager temperaturen på regeringsforhandlingerne.
”Med udmeldingen fra Konservative ser det svært ud at lave en flerpartiregering, så Mette Frederiksens manøvrerum er blevet mindre.”
Derfor opfordrer Rasmus Winther hende til at skrue op for retorikken.
”Mette Frederiksen skal snart til at skabe forståelse for, hvor hun vil hen, så hun kommunikativt generobrer kontrollen over processen. Ellers kommer forhandlingsforløbet til at handle om, at de andre partier siger nej til at være med, og dørene lukker sig omkring hende.”
K fremstår svage og forpjuskede
De Konservative står også i en svag kommunikationsmæssig position, mener Rasmus Winther.
”Det, der står tilbage, efter Konservative lørdag meldte sig ud af regeringsforhandlingerne, er, at de står svage og forpjuskede tilbage,” siger Rasmus Winther og tilføjer:
”Med det forbehold, at vi jo ikke ved, hvad der bliver talt om ved forhandlingsbordet, fremstår det, som om de Konservative ikke har kunnet få det igennem, som de har villet.”
Timingen af Konservatives exit medvirker til at sende det uheldige signal, mener Rasmus Winther.
”Konservatives melding kommer en postgang for sent til at lave en værdimæssig markering. Det kommer snarere til at virke, som om de ikke har været dygtige nok,” siger han.
Er der omvendt tale om en taktisk manøvre, virker den heller ikke.
”Det, de Konservative siger om årsagen til at melde sig ud af forhandlingerne, kunne de have sagt for længe siden.”